|
Post by Marie on Sept 25, 2014 21:06:59 GMT 1
"Den handler om, hvordan Gud skabte Jorden og hele vores verden" Forklarede hun forsigtigt, mens hun pillede ved sin bluse. "Du skal ikke undskylde, Herren vil tilgive dig for det," sagde hun og studerede ham en anelse. Hun stod midt i rummet og lod sig ikke bevæge rigtigt. Det var kun, hendes fingre der bevægede sig ellers stod hun nærmest som en statue.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 25, 2014 21:10:01 GMT 1
Han nikkede til hende og sendte hende et smil. "Men tilgiver du mig også? Hjælper det mere, hvis jeg rent faktisk gerne vil høre den?" spurgte han roligt, da han rent faktisk virkelig beundrede hendes viden omkring dette emne. Han havde aldrig nogensinde mødt nogen, der sådan kunne huske historier. Og så fortalt på den måde, med så megen indlevelse. Det var virkelig beundringsværdigt.
|
|
|
Post by Marie on Sept 25, 2014 21:13:15 GMT 1
Hun så tøvende på ham. "Om .. Om .. Om jeg tilgiver dig?" Hun var forvirret. Ingen spurgte direkte til hende. Enten snakkede de om tro eller hvor sindsyg folk mente hun var eller også gik de udenom. Hvorofr spurgte han til om hun tilgav ham? Hun skulle tilgive alle, der blev tilgivet af Gud. Hun fulgte hans retningslinje og gjorde som biblen fortalte. Ligesom hun blev beordret til som sendebud. Hun studerede ham en anelse, og bevægede sig så forsigitgt lidt nærmere efter noget tid.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 25, 2014 21:26:12 GMT 1
Han rynkede i panden, inden han nikkede. "Ja? Er det ikke det vigtigste, at du tilgiver mig for min uvidenhed? Det er jo en god grund at bede om tilgivelse for det?" spurte han hende venligt, da han helt klart helst ville have hendes tilgivelse og ikke en Guds. Han fornemmede nemlig, at denne Gud aldrig rigtig ville snakke til ham. Han kunne svagt høre hendes forsigtige skridt bevæge sig, og derfor rykkede han sig også mere, så hun ikke ville føle sig ukomfortabel ved at sidde for tæt på.
|
|
|
Post by Marie on Sept 26, 2014 16:48:22 GMT 1
Hun så tøvende på ham. "Jo, det er det? Det er .. Men .. Det er Herren der tilgiver, jeg .. Hvorfor vil du have min?" Spurgte hun tøvende, hvad kunne han bruge den til? Den var ikke meget værd, men hun var trods alt budbringer. "Så jeg kan give den videre til Gud?" Spurgte hun derpå, og imødekom ganske få sekunder hans blik, inden hun sank en klump.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 26, 2014 16:58:26 GMT 1
Han havde ansigtet vendt mod hende med et roligt smil. Hendes tøvende ord og derefter spørgsmål fik ham til at ryste på hovedet. "Nej. Jeg vil have din tilgivelse, da det jo er dig, jeg snakker med? Du skal jo ikke hade mig, fordi jeg ikke rigtig har lært noget om biblen før", svarede han hende ærligt og prøvede at regne ud, hvordan hendes sindsstemning var.
|
|
|
Post by Marie on Sept 27, 2014 13:10:11 GMT 1
Hun så på ham med forvirring i sit eget blik. "Men?" Hun tøvede og holdt inde med sine ord. Hun forstod ham ikke. Hvorfor ønske hendes tilgivelse, når det var Herren hun burde bede om tilgivelse fra? Hun sank en klump og ubevidst tykkede hun en anelse i sin underlæbe, men det gav ingen lyd fra sig, så han ville næppe opdage det. Hun sukkede tungt. "Jeg .. Hvorfor skulle jeg hade dig?" Spurgte hun derfor og så på ham.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 27, 2014 14:33:06 GMT 1
"Men hvad?" spurgte han roligt, da han ikke mindedes at have sat et men op. Han klappede endnu en gang på sengen for at hn skulle sætte sig ned, da set måtte være ubehageligt for hende at stå op så lang tid. "Fordi du jo tror fuldt ud på noget, som jeg aldrig har hørt om?" sagde han som det var. Han havde i hvert fald hørt i medierne at der kunne komme meget had mellem folk pga. tro. Ikke at han forstod hvorfor.
