|
Post by Emma on Feb 9, 2015 20:24:09 GMT 1
David Momentum Betonen var kold. Men David mente ikke, den var kold i forhold til vinden. Han havde den simple grå t-shirt på, som de alle fik, når de ankom til instituttet. Han havde aldrig forstået, hvorfor det blev kaldt det, men han forsøgte ikke at spilde sit hoved for meget til det. Han lå ned og så op på den klare vinter himmel. Der var helt stille bortset fra vinden, der fik de brune blade til at suse hen over betonen. Fingrene trommede roligt mod betonen i takt til den rytme og musik, der var i hovedet på ham. Det var hans helligsted og ville altid være det. Det kreative ville altid være hans fristed, hvor han ville finde ro og fred. Fingrene tappede mod betonen, hvor kun han kunne høre rytmen, tonerne og det smukke i melodien, der blev skabt i hovedet på ham.
|
|
|
Post by Marie on Feb 9, 2015 20:28:26 GMT 1
Lucy Lilum Eden Hendes isblå blik skød rundt, og gled over det matte terræn, som lå gårdspladsen. Den liflige vind kyssede hende nærmest ned af nakken og under den alt for store t-shirt, som hun nærmest svømmede i. Hendes blik flakkede rundt, inden hun trådte udenfor med de bare fødder. Det var iskoldt og små stød af kulde sprang op gennem hendes fødder og gled op i benene på hende. Bukserne stumpede en anelse, men det var det eneste hun observerede i første omgang. Der var ikke rigtigt liv omkring hende, og derfor vovede hun sig længere ud og mærkede vinden der smøg sig omkring hende. Det tog nogle få skridt udenfor og længere ud i det sårbare område, inden hun opfangede, at der lå en på jorden. Hun genkendte ham. David. Ligesom profeten. Kort tiltede hendes hoved på skrå og hun studerede ham.
|
|
|
Post by Emma on Feb 9, 2015 20:35:07 GMT 1
David Momentum Han lukkede øjnene i for at koncentrere sig om en særlig besværlig del af musikken, der udfoldede sig i hans indre. Der var rytmeskifte, og det gik hurtigt. Musikken fandt sin vej frem omgående, og han kendte ikke stykket, før det var i live gennem hans fingre. Han kunne let høre instrumenterne bag. En guitar, basserne, trommerne og den enkelte violin i ny og næ. Davids finger smuttede, og han faldt ud af rytmen. Sangen faldt fra hinanden i hans indre. Et kort suk forlod ham, for nu var musikken tabt. Han var klar over, at han ikke ville kunne genskabe den samme sang igen uden at lave ændringer i den. Sådan var det altid. Han åbnede sine øjne igen og satte sig op. Det stålgrå blik gled kort rundt, da han bemærkede pigen. Et kort smil gled over hans læber, og han løftede den ene hånd som hilsen. Han kunne godt genkende hende, men han havde ikke set hende længe.
|
|
|
Post by Marie on Feb 9, 2015 20:55:20 GMT 1
Lim
Han så ikke ud til at fange hendes tilstedeværelse, hvilket gjorde hende en smule mere beroliget og dermed sank skulderne ned til den almindelige tilstand, men stadig var hun en anelse opspændt i sin muskulatur. Hun sugede underlæben ind, og skævede mod ham, da han pludseligt slog øjnene op og satte sig op. Kort blev hun fanget af de stålgrå øjne, inden hendes blik faldt ned af skam, da hun aldrig så folk i øjnene og det skulle hun ikke gøre igen heller. Hun sugede undrlæben ind, og holdt blikket mod jorden, men hun bemærkede dog at han løftede hånden og vinkede til hende. Forsigtigt fik hun mandet sig op til at gøre noget. "H-hej", gled det over hendes læber med en usikker og hakkende tone. Hun var stadig ligeså nervøs og bange som hun altid havde været gennem sit liv. Undtagen når stemmerne talte til hende, der var hun stærk.
|
|
|
Post by Emma on Feb 9, 2015 21:00:15 GMT 1
David Momentum David blev hurtigt mindet om, hvor sky pigen var. Han huskede hende - hun havde været ved at brænde sine fingre på sin varme kop - men han huskede ikke hendes navn. Det var længe siden, hun sidst havde vist sig for ham. Nogle gange blev han også så optaget af sin musik, at han glemte alt andet - inklusiv andre mennesker. "Koldt, ikke?", sagde han til hende. Hvis han holdte sig til enkelte spørgsmål og få ord, så ville han nok få størst succes med hende. Egentligt var han ligeglad med, om hun var tilpas omkring ham eller ej, men han så ikke nogen grund til at skræmme hende væk med vilje, hvis han kunne undgå. Hun var trods alt den eneste, han havde talt med udover medarbejderne. Davids blik hvilede mod hende, og han så, hvordan hun hev underlæben ind mellem sine læber.
