På rundtur... For det er spænde! (Apollo)

[Cane]

Scarlett Hawkins

Værelset var ganske enkelt for tamt at sidde på i mere end fem minutter af gangen. Scarlett var vant til at være fysisk aktiv fra morgen til aften så det at der ingen ting var at lave her gjorde hende hurtigt rastløs. De billige løbesko knirkede svagt mod linoleums gulvet der lå slidt over alt. Men trods de billige sko og baggi bukser og den store trøje som skjulte hendes ellers ret så gode former, gik hun rank hen af gangen med lette bevægelser. Det bølgende hår var slået løst og bevægede sig svagt i takt med hendes skridt. Hun prøvede at trykke flere forskellige håndtag i bund, men de fleste var låst - hvilket hun også havde regnet med. Alt her var aflåst. Hvis bare der havde været noget at fifle med, noget ødelagt hun kunne lave så hun kunne bruge hovedet. Det blev ikke mæt af indtryk på dette sted!

Endelig var der et håndtag der gik i bund og døren gled op, dette overraskede hende lidt og hun trådte ind i et kedeligt opholdsrum med stole og borde der stod hulter til bulter og en medtaget kommode langs væggen under det trammebesatte vindue. Hun gled ind i rummet for at se nærmere på kommodens indhold.     

[Deleted]

Dusk.

Som Dawn blev slæbt afsted - kæmpende imod to vagter der holdte ham nede, stod jeg bare og kiggede tavst på ham, da han lå og sprællede på det kolde gulv. En trejde vagt holdte mig fast i et stramt greb i overarmen. Jeg havde håndjern på allerede, dog hviskede jeg lavt til min tvillingebror - "Dawn.. Tag det nu roligt..-" prøvede jeg. Han hvæste af vagterne og så på mig med de identiske øjne der passede til mine. "Jeg ville ikke sidde og rådne op i sådan et hul!" snerrede han til mig, og han blev slået i baghovedet af en kølle. Han gik i jorden, og jeg mærkede et sug i min mave da han gjorde. Et instinkt i mig sagde flygt, og hiv din tvilling med. Men jeg havde en vagt holdende i min overarm. Så jeg valgte at se væk. Dawn blev hevet op i armene - over skuldrende på de to vagter, og vi blev ført hen til en lang række af celledøre hvorpå en fjerde vagt - en kvinde, stod i stramt tøj og trillede med sit larmende nøglebundt. Cellen var åben, og den var i ussel tilstand. To senge på hver sin side af den kolde grå betonvæg, og en lille ussel skænk i mellem. Ikke højere end to skuffer, og med små ben. Dawn blev kastet ind - ikke tænkende på han var bevidstløs, og lå i håndjern. Dog blev mine løsnet, og jeg gik ind. Helt automatisk. Jeg mærkede angsten lukke sig omkring mig da døren blev lukket, og jeg hev Dawn op i en seng.

[Cane]

Skufferne indeholder intet spænde over hoved. En totalt smadret paperback bog og nogle kort der er spredt ud over bunden. Resten havde hun ikke engang lyst til at finde ud af hvad er. Der er alligevel intet spænde der nede. Hun vendte om med en pivende lyd fra skoene og forlod det triste rum igen. Undersøgende for hvor meget man kunne bevæge sig omkring gik hun videre ned af de tomme gange. Der høres lidt skramlen hist og her, men hovedsageligt var stilheden total ud over hendes larmende sko. Hun havde ikke noget imod at gå i det oversized baggi tøj, men hun ville trods alt hellere have sit eget undertøj på, de højhælede støvler og sit eget tøj... Men sådan skulle livet ikke være, de små goder var taget fra hende.

