|
Post by Marie on Sept 4, 2014 20:32:15 GMT 1
Lim Helt naturligt sakte hun bagud. Det var alment for hende, hun endte altid med at være bagerst. Blikket skød panisk rundt, opsnappede alt på sin vej og ubevidst søgte hun nogle skarpe genstande til at skade sig selv med. Det var ikke noget, som hendes forældre havde påkaldt hende at gøre. Det var noget Gud havde fortalt hende var en hjælp til selvhjælp, men kun for en budbringer. Det var sådan, at hun skulle holde sig i live og hele tiden ind til ilden og blive mere og mere bevidst om det. Det hjalp hende med at se Gud tydeligere. Hun bevægede sig frem og kiggede mod køkkendamen, der så noget på dem. Lim valgte at søge derhen. "Kan vi få .. Kaffe?" Spurgte hun derpå nervøst.
Araja Hera Hendes blik var mildt, mens hun studerede de to unge, der kom ind i cafeteriet. Hun stod lidt og studerede de to unge - David og Lim. De havde en virkelig dårlig kaffe stående fra morgenen af, den kunne hun selvøflgleig give de unge, men det var ikke alment at de fik kaffe. Derfor udveklsede hun kort blikke med den anden tilsynsførende, der stod og holdt vagt, inden hun hældte væsken op i et glas og et krus. "Du kender reglen Lim", sagde Araja med et roligt blik, og nikkede imod tilsynsførende, som trådte frem. Lim tog fat om kruset, der nærmest brændte i hendes håndflade, mens krusset blev rakt frem imod David.
|
|
|
Post by Emma on Sept 4, 2014 20:39:14 GMT 1
David Momentum Han havde ikke været her længe nok til at have tilbragt meget tid inde i cafeteriet. Det var blevet til et enkelt måltid, da han de første dage skulle forhøres, undersøger og konfronteres før de ville lade ham slippe. Hun så mod cafeterie damen, der så meget venlig ud. Et kort smil gled over hans læber, da han tog imod kruset med den brændende væske. I det mindste kunne han få kaffe. Han så mod juvelen, da der blev talt til hende. "Hvilken regel?", valgte han at spørge. For hvis der var en regel, så måtte han kende til den, hvis han ikke ville i problemer. Og det ville han ikke som det første.
|
|
|
Post by Marie on Sept 4, 2014 20:42:34 GMT 1
Lim svarede ikke, hun tog blot imod det varme krus, inden hun satte sig ned ved et bord. Hun lod blikket glide over mod David, da han talte til hende. Hun tøvede, og skubbede sin stol ind under bordet, da hun sad på den og satte kruset ned. "Ikke noget", mumlede hun nervøst, mens hun så vagten holde et ekstra øje med dem. Hun havde før hældt noget kogende ud over sig - ikke her, men det måtte hendes forældre have fortalt dem, siden de havde valgt at tage så mange forholdsregler. Fingrene gled langs kanten af kruset, mens hun så dampen komme op og holdt blikket imod den mørke væske, der krakkelerede en anelse i overfladen.
|
|
|
Post by Emma on Sept 4, 2014 20:47:54 GMT 1
David Momentum Han satte sig ned overfor hende. I princippet kunne han tage sin kop og forlade hende her, men der var ikke meget andet at lave på stedet. Derfor nøjedes han med at holde om koppen og se rundt. Der var stadig ingen, der havde sagt, at ikke måtte rende rundt uden trøje, så det var vel tilladt. "Javel så", sagde han blot. Han var ikke typen, der snagede, medmindre han fandt det vigtigt. Og det her tilhørte ikke kategorien. Reglen tilhørte nok ikke ham så.
|
|
|
Post by Marie on Sept 4, 2014 20:53:21 GMT 1
Hun var meget bevidst om det manglende tøj på ham og derfor var hendes blik også langt fra mod ham. Han godtog hendes ord, hendes mor havde altid forsøgt at få svarene ud af hende - selv når hun talte i gåder. Hun omsluttede sine fingre om kruset, mens hun studerede det noget indgående. Et suk forlod hende næsten lydløst, men også kun næsten. Inden hun tog en tår af den varme væske. Lystent til at hælde det ud over fingrene meldte sig straks, da hun havde smagt den bitre smag af kaffe og mærket varmen. Det ville fremkalde ham. Fremkalde Gud. Hun stirrede på det og bevidst begyndte hun at dreje kruset, mens den anden hånd lå mod bordet og ville blive ramt, hvis hun tog det sidste skridt med det.
