|
Post by Cecilia on Sept 17, 2014 20:05:50 GMT 1
Nathan Alexander Thomson
Duften af luft var det, der mødte Alex, da han bevægede sig udenfor. Eller han fandt i hvert fald hurtigt ud af, at han var endt udenfor, da vinden ruskede i hans mørkebrune hår, der som altid hang sjusket foran det mørke bind om hans øjne. Han kunne jo ikke se, hvordan det så ud, så det ragede ham egentlig ikke. Hans bare tæer krøllede sammen om den kølige beton under fødderne, og følelsen var ubehagelig. Det var også noget nyt, at han havde valgt at smide skoene, men det var af den simple grund, at han bedre ville kunne fornemme, hvor han befandt sig henne. En anelse tøvende bevægede han sin lange krop videre ud, uden at vide, hvor han egentlig var på vej hen.
|
|
|
Post by Marie on Sept 17, 2014 20:09:22 GMT 1
Lucy Lilium Eden
Hun havde holdt øjnene lukkede, mens hun havde siddet på bænken med ryggen lænet op imod bordpladen. Det var udendørsfaciliteter og det gamle og medtagede træværk i den, var en anelse råddent af den mængde regn, som den havde fået de sidste dage. Hun tog en dyb indånding. Inden hun lukkede øjnene havde hun været alene. Alene i gårdhaven. Det fik hendes skuldre til at falde en anelse ned, men hun turde ikke åbne øjnene, hvad nu hvis der var flere derude, som ville træde ind på hendes comfortzone?. Egentlig frøs hun, hårene på hendes arme havde rejst sig på gåsehud, der var ujævn.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 17, 2014 20:16:47 GMT 1
Hans blik gled rundt, selvom han som det sidste stykke tid ikke kunne se noget som helst. Det var bare en gammel vane for at orientere sig, og den var bare utrolig svær at komme af med. Han prøvede at bruge hørelsen, men det eneste han kunne høre var lyden af den lette vind, derefter lugtesansen, men igen, det var bare lugten af frisk luft. I stedet lod han sine fødder føre sig derhen, hvor de lige ville, mens han let havde arme strakt ud foran sig, bare for at være sikker på ikke at ende ind i noget. Pludselig stødte hans ben ind i noget, og han lænede sig ned for at lade hånden glide over noget træværk. Det var noget andet end beton.
|
|
|
Post by Marie on Sept 17, 2014 20:20:41 GMT 1
Det gav et sæt i hende, da hun mærkede bænken give et lille sæt i sig. Øjnene fløj op og hun så en hånd der endte lige ved siden af hendes lår. Blikket stivnede og hun skød straks sine skuldre op og mærkede spændingerne i sin krop - anspændtheden, der dirrede i alle muskler. Vejrtrækningen blev hurtigt overfladisk. Nysgerrigheden trak hende til at kigge op og følge armen op til drengen. Hans mørke brune hår og det bind som han bar over sine øjne. Hun flyttede nervøst sig lidt længere væk, mens et kuldegys gled over hende og hun med en dirrende hånd rejste sig op for at vige sin plads for drengen. Var han blind? Hun turde ikke sige noget, men den bare fod ramte let i noget fugtigt, så det gav en lille lyd fra sig - selv i vinden.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 17, 2014 20:41:10 GMT 1
Det første hans ører lagde mærke til, var lyden af en overfladisk vejrtrækning, hvilket fik ham til med rolige og langsomme bevægelser at trække væk fra hvad han nu end var stødt ind i. Han prøvede at lokalisere lyden, og det var først, da et lille plask lød, at han kunne sige, hvor der var en. Og at der var en. "Undskyld, hvis jeg stødder mig på... Jeg ved bare ikke rigtig, hvor jeg er henne", undskyldte han med sin lette og dybe stemmeføring, inden han dog rømmede sig, da den nok havde været lige lovlig dyb.