[Deleted]

Jeg bed mig i læben, som jeg sad i sengen med Dawn ved min hofte. Han lå i en halvmåne omkring mig - med let en blødede pande. Hans lange hættetrøje var revet let itu ved hans hænder, og hans knoer var blodige og hævede. Jeg aede ham over hans overarm, bad ham om at vågne op. Sikke en idiot han havde været! Hvis bare han havde lyttet til mig, havde vi ikke blevet sat herhen.. Sukkede jeg, og lagde det tynde tæppe der lå på sengen over ham. Vi har haft et værre værelse end dette, men dette her var nu permanent. Jeg rejste mig og begyndte at spankulere rundt. Mine slidte converse sko bar mig lydløst over det kolde gulv. Jeg gik hen til celledøren. Den bestod af lange tremmer fra top til gulv. To 'vinduer' bestod af en meter høj beton klods fra væggen, til døren i midten, og tremmer som gik ligeså højt op til loftet som døren. Over dette værelse var der endnu en etage, med et åbent rum i midten. Jeg bed mig i den piercede læbe. Den ene læbepiercing i højre side, drejede jeg med tungen - jeg gik rastløst frem og tilbage. Kan jeg i det mindste ikke blive lukket ud? Dawn proteserede let, og åbnede sine grønne øjne. Jeg sprang hen, og hjalp ham op og sidde. Hans håndjern gav genlyd over den tomme gang. "Du er vågen..-" begyndte jeg. Så brød helvede løs i Dawn's øjne. "Jeg slår dem ihjel..-" truede han, og jeg lagde mine hænder på hans. "Tag det nu roligt Dawn.. Vi klarer det her helvede.. Sammen som vi altid har gjort okay?" lovede jeg, og så på min identiske tvilling. Forskellen på ham og mig var Dawn havde en septum piercing, og snakebites. Jeg havde kun en sort piercing i min højre side af underlæben. Dawn nikkede kort, og jeg trak let på smilebåndet.

[Cane]

Der var virkelig intet spænde på gangene heller, rastløsheden greb sig efterhånden fast og hun vippede den ene hånd mod benet mens hun gik ned af den kolde gang der kun var oplyst af lysstofrør. Stilheden blev afbrudt da hun gik forbi kantinen hvor der sad nogle og snakkede. Hun stoppede op ved væggen og så lidt på dem. Måske de gad holde hende med selvskab. Men så overfalde den ene den anden og Scarlett himlede med øjnene. Sikke en omgang børn! De var jo værre end dem på værkstedet, der var også nogle af drengene der kunne finde på at pande hinanden en engang imellem men der for som regel en grund. Scarlett bevægede sig derfor ned på værelses gangen hvor de store grå døre var lukkede hele vejen hen. De gik i af sig selv og kunne kun låses udefra. Vildt irriterende hvis man skulle pisse om natten. Men livet her var virkelig noget kedeligt noget, og der var kun gået halvanden dag!

[Deleted]

Dusk.

"Dawn lyt nu til mig!" prøvede jeg. Han var sprunget frem og slog sine håndjern mod tremmerne, og jeg prøvede at holde ham tilbage. "Dawn forhelvede du gør vagterne sure!" prøvede jeg igen, hev i hans arm. "Giv slip Dusk! De skide vagter kan rende mig så grusomt! Hørte i det!? Fuck! Jer!" skreg Dawn ud over gange, og slog mod tremmerne med sine håndjern, der stadig sad stramt om hans håndled. Jeg gav bare op, og satte mig tungt nede i den ene seng. Den gav let efter, og jeg greb tæppet og lagde mig i sengen med det usle tæppe omkring min krop. Jeg havde kun en stor hættetrøje på, med et omvendt kors på maven, et par hullede sorte bukser med bælter og mine converse sko. Jeg frøs let, dog kiggede jeg tavst på Dawn. "Sig til når du er ved at være færdig." svarede jeg stift, og lukkede mine øjne.

[Cane]

Endnu engang stødte op til de andre og da der ikke var noget som helst andet at lave her gik Scarlett ned af den nye lige så kedelige gang. Det grønne blik gled rastløst omkring, fandt en milion huller i væggene og ridser i gulvet, alt det var hun van til der hjemme fra, men at der ikke hang en eneste plakat på væggene var hende meget uvant, hjemme i værkstedet blev de hængt op oven på hinanden. Gerne letpåklædte kvinder oven på en lækker amrikaner eller noget. Scarlett kom helt til at savne den brede gamle bil ved de tanker. Hun himlede med øjnene og gik videre ned af gangene.

