|
Post by Marie on Sept 3, 2014 19:22:47 GMT 1
Hun kiggede længe på ham, da han kom med en definition på hendes kaldenavn, Lim. Var der noget, som han forsøgte at sige med de ord? Hun stirrede nervøst på ham og alligevel var der en skjult gnist af nysgerrighed i øjnene. Inden hun veg blikket væk, hun turde ikke se drengen i øjnene, og ubevidst havde hun en adfærd der underkastede sig med det samme. "Det er en forkortelse." Mumlede hun lavt. Hun kunne ikke være en juvel, for Lim var hendes kaldenavn - det navn som hun brugte hos folk hun ikke kendte. Det var først, hvis nogen trængte ind på hende, at hun oplyste sit fornavn - hvis man selvfølgelig spurgte. Hendes forældre kaldte hende altid Lucy. De var de eneste der gjorde det nu. Selv vagterne er personalet her kaldte hende Lim. For hun var en form for Lim - Limet fast til religionen. Til Gud.
|
|
|
Post by Emma on Sept 3, 2014 20:59:27 GMT 1
David Momentum Regnen fortsatte med at falde omkring dem. Han begyndte efterhånden at få det koldt i det kølige vejr. Lim svarede ham ikke, så hun var altså ikke en juvel. Det var den konklusion, han nåede frem til ved hendes manglende svar. "Af hvad?", spurgte han hende med blikket vendt mod hende. Han kunne ikke se hendes grund til at være så skræmt. Han havde intet gjort for at skræmme hende. Der måtte være noget andet, der lagde til grund for hendes sky natur. Men han kendte den ikke, og han var ligeglad - delvist. Han havde ingen interesse i det, men han var heller ikke kold overfor det.
|
|
|
Post by Marie on Sept 3, 2014 21:03:15 GMT 1
Hun lod blikket skyde ned imod sine fingre, inden hun kiggede op. Sørgede for at finde et punkt, hun kunne kigge på ved ham, uden at se ham i øjenene. Det skadede jo ikke at give ham sit mellemnavn, det var meget normalt. "Af Lilium. Jeg foretrækker Lim", sagde hun derfor og lod straks blikket flakke væk, da det blev lidt for tæt på, at kigge direkte på ham - eller direkte og direkte. Hun havde bare svært ved det. Det var ikke noget hun brød sig om. Men det var bedre end at kigge væk hele tiden. Apropo - det gjorde hun nu.
|
|
|
Post by Emma on Sept 3, 2014 21:12:02 GMT 1
David Momentum Så i stedet for at være en juvel var hun en blomst. Der kunne man bare se. Han holdt roligt blikket mod hende på trods af hendes tydelige ubehag ved det. Han satte en hånd i asfalten og rejste sig op. Tøjet klæbte til ham og så mørkere ud. Håret klistrede ligeledes til hans ansigt og hang let ned i øjnene. "Juvel altså", konstaterede han. Hvis hun ville kaldes Lim, måtte hun jo føle sig mere som en juvel end en blomst. Navnets betydning kunne i princippet være ligegyldigt, men det virkede til at slå hende ud af kurs, og det fandt han interessant.
|
|
|
Post by Marie on Sept 3, 2014 21:15:13 GMT 1
Hun så hvordan han tårnede sig op foran sig, mens han rejste sit korpus op og tøjet slaskede ind til hans krop. Hun lod strak blikket skyde væk, det var ikke i orden at glo. Desuden, så var det imod hendes koncept. Hun skød blikket væk og kom langsomt på benene ved hans konstatering. Blikket flakkede hen imod døren, med en nervøs trækning, satte hun i bevægels - to skridt også stoppede hun op. Det var ikke i orden, at gå sin vej på denne måde, det vidste hun. Det ønskede Gud ikke. Hun drejede rundt på de våde fødder og så på ham. "Vil du med ind og have tørt tøj på?" Spurgte hun derfor med en nervøs trækning og den ene hånd slået om sig og den anden hængende løst ned langs siden.
