|
Post by Cecilia on Jan 1, 2015 21:18:51 GMT 1
Annabell Kingston
Jeg trækker den tynde jakke bedre om mig, da kulden glider pige ind. Men selvom det er ubehageligt, så er den bidende kulde pige, hvad jeg har brug for. Jeg har brug for at tænke på andet end Erik, som ellers har rumsteret rundt i baghovedet de sidste mange dage. Jeg har ikke turdet at opsøge ham, af skræk for at miste ordene og han har ikke opsøgt mig, så tanken plager mig stadig. Sneen knirker under mine sko, da jeg bevæger mig rundt udenfor uden noget egentligt mål. Jeg går bare for at få tankerne lidt på afstand.
|
|
|
Post by Marie on Jan 1, 2015 21:37:18 GMT 1
Lucy Lilium Eden
De karamelliserede øjne glider rundt og er noget opmærksomt. Fingrene bevæger sig rastløst hen over det neutrale tøj på en rastløs måde. Vi er kommet ind i det nye år. Julen er ovre. Og der er sket ... Ingenting. Kun én dæmon er forsøgt fordrevet og hvad har det gjort? Problemer. Hun endte i hullet og nu .. Hun havde ikke snakket med ham videre siden deres korte møde, han var blevet sur. Meget sur endda. Hun sugede underlæben ind og trådte udenfor. De bare fødder ramte den snebelagte jord. Det kildede med en kulde der hang der. Men hun nød, hvordan det støddede i fødderne ved bevægelsen. Det kunne accepteres.
|
|
|
Post by Cecilia on Jan 1, 2015 22:02:25 GMT 1
Hun sparkede til en snedrive, så sneen føg væk. Det hele var også noget rod. Hvorfor var hun også panikket sådan? Hvorfor havde han også ført den så langt? Hvorfor kunne han ikke bare have stoppet, da det gik godt? Hun kunne mærke en blanding af vrede og sorg komme ind over sig, mens hun traskede videre i den kolde sne. Og han havde ikke en hang opsøgt hende siden. Han var sikkert blevet træt af hende igen, nu hvor hun bare var besværlig. Det gjorde ondt i brystet af at tænke på det, men da tanken flest var tænkt ville den ike slippe hende igen. Hun gik med hovedet bøjet ned mod sneen, mens hun ind imellem sparkede til den. Det hele var noget rod.
|
|
|
Post by Marie on Jan 2, 2015 9:39:35 GMT 1
Lims fødder bevægede sig over sneen. Hun kunne godt lide sne, et var koldt og behageligt. En smule vådt under fødderne, men på en kildende og behagelig måde, som hun faktisk godt kunne lide. Hun bemærkede, hvordan en pige sparkede til sneen, så den hvirvlede rundt. Hvad var det nu pigen hed? Anna? Annabell? Annabelle? Noget i den dur, det vidste Lim. Hun var ellers god til navne. Hvad var det nu. Annabell? Ja, det måtte være det. Hun stoppede let op og studerede pigen. Hun så ikke særlig glad ud.
|
|
|
Post by Cecilia on Jan 2, 2015 10:21:55 GMT 1
Annabell gik i sine egne tanker uden at lægge mærke til noget som helst andet. Selvom kulden burde have hjulpet til at klare hendes tanker, så fik det hende nærmest til at tænke mere på sin elendighed. Selvmelidenheden var på sit højeste og hun hadede sig selv for at have så meget af det. Men det var enten det eller skyld følelse og så var selvmellidenheden trods alt bedre for hendes selv tillid. Tænkte hun. Hun havde snart lavet en hel sti af at vandre frem og tilbage i sneen, og hendes hænder var plantet helt ned i lommerne for at holde på den ikke eksisterende varme. Det hele var bare noget møg.
|
|
|
Post by Marie on Jan 2, 2015 10:31:13 GMT 1
Lim studerede pigen i lang tid, inden hun alligevel begyndte at få dårlig samvittighed. Hun så jo ud til, at have det virkelig dårligt og ikke kunne finde rundt. Lims hoved tiltede let på skrå, så de karamelliserede lokker dasnede til den ene side omkring hendes ansigt. "E-er .. E-er du .. ok .. okay?" Spurgte hun nervøst men med en passende afstand og skulderne skudt op. Det var koldt, men behageligt koldt herude.
