Boredom (Alex) (Toria)

[Saso]

Nate


Jeg sidder i fællesrummet alene. Det grå tøj sidder stramt om min trænede krop.Kedeligt. Min eneste underholdning her på stedet er enten træningstummet, eller forvirrede piger. Jeg drejer min farverige blå bold rundt i hånden. Her er stille, kedeligt og stille. Jeg sukker dybt, og jeg støtter mit hoved på sofaens kant. Jeg retter mig op, og kaster min bold imod væggen, som magisk lander i min hånd igen. Bump, bump, Boing, Boing. Suk, gab. 

[Alexandra]

Penelope Natascha Aya Gaixoa

Jeg bevæger mig ganske forsigtigt ad den koksgrå korridor, jeg finder stadig dette sted kedeligt, det er blot en anden tone på gråskalaen end der hvor jeg befandt mig tidligere, men mine sarte, azurblå øjne har stadig svært ved at vænne sig til det evige mørke der synes at være her. Mine porcelænsagtige arme er foldet beskyttende rundt om mig selv og det alt for store, posede tøj mens jeg lydløst går, og mine øjne virrer hastigt fra side til side i en ængstelig manér. Endelig træder jeg ind af en stor døråbning, og det første jeg ser, er en veltrænet dreng der sidder og kaster åndsfraværende med en form for blå bold, hver gang bolden rammer væggen gibber det kort i mig og mine kridhvide tænder har allerede hægtet sig svagt fast i mine bløde, ferskenfarvede læber, dog bliver jeg stående hvor jeg er med de isblå øjne fæstnet, en smule fascineret, på drengen. Jeg har aldrig været særligt opsøgende, jeg holder mig for mig selv så vidt jeg nu kan, så jeg tænker ikke yderligere over, at give mig til kende.

[Toria]

Celestia Alaia Iluna Gaixoa

Min hoppende gang og svingende arme føre mig hurtigt igennem de lange, fremmede, dystre gange, uden anelse om hvor jeg er på vej hen, fortsætter jeg. Mit humør er højt, energien strømmer ud fra mig, jeg er næsten sikker på den smitter.. En svag fløjten lyder fra mine fyldige, rosenrøde læber som blot bliver fremhævet af den blege, porcelæn farvede hud og de isblå, skinnende øjne glider kort igennem den lange gang, synes at kunne se en lysning, som hvis der var et rum eller noget ind, og jeg sænker langsomt mit gadedrenge hop, til normal, feminin, dog energisk gang, men min fløjten fortsætter glad. Mit hår siddere lettere rodet, som jeg bedst kan lide det, og jeg har skiftet min næse sten ud til en sølv ring i stedet for, intet specielt. Sølvstenen ligger på værelset, gemt godt væk fra andre. Der kommer en svag dunk inden fra rummet af, og få sekunder bliver jeg mistænksom, og stopper op, lytter, inden jeg fortsætter mod åbningen, snigende, lydløst som en spion.

[Saso]

Jeg kan føle en eller andens blik hvile på mig, det er ofte bare et gæt, men jeg bevæger diskret mit hoved imod døren. I døråbningen står der en smuk ung og yderst tynd pige. Hendes hud er bleg, og hun minder mig om en porcelæns dukke. Jeg stopper min aktive boldkastning, for nu er der noget som der har fanget min interesse. Hvilken type er hun så? Den sjove? Kedelige vatnisse - nørd? Fræk og selvsikkert? Den uskyldige??Jeg sender hende et drenget smil, og har et charmerende og forførende glimt i mine giftig grønne øjne. Jeg læner mig selvsikkert bagover, så min ryg rammer sofaens ryglæn. 

[Alexandra]

Pludselig ænser jeg, at drengen stopper med at kaste med bolden, og i stedet vender sit hoved ganske let denne vej. Jeg træder helt uvilkårligt et enkelt skridt tilbage ved synet af hans jagende smil, min puls hamrer derud af med høj hastighed, dog formaner en hæs, slesk stemme i mit hoved at jeg skal slappe af, så det er ved jeg gør, lydig, jeg tvinger mit hjerte til at sænke sin høje, halsbrækkende fart og puster ganske let luft ud af gennem næsebor. Dog bibeholder mit kønne ansigt en neutral facade under hele optrækket, og jeg lader nu mit lettere kølige, analyserende blik glide over drengens ansigtstræk, hans hår har en spektakulær ravnesort nuance, og hans iriser har en syrlig, smaragdgrøn farve, som næsten kan betegnes som giftig, han ser bestemt ikke værst ud konstaterer jeg. Jeg blinker let til ham med mine store, blå glansbillede øjne. Jeg tager mig sammen og bevæger mig med elegance over min skulpturerede krop, længere ind i rummet.

