|
Post by Marie on Sept 27, 2014 21:07:55 GMT 1
Hun så på ham. "Næsten det hele. Hvad vil du vide?" Spurgte hun derfor, han måtte spørge af en eller anden grund. For aldrig var der nogen, der fandt det interessant, så hvis han gjorde, så var det da værd at forsøge sig frem? Var det ikke?. Hun kunne dog efterhånden mærke, at det var farligt, at blive ved med at være til stede her. Stemmerne begyndte at trænge sig på og hun vidste ikke hvornår det ville slå igennem.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 27, 2014 21:13:02 GMT 1
Han trak på skuldrene. "Hvor skal man starte?" spurgte han, da han jo ikke vidste noget som helst om, hvor han skulle starte med at spørge. Hvad handlede det overhovedet om? Han kunne kun regne ud, at det var noget stort og betydnings fuldt, for der var jo sådan Lim fremsagde det. Og hun virkede til virkelig at have ret så det punkt.
|
|
|
Post by Marie on Sept 27, 2014 21:20:52 GMT 1
Hun så på ham og tøvede kort. Kort gled blikket væk og ned, inden hun rettede det imod ham igen. Men undgik hans ansigt. Han kunne alligevel ikke se det, så det var vel en god ting? I princippet i hvert fald. "Det er svært at sige" Sagde hun så stille. Hun gav ham en tænkepause, inden hun tog en dyb indånding. "Det afhænger af, hvad du vil vide" hviskede hun så.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 27, 2014 21:30:31 GMT 1
Hun lød om muligt endnu mere forsigtig, men Alex håbede bare på, at hun ville få samme iver som tidligere frem, hvis hun begyndte at fortælle om det. "Ehm... Du snak kede om en skabelsesberetning?" foreslog han, da det jo virkede som starten? Og var det ikke smartest at have starten med? Han vidste der ærligt ikke og endte bare med at rykke sig længere tilbage i den okomfortable seng, så han kunne hvile ryggen mod væggen.
|
|
|
Post by Marie on Sept 27, 2014 21:33:07 GMT 1
Hun så tøvende på ham og nikkede så. Hun tog en dyb indånding. Kort flakkede blikket rundt, hun havde fået sin medicin, så snart ville den levende væg forhåbentlig fortone sig. For den flimrede stadig i udkanten af hendes synsfelt. "Der er to forskellige skabelsesberetninger i Det Gamle Testamentes første kapitler. Hvilken vil du høre?" Sagde hun, hendes stemme var fattet, ligesom den hele tiden var, når hun talte om sin tro.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 27, 2014 21:40:38 GMT 1
Han satte sig godt til rette og specielt sådan, ar han kunne høre hendes stemme på det tydeligste. "Den du bedst kan lide at fortælle, eller den, som du synes man ikke kan leve uden", svarede han hende ed et smil, da det nok var det vigtigste. Ar han selv synes historien var god.
