Empty spaces (Cecilia)

[Emma]

David Momentum

Hans skridt var lydhøre, mens han bevægede sig ned mod det, de kaldte fællesrummet for første gang. Han vidste ikke, hvad han forventede at finde. En blok og et skriveredskab, lidt bøger og et musik instrument. Det var i særdeleshed ikke det, han fandt. Rummet var næsten tomt, og hans mod sank indvendigt. Hvordan skulle han klare månederne herinde, hvis der intet instrument eller nogen kreative værktøjer var. Væggene var blottede og tomme. Han stod med hovedet hvilende mod dørkarmen, mens han forsøgte at finde en indre ro.

[Cecilia]

Annabell Kingston

Hun hadede allerede det her sted. Da hun have fået besked om, at hun skulle herud, havde hun tænkt, at det nok ikke kunne være så værst et sted. Hun havde så taget grueligt fejl. Hun bevægede sig hen mod fællesrummet endnu en gang, selvom det sidste gang havde været noget af en skuffelse. Det var så også tydeligt, ar hun ikke var den eneste, der var skuffet. "Skuffende, ik'?" spurgte hun, da hun nåede op på siden af drengen, der så noget opgivende ud.

[Emma]

David Momentum

En stemme fik ham til at se sig over skulderen. En lav pige med brunt hår talte til ham. Han så ind i rummet igen med sit grå blik.
"Intet", sagde han. "Der er intet derinde", tilføjede han, selvom hun allerede vidste det. Det var fejt af personalet at bede dem om at hjælpe til, hvis de ønskede nogle goder. David troede kun den slags skete på film og i bøger, men det var åbenbart det, der skete i virkeligheden.

[Cecilia]

Hun nikkede langsomt til hans ord og lagde armene over kors, da hun stillede sig ved siden af ham. "Præcist. Eller vent, der er et kortspil, hvor der mangler halvdelen af kortene. Som om det vil gøre os bedre", kommenterer hun lavt med et suk. Hun forstod stadig ikke, hvordan hun kunne være endt i det her hul. Men nu var der ingen vej udenom.

[Emma]

David Momentum

"Man kan vel spille Krig", sagde han til hendes ord. Mængden af kort ville ikke betyde noget i det kortspil. Han trådte ind i rummet og gik hen til vinduet. Han rykkede i tremmerne, der var spændt fast i væggen. De rokkede sig ikke det mindste. Så længe han sad herinde, kunne han intet gøre omkring, hvad der skete udenfor. Han vendte sig rundt og så sig omkring.

[Cecilia]

En rynke formede sig på hendes pande over hans forslag. "Hvad er krig?" Hun havde aldrig beskæftiget sig med det spil. Hendes mor havde lært hende en masse indviklede kortspil og kabaler, og hun havde sørget for at holde dem ved lige for i det mindste at have det tilbage af moren. Hun betragtede ham, da han gik over og rykkede i tremmerne. "Du må virkelig få en bedre plan, hvis du vil ud herfra", kommenterede hun lavt.

[Emma]

David Momentum

Blikket gled over hende, som hun stod der i det store grå tøj. De fleste piger lignede hinanden herinde, fordi de alle var ens klædt på. I hvert fald indtil han fik talt med dem.
"Man deler alle kort op i to bunker. Så tager man det øverste kort og vender det. Den med det største kort vinder de to kort og så går man videre til det næste i rækken", sagde han og trak på skuldrene. Det var et simpelt spil. Et smil han havde spillet meget med sine søstre, da de var mindre.

[Cecilia]

En grimasse forlod hende ved hans forklaring af spillet. det lød alt, alt for simpelt for hendes smag. "Hvad er meningen så? Hvordan vinder man?" spurgte hun dog, selvom hun næsten var sikker på, at hun ikke brød sig om det. Det mindede på ingen måde om de spil, hun var vant til at spille. Men på den anden side, der var ingenting herude, der mindede om, hvad hun plejede.

[Emma]

David Momentum

"Den med alle er flest kort vinder", konkluderede han så. Det var ikke ligefrem et sjovt spil, men det var det eneste spil, han kendte, hvor man ikke behøvede alle kort. Og Uno. Uno kunne man godt spille med kort, og så ville det ikke være nødvendigt med alle kort heller. Han lænede sig op af bordet og så på hende.