[Toria]

Da jeg står ved kanten af den store, mørke åbningen, ligger jeg mærke til en velkendt smuk, hårfarve, en hårfarve som kun kan tilhøre den tiltrækkende pige, jeg allerede har haft min tunge nede i halsen på. Pigen, med samme efternavn som mig selv, og uhyggelig meget samme udseende. Jeg fugter kort mine fyldige, ferskenfarvede læber, og trækker mig tilbage i de dunkle skygger, overvejer kort om jeg skal gå der ind, eller fortsætte min spontane spion mission.. Jeg vælger til sidst det sidste, da den barnlige, legesyge side altid kommer frem når min sygdom træder til, og vælger at være lettere sød mod mig. De isblå øjne skæver kort rundt om muren igen, ser Penelope gå tættere og tættere på.. Hey, er det ikke Nate, Som i ham der startede med at flirte med mig ligeså snart han så mig? Jeg ryster kort på hovedet så mit platinblonde hår kort dansede omkring mit smalle, porcelæn ansigt, med de store, dybe, isblå øjne, og de tiltrækkende, fyldige læber, trækker mig tilbage i skyggerne igen og overvejer mine muligheder. Jeg kan forblive i mit skjul, holde mig fra dem og høre/se hvad der forgår, eller jeg kan gå ind og holde dem med selvskab..

[Saso]

Jeg overvåger hendes elegante og forsigtige skridt opmærksomt. Hendes glinsende blå øjne møder mine egne giftige. Hun stopper ret langt væk fra mig, og en del af mig bliver skuffet. Jeg hamrer med mine fingre på sofaens gamle slidte læn. Jeg ville ikke have noget imod at hun nærmede sig mere, overhovedet ikke. Jeg smiler lumsk, dog stadig charmerende. "Hvad hedder du så?" Siger jeg med min mørke forførende stemme. Noget ved hendes udseende virker bekendt. Jeg tillader migselv at lave elevator blikket, ikke fordi jeg alligevel ville havde spurgt om tilladelse. Sådan er jeg bare ikke. Jeg kører langsomt en hånd igennem mit midnatsblå/sorte hår, og smiler anerkendene. Hun er ikke værst.

[Alexandra]

Mine akvamarin farvede øjne studerer den måde hvorpå han hamrer sin fingre ned i den vakkelvorne sofas hærgede ryglæn, hele hans holdning oser lang væk af dyb selvsikkerhed med et enkelt snert af noget i stil med arrogance, men jeg er påpasselig med alligevel ikke at dømme ham for groft, så jeg overbeviser mig selv om at det er helt okay at rykke endnu tættere på, selvom følelsen af, at jeg blot vandrer ind i en løves hule, trykker ubehageligt i mit bryst. "Penelope," svarer jeg nonchalant med min let affekterede stemme, intet overdrevent såsom de helt fine folk, dog stadig hørbart. "Hvad med dig?" spørger jeg let, jeg kan mærke hvordan mit arme hjerte springer op i min hals over hans forførende smil, og det ikke så diskrete elevatorblik, men den eneste nervøse trækning der undslipper mig, er min våde tunge der hurtigt spiler over mine, satinbløde, ferskenfarvede læber. Jeg tager mig sammen, slapper af og bevæger mig adræt, feminint helt hen til sofaen og den charmerende dreng.