|
|
|
Post by Marie on Sept 27, 2014 21:47:03 GMT 1
Hun så på ham og bed sig i underlæben. "Jeg foretrækker den første, men du kan få dem begge." Forklare hun ham. "De hører begge under første mosebog, og den første ligger under kapitel ét - Lad mig kalde den Verdens skabelse," forklarede hun. Hun tog en dyb indånding, og begyndte så sin fortælling, mens hun var fuldstændig fanget i tankerne om det. Hun drev væk i en anden verden, når hun fortalte den. "I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag. Gud sagde: »Der skal være en hvælving i vandene; den skal skille vandene!« Og det skete; Gud skabte hvælvingen, som skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen. Gud kaldte hvælvingen himmel. Så blev det aften, og det blev morgen, anden dag. Gud sagde: »Vandet under himlen skal samle sig på ét sted, så det tørre land kommer til syne!« Og det skete. Gud kaldte det tørre land jord, og det sted, hvor vandet samlede sig, kaldte han hav. Gud så, at det var godt. Gud sagde: »Jorden skal grønnes: Planter, der sætter frø, og alle slags frugttræer, der bærer frugt med kerne, skal være på jorden.« Og det skete; jorden frembragte grønt, alle slags planter, der sætter frø, og alle slags træer, der bærer frugt med kerne. Gud så, at det var godt. Så blev det aften, og det blev morgen, tredje dag. Gud sagde: »Der skal være lys på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat. De skal tjene som tegn til at fastsætte festtider, dage og år, og de skal være lys på himmelhvælvingen til at oplyse jorden!« Og det skete; Gud skabte de to store lys, det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om natten, og stjernerne. Gud satte dem på himmelhvælvingen til at oplyse jorden, til at herske om dagen og om natten og til at skille lys fra mørke. Gud så, at det var godt. Så blev det aften, og det blev morgen, fjerde dag. Gud sagde: »Vandet skal vrimle med levende væsener, og fugle skal flyve over jorden oppe under himmelhvælvingen!« Og det skete; Gud skabte de store havdyr og alle slags levende væsener, der rører sig og vrimler i vandet, og alle slags vingede fugle. Gud så, at det var godt. Og Gud velsignede dem og sagde: »Bliv frugtbare og talrige, og opfyld vandet i havene! Og fuglene skal blive talrige på jorden!« Så blev det aften, og det blev morgen, femte dag. Gud sagde: »Jorden skal frembringe alle slags levende væsener, kvæg, krybdyr og alle slags vilde dyr!« Og det skete; Gud skabte alle slags vilde dyr, al slags kvæg og alle slags krybdyr. Gud så, at det var godt. Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!« Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde. Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja, til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde.« Og det skete. Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag." Det var en lang smøre og derfor tog hun en dyb indånding og pustede ud da hun var færdig, og blikket skød med det samme væk. Flakkede omkring.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 28, 2014 8:35:24 GMT 1
Han sad og lyttede interesseret til hendes lange smørre, og han fangede alle ordene og alle beskrivelserne ind. Han havde aldrig fået fortalt historier før, og de få, han havde hørt i skolen var langt fra af denne kaliber, og derfor endte han også med at sidde og have ansigtet vendt mod hende i beærede folder. Han havde aldrig troet, at nogen kunne fortælle sådanne historier, og langsomt krøb et smil op på hans læber. "Det må jeg sige. Du er virkelig fantastisk til at fortælle", sagde han roligt med et smil og vendte hele overkroppen mod hende. "Hvad skete der den sjette dag?" spurgte han derefter interesseret, da hun virkelig virkede til at vide alt om det her.
|
|
|
Post by Marie on Sept 28, 2014 9:41:37 GMT 1
"Den sjette dag blev alt levende skabt - alle landdyr og mennesket. Eller det vil sige, at Adam blev skabt," forklarede Lim uden at overveje, at han ikke vidste, hvem Adam var. Stamfaderen til alt levende, det havde været hans og hans mages skyld, at de var endt i disse situationer, ellers ville alt levende have boet i paradiset. Hvilket var en skam egentlig. Hun bed sig i underlæben og så på ham. "Er jeg?" Hendes stemme var tøvende.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 28, 2014 9:48:01 GMT 1
"Adam? Var han det første menneske?" spurgte Alex interesseret, da det lød sådan. Hab kunne dog ikke vide det, da han jo ikke vidste noget som helst om emnet. Han nikkede med et smil til hende, inden han igen satte sig til rette med fronten lige frem. "Ja. Jeg har aldrig hørt nogen fortælle så godt", svarede han hende ærligt.
|
|
|
Post by Marie on Sept 28, 2014 9:56:44 GMT 1
Hun nikkede. "Ja, han var det første menneske der blev skabt, og ud af hans ribben blev kvinden skabt - Eva," forklarede Lim med ro i stemmen. Han virkede dog til alligevel at have hørt om Adam, så han vidste nok også det om Eva. Hun rødmede over det, mens hun sank mere sammen på sit lille hjørne af sengen. "Ta-ak", sagde hun forlegen.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 28, 2014 9:58:48 GMT 1
"Wow. Det må ikke have været rart?" spurgte han, da han ikke kunne forestille sig, at det ville være specielt rart at få skabt en kvinde ud af sine ribben. Der måtte gøre ret så ondt. Et smil skilte han læber ved hendes forlegne tak, og han nikkede. "Det er mig der takker for, at du vil bruge den på at fortælle for mig."
