|
Post by Cecilia on Sept 24, 2014 20:33:07 GMT 1
Hun tog imod hånden, og han hjalp hende roligt på benene med et let smil på læben. Den anden hånd strøg hende kort over armen, hvor trøjen nu lå over. "Selvom jeg ikke kan se dig, så vil jeg sige, at den klæder dig. Jeg håber, at den giver dig den varme, du har brug for", sagde han roligt og sendte hende et opmuntrende smil. Han ville egentlig gerne vide, hvad der var galt med hende, men han havde selv aftalt med hende, at der ikke skulle stilles nogen spørgsmål.
|
|
|
Post by Marie on Sept 24, 2014 20:45:02 GMT 1
Hun mærkede, hvordan han strøg hende over armen, det var fremmed, når det ikke kom fra hendes forældre og derfor trak hun sig tilbage. "Du kunne se det?" Mumlede hun lavt og næsten utydeligt, måske kunne han alligevel høre og forstå det. Hun strøg den ene hånd over sin arm, mens hun stod op i en lette position. Hun sank en klump og tøvende så hun op på hans opmuntrende smil.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 24, 2014 20:53:50 GMT 1
Han trak på skuldrene og sendte hende et smil. "Det kunne jeg selvfølgelig. Men det ville ødelægge hele meningen med at have det her på, ik'?" påpegede han roligt og pegede på det mørke bind, der dækkede for hans syn. Det var nu en smule trist, men han vidste, at han under ingen omstændigheder kunne tage det af til dagligdag. Det ville først skabe en katastrofe, hvis han glemte at tage sine piller.
|
|
|
Post by Marie on Sept 24, 2014 20:56:57 GMT 1
Hun tøvede. Hun vidste, at hun ikke burde. "Gør det ikke det i forvejen, når jeg ved at du kan se?" Spurgte hun forsigtigt og med en lav stemme. Hun burde ikke spørge, men hun kunne simpelthen ikke lade være, da det var så fristende. Hendes kinder blussede op. "Undskyld .. Ingen spørgsmål," hviskede hun nærmest med den uskyldige tone, og hendes blik sank straks, mens hun så ud af døråbningen også rundt. Blusen var behagelig varm og fik hende til at slappe en anelse af.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 24, 2014 21:06:41 GMT 1
En klukken forlod ham over hendes ord, og ved hendes undskyldning tog han beroligende hånden ud. "Det går. Lige det her, kan jeg godt svare på. Men nej, selvom jeg kan se, er der jo en mening med, at jeg har det på. Og der virker det fortræffeligt", fortalte han hende med et let smil og tog kort hånden op for at ruske håret bedre ned foran bindet. Nu havde han jo ikke problemet med, at det sad i vejen for hans syn, så det kunne jo være ligemeget.
|
|
|
Post by Marie on Sept 24, 2014 21:11:08 GMT 1
Forvirringen meldte sig straks, da han begyndte at grine. Hun rynkede kort på næsen og så forvirret på ham. "Det.." Hun holdt inde igen. "Hvilket mening? Det virker ikke logisk i mit hoved. Når Gud har skænket dig synet, hvorfor så vælge det fra?" Spurgte hun og så på ham. Hun sank en klump, og lod fingrene let glide over arene ved hendes håndled. De havde sørget godt for, at hun ikke havde noget skarpt på sig.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 24, 2014 21:21:02 GMT 1
Han rystede på hovedet. "Hvis synet bare gør onde ting, så er det da klart, at man vælger det fra ik'? Var der ikke også en eller anden inden for Gud, der gjorde det?" spurgte han roligt, selvom han virkelig ikke havde en anelse. Det var af en eller anden grund bare noget, han kunne forestille sig, da denne Gud lød til at vide alt og derfor også have oplevet alt på en eller anden måde.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 24, 2014 21:21:59 GMT 1
Han rystede på hovedet. "Hvis synet bare gør onde ting, så er det da klart, at man vælger det fra ik'? Var der ikke også en eller anden inden for Gud, der gjorde det?" spurgte han roligt, selvom han virkelig ikke havde en anelse. Det var af en eller anden grund bare noget, han kunne forestille sig, da denne Gud lød til at vide alt og derfor også have oplevet alt på en eller anden måde.
