|
Post by Marie on Nov 9, 2014 17:57:18 GMT 1
Hun rystede straks på hovedet. "I-ikke ham", sagde hun tøvende. Men hun ville heller ikke tale grimt om andre, selvom hun var blevet virkelig bange for at møde ham Nate igen. Han var virkelig ikke særlig sød, og hun brød sig ikke om ham. Han var alt for nærgående sidst og han havde trængt hende op i en krog.
|
|
|
Post by Cecilia on Nov 9, 2014 18:01:24 GMT 1
Han brød sig ikke om de ord. Det betød, at der var andre, der havde gjort hende ondt. Og det var ikke rart. "Hvem så? Hvem har aå gjort dig noget?" spurgte han derfor og vendte hovedet let til siden, så han med sikkerhed ville kunne hære hendes svar. Ingen skulle behandle hende dårligt.
|
|
|
Post by Marie on Nov 9, 2014 18:06:27 GMT 1
Hun rystede på hovedet. "D-det er lige meget", hviskede hun nærmest mumlende, og trak på skulderne. Udvendigt var hun allerede begyndt at krympe sig sammen til en lille kugle og holdningen faldt fuldstændig fra hinanden. Bange for at gøre noget forkert. Det ville hun bare ikke.
|
|
|
Post by Cecilia on Nov 9, 2014 19:56:49 GMT 1
Han rystede på hovedet og stoppede op. Han vendte fronten mod lyden af hendes stemme og ville endnu en gang ønske, at han kunne se, hvordan hun så ud og mest af alt, hvordan hun opførte sig. "Det er ikke ligemeget. Hvis der er nogen, der har gjort dog noget, så kom til mig. Jeg skal nok gøre noget ved der okay?" spurgte han roligt, da han absolut ikke ville have, at der skete hende noget.
|
|
|
Post by Marie on Nov 9, 2014 21:36:02 GMT 1
Han stoppede op og hun trådte et skridt tilbage som respons på det. Bange for at komme for tæt på ham. Hun bed sig hårdt i underlæben og skævede til ham. "D-det er lige meget", mumlede hun lavmælt og nervøst. "H-han gør det ikke igen." Hviskede hun nærmest lydløst og strøg sig usikkert op og ned af den ene arm.
|
|
|
Post by Cecilia on Nov 9, 2014 21:38:31 GMT 1
Det var på ingen måde ligemeget, men han ville ikke begynde en diskussion, så han kommenterede ikke på det. "Er du sikker? For ellers kan jeg godt fortælle ham en ting eller to, så han holder sig på afstand", sagde han stadig med den rolige stemme, selvom han på ingen måde brød sig om at høre det. Hvem ville dog gøre sådan en uskyldig pige fortræd?
|
|
|
Post by Marie on Nov 9, 2014 21:57:39 GMT 1
Hun rystede instinktiv på hovedet af det og ville ikke helt være med til det. Hun ønskede ikke at gøre noget ved Nate for det, men ej heller at møde ham igen. Hun var virkelig bange for at stødde ind i ham igen. Det var ikke ligefrem et behageligt selskab, men samtidigt, så var det måske hendes egen skyld? Hun kunne have gået sin vej i første omgang. Men hun var blevet bange og havde gemt sig væk i fosterstilling i stedet for. "Mhm", mumlede hun nervøst og forsøgte at tone det væk.
|
|
|
Post by Cecilia on Nov 9, 2014 22:03:31 GMT 1
Hun var stadig nervøs og han endte med at sukke af hende. Egentlig havde han lyst til at trække hende ind i en bjørnekrammer, så hun kunne falde til ro, men han vidste ikke, om det tværtimod så ville få hende til at flippe ud. "Hvis krammere stadig ikke er okay, så... bare husk det okay?" sagde han lavt og prøvede intenst at regne hendes ansigtsmimik og i det hele taget hendes kropsholdning ud, men det kunne han bare ikke. Pokkers møgbind! Det siger du ikke...
|
|
|
Post by Marie on Nov 9, 2014 22:23:53 GMT 1
"J-Jeg vil ikke have et kram.. D-det .." Lød det undskyldende fra hende, hun var ikke meget for at afvise ham, for han gjorde det i en god tro. Det bildte hun sig i hvert fald ind. Men var det nu også det? Hun tøvede og bed sig usikkert i underlæben. "Jeg skal nok huske det" fik hun udåndet næsten roligt, men på en påtaget måde. Hun forsøgte ihærdigt at skjule, at hun var meget nervøs. Det gik ikke særlig godt og stemmen knækkede ligefrem en anelse ved det.
|
|
|
Post by Cecilia on Nov 10, 2014 22:33:41 GMT 1
Han nikkede bare roligt til hendes afvisning, selvom han nu regnede med, at et kram kunne hjælpe. Et kram kunne altid hjælpe, det var i hvert fald, hvad han havde lært gennem livet. Eller en af de ting. "Det' godt. Og tag det roligt, alt skal nok gå. Skal vi komme videre?" spurgte han, da han ikke ville rode for meget i det, hvis hun ikke ville snakke om det.