|
|
|
Post by Marie on Sept 28, 2014 10:10:37 GMT 1
Hun tøvede og skævede imod ham. "Han mærkede det ikke og fik en gave for det. Det var mod hans ensomhed og så arterne kunne udbrede sig sammen," forklarede hun roligt og så imod ham, inden hun bed sig i underlæben. "Den syvende dag var hviledagen, og Gud studerede alt han hvde skabt. Det er derfor at Søndag er en hellig dag, hvor man skal slappe af og nyde tilværelsen." Forklarede hun forsigtigt.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 28, 2014 11:02:02 GMT 1
Alex nikkede til hendes ord, da der gav mening. Hvis bare han havde lært om sådan noget her i stedet for det, hans forældre lærte ham. Det her var jo meget bedre at vide. "Det giver mening." Han nævnte dog ikke, at søndag ikke rigtig havde været en hviledag for ham, da han jo havde trænet alle ugens dage og specielt i weekenden.
|
|
|
Post by Marie on Sept 28, 2014 11:12:02 GMT 1
Hun så på ham og studerede ham. "Det er ellers sjældent jeg møder nogen, der siger det," sagde hun tøvende. Lige for nu slappede hun af, men det var nok mest fordi der var ro på samtalen og de snakkede om hendes religion. Hvilket var en virkelig stor del for hende, det var jo hele hendes liv. Hun fulgte alt i den og Guds ord.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 28, 2014 11:22:47 GMT 1
Han rynkede i panden. "Virkelig? Hvorfor skulle det ikke give mening?" spurgte han, da han, selvom han først lige nu havde lært om det, fandt det utrolig interessant. Nok mest fordi det gav ham alle de svar, som han ellers ikke havde kunnet få andre steder fra. Specielt ikke fra hans forældre. Det eneste, de havde givet ham svar på, var, hvordan man skulle klare sig som konkurrencemenneske. Og det havde han ikke fået meget ud af.
|
|
|
Post by Marie on Sept 28, 2014 11:28:40 GMT 1
"Fordi .." Hun tøvede. "Mange gider ikke høre på mig og de siger, at jeg er sindsyg," mumlede hun lavmælt, og blikket skød ned. Men det var hun ikke. Det vidste hun selv, hun vidste at Gud viste sig for hende, og ikke for særlig mange andre. Han havde brug for hende og hun var speciel. Så kunne alle andre sig en masse andet.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 28, 2014 16:39:48 GMT 1
Han rynkede i panden over den oplysning, inden han resolut rystede på hovedet. "Det er du ikke. De er bare jaloux, fordi du ved sådan nogle ting", sagde han bestemt med et smil om læberne. Han syntes i hvert fald, at der var imponerende.
|
|
|
Post by Marie on Sept 28, 2014 17:05:15 GMT 1
Hun skød blikket ned. Forlegent. "Ta-aak," sagde hun med en tøven, inden hendes blik flakkede imod døren. "Jeg .. Jeg må hellere gå," hviskede hun nærmest og kom op og stå på fødderne igen. Hun begyndte at fumle med trøjen for at trække den af, og stoffet gled af hende, men gnistrede en anelse elektrisk ved hendes hår. Hun foldede den elegant sammen og lagde den på sengen. "Her, mange tusinde tak for lån," sagde hun med den uskyldige stemme og begav sig imod åbningen til værelset.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 28, 2014 17:08:20 GMT 1
Han smilede til hende, inden hun pudselig virkede til at få travlt. En rynke formede sig i hans pande og han skubbede sig op af sengen, op at stå. "Hvorfor?" spurgte han forvirret, da han ikke kunne se grunden til det. Havde han gjort noget forkert? Han syntes ellers ikke, at han havde gjort noget forkert? Ved hendes andre ord, fumlede han kort efter trøjen på sengen, inden han tog den i hånden. "Nej. Hvis du går nu, så skal du have varmen. Jeg kan få den tilbage næste gang vi ses?" foreslog han og rakte trøjen ud imod hende igen.
|
|