[Cecilia]

En rynke formede sig over hendes næse ved hans ord, da hun ikke brød sig synderligt om spillereglerne. "Er der intet andet i det? Ingen fælder, der får en til at miste flere kort? Ingen mening?" spurgte hun noget uforstående, da hun ikke forstod, hvordan et kortspil kunne være så enkelt. Kortspil skulle ikke være så enkle. Sådan var kortspil bare ikke. Og hvis de så var, så havde hun i hvert fald ikke den store lyst til at spille dem.

[Emma]

David Momentum

Han satte hænderne i bordet bag ham og lænede sig bagud. Det var noget af et kedeligt samtaleemne, de havde fundet sig, men det gik vel an.
"Hvis man lægger det samme kort ned, skal man lægge tre nye ned og vende det ene. Det højeste tager hele puljen", sagde han og så på hende. Hans blik lå altid i den han talte tils blik. Sådan var han bare. Desuden lå der altid noget autoritært over hans stemme, selvom han ikke var synderligt dominerende. Han havde bare en masse selvtillid.

[Cecilia]

Et fnys forlod hende og hun rystede på hovedet af det. "Wow, det må jeg sige, totalt twist. Sker der virkelig ikke mere?" spurgte hun en anelse skuffet, da hun rent faktisk havde regnet med, at han kunne finde på et bedre kortspil. Hun hadede, når hun ikke fik udfordringer, og det var tydeligt, at det her kortspil ikke ville give hende nogen. Det var næsten det, der fik hende til at være mest negativ omkring det, selvom hun normalt ikke var så pessimistisk.

[Emma]

David Momentum

Han fandt hende ret pessimistisk, men det måtte hun jo selv om. Han var neutral omkring de fleste ting og kunne være det længe, inden han besluttede sig for at have en mening omkring noget.
"Nej", sagde han roligt. Han savnede noget fysisk at lave med sin krop. Han kunne træne i deres lille rum, men det var ikke noget, han fandt synderligt interessant. "Hvilket navn går du så under herinde?", spurgte han og så på hende.

[Cecilia]

Hun sukkede tungt og endte med at læne sig op af væggen. Der var virkelig ingenting at tage sig til på dette gudsforladte sted. Det var næsten som om de regnede med, at elendighed ville få de unge til at stoppe de kriminelle handlinger. Ikke ligefrem for hendes vedkommende. Hendes blik gled op på ham ved hans spørgsmål, og hun kørte en hånd gennem håret for at få det væk. "Annabell", svarede hun ham høfligt. "Og du er?" Hun kunne lige så godt prøve at holde sig på god fod.

[Emma]

David Momentum

Det var for sent for ham at vælge at gå under sit efternavn herinde. Han havde allerede præsenteret sig for nogen med sit fornavn. Så hun hed Annabell. Hun lignede vel en Annabell. Det var ikke noget, han egentligt overvejede. Der strejfede ham bare kort.
"David", præsenterede han sig selv. Det stålgrå blik lå i hendes, mens han talte.

[Cecilia]

Hun holdt blikket mod hans, da hans blik ikke veg fra hende. Hun ville i hvert fad ikke være den, der trak sig. "Hyggeligt at møde dig... Hvis man altså kan sige det." Der var jo intet hyggeligt over det her sted på nogen måde, men hun blev nødt til at lade som om, at hun brød sig om det. Ellers ville det ikke hjælpe at prøve at charmere sig ind på personalet og få en frikendelse den vej.

[Emma]

David Momentum

Det ville hurtigt ende med at blive en stirre konkurrence, hvis hun blev ved med at stirre tilbage på ham på den måde. Hans blik lå roligt mod hendes, men nu hvor hun stirrede tilbage, så blev det ret ucharmerende.
"Det kan man ikke rigtig. Det her sted er langt fra hyggeligt", sagde han roligt. Det var hun naturligvis klar over allerede, men han sagde det alligevel.

[Cecilia]

Et fnys forlod hende ved hans ord, men hun holdt blikket i hans, selvom det var frist ende at rulle med øjnene. "Det et da ikke ens betydende med, at det ikke kan bæte hyggeligt at møde dig." Selvom det ikke var det.

[Emma]

David Momentum

"Din definition af hyggeligt er en smule forskuet, hvis det skulle være tilfældet", indrømmede han. Hun var vel venlig nok, men der var intet spændende eller hyggeligt ved deres møde. Ingen kemi. Ingen grund til at blive ved med at føre den ligegyldige samtale.

[Cecilia]

"Og du kender sikkert ikke en gang til ordet. Men ja, du har ret. Hygge foregår ikke her." Annabell fandt ham ret så irriterende, da han jo næsten var mere negativ omkring dette sted end hende, og det sagde alligevel noget.