|
|
|
Post by Marie on Sept 17, 2014 20:46:03 GMT 1
Hun blinkede med øjnene, ved hans ord. Hun var ved at tabe kæben, men slog hurtigt armene omkring sig, hun tøvede og lod tænderne skrabe imod underlæben, inden hun slap den og stift så på ham. Herre vær min hyrde, lød det i hendes hoved og hun stirrede ud i luften. Hun havde en tudse i halsen og kunne nærmest ikke få et ord over sine læber, ej heller da de lod sig skille. "D-Det .. Du er i.. Gård - Gårdha- haven" Hun rømmede sig med den nervøse trækning. "Bænk .. D-du ramte én bæ-bænk" Hun sank en nervøs klump.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 17, 2014 20:50:14 GMT 1
Han ventede tålmodigt på et eller andet svar, da han vidste, at der var en. Svaret kom dog også, men noget anderledes, end han havde troet. Personen, som viste sig at være en pige, lød nervøs, hvis ikke bange. "Hey, undskyld, hvis jeg skræmmer dig, det er ikke meningen. Men tak for oplysningen, hvilken vej kommer jeg ind igen?" spurgte han ganske roligt, mens han prøvede at holde ansigtet vendt mod hende. Andet ville være uhøfligt, selvom han jo ikke kunne gøre for det.
|
|
|
Post by Marie on Sept 17, 2014 20:59:42 GMT 1
Skuldrene var næsten helt oppe om ørene, mens armene strøg op af hinanden og hun kunne ikke helt forstå, hvordan han kunne undskylde. Hun bed sig i underlæben, og mærkede fingrene der nappede hende i den ene arm, da hun ubevidst forsøgte at sikre sig, at hun var i live. "D-Det .. I-ik unds..skyld" Røg det lettere stammende ud over hendes læber, inden hun tog en dyb indånding og talte til ti i sit indre i et forsøg på at få ro over sit åndedrag og pulsen. En engel troppede op ved siden af drengen, og gjorde en gestus fra ham og imod døren. Hun fulgte bevægelserne og hørte den syngende tone. Husk din mission. Herren ønsker din hjælp, hans lille budbringer Også var englen væk igen. Hun vendte blikket imod ham igen. Denne gang tog hun en dyb indånding og samlede sig sammen. Hun skulle tage sig sammen, når Gud bad om det. "Døren .. Døren er 15 skridt til din højre og en lige linje bagvendt fra din stilling nu" Hendes ord var forsigtige.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 17, 2014 21:05:41 GMT 1
Hun lød ekstremt nervøs, og det var absolut ikke noget, som Alex brød sig om. Hver gang han ellers havde hørt nervøse piger var det altid endt i... Ha ha, kom med det! Alex endte med at sukke og ryste på hovedet. Nej. Han ville ikke komme med det. Det var fortid. "Selvfølgelig skal jeg undskylde. Jeg ved godt, at jeg måske ser skræmmende ud, men det er jeg ikke." Det siger du bare. Hvis hun viser sig at være værdig er det en helt anden sag. Alex kneb øjnene sammen under bindet, som fik en rynke frem i ham. Der var et eller andet, han havde glemt. Hvad var det nu? Hendes næste ord virkede mere sikre, og det fik ham til at rette sig op og vende blikket bagud. "Tak frøken...?" spurgte han forsigtigt, da han jo egentlig ikke havde fået noget navn.