[Saso]

Jeg studere hendes bevægelser, da hun sætter sig i den slidsomme sofa. Hendes navn er mig en snært genkendeligt. Sjovt nok var det noget i den stil min rektors datters navn var, hvis jeg ikke tager helt fejl. Det kan også være det bare er en eller anden mindre vigtig pige som prøvede at komme i kontakt med mig engang, ikke fordi der er megen forskel. "Mit navn er Nate," siger jeg kort og ligeud med en charmerende undertone. Hun virker ikke som den uskyldige lille pige, men heller ikke som den billige tiltrækkende type. Dejligt, nyt at bruge sin tid og interesse på. Jeg lader min arm støtte på armlænet, og placere let mit hoved i min hånd. Jeg stirre forførende på hende, venter på en eller anden form for reaktion. En udfordring, jeg er vild med det. "Hvad laver du herinde?" spørger jeg skarpt, og smiler charmant til hendes kolde og forstenede ansigt.

[Alexandra]

Jeg rykker forstyrret rundt på mig selv, indtil jeg finder en behagelig plads i den alt for slidte, vakkelvorne lædersofa. Der er stadig en respektabel afstand mellem mig og den synligt veltrænede dreng, jeg er forholdsvis påpasselig med ikke at rykke for tæt på, men om det er fordi at jeg ikke bryder mig meget om selskab generalt, eller om det er fordi det er det høfligste at gøre, er jeg ikke sikker på, men jeg tror på det sidste, selvom det første nok også er en del sandt. Jeg lader mine spinkle håndflader, der er lig en kinesisk porcelænsdukke, ramme sofaens ru overflade ved siden af mine lår, og fokuserer mit svagt tindrende blik på drengen med det mørke hår. Nate. Hans navn er Nate, jeg kan godt lide det navn, det klæder ham, jeg kan også godt lide at han skipper det sædvanlige 'Hyggeligt at møde dig' den høfligheds frase er begyndt at gøre mig syg. Jeg overser bevidst den ikke så subtile undertone i hans i forvejen charmerende stemme, i stedet passere noget det kunne minde om et svagt smil over mine ansigtstræk. Hans spørgsmål er meget direkte, mit åndedræt sætter sig for en kort stund fast i min hals i overraskelse, men efter kort tid kommer jeg mig, og hæver så mit kønne, feminine hoved, han kan lige så godt vide det, jeg skjuler det ikke. "Jeg har slået to mennesker ihjel," siger jeg nonchalant, mens jeg ser lettere udfordrende på ham, med et smil strukket over mine ferskenfarvede læber, ikke fordi det gør mig glad, bare fordi. Måske fordi det er så absurd. Mine øjenbryn er lettere hævet mens jeg ser ind i hans klare, junglefarvede, ja, giftiggrønne øjne. "Hvad med dig?" Spørger jeg med min klokkeklare stemme, fascineret.

[Saso]

Hun finder sig endelig tilrette i den gamle flåede lædersofa. Jeg kigger på hendes tavse skikkelse, og afventer et svar. Hendes blege porcelæns hænder ligger ved siden af hendes tynde hofter. Gad vide om der endelig er én der svarer mit spørgsmål. Da hun siger de næste ord, men en ligeglad og ufølsomt, kigger jeg overrasket og mere fascineret på hende med et drenget smil. Hende kan jeg godt lide, interessant. Jeg læner mig tilfreds tilbage, og smiler kækt, "fedt, jeg har selv dræbt 3," siger jeg med den samme kolde kyniske tone som hendes egen. Jeg blinker let til hende, og spreder mine ben til en mere drenget og afslappet position.

[Toria]

Jeg har nu lyttet et stykke tid, stille som en spion, og samtalen har taget en pludselig drejning. Vi er da en fin samling mordere.. Jeg fniser let, en fin, sød lyd, inden jeg vælger at afbryde dem ved at hoppe ind i værelset, nærmer mig Penelope's skikkelse, som jeg vælger at sætte mig tæt ved hendes slanke, perfekte side og sender hende et glad, charmerende smil. Langsomt glider blikket hen på Nate som for det samme galde, charmerende smil og kort fugter jeg mine perfekte, blodrøde læber, og automatisk lander mit blik på Pene's læber. Dem har jeg kysset før, så perfekte, så bløde.. "Hej Pene og Nate, wazzup?" Min stemme er energisk, charmerende og lettere forførende. I en hurtigt, elegant, smidig bevægelse ligger jeg mine slanke, lange ben over kors og sætter mig så godt til rette som sofaen tillader. Personalet her på stedet burde skaffe sig nogle bedre møbler til os! Jeg brummer kort, utilfredst, men det glade, energiske, charmerende smil er hurtigt over mine fyldige læber igen