|
|
|
Post by Emma on Sept 3, 2014 21:21:13 GMT 1
David Momentum Hun begyndte omgående at gå. Dog virkede hun til at skifte mening. Han kunne ikke forstå, om det var fordi hun følte sig tvunget eller fortsat ønskede hans selskab. En ting han dog vidste og forstod var, at hun måtte være omkring ti centimeter lavere end ham. Plus minus. "Klart", sagde han i den samme rolige men autoritære tone. Det var ikke, fordi han altid skulle have sin vilje og absolut skulle kontrollere altid. Det lå bare naturligt til ham at være autoritær. Sådan var han bare. Han havde endnu et sæt af det grå tøj. Dog var både bukser og trøjen for korte.
|
|
|
Post by Marie on Sept 3, 2014 21:27:05 GMT 1
Hun smilte ikke, hun var usikker på om det var det rigtige at spørge om, men han kom med en enstavlelses svar, så det var ikke det værste? Eller var det? Hun var ikke social, asocial var nærmere hendes ord. For hun var elendig til det. Hun følte sig desuden utryg. Hun satte i bevægelse og kom indenfor. Det sjappede og vandet drev af hendes krop. En vagt så noget bestemt på dem og lavede straks en gestus imod et rum, for at de kunne blive tørret. Hun fulgte anvisningen, uden at kommentere noget. Det var en prøvelse. Det måtte det være.
|
|
|
Post by Emma on Sept 3, 2014 21:32:29 GMT 1
David Momentum Hun virkede til at have travlt med at komme ind og væk fra ham, så han lod hende komme først ind. Vagten så ikke synderligt venlig ud. Vagten var højere end David. Et godt stykke endda. David så knap nok på vagten men fortsatte ind i det rum, de blev anvist. Et lille rum med tørt tøj lagt frem og håndklæder. Det var ikke nødvendigvis ment til dem for intet af det så stort nok ud til David. Det måtte være en psykisk prøvelse eller nedbrydning af psyken især hos det kvindelige køn. Han trådte hen til det tøj, der så størst ud med ryggen til den sky juvel og trak sin trøje af. Med håndklædet begyndte han at tørre sig.
|
|
|
Post by Marie on Sept 3, 2014 21:37:39 GMT 1
Ét rum? Var de blevet placeret i samme rum, for at få tørt tøj på. Hun tog tøjet op og derefter håndklædet. Hun drejede rundt, og så ham trække sin trøje af, og straks spærrede hun blikket op. Kinderne blev røde og hun snurrede straks rundt og stirrede ind i væggen. Helt bestemt en prøvelse. Det kunne hun da regne ud nu, og hun turde ikke sige noget eller gøre noget. Hun ville vente. Hun stod derfor blot med ryggen til og håbede, at han snart ville være færdig. Man måtte ikke se andre uden tøj på - ikke af modsatte køn. Det var sådan hun havde fået det afvide af Gud.
|
|
|
Post by Emma on Sept 3, 2014 21:44:38 GMT 1
David Momentum David havde ikke travlt. Han tog sig god tid til at tørre sin overkrop ordentligt med håndklædet med lav kvalitet. Ligeledes tog han sig god tid til at tørre håret af. For håndklædet måtte han naturligvis ikke tage med sig. Han havde jo et andet, der var blevet tilegnet ham. Han trak af bukserne, strømperne og de tynde sko, så han kunne blive tørret. Ligeledes trak han af undertøjet og tog det tørre på. Strømperne var det eneste, der passede ordentligt. Bukserne var for korte, og trøjen var umulig at få på. Måske ville en anden høj dreng kunne bære den men ikke David. Han havde for brede skuldre og for muskuløs en krop. Han smed det våde tøj op i kurven, der var sat op til formålet. Skoene stillede han på sin plads, og han var ellers klar til at tage afsted.
