Learn it (Annabell)

[Marie]

Erik
Han lo af hendes reaktion, hun var altid så kær når hun reagerede sådan der. "Jeg er da ikke træls, og desuden så ved jeg hvad du mener, du vil have et stykke med Erik," han blinkede kækt til hende. Han morede sig over at drille hende med sjofle anmærkninger. Hun var tydeligvis ikke god til at håndtere dem.

Lim
Hun så ned i bordet, da hans måde at sige det på fik hende til at få dårlig samvittighed. Hun lod neglen skrabe imod sin arm, inden hun forsigtigt tog fat i gaflen der var ved hendes tallerken, og lod spidserne skrabe ved hendes hånd. "Måske jeg har .. har .. hørt det et andet sted så," mumlede hun lavt. Havde stemmerne sagt det? Hvorfor havde hun hørt det navn og ikke det andet? Hun kneb øjnene sammen. Hun krympede sig sammen i stolen og skævede. Hun lod ham lige få maden inden og lagde skeen ned igen. Stolen skrabte en anelse imod gulvet, da hun rykkede sig lidt væk fr aham, og lyttede til de ting der blev sagt. "Men det måtte du ikke," mumlede hun lavt.

[Cecilia]

Annabell
Farven kom endnu mere frem i hendes kinder, da hun virkelig ikke vidste, hvordan hun skulle tage hans sjofle bemærkninger. Hun var ikke vant til at få dem, og vidste på ingen måde, hvordan hun skulle tage dem. "Jo du er træls. Men pas nu på, det kan være dynen her skifter mening", påpegede hun og pegede finger af ham. Han skulle ikke tro, at han bare sådan kunne gøre hende helt forfjamsket uden at det gav konsekvenser.

Alex
Han kunne høre, hvordan hun fumlede rundt med fingrene, men han havde ingen ide om, hvad hun havde gang i. "Det kan godt være", svarede han roligt og sendte hende et opmuntrende smil, da hun ikke skulle lyde så tøvende. I det mindste accepterede hun, at han hed Alex. Eller det håbede han. Han kunne høre, hvordan stolen skabede mod gulvet og han rynkede forvirret i panden, da han rettede sig op. "Hvad sker der?" spurgte han, inden han kunne nå at høre hendes ord. "Det har du selvfølgelig ret i... Men det kom jeg til?"

[Marie]

Erik
"Næ nej, dynen kan ikke skifte mening. Det er en del af en pakkeløsning der er med dynen og madrassen, de kan ikke skilles fra hinanden," pointerede han hende om. Han morede sig over, at hun blev så forfjamset, for det var lige det han ønskede skulle ske. Det fik hende til at miste kontrollen og hun blev utrolig kær og tøset når det var tilfældet. Han strøg hende kort over kinden, inden han kastede sig over maden igen.

Lim
Hun så mod ham, mens hun pressede gaflen imod sin hud for at skabe smerte, rifter og skade på sig selv. Hun holdt hænderne under bordet imens, så ingen ville bemærke det. Han kunne jo heller ikke se det. "Måske .. Du .. Du hedder også Nathan, ikke?" Spurgte hun forsigtigt, bange for at træde ved siden af. "Jeg har .. har glemt din trøje .. Det .. Det var den .. du kom for, ikke?" Hun så tøvende op på ham, som om at det rodede bod for, at hun havde skubbet stolen længere væk fra ham, da han ikke skulle opdage det eller tænke over det.

[Cecilia]

Annabell
Hun smilede af hans ord, da de rent faktisk gjorde hende oprigtigt glad. "Selvom det var noget kringlet, er det nok det sødeste nogen nogensinde har sagt til mig", sagde hun ærligt og vendte blikket let mod ham. Hun forstod virkelig ikke, hvordan det kunne ske, at det skulle være sådan, men det var sandheden. Hans korte strøg over hendes kind fik hende bare til at smile endnu mere, inden hun spiste videre af maden.