[Alexandra]

Jeg følger ham med blikket da han læner sig tilbage mod sofaens ryglæn og han indtager en stilling der er langt mere afslappet, jeg vælger bare at tage det som et godt tegn. Mine isnende, azurblå øjne spærrer sig en anelse op ved hans rolige svar, som mangler sympati, men jeg bliver ikke bange og jeg flygter ikke, det ville være dobbeltmoralsk, og jeg har ærlig talt ikke noget imod det. Jeg vælger blot at sende ham et skævt, halv-smil og siger let: "Så har vi noget til fælles," en lav, melodiøs latter ruller kortvarigt op af min strube, men den bliver hurtigt afbrudt da en velkendt skikkelse hopper ind i fællesrummet. Jeg farer forskrækket sammen af den bratte afbrydelse, og jeg ser på pigen med det genkendelige platinblonde hår med store, blå, dådyrsøjne. Hun nærmest ligefrem kaster sig ned tæt ved min slanke side, og jeg bliver automatisk bumpet tættere på Nate, men hun er stadig mast tæt op af min side og jeg kan mærke varmen, jeg føler mig en smule indeklemt og angsten brænder svagt i mit bryst, men jeg giver ikke udtryk for dét, jeg retter blot min spinkle ryg og sender hende et let, roligt smil, jeg besvære mig selv for ikke at lade mit blik falde til hendes læber, jeg ved ikke hvordan jeg skal føle. "Hej Celestia," udtaler min klare stemme.

[Saso]

Jeg kigger overrasket på Celestias pludselige tilstedeværelse. Hendes hoppende skikkelse hilser hyperaktivt og energifyldt til os, og springer nærmest ned vedsiden af Penelope, som lige pludselig sider helt op ad mig. Penelope farer sammen. Jeg løfter et øjenbryn af deres akavede stilhed, og mangel på øjenkontakt. I hvert fald fra Penelope. "Hvad er der med jer?" Spørger jeg ligeud, som altid. Jeg læner mig let frem, så jeg også kan se Celestia. Hvilket kun giver mindre plads til Penelope. Sjovt, jeg har intet imod det her.

[Toria]

Jeg kan ikke ignorere den brændende sorg i mig, da hun slet ikke virker begejstret for at se mig. Jeg havde savnet hende... Et kort, lydløst suk forlader mine fyldige, rosenrøde læber, og jeg rykker hurtigt lidt væk med let sænket skuldre. Jeg synker en klump u halsen, som truer med at vokse yderligere. Jeg kigger dog opmærksomt op med mine isblå, kolde øjne da Nate taler. "Hvad er der med os? Æhh.. Vi har mødt hinanden før," svare jeg undrende og rynker let mine perfekte, mørke bryn, holder dog mine charmende, forførende træk oppe, stamt den energiske aura. . "Hvad med jer?" Denne gang har min stemme en svag udfordrende klang, samt min normale charmerende, forførende, søde og lettere sexet. Mit humør er højt, men Penelope har allerede formået at sænke det lidt..

[Alexandra]

Jeg studerer Celestia med mine store, azurblå øjne, og med mine koralrøde læber snerpet en anelse sammen, øjenbrynene er draget sammen i forvirring og jeg skråner mit feminine hoved blot et par centimeter. Hvad er der med hende? Hendes humør virkede til at falde ret drastisk, men hvad ved jeg. Jeg vælger at placere en spinkel hånd på hendes arm, og jeg sender hende et så varmt smil som jeg overhovedet kan, båndet er der stadig. Mit hoved drejer endnu en gang mod Nate ved hans spørgsmål, men jeg når ikke at svare før Celestia, så jeg ender blot med følelsen af Nate's nærhed, der er ingen plads tilbage mellem os, kun varme, og jeg rykker mig ikke. Jeg kræver kontakt, mere end nogen anden, selvom det så ofte har skadet mig. "Vi mødte hinanden for få sekunder siden," svarer jeg oprigtigt og nikker. Der er et eller andet underligt ved stemningen.

