|
Post by Marie on Sept 2, 2014 21:17:17 GMT 1
Lucy Lilium Eden
Hun havde fået lov at komme ud. Ligesom alle andre. Flere gange havde hun desperat forsøgt, at spørge til om hun ikke kunne få en bibel, et eller andet symbolsk tegn på Guds eksistens, men de var åbenbart nogle ateister alle sammen for ingen ønskede at efterkomme hendes ønske. Hun var frustreret og rastløst. Panikken nagede i hende, og nervøsiteten over, at se flere af de andre bevæge sig rundt udenfor hang i hende. Hun bevægede sig tæt ved en væk, mens hun mærkede, hvordan den lette brise smøg sig omkring hendes krop og lod de karamelbrune lokker flagre med vinden. Hun søgte efter Guds tegn, mens hun tog en dyb indånding. Fingrene rykkede rastløst i oversize trøjen, og hun bed sig i underlæben.
|
|
|
Post by Emma on Sept 2, 2014 21:25:05 GMT 1
David Momentum Som noget af det første han havde gjort, havde han smurt ærmerne op på den store grå trøje, så han ville føle sig mere fri. Egentligt var det på mange punkter en lettelse for ham at være herinde. Men bekymringen hang ham konstant over hovedet. Udenfor havde han valgt at stille sig bag en af de små rækker med planter og blomster. Hans ene fod hamrede i jorden, så den gav en lyd fra sig. Han hamrede den næste i jorden og lod foden glide over asfalten, så der kom en skrabende lyd også. Han var så musikalsk anlagt, at han kunne skabe rytmer ud af hvad som helst. Inden længe hamrede han fødderne mod asfalten og lod dem skrabe over asfalten, mens han bevægede sig omkring og skabte sin helt egen lyd og sin egen boble.
|
|
|
Post by Marie on Sept 2, 2014 21:31:27 GMT 1
Lyden af noget der skrabte imod jorden fangede hendes interesse. Hun blev kort ledt ud af sin tankestrøm, og så imod en høj dreng. I hvert fald en der var noget højere end hende selv. Hun studerede ham let, inden hun rystede på hovedet. Hun søgte efter tegn fra Gud. Han måtte snart komme med et tegn, fortælle hende, hvad hun skulle gøre. Hvordan hun skulle agere. Hun satte sig ned op af den iskolde mur, mens hun lod hænderne glide omkring benene. "Johannesevangeliet kapitel 8 linje 12 - Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys." Mumlede hun remsende for sig selv, mens hun stirrede ud i luften. Det måtte betyde, at han snart ville dukke op. Han var livets lys og ville vise sig for hende snart.
|
|
|
Post by Emma on Sept 2, 2014 21:39:55 GMT 1
David Momentum Fødderne mod asfalten blev ved og ved. Tempoet blev sat drastisk op, mens han skøjtede omkring sig selv til musikken, han skabte med skoene mod underlaget. Sveden sprang frem på ham og gjorde den grå trøje mørkere på hans ryg og på brystet. Det var først, da en vagt råbte til ham, at han skulle standse, at han stoppede. Og han gjorde det brat. Han havde nået stykkets ende. Vejrtrækningen var tung, da han lagde sig ned på asfalten og så op på himlen. Den første regndråbe ramte ham i panden. Skyerne lignede ikke regnskyer, men det måtte de være. Han lå i en stjerne og betragtede himlen. Han så, hvordan dråberne pludseligt faldt flere og flere og skyllede ind over dette sted.