|
|
|
Post by Marie on Sept 27, 2014 15:53:49 GMT 1
Hun så på ham og rystede på hovedet, inden hun trak på smilebåndet, ganske svagt. "Men hvad vil du bruge det til?" Endelig røg ordene over hendes læber og hun bed sig tøvende i underlæben, mens hun studerede ham indgående. Hun tog endelig sig sammen til tøvende at bevæge sig over det cementerede og kolde gulv. Trøjen varmede hende langsomt op, men hænderne var stadig kolde og skuldrene var hævet op under ørene på hende. Hun satte sig ned ude på kanten af madrassen, stadig usikker på om det var i orden. Det var jo ikke hendes seng. "Aldrig hørt om? Har du aldrig hørt om det?"
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 27, 2014 15:59:22 GMT 1
Hendes ord lød ikke tøvende og det fik et smil til at glide over hans læber. "Hvad jeg vil bruge det til? At holde mig på god fod med dig?" sagde han som det var, da det jo var indlysende. Man spurgte jo om tilgivelse for ikke at komme i stridigheder. Han kunne mærke, hvordan hun let satte sig på sengekanten og det fik ham til roligt at nikke og trække hånden til sig, så hun ikke skulle føle sig ubehageligt tilpas, nu hun endelig havde sat sig. "Nope. Desværre. Det var ikke noget, mine forældre fandt vigtigt", svarede han hende ærligt.
|
|
|
Post by Marie on Sept 27, 2014 16:10:16 GMT 1
Hun så på ham. "Men .. Hvorfor? Hvorofr vil du være det? Hvorofr ønsker du mit selskab?" Hun blev helt rød i kinderne af varme og kunne ikke helt lide, hvordan han fik hende til at stille spørgsmål. Var det en fælde? Var det en fælde, som Herren havde lagt for hende? Hun bed sig vemodigt i underlæben, inden hun sukkede stilfærdigt og skævede til ham. Han trak hånden til sig, men hun rykkede sig ikke. Det virkede stadig ikke godt. "Hvordan kan man ikke finde det vigtigt at have kendskab til Biblen og Herren?" Spurgte hun højtideligt.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 27, 2014 16:19:25 GMT 1
Han trak på skuldrene og vendte ansigtet lige frem, da han jo ikke kunne bruge blikket til noget. "Fordi du er venlig? Fordi du lærer mig interessante ting, som jeg ellers ikke vil få kendskab til?" Fordi du ikke er blond. Den ekstra kommentar holdt han dog for sig selv, da det nok ikke ligefrem ville være så godt at plapre ud om. Endnu en gang trak han på skuldrene, da det jo rent faktisk var et meget godt spørgsmål. "Hvis man går mere op i det, der er her", sagde han og pegede mod sin krop, "end det, der er her", fortsatte han og satte en finger mod tindingen, "giver det meget god mening. De fandt det ikke nødvendigt."
|
|
|
Post by Marie on Sept 27, 2014 17:34:25 GMT 1
Blikket flakkede over hans bånd, men nu hvor hun havde set hans øjne, virkede det forbudt at se mod båndet og hun lod derfor det glide ned af hans krop og ned på gulvet, da hun følte sig skamfuld over det. "Okay," mumlede hun usikkert og lod fingrene glide let imod stoffet, inden hendes blik beskuede neglene, snart ville de være lang nok til at skade, forhåbentlig var der ingen der ville tænke over den detalje. Hun løftede blikket inge. "Det .. Det giver da ikke mening?" Sagde hun og så på ham, men hun var stadig i tvivl efter om det var i orden med disse detaljer.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 27, 2014 18:33:56 GMT 1
Hun lød ikke helt sikker, men det var der ikke noget, han kunne gøre noget ved. Hun måtte selv lære at blive mere sikker, for ellers ville det her jo blive et rent helvede for hende. Det ville det nok blive under alle omstændigheder, men for sådan en spinkel pige, der samtidig havde nogle former, ville det ikke blive nemt. Nu vidste han, hvordan hun så ud, og det hjalp ham helt klart til at bedømme hende. "For mine forældre gjorde det", sagde han som det var og sukkede tungt. Så meget for at have forældre.