[Saso]

Jeg kan ikke lade være med næsten at grine af deres akavede stilhed, Cele's hulk som hun ikke troede vi opfangede,og dukke ansigts forvirring og forsøg på at opvække den nu nede Cele. Cele, ja bare fordi at hendes navn virker for prinsesse agtigt. "Yup, og jeg kan fornemme i kender hinanden godt? Eller er i havnet i en akavet situation med hinanden?" Spørger jeg ligeud, med et grin plantet på mit fjæs. Vi sidder stadigt godt presset sammen, og jeg lægger min arm oven på ryglænet, for at Dukken skal have mere plads til hendes spinkle krop.

[Toria]

Mit isblå, kolde blik falder lynhurtigt på en spinkel porcelæn hånd der har plantet sig på min slanke underarm og sender en svag sitren igennem mig. Blikket følger armen op til skulderen, videre til hendes smukke azurblå, skinnende øjne. Jeg fjerne fokuset fra hende da Nate taler igen. Alle de spørgsmål den fyr har.."Du er simpelt hen så skarp og al for nysgerrig!" Ler jeg lavt, og ryster svagt på hovedet med et let smil om munden. Hvis jeg havde kunne nå ham havde jeg klasket ham på armen. "Men jeg har lige et spørgsmål.." Jeg tæver kort og skæver lettere nervøst på Pene. Siden vi afslørede vores ens efternavn har en latterlig tanke kørt rundt i mit hoved.. Er det overhoved muligt at hun er min tvilling eller søster? For jeg føler jeg ser så uendelig meget af mig selv i hende, men det kan sagtens blot være mig. "Ligner vi hinanden?" Spørgsmålet er sikkert mærkeligt, men jeg har brug for at vide det. Brug for at vide sandheden hvis jeg har chancen for at få den afvide. Jeg skæver lettere nervøst til Pene, eftersom det var hende der flippede ret så meget ud i cafeteriet..

[Alexandra]

Jeg krymper mig svagt sammen i mit sæde, atmosfæren er begyndt at blive endnu mere trykket, og jeg føler mig fanget i den kvælende stemning. Mine mundvige drager let nedad ved Nates ord og mine sarte, isblå øjne knibes ganske let, mistroisk sammen, hvad ved han? "Det kunne du godt lide at vide..." svarer jeg flygtigt, med et skævt, kryptisk smil om læberne, som alligevel formår at holde charmen. Nate placerer sin arm på ryglænet bag ved mig, og jeg spænder kun kortvarigt op, fremskridt, selvom jeg har brug for kontakt, viger jeg til tider også tilbage fra den, af skade bliver man klog. Til sidst ender jeg dog med at vinkle min krop tættere på hans, da jeg finder det okay, han er okay, jeg er okay. Tætheden er faktisk rar. Jeg ligger mit fokus på Celestia, da hun skæver til mig på en måde jeg ikke helt bryder mig om, jeg blinker perplekst ved hendes spørgsmål og få sekunder efter spænder alle mine muskler fuldstændigt op, som en fjeder, der kan springe op hvilket som helst sekund. Jeg ved hvad hun tænker på, og jeg presser ængsteligt mine ferskenfarvede læber sammen, jeg kan ikke overskue det, jeg kan ikke klare det.

[Saso]

Deres stadig klemte og akavede stemning hænger i luften over dem. Jeg løfter mit skårrede øjenbryn, og et drenget smil breder sig i mit fjæs. "Det er i enige om? og ja, det er vel nok derfor jeg spørger," siger jeg og blinker charmerende til Dukken. Jeg kigger med et tænkende udtryk på Celestia, og smiler så til Dukken. " Om i ligner hinanden spørg du?" Siger jeg, og kigger skiftevis på de yngre og smukke piger. Jeg må indrømme at deres træk er meget ens, selv deres øjenfarve er meget ens. Jeg smiler kækt til Celestia. " I ser begge mere modne ud," siger jeg drillende, og nikker hentydende. "Ja, i ligner hinanden, ret meget. Måske bortset fra, at du har piercinger, platinblond hår som er klippet vildt, og udtrykket i dit ansigt. Der ser Dukken mere pæn, ren og uskyldig ud, med hendes perfekt klippede brune hår, og ingen piercinger," Svarer jeg hende til sidst med et smil. Nu har jeg svaret. Hvis det skulle være kunne de lige så godt være søskende.