|
|
|
Post by Marie on Sept 17, 2014 21:10:39 GMT 1
Han rystede på hovedet og sukkede. Hvorfor gjorde han det? Hun var igang med at gennemanalysere ham for at sikre sig, hvem han var. Alligevel var det Gud der havde beordret hende til at hjælpe ham ind. Så hun ville gøre det. Hun havde ingen fordomme .. Udover dem hun tænkte indvendigt, og dem havde Gud givet hende lov til at have, men hun måtte ikke reagere på dem. "H-hvor .. for ... sku-lle du gøre det?" Hendes stemme var noget lys og strålede af uskyldighed - renhed, såvidt det var muligt. Det var sådan hun var. "Lim .. J-jeg bliver kaldt Lim" Sagde hun tøvende, mens hun lod sine tæer let berøre vandet, som hun havde trådt i. Hun frøs og ville sikkert få sig noget af en snue af det her. Et nys gled over hende, da hun forsøgte at holde det tiblage, men alle vidste jo, at det ikke var muligt. Hun tøvede.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 17, 2014 21:16:32 GMT 1
Han prøvede at lytte til alle de ting, han kunne få ud af at lytte, men det var ikke meget. Pigen virkede bare til at stå stille, så det hjalp ham ikke til at finde ud af noget som helst om hende. "Det... ved jeg ikke? Du lyder bare så nervøs?" spurgte han forsigtigt og prøvede virkelig at holde ansigtet mod hende, men det var ikke helt til at regne ud, hvor hun var henne. "Hyggeligt at møde dig Lim", sagde han med sin rolige stemme og nikkede til der, hvor han regnede med, at hun var. "A...lex", præsenterede han sig og rakte hånden frem mod hende. Det var helt underligt at bruge det navn, men på den anden side nægtede han at kalde sig andet her. Det andet skulle være fortid.
|
|
|
Post by Marie on Sept 17, 2014 21:20:20 GMT 1
"Man .. Man ved aldrig om .. Om .. Hvem man .. møder her" Sagde hun med få stammende pauser. Hun kludrede i ordene og så mod ham. En tanke faldt hende ind og hurtigt lod hun en hånd glide i luften. Ingen reaktion. Så han så ikke igennem bindet for øjnene. Det fik hende til at slappe af. Ganske få sekunder. Hun sank en klump, mens hun så ned imod hans fremstrukne hånd. Turde hun tage den? Det ville ikke være venligt, at lade den hænge, og derfor løftede hun sin lettere sitrende - rystende - hånd op i luften og lod de spinkle fingre forsigtigt berøre hans hånd og gav den et hurtigt klem, inden hånden ligeså hurtigt var væk, som om at den var blevet brændt af hans. Hun nåede knap nok at mærke varmen fra hasn, men hun frøs også, så hendes egen var iskold. Alex. Det var hans navn.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 17, 2014 21:25:39 GMT 1
"Det har du selvfølgelig ret i. Men jeg vil ikke gøre dig noget", sagde han roligt og med et lille smil over læberne. Lad os nu se. Hvis hun er blond, så... Der måtte være et eller andet galt. Der plejede ikke at være så mange ekstra kommentarer i hans hoved. Han endte med at klø sig let i håret, inden han ikke tillagde det mere betydning. Han kunne kun lige kort mærke hendes hånd i sin, men i det korte øjeblik lagde han mærke til to vigtige ting. Hånden var iskold, og den rystede. "Er du sikker på, at du ikke vil med ind? Du virker til at have det koldt", sagde han langsomt. Det gik jo ikke, at hun blev syg.
|
|
|
Post by Marie on Sept 17, 2014 21:32:59 GMT 1
Hun sank en klump. Kunne hun stole på det? Nej. Skulle hun stole på det? Nej. Sagde hendes religion, at hun skulle stole på ham? Ja. Der kom beslutningen, og hun mærkede vejrtrækningen overfladisk igen. Kort kneb hun øjnene sammen og tog en dyb indånding. Han smilede og virkede rolig, men alligevel så var der noget over ham. Hun slog armene omkring sig igen. Hans ord strøg ind. Hun kunne ikke helt sætte en finger på det, men han havde alligevel fandet noget. "J-jeg .. Må .. måske .." Tøvede hun og så nervøst på ham. Inden hun nikkede. "O-okay.." Hun var usikker.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 17, 2014 21:40:00 GMT 1
Han havde ikke travlt og lod hende derfor tænke tingene igennem. Sådan skulle man også have lov til, det vidste han udemærket. Ja, tanker er åh så fantastiske! Endnu en gang formede en rynke sig i hans pande, selvom han ikke forstod hvorfor. Den nagende følelse af, at han havde glemt noget kom dog tydeligere frem, men han kunne ikke sætte en finger på hvad. "Hvis du ikke vil, så er det helt fint. Men så lad mig i det mindste opvarme dine hænder, du er iskold", sagde han medfølende. Han havde altid følt for at passe på andre. Undtagen dem, der ikke ville passes på!