|
|
|
Post by Marie on Sept 2, 2014 21:44:12 GMT 1
Hun mumlede remser og citater fra biblen, inden hun hørte en rømmen og blev bedt om, at bevæge sig rundt i stedet for at gå i baglås. Blikket skød usikkert rundt, inden hun sank en klump og bed sig i underlæben. Hun bemærkede at drengen der havde larmet, var blevet beordret til at stoppe og han dermed havde lagt sig på asfalten. Hvad mon Gud havde af formål for ham? En larmende dreng. Hun mærkede regnen der dryppede ned over hende. Ét tegn. Et tegn fra oven. Hun lod blikket skyde op og strakte kort hænderne ud for at gribe nogle af dråberne, mens en lille latter gled over hendes læber. "Det folk som vandrer i mørket, skal skue et stort lys." Kom det over hendes læber, det var Esajas Bog 9, linje 2. Hun kunne hele biblen udenad og havde lært hvert eneste kapitel, så hun kunne citaterne. Hun stoppede lidt fra drengen, uden at bemærke det. Hun stod med armene oppe mod luften, forsøgte at fange dråberne og fuldstændig opslugt af regnen.
|
|
|
Post by Emma on Sept 2, 2014 21:49:37 GMT 1
David Momentum Han lukkede øjnene i og nød roen og friheden ved regnen. Han ro blev dog forstyrret af nogle ord, som han ikke rigtigt hørte. I et forsøg på at se ordenes ejer skubbede han sig op på albuerne og så en lav pige med noget rødligt hår. Hun var yngre end ham, kunne han se. "Du siger?", kom det fra ham med en rolig autoritær stemme, der hverken lød glad eller vred. En neutral tone der alligevel ikke fik nogen til at tvivle på, at man ikke skal lave fis og ballade med ham. David var skam en flink fyr, men han ville tages seriøs.
|
|
|
Post by Marie on Sept 2, 2014 22:01:08 GMT 1
Hun sank armene ned og drejede blikket imod drengen. Længe stod hun og kiggede på ham, opslugt af regnen og hvordan den gled over hans krop og begyndte at gøre hans hår fugtigt. Der var noget autoritært og roligt over hans ord. "Det folk som vandrer i mørket, skal skue et stort lys." Gentog hun og stirrede lidt på ham, hun begyndte med det samme at pille nervøst ved sin bluse, mens hun skød blikket kort imod jorden. Så flakkede det op igen imod ham. "Esajas Bog 9 linje 2" Forklarede hun ham, så hun var sikker på, at han forstod, hvorfor det kom. Om han forstod, hvad meningen var ikke noget hun tog stilling til. Det var en åbenbaring. Et tegn fra Gud.
|
|
|
Post by Emma on Sept 2, 2014 22:08:32 GMT 1
David Momentum David bemærkede, hvordan hun virkede nervøs, men det var ikke noget, han tog sig af. At det var bibelske ord, hun kom med, gjorde ham intet. Han havde intet forhold til nogen af guderne eller deres religion. Da han var yngre havde han bedt til Gud om og om igen for at stoppe volden mod hans mor. Men intet var sket. Derfor troede han ikke længere - eller jo, det gjorde han. Han fandt bare ikke Gud særlig barmhjertig. Han kom med et enkelt nik, inden han lagde sig ned i regnen igen. "Du bliver våd", sagde han så. Om det var en konstatering, et tegn på omsorg eller noget intimt fordi det fik tøjet til at falde om hendes former, så de blev fremhævede, ville være til den individuelle at vurdere.
|
|
|
Post by Marie on Sept 2, 2014 22:15:46 GMT 1
"Den barmhjertige samaritaner gik ikke sin vej. Så rengen skræmmer mig ikke", forklarede hun ham nerøvst, mens hun så hvordan han blot lagde sig ned i regnen igen. Hun var begyndt at blive våd, det regnede mere og mere, men hun nød kulden fra det. Det gav hende et livligt syn på, hvad der skete omkring hende. Regndråberne dansede og aflagde en dansende rytme, der var utrolig behagelig. Hun fangede en skikkelse - en hovedløs skikkelse der stirrede mod hende. Hvordan sådan noget kunne lade sig gøre, vidst ehun ikke - Men Gud kunne alt. Hun stirrede derfor fremad på skikkelsen. Bemærkede en gestus, der blev givet ud og hun fangede hentydningen. Det var et tegn foroven. "Hvorfor ligger du her?" Spurgte hun nervøst.