Alex
Hun lød pludselig helt forsigtig, og det brød han sig ikke om. Sådan skulle hun ikke være, hun skulle i hvert fald ikke føle behov for at have det sådan. Han bed sig i kinden ved hendes spørgsmål, men endte så med at nikke. "Jo. Men jeg vil kaldes Alex", svarede han hende som det var, men stadig roligt og med et smil på læben. Han havde heldigvis lige taget sin pille. "Selvfølgelig ikke, jeg kom for at holde dig med selskab og redde dig fra den sure sygeplejerske?" forklarede han med et let smil, da han overhovedet ikke havde overvejet det med trøjen.

[Marie]

Erik
Han spiste af maden, og munden var fuld af det, da han hørte hendes ærlige ord. Kort rynkede han i panden. var de søde? Og kringlede? Han tykkede af munden og sank maden, inden han så på hende. "Kringlede? Narh .. Det er da så direkte som det kan og skal være," han blinkede til hende og lo ved tanken om det. "Men hey, jeg er jo åbenbart en værre charmør," han så på hende og smilte muntert.

Lim
"O-okay," sagde hun, så måtte hun huske at bruge det navn i stedet for fremover. Det var ikke let, men det skulle nok gå. Det var hun sikker på. Hun så på ham. "Er .. Er du sikker?" Hun stoppede kort sin makabre hobby med gaflen, mens hun så på ham. Inden hun atter satte igen og mærkede, hvordan gaflen langsomt prikkede i huden, da den var blevet rød og havde fået nogel ridser hist og her. Men langt fra så der var gået hul, det var dog undervejs, sådan som hun behandlede håndleddet med gaflen.

[Cecilia]

Annabell
Hun havde blikket rettet mod maden, men vendte det mod ham ved hans ord. "Virkelig? Så du ser os begge som objekter og det er ikke en metafor?" spurgte hun drillende, selvom det nu kunne være sjovt, hvis det var sådan, han så dem. Hun rullede med øjnene af hans ord, men havde stadig et smil på læben. "Og hvem har så fortalt dig det? En af dine utallige beundrere?" spurgte hun og tog en gaffelfuld mad i munden, mens hun havde blikket mod ham.

Alex
Hun accepterede det, og det fik ham til at slappe af. Hvis bare alle kunne acceptere det sådan, så ville det være meget nemmere. Det rolige smil gled over hans læber og han nikkede. "Selvfølgelig. Har du da fået varmen?" spurgte han og rakte roligt hånden frem, så hun måske ville lade ham mærke efter, om trøjens udlånstid var forbi.

[Marie]

Erik
"Jeg snakkede ikke om os som værende objekter, mere som hvad laver madrassen og dynen, når ingen andre kigger?" Han nappede hende i iden, da han morede sig vældig over det her. Han havde dog smilet solidt plantet over sine læber. "Åha, ja det har jeg slet ikke tal på længere, det har for længst sprunget skalaen med hvem der har fortalt mig det," han blinkede til hende.

Lim
Hun tøvede. Hun havde jo ikke jakken på, så den fungerede ikke som den skulle lige hun. Hun bed sig derfor i læben. Blikket ramlede imod ham, da gaflen skar igennem de to første hudlag og ned i køddet, så blodet begyndte at glide en let og dryppende bevægelse. Hun lod gaflen ligge på bordet igen. "Ikke .. En smule," sagde hun forsigtigt og så på ham. Det var ikke helt løgn, for hun havde det ikke ligeså koldt som den dag.

[Cecilia]

Hun hvinede kort, da han nappede hende i siden og daskede hans hånd som modsvar. Det der måtte han gerne stoppe med. "Og hvad hentyder du så helt præcist til?" spurgte hun drillende og spiste de sidste rester af maden, inden hun lagde bestikket på tallerkenen. "Så må jrg hellere modbevise den teori. Du skal jo ikke have for højt selvværd, vel?" sagde hun og blinkede til ham.