|
|
|
Post by Marie on Sept 24, 2014 21:28:33 GMT 1
Hun så på ham og et smil tegnede sig over hendes læber, et oprigitgt et for første gang. "Lukasevangeliet kapitel 8 linje 35-43" Forklarede hun ham. Inden hun valgte at genfortælle ham den, for det var ikke Gud der direkte gjorde det, men blev påsendt af budbringeren. "En dag da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Da han hørte en hel masse mennesker gå forbi, spurgte han hvem det var. De nærmeste fortalte ham, at det var Jesus fra Nazareth, der gik forbi på vejen. Den blinde råbte højt ud i luften, at Jesus, Davids søn skulle hjælpe ham. De der gik foran truede af ham og sagde at han skulle holde sin mund.Men den blinde råbte bare igen meget højere, om Jesus ikke kunne hjælpe ham. Jesus standsede op og sagde til de nærmeste at de skulle føre manden til ham, og da den blinde kom hen til Jesus, spurgte Jesus ham, hvad han ville have han skulle gøre. Den blinde bad Jesus om at give ham synet tilbage, han kaldte ham Herre. Jesus sagde til manden: Se igen. Din tro har frelst dig. Lige da han havde sagt det, fik manden sit syn tilbage, og den blinde fulgte Jesus og takkede Gud. Alle folk priste Gud da de så hvad Jesus havde gjort." Sagde hun roligt ud i en smøre, det var noget der hang på hendes nethinde og hun veg blikkede. "Undskyld, det ville du nok ikke vide," hviskede hun undskyldende og trak sig ud af værelset, da hun ikke mente at hun burde blive. Ingen andre ønskede at høre om hendes tro.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 24, 2014 21:44:06 GMT 1
Han lyttede interesseret til hendes ord, da det nok var det første hele dagen hun havde sagt på den måde og med sådan en sikkerhed. Et smil gled roligt over hans læber, da hun tydeligt kunne huske det hele og han nikkede imponeret, da hun endelig afsluttede historien. Hendes undskyldende ord fik ham til at rynke panden. "Jo, det var meget interessant. Hvordan kan du huske alt det der?" spurgte han interesseret og holdt ansigtet vendt mod der, hvor han regnede med, at hun var.
|
|
|
Post by Marie on Sept 25, 2014 20:04:41 GMT 1
Hun skød blikket tøvende ned mod sine tæer, og stoppede alligevel i åbningen til værelset. Hun tøvede. Hvad skulle hun gøre. En nervøs trækning hakkede i mundvigen, så den blævrede en anelse, inden hun tog en dyb indånding og så ud på gangen også tilbage på ham. Panisk for, hvad der pludseligt kunne komme ud af den blå luft. Hun sank en klump. "Det .. Det kan jeg bare?" Hviskede hun nærmest og bed sig selv i underlæben. Hun var usikker. "Guds gave," mumlede hun lavt. Hun kunne alt fra biblen udenad.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 25, 2014 20:15:16 GMT 1
Han kunne høre, hvordan hun stoppede op, og det fik et roligt smil til at sprede sig over hans læber. "Det er noget af en gave. Men vil du så ikke dele denne viden, du får fra gaven med mig?" spurgte han nysgerrigt, da han virkelig beundrede, hvordan hun bare sådan kunne remse sådan en lang historie af sig. Han ville ønske, at han havde sådan en evne. Det kunne virkelig være godt.
|
|
|
Post by Marie on Sept 25, 2014 20:17:30 GMT 1
Hun drejede hovedet imod ham og betragtede det mørke bind om hans øjne. Hun bed sig i læben, og nikkede sagte, inden hun igen måtte minde sig selv om det. Hun var ikke van til at folk var blinde, trods hun selv ønskede at gå i et med vægen og blive overset. "Jeg .. Jo .." Sagde hun tøvende og mærkede en blussende effekt i hendes kinder, da han kiggede sådan på hende med et roligt smil. "Nævn et tilfældig sted i biblen og jeg vil kunne citere det direkte," sagde hun så forsigtigt.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 25, 2014 20:33:34 GMT 1
Hun virkede til at acceptere hans nysgerrighed og gerne ville dele ud af sin viden, og det fik ham til at have det godt tilpas. Det kunne måske få hendes tanker fra de underlige billeder, der var før. Han bakkede langsomt tilbage, inden hans ben stødte mod sengen og han satte sig. "Ehm... Er der et sted med nogle dyr?" spurgte han forsigtigt, da han ærlig talt aldrig havde læst biblen og egentlig ikke vidste, hvad der befandt sig i den.