|
|
|
Post by Emma on Sept 2, 2014 22:20:05 GMT 1
David Momentum Hvis han ignorerede hendes bibel snak, ville hun sikkert stoppe med det på et tidspunkt. Hans ansigt blev vådt sammen med tøjet. Vagterne var søgt indenfor vidste han, for han havde været et lignende sted en gang, men det var kun i en uge for at afskrække ham. "Hvorfor spørger du?", spurgte han i den samme tone, som han altid brugte, når han var i et passivt humør. Der var ingen grund til at lyde glad, når der ikke var noget at være glad for. Ingen grund til at være vred, når der ikke var noget at være vred over. Han nød denne ro og kølighed fra regnen, der satte ham i en passiv og neutral sindstilstand.
|
|
|
Post by Marie on Sept 2, 2014 22:24:52 GMT 1
Hun overvejede ikke, at han ignorerede hendes ord. Hun antog det for, at være en måde at være enig med hendes ord, for han bad hende ikke om at gå væk. Hun kiggede ned på ham, og endte med at sætte sig nervøst ned - med en masse god afstand til ham. Hun ville ikke være for tæt på andre. "Du spurgte mig?" Denne gang var hun nervøs for, at have gjort noget forkert. Blikket flakkede paranoid og panisk rundt, inden det forsigtigt kort stejfede ham og faldt til jorden. Hun sank en klump og bed sig i underlæben, hun slap den kort efter. Fingrene bevægede sig imod det nu våde tøj, der hang koldt om hendes spinkle krop.
|
|
|
Post by Emma on Sept 2, 2014 22:30:25 GMT 1
David Momentum "Nej jeg gjorde ikke", kom det prompte fra ham. Han skubbede sig op på albuerne igen og lod blikket ligge i hendes, selvom hun så væk. Han var typen, der så alle i øjnene uanset hvad. Han havde i hvert fald ikke spurgt hende om noget, udover hvad hun sagde. Men han gik ud fra, at de fleste her alle havde nogle sære tendenser. Alle var her jo, fordi de ikke ville følge de normer og regler, som samfundet var bygget op af. Enten fordi de ikke kunne eller fordi de nægtede. Uanset grunden så havde han ikke spurgt hende om noget.
|
|
|
Post by Marie on Sept 2, 2014 22:36:24 GMT 1
Hun blev forvirret over hans ord. Hvad mente han med det? Han havde da netop sagt det. Havde han ikke? Eller havde hun fået hallucinationer igen af det medicin de gav hende her på stedet? Hun endte med at vige blikket usikkert, da han blev ved med at studere hende. Det brød hun sig ikke om. Det var ubehageligt og hun blev nervøs af det. Hun krympede sig en anelse sammen, mens hun blev ved at med at kigge alle andre steder hen end på drengen. Hun svarede ham ikke. Burde hun? Ja, hun skulle hjælpe alle og følge hvert et ord. Men det var i princippet ikke et spørgsmål, så det burde ikke være en fejl. Nej det var det heller ikke. Gud ville jo guide hende hele vejen.
|
|
|
Post by Emma on Sept 2, 2014 22:42:18 GMT 1
David Momentum Tydeligvis forstod hun ikke hans ord, men de var enkle nok. Han havde ikke spurgt hende om noget, og det var hendes eget problem, hvis hun troede det. David var på mange punkter en simpel fyr, og når han ikke fandt noget interessant længere, ville han flytte sin opmærksomhed fra det. Og denne pige fandt han spøjs og lettere kedsommelig, fordi hun var så nervøs anlagt. Derfor lagde han sig ned igen og lukkede øjnene på ny. David lyttede til regnen, der faldt mod asfalten, bygningen, græsset på den anden side af hegnet og hele verden omkring dem. Hans tanker havde hurtigt forladt den sky pige.