|
|
|
Post by Marie on Sept 3, 2014 21:49:54 GMT 1
Kinderne brændte på hendes ansigt og hun følte, at hun overskred mange grænser ved at være i det samme rum. Det gjorde hende ikke mere forlegen og hun følte sig mere utilpas end før. Hun hørte, hvordan noget vådt tøj ramte kurven, men turde ikke vende sig rundt. Hun åbnede munden for at sige noget, men ikke et eneste ord flød ud. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige eller gøre, derfor pillede hun usikkert ved sit våde tøj og stod og ventede med ryggen til. Hun burde ikke andet. Ingen skulle se hendes kro, det ville tage noget af den jomfruelighed af sig, som hun havde og man måtte ikke begære andre, så simpelt var det bare. Ikke udenfor ægteskab og derfor skulle hun ikke se nogen uden tøj på.
|
|
|
Post by Emma on Sept 3, 2014 21:54:24 GMT 1
David Momentum Det undrede ham ikke, at hun havde stået der og lignet en tomat i ansigtet. Hun havde sagt bibelske ord. Udenfor rummet besluttede han sig alligevel for at vente på hende. På trods af hendes sky side så var hun det bedste selskab, han havde fundet herinde. Han lænede sig op af væggen og ventede tålmodigt. Vagten stod ikke langt fra ham og så ubehagelig ud, men det gjorde de nu alle sammen. Hans tatoveringer på hele armen var i rolige og naturlige farver frem for pang farver. Han betragtede dem let, mens han ellers ventede. Egentligt burde han vel bede om at få en større trøje, men han kunne ikke se nogen grund til det, når han havde en anden i sin celle.
|
|
|
Post by Marie on Sept 3, 2014 21:58:52 GMT 1
Døren gled i, og det gav et gip i hendes krop. Hun lod der gå yderligere et halvt minut, inden hun turde kigge sig rundt. Tomt. Hun tog forsigitgt det våde tøj af og lod det klaske mod gulvet, hvorpå hun begyndte at tørre sig med håndklædet og trække i noget nyt tøj. Endnu noget der var stort. De havde åbnebart ikke noget i den rigtige størrelse her. Hun smed det hele over i vaksetøjskurven og tørrede gulvet efter sig, så der ikke var spor af det våde på gulvet. Inden hun trådte ud og overraskende nok opdagede at David stadig stod udenfor. Hun skød straks blikket væk, da hun ikke brød sig om øjenkontakt.
|
|
|
Post by Emma on Sept 3, 2014 22:04:29 GMT 1
David Momentum Det grå blik lå mod vagten med arret over brynet. Han så enorm ud med de brede skuldre. Det ville ikke undre ham, hvis flere fandt ham intimiderende. Han havde lagt armene over kors, da juvelen endelig trådte ud af rummet. "En kop kaffe?", kom det kortfattet fra ham. Det måtte være muligt at anskaffe en kop kaffe her et eller andet sted. Han ville ikke kunne fungere uden musik, sin dans, cigaretterne, kaffen eller sine tegneredskaber. Der måtte være mindst en af tingene, han kunne finde her. Det måtte der være.
|
|
|
Post by Marie on Sept 3, 2014 22:08:08 GMT 1
Hendes blik flakkerde nervøst hen på vagten, inden det gled tilbage på David. Kunne man få kaffe her? Eller måske te? Hun foretrak te, men kaffe havde hun drukket med sine forældre flere gange, de nød det. "Kan man få kaffe her?" Spurgte hun forsigtigt, mens hun lod blikket flakke rundt. Hun så lidt spørgende på ham, men imødekom aldrig hans blik. Hun turde simpelthen ikke og det var en ting, som hun altid havde været. Undtagne når Gud bad hende om noget, for så gjorde hun det - så simpelt var det alt så bare.
|
|
|
Post by Emma on Sept 3, 2014 22:11:06 GMT 1
David Momentum Han vidste det ikke. Han overvejede at spørge vagten, selvom denne ikke så særlig venlig ud. Alligevel besluttede han sig for at gøre det. "Kan man få kaffe her?", spurgte han direkte vagten og placerede sig med fronten mod ham, så der ikke ville være tvivl om, hvem han talte til. Det måtte være muligt at få kaffe. Måske ikke nogen særlig god kop, men en kop. Det ville han sætte pris på. Det grå blik lå roligt på den enorme vagt, som han forventede i det mindste havde nok respekt til at svare ham på hans spørgsmål.