|
|
|
Post by Cecilia on Jan 2, 2015 10:35:16 GMT 1
Et spjæt forlod hende, da en stemme brød stilheden, og hendes blik gled med det samme hen mod lyden. Selvom hun godt havde hørt, at det var en pige stemme og dermed ikke Erik, så havde håbet alligevel kort samlet sig i hende for derefter at blive skudt til jorden, da hun fik øje på Lim. Annabell stoppede sin formålsløse vandren og kørte en hånd igennem håret med et suk. "Det... Det har været bedre", endte hun med at sige, da hun ikke ville lyde alt for ynkelig, selvom hun virkelig havde det elendigt.
|
|
|
Post by Marie on Jan 2, 2015 10:42:57 GMT 1
Lim stoppede op nogle skridt fra Annabell, da hun ikke turde nærme sig for meget. Hun kendte ikke pigen og derfor ville hun ikke presse på på nogn måde. "V-vil .. Vi-vil det hjælpe at snakke om det?" Forsøgte hun forsigitgt, mens hun stod og viklede sine hænder ind i hinandne, da hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre af det hele. Skulderne var stadig oppe. "J-jeg ville ike .. ikke .. for-forskrække dig", undskyldte hun straks.
|
|
|
Post by Cecilia on Jan 2, 2015 10:51:01 GMT 1
Annabell bed sig i læben, mens hun overvejede det. Hun havde aldrig nogensinde haft nogen at snakke med tingene om, og derfor tøvede hun også over det. Ville det være smart? Men på den anden side virkede Lim ikke til at være en, der ville sige det videre bare sådan. "Det er bare noget rod, som jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre ved", sagde hun lavt og kørte en hånd igennem håret. Hun burde nok opsøge ham, men på den anden side så kunne han måske være blevet træt af hende og det ville bare være det hele værre? Hun var helt forvirret og på bar bund lige nu.
|
|
|
Post by Marie on Jan 2, 2015 11:43:50 GMT 1
Lim så lidt forvirret på hende. Inden hun nikkede forsigtigt. "H-hva-hvad for noget rod?" Spurgte hun forsigtigt, da hun havde brug for en uddybning for a tforstå lidt. Det ville måske også hjælpe hende til, at forstå bedre. Hun ville gerne hjælpe andre, hun var bare så pokkers nervøs og bange for andre, at det var svært det meste af tiden, men nu hvor hun så, hvor trist Annabell så ud, så kunne Lim ikke lade være med at føle et behov for at hjælpe pigen.
|
|
|
Post by Cecilia on Jan 2, 2015 12:57:43 GMT 1
Annabell bed sig i læben og kørte en hånd igennem håret. Det var bare svært at forklare og også fordi det var svært at forklare det uden at få for mange detaljer ud, som hun ikke ville ud med. "Det er bare... Jeg tror min kæ... Bedste ven er træt af mig, fordi jeg dummede mig sidst og jeg har ikke set han siden", siger jeg med et suk og lægger armene beskyttende om mig.
|
|
|
Post by Marie on Jan 2, 2015 15:24:25 GMT 1
Lim kendte ikke til sådan noget kæreste eller bedsteven noget. Derfor stod hun lidt og glimtede med øjnene. "E-er han .. Di-din kæreste? Hv-hvis man virkelig elsker nogen, så kan alt tilgives", sagde hun og så på pigen, selvom hun ikke vidste, hvordan det var. "Man skal være mod andre, som man vil at de skal være mod en selv", sagde hun og så på pigen.
|
|
|
Post by Cecilia on Jan 2, 2015 17:24:48 GMT 1
Annabell bed sig i læben og overvejee kort at modsige hende, inden hun dog sukkede. Det var jo sandheden. "Ja, han er min kæreste. Erik. Men det er bare... Jeg tror jeg virkelig har skuffet ham", sagde hun med et suk og hendes blik gled ned. Hun vidste, ar hun havde skuffet ham. Det var det ingen tvivl om. Hendes blik gled op ved Lims ord. "Så... Du mener altså, at jeg selv skal opsøge ham, fordi det er, hvad jeg ville have ham til at gøre?" spurgte Annabell forsigtigt.