|
|
|
Post by Marie on Sept 27, 2014 18:42:46 GMT 1
Hun så tøvende på ham og lod tænderne kradse imod underlæben, inden hun slap den og skød blikket ned. Var det godt eller skidt? Hun vidste det ikke. "Så..-" Hun tænkte sig lidt om. "Jeg forstår det stadig ikke," sagde hun håbløst og søgte lidt efter en åbenbaring. Hun havde tabt tråden, og det var noget der var alment, når det ikke handlede om gud - for hun havde hægtet sig så meget til det, at hun havde været dyrket det på et niveau, som mange ville kalde usædvanlig og usundt, for hende var det et kald. Det sande kald.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 27, 2014 18:49:36 GMT 1
Et medfølende smil gled over hans læber ved hendes håbløse ord, og han rakte hånden bydende frem mod hende. "Mine forældre er begge to sportsudøvere. Min far er bokser, min mor sejler. Vi var ofte ude og rejse forskellige steder hen, og jeg blev også trænet til at kunne dyrke sport, men heldigvis ikke boksning. Jeg fulgte i min mors fodspor, men alligevel stod min far for en del af træningen, så det eneste jeg sådan rigtig har lært noget om er, hvordan man træner sin krop. Og det er ikke noget, jeg har bestemt, men sådan er det bare. Forstår du?" spurgte han lavt og ville sådan ønske, at han kunne se hendes udtryk. Men nej.
|
|
|
Post by Marie on Sept 27, 2014 19:07:14 GMT 1
Hun så tøvende mod den, meget skeptisk. Skulle hun tage den? Var det det der var meningen med det? Hun vidste ikke om det var i orden eller om hun overhovedet turde forsøge på det. Hun gav et suk fra sig og kneb kort øjneen sammen. "Ohh .. Det ved jeg ikke, måske? Jeg kender ikke til det. Mine forældre var meget troende. Men de sendte mig alligevel hertil," mumlede hun og sank hovedet. "Eller ikke helt, det var jo en del af Guds plan for mig," rettede hun derfor sig selv.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 27, 2014 20:00:34 GMT 1
Der blev ikke taget imod hans hånd og derfor trak han den bare roligt til sig igen. Det måtte hun selv om, øjeblikket var alligevel passeret, hvor han kunne have forklaret det endnu bedre. "En del af Guds plan? Hvordan?" spurgte han lavt og en anelse uforstående. Hvordan kunne det være en plan, at hun var kommet hertil? Detgav jo ingen mening?
|
|
|
Post by Marie on Sept 27, 2014 20:18:15 GMT 1
Hun så på ham, kunne hun indvige ham i planen? Nej. Hun rystede diskret på hovedet og blikket faldt mod fingrene. Studerede indgående neglebåndene. "Det .. Det er en hemmelighed .. Endnu" Hviskede hun lavmælt, inden hun vippede med den ene fod, den fandt dog hurtigt gulvet igen, da hun ikke kunne se, hvordan hun ellers skulle sidde behageligt på kanten af sengen.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 27, 2014 20:49:08 GMT 1
Han nikkede til hendes ord. Henneligheder var hemmeligheder af en grund, så derfor ville han ikke blande sig i dem. "Kan du fortælle mig noget mere om Gud?" spurgte han interesseret, da han virkelig gerne ville lære noget. Der kunne godt være, at han ville glemme det igen, men han kunne lige så godt prøve at lære noget.
|
|