|
|
|
Post by Marie on Sept 25, 2014 20:39:06 GMT 1
Hun så tøvende på ham. Dyr, hvordan skulle hun vælge det ud, der var jo dyr over alt. Hun kunne da ikke udvælge et frem for et andet og det ville tage mange timer at fremlægge ellers. Hun så på ham. "Vælg et kapitel og en af evangalisterne. Dyr er der overalt, så det er ikke svært at fortælle," forklarede hun ham og bed sig usikkert i underlæben. Måske var det ikke smart at snakke sådan, det kunne han sikkert ikke bryde sig om.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 25, 2014 20:43:46 GMT 1
Han bed sig i læben og sendte hende et uskyldigt smil. "Jeg kender desværre ikke nogen. Derfor vil jeg med glæde lære om dem, så hvis du kan fortælle den bedste, vil jeg med glæde høre den", sagde han roligt og havde ansigtet vendt mod hende. Eller i hvert fald der, hvor han regnede med, at hun stod. Han rykkede sig på sengen og klappede indbydende på den, som for at hun i hvert fald havde tilbudet til at sætte sig.
|
|
|
Post by Marie on Sept 25, 2014 20:49:06 GMT 1
"Den bedste?" Hun så måbende på ham. "Hvordan skal jeg kunne vælge en ud, når de alle er så vigtige og ærbare. Det er umuligt," hun tøvede og lod tankerne drive sig igennem et virvar af historier fra biblen af. "Men jeg akn give dig en - lidt ude af kontekst," sagde hun tøvede. Hun gik dog helt i baglås, da hun så hans indbydelse. Hvad betød det? Ville han have hendes selskab? Hun tøvede, men blev stående. Fødderne flyttede sig ikke. "Herskerens Herre, har svoret ved sig selv: Jeg vil fylde dig med mennesker som græshopper, og de skal istemme vinperserråbet over dig. Han skabte jorden i sin vælde, grundfæstede jorderig i sin visdom, og i sin indsigt udspændte han himlen" Sagde hun og så på ham "Jeremias' bog kapitel 51 vers 14-15" Sagde hun og tøvede. "Det er lidt ligesom skabelsesberetningen, men alligevel en ad disciplenes vision," forklarede hun ham med en rødmen.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 25, 2014 20:53:58 GMT 1
Han kunne mærke, hvordan han smilede over hendes tydelige kærlighed til disse historier, og derfor tog han også undskyldende en hånd op. "Undskyld, min fejl", sagde han hurtigt, da han nok burde have tænkt over, at det nok ikke ligefrem var det smarteste at sige. Men på den anden side, han vidste ikke en gang, hvad biblen indeholdt, så for ham selv var han tilgivet. Han lyttede opmærksomt til hendes ord og endte med at nikke interesseret. "Skabelsesberetningen?" spurgte han roligt, og det rørte ham ikke, at hun egentlig ikke bevægede sig hen ved siden af ham. Det måtte hun selv bestemme. Hun havde fået tilbuddet.
|
|
|
Post by Marie on Sept 25, 2014 20:56:41 GMT 1
Hun så på ham og nikkede, det var godtaget - men hun vidste stadig ikke om han stadig ville have hende til at fortælle en om dyrene? Hun ventede dog på om han ville have det eller ej. "Kender du ikke skabelsesberetningen?" Hun så på ham, og ordene kom som et udbrud, der fik hende til at undskylde højlydt til gud for hendes dumdristighed. Hun tøvede og bed sig i underlæben.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 25, 2014 21:00:25 GMT 1
Han kunne virkelig føle, hvordan hun virkede chokeret over den oplysning, og det fik ham til at kigge skyldbetynget ned i jorden. Eller kigge og kigge, i hvert fald vende ansigtet mod den. Hans fingre begyndte at pille med hinanden. "Nej... Desværre..." Fik han fremsagt og løftede hovedet for at sende hende et undskyldende smil. Han havde aldrig set troen som noget vigtigt.
|
|