|
|
|
Post by Marie on Nov 10, 2014 22:37:20 GMT 1
Hun tøvede men nikkede forsigtigt. Hun havde stadig det åbenlyse spørgsmål omkring hans bind for øjnene. For hun vidste at han kunne se. Han gjorde det bare ikke?. "O-okay", sagde hun tøvne. Inden hun nikkede og forsøgte at sætte frem. Tøvende skridt. Fingrene strøg mod muren og efterlod en let summende lyd. "H-hvor vælger du mørket frem for lyset?" Spurgte hun så nærmest hviskende, som om at ordene var forbudte.
|
|
|
Post by Cecilia on Nov 11, 2014 6:16:51 GMT 1
Han nikkede til hende med et roligt smil, inden han også satte i gang videre ned af gangen. En summende lyd fangede hans hørelse, men da den bare var vedvarende og kom fra hende, regnede han med, at det ikke var noget at bekymre sig om. "Fordi det er nødvendigt." Han kunne simpelthen ikke give hende et bedre svar.
|
|
|
Post by Marie on Nov 11, 2014 21:09:07 GMT 1
Hun så tøvende mod ham, og bed sig i underlæben. Hun var mere tryg ved at gå ved siden af ham end ved nogen anden her. Alle andre var så skræmmende, men han havde ikke gjort noget, han spurgte altid forsigtigt ind og det gjorde hende mere rolig. Det var dog ikke fordi hun stolede på ham. Hun var så ustabil selv og stolede ikke på nogen. Ikke udover Herren selv og dem Herren sagde, at hun skulle stole på. "Er det ikke farligt?" Spurgte hun forsigtigt.
|
|
|
Post by Cecilia on Nov 11, 2014 22:54:25 GMT 1
Han sendte hende et roligt smil. "Det er det i hvert fald. Hvis jeg havde tal på, hvor mange gange jeg er gået ind i ting, så ville jeg være et matematisk geni", sagde han med den rolige stemme. Specielt i starten havde det været ufatteligt svært at vænne sig til ikke at kunne se noget. Det havde taget ham en del tid at lære at bevæge sig rundt.
|
|
|
Post by Marie on Nov 11, 2014 22:56:01 GMT 1
Hun så på ham og en nervøs fnisen flød meget meget lavt over hendes læber. Hun pressede dem sammen i et forsøg på at undvige flere af den slags. "Hvorfor gør du det så?" Spurgte hun forsigtigt og oprigtigt i nysgerrighed, for hun vidste jo at han ikke var blind. Han havde hjulpet hende med de væsner, der dukkede op. Selvom de havde gemt sig for ham. Det troede hun i hvert fald?
|
|
|
Post by Cecilia on Nov 12, 2014 18:30:30 GMT 1
Lyden, der forlod hende, havde han på ingen måde regnet med. Var det et fnis? Grinte hun lige? Smilet blev kort en anelse bredere på hans ansigt, inden ansigtet lagde dig i de vante folder. "Fordi... Ting er ikke i kontrol, når jeg ikke har det på", forklarede han sig fint udenom den egentlige grund. Han kunne bare ikke fortælle hende den egentlige grund.
|
|
|
Post by Marie on Nov 12, 2014 18:34:19 GMT 1
Hun rynkede i panden. "Ligesom når de giver mig piller?" Spurgte hun forsigtigt, for det hele blev også en stor rodebunke, når hun fik piller og det brød hun sig virkelig ikke særlig meget om. Hun bed let tænderne sammen og studerede ham, inden hun alligevel fik bevægede sig videre. Men med en passende afstand til ham.
|
|
|
Post by Cecilia on Nov 12, 2014 18:39:23 GMT 1
"Hvad sker der, når de giver dig piller?" spurgte han hende, da han ikke kunne sammenligne det med hendes, inden han vidste, hvad det gik ud på. Men han tvivlede nu på, at det var det samme, for det var jo egentlig ham selv, der stod bag alt balladen.
|
|
|
Post by Marie on Nov 12, 2014 18:42:00 GMT 1
Hendes blik gled tøvende mod ham og en hovedrysten forlod hende. Hun lod læberne lukke sammen og blikket fladt mod jorden. Hun sænkede farten og stoppede langsomt op, mens hun strøg den ene hånd mod armen og stirrede på ham, som han bevægede sig videre. Hvis hun nu lod være med at svare og sige noget, så opdagede han måske ikke, at hun ikke var der? Nej han ville opdage det. Hun rystede på hovedet. "Ikke noget noget", kom det endeligt over hendes læber.
|
|
|
Post by Cecilia on Nov 12, 2014 18:48:15 GMT 1
Han lagde godt mærke til, hvordan hans fødder var de eneste, der gav en lyd fra sig, og derfor stoppede han også op og vendte fronten bagud, i samme øjeblik dom hendes stemme lød. Det var tydeligvis ikke noget, som hun ville snakke om. "Så er det sikkert nogenlunde det samme", svarede han, for så længe, det ikke var noget, der var værd at snakke om, så var det ens. Han rakte tilbydende hånden frem mod hende, for at få hende til at komme med videre.
|
|