Alex
Et smil spredte hans læber ved hendes ord. Så havde han altså haft ret. "En smule er ikke godt nok. Må jeg mærke?" spurgte han og holdt stadig hånden indbydende frem. Hun skulle i hvert fald have varmen helt og holdent, og dermed skulle hun også have noget mere mad.

[Marie]

Erik
Han så på hende og morede sig over hendes hvin. Dog bemærkede han svagt, hvordan nogle enkelte hoveder kiggede undrende og skulende imod dem, men han tog sig ikke af det. Han mærkede et dask og skubbede kort underlæben frem for at drille. "Det finder du jo så kun ud af på én måde," han blinkede til hende. "Åh hvorfor ikke? Det klæder mig da ellers så godt?"

Lim
Hun så tøvende på ham. Mente han det seriøst? Hun bed sig tøvende i underlæben, mens blikket skød mod jorden og hun sank en klump. Det måtte hun nok hellere gøre så? "Det .." Hun så tøvende på ham og forsigtigt og uden at tænke over det rakte hun den ene hånd frem, som hun netop havde siddet og prikket hul på, så der var små strimler af blod hen over håndfladen.

[Cecilia]

Annabell
Hun rullede med øjnene af ham, men smilet ville dog ikke forsvinde fra hendes læber. "Og det er så at prøve?" spurgte hun, da det virkede til, at det var sådan. Hun vidste dog ikke helt, om hun ville gøre det, for han havde en undertone af noget frækt, som hun ikke helt ville med på. "Absolut ikke. Du bliver alt, alt for højrøvet. Det må jeg hellere få pillet af dig", blinkede hun til ham.

Erik
Hun virkede meget tøvende, men i det mindste endte hun med at række hånden frem og han tog forsigtigt imod den. Hånden var stadig noget kølig, men overhovedet ikke lige så iskold som sidst, så et smil gled frem på hans læber. Hans fingre gled let over håndfladen, hvor han dog pludseligt kunne mærke noget klistret ramme fingerspidserne. Han tog hånden op og duftede. Lugten af blod kendte han udmærket. Heldigt han havde taget sin medicin. "Er du såret?" spurgte han med en bekymret rynke i panden.

[Marie]

Erik
"Ja, i princippet" Han blinkede kækt til hende. "Arh mon dog. Du elsker det alligevel når jeg bliver højrøvet," han blinkede kækt til hende, inden han lænede sig tilbage i stolen og kort lod den vippe tilbage på to ben, inden den med et dunk, ramte jorden igen på de fire og han guffede videre af den lækre mad. Han bemærkede, hvordan hun blinkede til ham og han sendte hende et triumferende smil.

Lim
Hun så på ham, og med et same hans fingerspidser ramte massen af blod, vidste hun at det havde været et forkert valg. Hun skulle ikke have tilbudt ham, at tage hånden. Hun bed sig i læben og trak hånden til sig igen, da han duftede til den, og gemte den væk. "Nej," hviskede hun nærmest og holdt armen ind til sig selv. Det var jo ikke meningen.

[Cecilia]

Annabell
"Er det en udfordring, eller kan jeg godt sige, at du skal glemme alt om det?" spurgte hun drillende og betragtede ham let, da han spiste videre. Hun havde selv afsluttet maden og ventede derfor udelukkende på, at han skulle blive færdig. "Og hvor har du fået den fejlopfattelse?" spurgte hun og hævede øjenbrynet, da hun ikke mindedes at have sagt sådan.

Alex
Han var næsten sikker på, at der havde været noget, men han ville ikke blive uvenner med hende, så han lod det ligge. "Okay. Her, spis lige en mundfuld mere, så du rigtig kan få varmen igen ikke? Du skal jo have varmen til, når jeg får brug for trøjen igen, ik'?" sagde han rolige og tog en skefuld mad op, som han derefter rakte mod hende.