|
|
|
Post by Marie on Sept 3, 2014 22:19:07 GMT 1
Lucy Lilium Eden Hun blev en anelse mere nervøst, da han henvendte sig til en af vagterne. Blikket flakkede til siden, og hun opfangede, nogle farver på en væg og blev helt opslugt af, hvordan de formede sig til blå flyvende grise, inden de forsvandt. Hun lod blikket glide op imod loftet. Hvor kom de fra? Det var et tegn, en anden måde at vise, at englene stadig vågede over hende. De måtte bare ikke vise englene, så det kom i symbolik af dyr med vinger. Så fangede alle de andre det heller ikke, det var meget vigtigt, når man var budbringer som Lim.
Edward Lorde Blikket var skarpt og holdt øje med de to. Han var ikke så let at bide i skeer med, han bemærkede hvordan Lim blev ved med at stirre ud i luften, dog var han hurtig til at opfatte, at David talte til ham. Jovist, personalet vidste hvem hver eneste lille beboer på instutitionen var, det var en del af deres opgave, så de kunne vide, hvor og hvad de forskellige foretog sig. "Cafeteriet. Spørg Araja" Lød det kort og kontakt i en monoton tone, der bestemt ikke var til at tage fejl af. Han var dominernede.
|
|
|
Post by Emma on Sept 3, 2014 22:24:26 GMT 1
David Momentum Tonen fandt han upassende og provokerende. Men han kommenterede det ikke. Selvom David var simpel, så var han ikke dum. Han ville ikke konflikt med vagterne indenfor de første dage. "Javel", sagde han. Det var ikke en tak, men heller ikke at ignorere vagtens ord. Vagten sagde intet til, at han ingen trøje havde på, så det måtte være tilladt. "Er du med Juvel?", spurgte han, mens han gik forbi Lim, der stirrede ind i væggen. Hun fejlede sikkert noget i sindet ligesom alle de andre herinde. Alle her havde fejl og særheder, der gjorde dem farlige. Lim så uskyldig ud, men hun var det ikke, siden hun var her.
|
|
|
Post by Marie on Sept 3, 2014 22:28:14 GMT 1
Lim var helt opslugt af det sted, hvor hun havde set tegnet, så da David pludseligt valgte at bryde hendes tankespind, så hun imod ham med et forvirret blik, inden det atter blev nervøst og hun skød blikket mod jorden. "Lim, jeg hedder Lim" Mumlede hun og nikkede til ham. Men hun kunne ikke gøre så meget ved det. Hun skulle jo ikke gøre andre utilpas. Hun vidste, at hun skulle gøre alt for de andre og være som den barmhjertige samaritaner. Det var sådan hun havde fanget det i hvert fald. Hun faldt lidt bagud, men fortsatte så et stykke bag David. Hun ville ikke trænge sig på, men samtidig, så ville hun da gerne med af en eller anden grund. Hun var nervøs for, hvad der ville ske herinde og hvornår mon Gud ville give hende sine opgaver.
|
|
|
Post by Emma on Sept 3, 2014 22:32:49 GMT 1
David Momentum Hans skridt var rolige, og hans holdning var afslappet. Han havde ikke travlt. Han havde al tid i verden herinde til at nå frem til cafeteriet. Efterhånden som han havde været her, var han ved at lære at finde rundt. Men det var ikke let altid, når alt lignede hinanden. Henne ved cafeteriet vendte han sig endelig rundt for at se juvelen, der var røget langt bagud. Han forstod ikke, hvordan han skræmte hende. Der var ellers intet ved ham, der var truende på nuværende tidspunkt. Han søgte bare en kop kaffe men var ellers meget rolig.
|
|