[Deleted]

DAWN

---

Inden længe kom der en vagt - med en bylt af gråt kedeligt tøj. Hun smækkede det gennem tremmerne, og jeg hvæste af hende. "Dusk vågen op. Vi skal skrifte vores tøj." kommenderede jeg, og hev de hidsige klæder op. Det var en lang grå trøje, med et hul på den ene albue, et par hvide sokker, noget undertøj og et par løse jogginbukser. Jeg hev hurtigt min trøje af, og mine bukser. Jeg stod nu kun iført et par stramme boxershorts, og jeg hev hidsigt de tynde joggingbukser på, og den grå langeærmede trøje. Min tvilling gjorde det samme, og jeg studerede ham let. Han havde ikke spist i lang tid - og det fik mig til at bekymre mig. Hans rygrad var tydelig, og han kom hurtigt i det samme tøj som mit. Jeg greb min egen bylt af tøj, Dusk gjorde det samme og vi blev sendt ovenpå på en usel gang, og ind på et endnu smallere værelse. Derefter blev den store gangdør til denne her sal låst af, med tre låse på modsatte side. Jeg sukkede irritabelt, og lagde mit tøj i den lille kommode vi havde på værelset.

[Cane]

Det rungede i gangen da en dør blev smækket et sted på den. Uden andet at tage sig til gik Scarlett ned af gangen i en søgen fra hvor lyden kom fra. Hun kunne så genkende den dør hun selv var kommet ind af for to dage siden. Den var lukket men gangen med værelser var så ikke langt her fra. Hvorfor ikke BAre gå tilbage. Hun kunne vel altid skille sin seng af og samle den igen bare for at lave noget... det slidste linoleum skinner mat under hende da hun bevæger sig frem af. Tænk der ingen er at snakke med! Hun ville blive sindsyg hvis hun ikke fik noget selskab. Hun var van til at være sammen med mange mennesker hele tiden der hjemme.

[Deleted]

DAWN

---

Jeg trådte ud fra værelset, med min tvilling ved siden af mig. "Lad os undersøge stedet..-" foreslog Dusk lavt, og så sig panisk om. Jeg lagde en arm om ham - "Vi klarer den okay?" smilte jeg. Jeg vidste hans problemer, og ærlig talt - vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre hvis han ikke var ved min side. Dusk smilte svagt og holdte blikket i mine. Jeg gav ham et fistpump, som styrke til ham fra mig. "Okay?" spurgte jeg til ham, og han svarede igen. Så begyndte vi at observere ting - Dusk observerede gangene, huskede dem som et kort i hans hoved. Jeg huskede døre, og numre. Det var sådan vi fungerede. Han var et levende kompas - han kunne finde ud fra et fængsel kun ved at gå igennem gangen én gang. Jeg skulle bare huske små ting som kunne føre os videre - hjalp ham. Og så huskede jeg dørene, og var styrken ligeså.

[Cane]

Hun drejede let omkring et hjørne og så så to fyre komme mod hende først syntes hun de gik lidt for tæt men deres synkrone bevægelser og ens udseende konkluderede hun at de var tvillinger. Det lette smil gled iver læberne. Ikke overdrevent eller sødt bare en lille krusning der matchede det solbrune ansigt med de grønne øjne. Måske de fås noget selvskav uden at være små aggressive børnehave børn..?

[Deleted]

Dawn

---

Som min tvilling og jeg går, opdager jeg en pige komme imod os. Dusk stopper op, og jeg mærker straks hans nervøsitet nær andre mennesker. JEg stopper ligeså, og trækker vejret dybt - i en hentydning til Dusk. Han greb sig hurtigt til armen, og bed sig i læben, så afvigende væk. Dog stirrede jeg hårdt på hende, og hev så Dusk med mig. Jeg fulgte hende med de mosgrønne øjne - studerede hende. Dusk så kort på hende, og jeg vidste han læste hende af, så hendes styrker og svagheder. Han gik med hovedet nede bagefter, hvorpå vi drejede ned af en gang. Så tabte han pusten, ved at have holdt vejret inde. Jeg stoppede op, og lagde en hånd på hans skulder. Jeg vidste han havde svært ved mennesker, og jeg ville være der for ham. Han så på mig - skræmt, hvorpå jeg smilte kort. "Du klarer det fint.." siger jeg betroeligt til ham.