|
|
|
Post by Marie on Jan 2, 2015 17:30:51 GMT 1
Lim glimtede et par gange med øjnene. "H-hvordan skuffet ham? H-har du slået ham? Eller kysset med en anden?" Hun havde skam hørt om piger - men også drenge, der kunne finde på sådan noget djævelskab. Hun kneb øjnene en anelse sammen. Pigen så nu ikke ud til, at være påvirket af en dæmon. Og der var ingen stemmer der sagde det, så det måtte ikke være tilfældet. Pigen var måske ren?. "D-det .. J-ja?" Sagde hun forsigtigt og en anelse nervøst.
|
|
|
Post by Cecilia on Jan 2, 2015 18:46:56 GMT 1
Annabells blik blev en anelse overrasket og hun rystede på hovedet. "Nej, nej overhovedet ikke! Det kunne jeg aldrig finde på!" sagde hum en anelse chokeret. Jeg ryster på hovedet. "Jeg panikkede og afviste ham nok ret så meget. Og jeg har det vildt dårligt med det", fortalte hun lavt og sukkede tungt. Hun kørte en hånd igennem håret, det hele var virkelig noget rod.
|
|
|
Post by Marie on Jan 2, 2015 18:51:47 GMT 1
Lim så lidt tøvnede på hende og følte sig en anelse dum, da hun blev så chokeret. Hun krympede sig en anelse. "Und-undskyld.." mumlede hun lavt og blikket flakkede kort rundt. Afviste ham? Hvad havde han gjort? Hovedet summede efter ting. "V-ville han .. gøre noget ondt ved dig?" Spurgte hun forsigtigt, da hun ikke ville have sit hoved hukket af ved det.
|
|
|
Post by Cecilia on Jan 2, 2015 20:06:02 GMT 1
Et smil gled kort over hendes læber. "Nej, det er mig, der undskylder, det kunne du ikke vide." Lim kendte hende jo ikke, så det var klart, at hun drog til de konklusioner. Annabell rystede på hovedet ved det, for det ville han jo ikke. Det var ikke det, han havde prøvet på, hun havde bare overreageret, som hun altid gjorde. "Nej, det gjorde han ikke. Det ville han aldrig gøre", sagde hun og sukkede tungt. Det var så dumt det her. Hun slog armene om sig selv og prøvede dermed at holde på varmen.
|
|
|
Post by Marie on Jan 2, 2015 21:53:12 GMT 1
Lim så lidt forvirret på Annabell. Så hun havde ikke gjort noget forkert alligevel? HUn bed sig en anelse i underlæben. Det var da altid noget. Hun var en anelse tøvende. "E-er du sikker?" Hendes stemme var nervøs og spørgende, for hun var ikke van til, at det ikke var hendes skyld. "Hvad har .. Hvad har han gjort?" Spurgte hun forsigtigt.
|
|
|
Post by Cecilia on Jan 2, 2015 22:22:41 GMT 1
Annabell vidste ikke, om det her var en god ide. Hun vidste ikke, om Lim ville kunne forstå eller om hun ville kunne holde på det, men hun var trods alt den eneste j nærheden lige nu. "Ja. Du skal absolut ikke undskylde", forsikrede hun hende om. Ved det næste bed Annabell sig i læben, da det nok blev lidt for privat. Men hun ville gerne have et råd. "Han... Jeg har et problem med at slippe kontrol, og han tog den fra mig... Altså på en god måde, ikke som det ellers lige lyder!" Lim måtte endelig ikke tro noget ondt om Erik.
|
|
|
Post by Marie on Jan 2, 2015 22:52:01 GMT 1
Lim forstod det virkelig ikke. Hvordan kunne man tage kontrollen fra en anden? Var det ikke noget man selv vlagte. "H-hvordan kan han tage den?" Spurgte hun halv forvirret og så spørgende på Annabell. Hvad mente hun helt præcist og hvordan kunne man det? Hun bed sig i underlæben og glimtede med øjnene halv forvirret.
|
|