[Marie]

Erik
"Du kan ikke sige, at jeg skal glemme alt om det - eller jo du kan godt, men det har ingen indvirkning på mig," sagde han roligt og blinkede kækt til hende. Det var ganske simpelt ikke noget, som hun fik en indvirkning på. Han spiste det sidste af maden og tykkede af munden, inden han lagde bestikket og lod blikket glide rundt. Det var ikke mange han genkendte, men der virkede til at være ro på det hele. "Det er ikke en fejlopfattelse, det er en konstatering" Han så på hende med et smil.

Lim
Hun kunne ikke lade være med at se på ham, og glimte med øjnene, da han blot skiftede emne. Hun rynkede på næsen, da skeen kom frem imod hende. "Jeg .. Jeg er ikke sulten," endte hun med at sige med en fattet stemme. Hun var virkelig ikke sulten, og hvorfor ville folk presse på .Hun skød blikket ned også hen på ham igen. Hun lod hans ske hænge.

[Cecilia]

Annabell
Så det har det ikke? Skal det komme an på en prøve?" spurgte hun og rejste sig, da hun kunne se, at han var færdig. Hun ville drille ham en smule og i samme øjeblik se, om hun kunne få den eftertragtede kontrol igen. Han kunne ikke bare tage den sådan og holde den fra hende! "Bevis det", sagde hun udfordrende, inden hun blinkede til ham og tog sin tallerken for at gå op med den og stille den på afryddervognen.

Alex
"Det kan godt være. Men du har brug for mere mad end en enkelt skefuld. Hvordan skal du ellers kunne være Guds budbringer, hvis du ikke har energi til at bringe bud?" spurgte han ærligt, da det var lige præcis sådan, han tænkte. Hun ville jo ikke kunne udføre det, hun nu end skulle udføre, hvis hun ikke havde energi så hendes krop kunne køre.

[Marie]

Erik
Han lagde armene over kors, og så på hende. Kort skød det ene øjenbryn op, inden han lod det flade ned igen. "Du skal være så velkommen til at forsøge dig frem med det," sagde han roligt og så på hende. Han havde dog en fornemmelse af, at nu ville han få tilbage af samme skuffe igen. Kort lod han blikket glide over hende, inden han lo ved hendes udfrodring. "Skal vi virkelig til det igen? Jeg er stadig ligeglad med det der bevis-halløj" sagde han roligt.

Lim
Hun så på ham og tøvede ved de ord. Et eller andet rørte sig i hende, han brugte hendes egne ord for at overbevise ham. Det fik hende til at stirre på ham i et stykke tid. Ikke et ord undslap hende i et par minutter. Hun sad bare og stirrede på ham. "Men .. Jeg må ikke spise, medmindre .." Hendes blik gled rundt. "Han har ikke givet lov til det," hviskede hun nærmest og bed sig i underlæben, som om det var forbudt at sige ordene i sig selv.

[Cecilia]

Et lusket smil gled frem på hendes læber ved hans ord. "Fint", var hendes eneste svar til det. Hun skulle nok gå ham til at glemme alt om det. Det krævede bare distraktion. Hun rystede på hovedet af ham med et smil, inden hun tog sit service. "Whatever. Var det ikke den leg, vi kom fra?" spurgte hun ham med et smil og nikkede mod ud af salen.

Alex
En rynke formede sig i hans pande, mens atulheden varede ved, inden hun endelig brød den. Ordene var dog ikke dem, han havde regner med. "Han? Gud? For hvis Gud forbyder dig at indtage føde og dermed få energi, så er der noget, der ikke passer. Kender han ikke de menneskelige behov? En af de væsentligste er at få føde. Og som alt skaber burde han mere end alle andre vide det." Det var en lang strøm af ord, der forlod ham, men det virkede til at være nødvendigt.