[Cane]

Hun fulgte drengene med blikket. Den ene så i ggulvet og den anden sendte hende et hårdt blik som om hun havde gjort noget. Hun hævede elegant et øjenbryn af ham og fulgte dem med blikket da de passere hende på den smalde gang. Hun vendte sig og så efter dem da de gik ned af en sideløbende gang. Hun blev stående lidt og så hvor de forsvandt. Skulle hun gå efter ? Hvad skulle hun så sige? Den ene virkede nervøs og den anden virkede sur over et eller andet. Som åbenbart skulle gå ud over hende. Hun valgte at gå efter dem alligevel. Så mod ryggen af ham der stirrede "har jeg gjort dig noget eller stirre du bare normalt sådan på folk?" Spurgte hun med let men fast stemme

[Deleted]

Dusk
--
Mit hjerte bankede hurtigt i mit bryst, og jeg forsatte med at observere ting. Så lød der en stemme bag os. Dawn stoppede, og vendte sig om. Han sagde ikke noget, hvorpå jeg kiggede på ham - var stoppet ligeså. Han udsendte et fnys, hvorpå han vendte sig igen - og forsatte. Jeg trak nervøst på smilebåndet, hvorpå jeg blev revet med min tvilling da han snerrede mit navn. "Dusk!" Jeg bed mig i læben, og vendte mig. JEg luntede hurtigt efter ham, og han gik med lange stive skridt forud.

[Cane]

Hun lænede sig lidt op af væggen og så efter de to fyre med øjnene let sammenknebene. Det måtte de om, sure emoer. Hun bemærkede godt det korte smil den ene havde prøvet at sende men det var hurtigt glemt over den andens opførsel. Så var der altså nogle sure intetsigende idioter her også - det havde hun nu også regnet med. Så hun vendte omkring så de brune lokker dansede omkring hendes hoved og gik tilbage ned af gangen igen.

[Deleted]

Dusk
--
"Dawn.." prøvede jeg. "Nej!" snerrede han og så på mig. "Vi skal ud herfra hurtigt muligt! Du skal ikke begynde at skabe venskaber." afsluttede han, og så ned på mig. "Hvorfor ikke?!" udbrød jeg så. Jeg mærkede vreden snige sig op i mig, og jeg knyttede mine næver. "Du kommer ikke ud herfra uden min hjælp, Dawn." snerrede jeg lavt. "Så jeg forslår du slår dig ned, FOR EN GANGS SKYLD." afsluttede jeg. Mit blik brændte ind i hans, hvorpå han udsendte et fnys. "Nej." svarede han. "Nej? Jamen fint. Så held og lykke med at finde frem til din udgang, med din frygtlige stedsans!" afslutter jeg ligeså, og begynder så at gå den anden vej. Jeg ved ikke om min tvilling forsatte efter mig, men jeg var ligeglad. Hvorfor skulle han være så besværlig? Hvorfor ville han ikke slå sig ned bare ét sted? Vi var kommet på dette fængsel, for en grund. Vi var også på anden sal, så vi havde heller ikke nogen chance for at kunne stikke af.

[Cane]

Med rolige skridt gik hun videre ned af gangen men kunne godt høre nogle enkelte højlydte stemmer bag sig, dog gav de nøgne nogle mærkelige forvrængede ekkoer men hun regnede med det var tvillingerne der diskuterede. Det var dog ikke noget hun gad blande sig i, nu var hun irriteret på dem og hun kendte ikke engang deres navn - god start... Hun rystede håret ud af øjnene og fulde gangen der var lige så ens som alle de andre.

[Deleted]

Dawn
--
Jeg udsendte et suk, hvorpå jeg drejede om et hjørne, og så den pige fra før gå længere fremme. "H-hey!" udbrød jeg, og luntede op imod hende.

[Cane]

Der lød skridt bag hende men hun stoppede ikke før der kommer ord ud af munden på fyren. Så stoppede hun og vendte sig elegant omkring. Blikket lå på ham med kølighed. Afventende om han ville sige mere, nu hvor han havde fået opmærksomheden.

[Deleted]

"Jeg undskylder min brors opførsel.." begyndte Dusk hvorpå han bed sig let i læben. Han stoppede let op, så på den pige der nu stod foran ham. "Han er stadig lidt fortvivlet over vi er kommet herind.." begyndte han igen, og kløede sig let i nakken. Nervøsiteten og angsten gled sig op under hans trøje og hud, angreb ham med fortvivlende tanker, og et pumpende hjerte, der slog hårdt imod hans ribben.