|
|
|
Post by Marie on Sept 3, 2014 18:17:18 GMT 1
Han lagde sig blot ned, uden at sige noget. Lim vidste ikke, om hun skulle gå eller blive. Havde hun tilladelse til at blive? Eller ville han jage hende væk? Men han havde ikke kommenteret på noget religiøst, som de to andre hun havde mødt. Derfor blev hun, selvom hun var nervøst anlagt og ikke kunne sidde stille. Hun blev ved med at pille panisk ved sin trøje, mens hun satte sig til rette på den våde jord. Hun lod den ene hånd flytte sig og begynde at lege med noget af vandet i luften. Lod fingrene stryge gennem luften for at fange dråberne og se deres vandring ned af hånden.
|
|
|
Post by Emma on Sept 3, 2014 18:25:38 GMT 1
David Momentum Han lå med armene strakt ud og øjnene lukkede i i noget tid. Endelig åbnede han øjnene og satte sig op i en enkelt bevægelse uden at bruge armene eller anstrenge sig. Han var fysisk meget stærk, fordi han altid havde brugt sin krop meget. Det grå blik blev skudt mod hende. "Du hedder?", kom det spørgende fra ham, mens han så afventende på hende med blikket i hendes. Hun så ud til at være meget sky, men det generede ham ikke. Det ville ikke få ham til at behandle hende anderledes eller noget i den stil.
|
|
|
Post by Marie on Sept 3, 2014 18:35:40 GMT 1
Hun sad go var væk i sin egen lille bobel af en verden, da hans ord ramte hendes øre. Hun sad lidt tid og forsøgte at fange dråberne, inden hun med vandet drivende ned af sin krop, gennemblødt tøj og håret i krøllede - men klistrede totter kiggede imod ham. "Lim", lød det forsigtigt over hendes læber med et snært af nervøsitet over sig. Hun talte aldrig med drenge normalt, de få gange hun havde talt med nogen, var det meget forsigtig. Hendes mor havde sagt, at drenge kunne finde på, at forsøge at føre en i uføre og at man skulle holde sig fra dem. Gud havde sagt, at det man altid kunne finde en god middelvej og at alle havde noget godt og ondt i sig. "Hvem er du?" Spurgte hun så forsigtigt, mens hun nu så ham lidt an.
|
|
|
Post by Emma on Sept 3, 2014 18:40:46 GMT 1
David Momentum David overvejede kort, om denne Lim var bange for ham, fyre eller andre folk generelt. Det var lige ved, at han ikke kunne høre hende gennem regnen, der lød højt mod asfalten under dem. "David", sagde han. Hvis hun kunne ville en kort del af sit navn, så ville han gøre det samme. På trods af regnen så kunne han godt bruge en cigaret at nyde. I forhold til hvor han kom fra, var der meget roligt her, og det fandt han behageligt. Han ville måske lære at holde af de faste rammer. Dog hungrede han allerede efter at komme fri og bestemme selv.
|
|
|
Post by Marie on Sept 3, 2014 18:55:46 GMT 1
Hun trak benene en anelse op under sig, nervøst og vidste i princippet ikke, hvordan hun skulle forholde sig til drengen. Han havde et religiøst navn. David. "David betyder elsket og er hebraisk", mumlede hun i regnen, så det kun lige kunne høres. Hun havde lært sig selv mange sprog, da hun mente, at man skulle kunne kommunikere på alle verdensdele ligeligt. Det måtte være et tegn, at han bar det navn. Det måtte hun i hvert fald lige tænke over, for det skulle nok gå op i en højere enhed.
|
|
|
Post by Emma on Sept 3, 2014 19:05:13 GMT 1
David Momentum Hans fingre trommede let på asfalten i hans egen rytme, som kun han ville høre. I hovedet på ham spillede en sang, som kun han kendte. Musik var hans tilflugtssted. "Og Lim betyder juvel. Er du en juvel, Lim?", spurgte han roligt. For bogstaveligt talt var hun jo ikke en juvel, ligesom han ikke var elsket. Verden hang ikke altid sammen, som mange sagde eller prøvede at få den til. Det vidste David kun alt for godt.
|
|