|
|
|
Post by Emma on Sept 4, 2014 21:05:21 GMT 1
David Momentum Kaffen var bitter og langt fra god. Men det havde et snært af kaffesmag over sig, og det var nok for ham. Han så, hvordan juvelen var tæt på at hælde kaffen ud over sine fingre. Som om var adrenalinjunkie og holdt af at udforske skæbnen. Hans blik lå mod hendes fingre. Davids fingre begyndte at tappe i bordet, så han skabte en rytme. De tappede i den samme rytme i lidt tid, før melodien blev mere kompleks og uforudsigelig. Dog var det konstant musikalsk og rytmisk i den lave men bestemte lyd.
|
|
|
Post by Marie on Sept 4, 2014 21:08:04 GMT 1
Væsken skvulpede i kruset og var på nippet til at vælte ud, da hun blev distraheret af hans lyde, og hun derfor faldt tilbage i fokus, selvom hun ønskede at gøre skade på sig selv. Hun satte kruset ned og studerede hans bevægelser. Kort faldt hendes blik på hans bare overkrop, og kinderne blussede forlegent op og hun drejede straks blikket væk og ned i bordpladen. Hun tog kruset og drak af den skoldende kaffe der bestemt ikke smagte godt. Hun turde ikke rigtigt at sige noget til det.
|
|
|
Post by Emma on Sept 4, 2014 21:16:10 GMT 1
David Momentum Det virkede til at distrahere hende, så planen virkede altså. Han bankede håndfladen i bordet også, så det gav et hårdt skarpt smæld fra sig. Rytmen, der blev skabt af hans hænder og bordet, var høj og fangende. Han havde lært sig selv alt kreativt han kunne. Det lå bare i ham at være musikalsk, og han havde talent for det. Ubevidst gled et koncentreret smil over ham, mens han skød lydene ud mellem fingrene næsten.
|
|
|
Post by Marie on Sept 4, 2014 21:21:58 GMT 1
Hun lyttede til rytmen. Nu var hun ikke den der ejede den største rytmesans, hun havde desuden kun hørt musik i kirken. Det her var noget andet. Noget væsentlig andet edn hun lige havde regnet med. Hun bed sig let i underlæben, mens hun lyttede til det. Det var alligevel en interessant melodi. Hun sørgede dog for at holde blikket væk, inden hun ikke kunne dy sig alligevel. "Hvor .. Hvor-for har du ikke ta.. taget en trøje på?" Spurgte hun så en anelse hakkende og nervøsiteten hang dybt over hendes stemmebånd, det var ikke let for hende at spørge og hun følte sig skrøbelig, mens hun indvendigt ramsede løs på citaterne. Stemmerne begyndt at blive en anelse højere, over hendes nervøsitet.
|
|
|
Post by Emma on Sept 4, 2014 21:28:30 GMT 1
David Momentum Hendes spørgsmål lyd, og de sidste slag forlod hans hænder, inden han standsede. Hun virkede til at være på andre tanker end før, så det var vel altid noget. Af en eller anden grund mindede hun ham om hans ene lillesøster, selvom de var meget forskellige. "Den var for lille", sagde han kort. Han kunne ganske simpelt ikke få den over skuldrene, og det ville sikkert ikke hjælpe at spørge efter en ny. Han kløede sig kort i øret, så den øverste del blev øm. Hans piercing var endnu ikke groet ordentligt sammen. Det havde taget 1½ år nu.
|
|
|
Post by Marie on Sept 4, 2014 21:34:46 GMT 1
Hun hørte hans ord, men hun kunne ikke se på ham. Det ville være en fristelse og man kunne undgå at komme ud i fristelser, det vidste hun. Ligesom frådseri, hun drak derfor sin kaffe op og begyndte at pille ved plastik kruset. Det gik langsomt fra hinanden og inden hun nåede andet end at rykke det lidt i stykke af de nervøse hænder, så havde vagten taget det fra hende, og hun sad med rastløse fingre igen og de tikkede i stedet for hen mod bordet, så det gav en lyd fra sig, der ikke var den mest indbydende. Sådan måtte det jo nok engang være.
|
|
|
Post by Emma on Sept 4, 2014 21:41:45 GMT 1
David Momentum Selvom han vel burde hade vagterne og resten af personalet her, så var de vel fornuftige mennesker. David havde ikke bemærket, hvordan juvelen var lige ved at rykke plastik kruset i stykker. Han havde faktisk slet ikke bemærket vagten. Hans blik lå på ham. Blikket blev dog forstyrret ved lyden hun lavede mod bordet, og han skar ubevidst en grimasse. Han drak sin kaffe og kunne ikke finde ud af, hvad han skulle gøre af sig selv eller stille op med denne pige.
|
|
|
Post by Marie on Sept 4, 2014 21:49:39 GMT 1
Hun endte med at falde i staver og stirre ud i luften. "Tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser. Matthæusevangeliet, kapitel 6, vers 14-15" Sagde hun ud i luften lavt og alligevel i en fast uskyldig tone. Inden hun igen begyndte sin nervøsitet og holdt blikket fra ham. Hun måtte ikke se på det blottede hud. Det ville være en fristelse i sig selv, men det var løgn at sige, at det ikke trak i hende.