|
|
|
Post by Marie on Sept 18, 2014 20:04:26 GMT 1
Hun bemærkede, hvordan der dannede sig en rynke i panden på ham. Kort tiltede det fine hoved let på skrå, så lokkerne af hår dansede til hendes ene side og faldt let over den ene skulder. Hans medfølende ord, fik hende dog til at stoppe lidt op. Havde han lige sagt det? Eller spurgt om det? Hun tøvede. Sank en klump. Tog en dyb indånding. "Mener .. N-nej jeg .. J-jeg vil ikke være til besvær," fik hun sagt og holdt skulderne højt, mens hun satte forsigtigt i bevægelse. Hun var nervøs og hun brød sig ikke om, når folk trængte sig på.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 18, 2014 20:12:09 GMT 1
Han kunne svagt høre hendes bevægelser og ikke mindst, hvordan hun tog en dyb indånding. Det var aldrig godt, når folk tog en dyb indånding, men han kunne ikke gøre så meget ved det. "Du er så absolut ikke til besvær. Jeg vil bare gerne hjælpe dig?" sagde han roligt og kunne høre, hvordan hun satte i bevægelse, selvom det ikke var meget lyd, der kom fra hende. Han krøllede kort tæerne sammen mod den kølige betin, inden han i langsomme bevægelser prøvede at følge med hende, da han regnede med, at hun var på vej ind.
|
|
|
Post by Marie on Sept 18, 2014 20:17:48 GMT 1
Hun stoppede dog op. Stop dig selv, han er blind, han skal guides. Før ham til Herrens sted, lød det for hendes indre. Det var hans stemme. Herrens. Hun så på drengen, hvis navn var Alex. Hun tøvede. "H-her.." Sagde hun tøvende og tog forsigtigt hans hånd, så let en bevægelse og alligevel for at føre ham ind. Hun havde ikke noget imod kontakt, men hun var bange for forbindelserne mellem andre end hende og Gud. Hun var sendebud og skulle kun snakke med andre, hvis det var befaling. "J-jeg hjælper andre ... Andre hjælper ikke mig," fik hun sagt.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 18, 2014 20:35:55 GMT 1
Det kom både bag på ham og overraskede ham ikke det mindste, da hendes hånd forsigtigt fik fat i hans. Hans lukkede roligt sine store varme finger om hendes iskolde hånd for at give den noget varme, men også for at være sikker på, at han kunne følge med. Han fulgte med hende med rolige og langsomme bevægelser. "Og hvorfor ikke? Hvad hvis jeg gerne vil hjælpe dig?" spurgte han roligt. Han ville i hvert fald gerne hjælpe.
|
|
|
Post by Marie on Sept 18, 2014 20:40:45 GMT 1
Hendes blik gled nervøst rundt. Kunne hun tillade sig at tro ham? nej, han ville erklære hende sindssyg ligesom alle de andre. Hun sank en klump og rystede kort på hovedet. "Det .. N-nej.. J-jeg hjælper andre," sagde hun tøvende og forsigitgt. Hun var ikke meget for det, men hun mærkede alligevel hans hånd lukke sig omkring hendes. Skeptisk lod hun blikket glide over på ham også fremad, mens hun bevægede sig indenfor. Alt frøs, og at hans hånd var så varm og lun gjorde det kun værre for resten af kroppen. De kom indenfor på det faste gulv og hun slap hans hånd forsigtigt.
|
|