|
|
|
Post by Marie on Feb 9, 2015 21:07:25 GMT 1
Lucy Lilium Eden
Hun holder et vågent øje med hans krop og bevægelser. Hun flytter sig dog ikke væk, da hun ikke vil forstyrre ham. Da han så pludseligt siger noget tilbage bliver hun overrasket over det. Det gipper i hende, da ahn trods alt svarer hende for hun startede med at hilse. Hun nikker forsigtigt til ham, og holder læben mellem sine tænder indtil hun vælger at svare. "M-meget koldt", får hun endelig fremsagt efter at have nikket. Det tager noget tid, at få hende til at svare, men det kommer langsomt. Det er som altid noget af en udfordring bare at sige noget til andre.
|
|
|
Post by Emma on Feb 9, 2015 21:12:47 GMT 1
David Momentum David var tålmodig, ligesom han altid var - næsten. Nogle gange røg hans temperament, men det var for det meste først efter mange tålmodige omgange. Derfor var det heller ikke noget problem for ham at vente på, at hun svarede ham, selvom det tog hende noget tid. Han lagde hænderne på skødet og holdt sit blik i hendes, selvom hun ikke så tilbage i hans. Det stålgrå blik var urokkeligt, når han først besluttede sig for at holde det et sted. "Jeg har glemt dit navn. Det er?", kom det spørgende fra ham. Navne var ikke hans stærke side. Informationer, skole og alt andet i den dur var helt generelt ikke hans stærke side. Alt det kreative derimod var hans store kærlighed, og han udførte det gerne på alle måder. Og han var god til det. Det var han også selv klar over.
|
|
|
Post by Marie on Feb 9, 2015 21:49:50 GMT 1
Lucy Lilium Eden
Kort flakkede hendes blik ustabilt rundt, men det ramte hurtigt ham igen, da hun som altid var nervøs i andres selskab. Kulden smøg sig omkring hende, og håret bevægede sig en anelse i den kolde vind. Det er behageligt på mange måder. "Du .. Du er David, ... D-det .. D-det var Lim", glider det forsigtigt over hendes læber, da hun endelig får taget sig sammen til at komme med sit respons på det. Hun havde fundet en del ro ved hasn nærværd sidst, de havde mødt hinanden. Det var længe siden, men ham her, Flipper også Alex var de få, der kunne tale bare en lille smule sammen med hende. Hun studerede ham en anelse.
|
|
|
Post by Emma on Feb 9, 2015 22:01:34 GMT 1
David Momentum "Jeg er David", bekræftede han prompte, da hun endelig talte. Mellem hendes langsomme svar skete der ikke noget i hans hoved. Han forblev tavst, holdt sin fokus hos hende og ventede på hendes respons. Han havde intet, han skulle nå - udover at hente en kop kaffe. Cafeterie damen var venlig nok og kendte ham nok efterhånden til at vide, hvad han gerne ville have. Det var kun, når vagterne var tilstede, at han måtte undvære sin ekstra kop kaffe. "Lim", gentog han stille for sig selv. Det kunne han godt huske nu. Lim. Han holdt roligt blikket på hende og sendte hende et kort smil. "Hey Lim", sagde han som endnu en hilsen, der var mere formel.
|
|
|
Post by Marie on Feb 17, 2015 10:19:52 GMT 1
Hun nikkede let, det var også det som hun selv have konkluderet efter lidt tid. Kort sukkede hun tungt, inden hun bemærkede, hvordan han gentog hendes navn, inden han hilste på hende. Kort gled blikket nervøst over den ene skulder, inden hun igen sank en klump og så mod ham. Han virkede roligt, og det var kun positivt i hendes øjne, men hun kunne ikke stole på nogen, og slet ikke efter at hun have forsøgt at fjerne Alex's dæmon, det var ikke lykkedes. Vagterne havde smidt hende i hullet. Derfor var hun hele tiden forpassentlig. Mere end normalt.
|
|
|
Post by Emma on Feb 18, 2015 20:11:31 GMT 1
David Momentum Han så, hvordan hun så sig over skulderen. Mindst lige så nervøs, som sidst han så hende. Sådan var det nu en gang. "Jeg skal have kaffe. Kom med", sagde han. Han satte en hånd i jorden og rejste sig op. Bevægelsen var enkel og kontrolleret. Han havde en god kontrol over sin krop. Rent motorisk var han meget dygtig. Han forventede, at hun fulgte med, da han begyndte at gå mod indgangen. På hans arme havde gåsehud rejst sig. Han var også begyndt at fryse en anelse.
|
|