|
|
|
Post by Emma on Sept 4, 2014 21:53:42 GMT 1
David Momentum Det var ikke gået op for ham, at det var den manglende trøje, der gjorde hende så nervøs. Hans blik lå i hendes, og han måtte indrømme, at hun så noget tosset ud. Hendes ord lød, og han nikkede roligt, som om han forstod. "Javel så", sagde han. "Så må du jo nok hellere tilgive folk", tilføjede han for hendes skyld. Hun virkede til at være meget glad for at tale om sin tro. Det var ikke noget, han havde nogen holdning til. Hans tro var personlig, for han følte sig svigtet af Gud.
|
|
|
Post by Marie on Sept 4, 2014 21:59:25 GMT 1
Hun drejede hovedet imod ham ved de ord, men straks veg blikket væk og hun måtte kigge væk, selvom det ikke var noget, der var i orden. Hun undskyldte indvendigt. "Undskyld", mumlede hun sagt ud i luften til ham, da de endelig røg over hendes læber. "Ik-Ikke mig" Sagde hun derpå, og hun mærkede, hvordan panikken blomstrede op i hende, som hun skubbede stolen tilbage og mærkede en nervøs trækning i hele sin krop. Hun blev nød til at gøre noget, hun kunne ikke være spærret inde her. Gud måtte snart give hende et kald. Eller vise sig, mere end før.
|
|
|
Post by Emma on Sept 4, 2014 22:02:54 GMT 1
David Momentum Hans blik veg ikke fra hende, selvom hun lignede en, der var ved at gå ud af sit gode skind. Han drak det sidste af sin kaffe, mens den endnu var varm. "Sæt dig ned igen Juvel. Jeg henter lige en ny kop", sagde han med den rolige men lettere autoritære stemme, som han altid bar. Han skubbede sig bagud med sin kop i hånden og gik op til cafeterie damen. Han måtte vel gerne få en kop mere? I hvert fald forventede han, at Lim satte sig ned igen.
|
|
|
Post by Marie on Sept 4, 2014 22:11:33 GMT 1
Han befalede hende ligefrem til, at blive siddende. Derfor stod hun og kiggede nervøst mod hans skikkelse - uden at se direkte på ham. Det var ikke særlig smart, men det var bedre end at kigge direkte på ham. "O-Okay" Sagde hun nervøst og lod sin lille bagdel sætte sig ned i den hårde plastik stol og skubbede sig ind under bordet igen. Det var altså ikke i orden at rejse sig op uden tilladelse? Hun fulgte hans anordning, fordi han lød som en der rent faktisk mente de ord han sagde. Hun havde heller ikke fundet nogen grund til at tage afstand. Han var måske ok?
|
|
|
Post by Emma on Sept 5, 2014 13:30:08 GMT 1
David Momentum Hun lystrede, men det forventede han nu også, at hun ville gøre. Han gik roligt op til cafeterie damen. Han havde et roligt og charmerende smil over sig. For når han smilede, så fik han et meget charmerende udtryk over sig. Det var ikke noget, han tænkte over. Sådan var det bare. "Er det muligt at få endnu en kop?", spurgte han med den rolige stemme og rakte sit tomme plastik krus frem mod den ældre dame, der var en anelse buttet og helt sikkert lignede en mor.
|
|
|
Post by Marie on Sept 5, 2014 13:36:08 GMT 1
Araja Hera Hendes blik blev rettet imod drengen, der havde et charmerende smil over sig. "Så lad gå, David. Men gør det ikke til en vane, kaffe er ikke noget vi har så ofte til jer", forklarerede hun ham og hældte kaffen op i kruset til drengen. "Bare sørg for at hold det væk fra Lim", forklarede hun roligt, inden hun vendte tilbage til sine gøremål med maden i stedet for.
Lim Hun pillede ubevidst ved kanten af bordet, mens hun overvejede om hun ikke burde lave noget. Gøre noget. Et eller andet?
|
|
|
Post by Emma on Sept 5, 2014 13:38:53 GMT 1
David Momentum Så kaffen var altså en gode. Han måtte sørge for at være sød mod cafeterie damen, så hun ville tillade ham at få nogle kopper. Hun så nu også rigtig venlig og imødekommende ud, så han havde en naturlig lyst til at være venlig mod hende. Nogle folk virkede bare åbne på den måde. "Javel", sagde han og så tilbage mod Lim, der så meget nervøs ud stadig. Han gik tilbage ned til hende med sin kop kaffe i hånden. "Hvad kan du godt lide at lave Juvel?", spurgte han hende roligt, da han satte sig ned overfor hende igen.
|
|