[Marie]

Han hævede kort et øjenbryn til hendes ord. Gav hun ham lige endegyldigt medhold? Det var da alligevel lidt spøjst, han fik et smil over læberne og en skæv bue. "Du er sikker på, at du ikke lige skal have en ekstra potion?" Spurgte han drillende, og valgte at pakke sine ting. Inden han rejste sig op og skubbede derved stolen tilbage. Folk var allerede på vej videre, men de var kommet sent.

Lim
"Ikke ham .. Eller jo, mor og far sagde altid at det måtte jeg ikke. Og hvis jeg ikke gjorde det, så .. Ja. Ligesom man ikke må bande, for så revner jorden under os" Forklarede hun forsigtigt og så tøvende ned i bordet. Det sagde mor altid, så det måtte passe. Gud havde dog aldrig nævnt noget om det, men det var sikkert fordi han mente det var indelysende. "Men mennesker har det med at indtage mere føde end nødvendigt og bryde op til flere af de 7 dyder" forkalrede hun forsigtigt.

[Cecilia]

Hun rullede med øjnene af hans drillende ord, da hendes handlinger nok klart viste, hvad hun havde lyst til. Og det var i hvert fald ikke at spise mere. "Nej tak. Kom nu, jeg vil gerne lave noget!" sagde hun og en anelse begejstring kom i hendes stemme, da han rent faktisk rejste sig. Hun kunne ikke holde ud bare at hænge omkring længere, som hun ellers havde gjort en del på dette gudforladte sted.

Alex
"Hvem siger så?" spurgte han forsigtigt, da hun så måtte tænke på en anden. Han havde bare med det samme fejlagtigt bedømt, at det var Gud, der var den skyldige. Og selvom han nu egentlig lød meget god, så ville det i hvert fald have blakket Alex' syn på ham. "Og det har du så tydeligvis ikke gjort. Hvis jeg ikke spiser mere for dette måltid tager du så ikke bare lige tre skefulde mere?" foreslog han, da det så måtte gå lige op?

[Marie]

Han rejste sig op og tog sit service og satte det på afryddervognen med et smil over læben. "Så, hvad er det så vi skal lege nu?" Spurgte han og så afventende på hende. Hun måtte jo have en eller anden form for idé om det. For han var selv lidt tom for idéer. Der var ikke ligefrem synderlig meget, att age sig til her på stedet. Så noget måtte de jo finde på.

Lim
"Mine forældre", sagde hun forsigtigt og lod fingrene bevæge sig over den glatte bordplade, mens hun mærkede konsistenset af det. Det var en blanding af træ og noget belægning, som hun ikke kendte til. Kort løftede hun blikket imod Alex, som han så hed i stedet for Nathan. Hun var stadig en anelse forvirret. "Det kan du ikke vide," sagde hun med en mumlen og skævede mod ham. "hvordan skulle det hjælpe?" Spurgte hun forsigtigt, da det ikke gav nogen mening i hendes lille fordrejede hoved.

[Cecilia]

Hun placerede lige så tingene på afryddervognen med et smil, inden hun kort kiggede dig omkring i salen. Uden yderligere besværlig heder greb hun hans hånd og førte ham med af ud salen. "Det er tophemmeligt. Kan jeg stole på, at du holder det tophemmeligt?" spurgte hun lavt til ham, da de var kommet ud på gangen. Et forventningsfuldt smil lå på hendes læber.

Alex
"Hvorfor? Det giver jo ingen mening?" sagde han forvirret. Hvorfor skulle forældre sige, at man ikke måtte spise noget? Det var jo grotesk. "Ellers ville sygeplejersken nok ikke have holdt øje med dig og endda beordret mig til at sørge for, at du spiser", forklarede han. "Så det gør det ikke? Hvis jeg ikke spiser noget og dermed ikke overtræder em af de syv dyder, hvorfor kan du så ikke?" Han vidste egentlig ikke, hvad han snak kede om. Han skulle bare have hende til at spise.