Bruises And Bitemarks (Toria)

[Alexandra]

Penelope Natascha Aya Gaixoa

Hun bevægede sig lydløst hen ad den lange, mørke gang, det smagløse, koksgrå tøj hang i store poser omkring hendes spinkle, feminine krop. Væggene havde en dyster, mørkegrå farve, men det var trods alt bedre end det hun kom fra, her var der i det mindste ikke klinisk hvidt, og der var flere møbler og dekorationer her, det andet sted havde kun deprimerende, banale plastik møbler, desuden var hun endnu ikke blevet spændt fast, eller prikket til med diverse spidse kanyler, hvilket var en rar afveksling. Hun trådte endelig ind i cafeteriet, det var ikke fordi hun var specielt sulten, det var hun nemlig sjældent, men nu da hun havde friheden til at bevæge sig rundt, kunne hun lige så godt udnytte den. Hendes isblå øjne flakkede studerende rundt i det store rum, før de faldt på en af de mange tomme borde, efter nogle få, lette skridt, sad hun helt nede for enden af bordet, og stirrede tomt rundt på sine fremmede omgivelser.

[Toria]

Celestia Alaia Iluna Gaixoa

De lange, slanke ben føre mig igennem de mange, lange, mørke gange, mens de isblå, hårde blik skimter mine omgivelser. Jeg har kun været her i hvad..? 2 dage, og jeg hader det allerede. Desuden var det ikke min skyld jeg blev fanget af de der lorte politi mennesker, eller hvad end de er. Hvis min mor havde været normal, den syge kælling, havde jeg aldrig - aldrig nogensinde endt her. Jeg sukker irriteret og sparker hårdt min højre fod ind i en af det mange, mørke vægge, og et smertefuldt gisp forlader de rosa røde læber, som er det eneste der er farverigt på min krop. Min hud er bleg, mit hår ser nærmest gråsølv ud i det dunkle lys, og for ikke at glemme det grå, kedelige, alt for store tøj man fik uddelt, som det første når man kom hertil. Jeg savner mit eget tøj, og det var altså intet at prale af. Jeg humper irriteret videre, nu med en lettere skadet fod. Hvorfor sparkede jeg også så hårdt?! Mine ben føre mig ind i en form for cafeteriet, og jeg skriver det hurtigt ind i min hjerne, da cafeteriet er der hvor man for mad, og mad betyder at dette hul ikke er så slemt igen.. Tror jeg da. Kvaliteten er sikkert lort, men altså. Det kan kun være bedre end det jeg fik sammen med min mor.

[Alexandra]

Et højlydt bump river mig voldsomt ud af min døsende trance, og får mig til at fare forskrækket sammen. Min spinkle krop begynder at skælve svagt og jeg fnyser lavmælt, en bizar sitren har ukontrollerbart overtaget mit højre øjenlåg, indtil jeg flygtigt rejser en af mine blege hænder, og maser den bestemt mod det rystende øje. Jeg hører lyden af trin mod det hårde, ru gulv, de kommer denne vej, nærmere og nærmere. Så snart lyden er lige uden for den store, lunefulde åbning, drejer jeg med lynets hast mit hoved, i sådan en halsbrækkende fart, at jeg kan mærke en svømmende svimmelhed lægge sig over mig, begge mine hænder er nu søgt ned til kanten af den alt for store bluse, og de har vredet sig godt og grundigt ind i den. Jeg trykker mig selv distræt op af den monokrome væg, og håber næsten på, at jeg kan gå i ét med den, jeg behøver måske ikke at håbe, for jeg føler i forvejen at jeg blender så godt ind her, at det ikke kan vare længe før jeg forsvinder helt. Jeg ville næsten ønske det var muligt. Det kølige, afskærmede blik følger dog stadig den anden pige, jeg kan konstatere, at hun har samme slags blege porcelæns hud som jeg, den får næsten en sygelig grålig nuance i dette matte skær, ligesom min. Hendes hår synes at være lavet af sølv, en stor kontrast til mit livlige, kastanjefarvede hår, som efterhånden er det eneste livlige ved mig.

[Toria]

Det isblå-grå blik skimter kort det store rum, og falder på noget bølget, smuk, kastanjebrunt hår, og jeg kan ikke stoppe et irriteret suk i at forlade de fyldige, perfekte læber. Jeg fortsætter dog min haltende gang, nu mod denne brunhåret skikkelse, med mine mørke øjenbryn trukket let sammen, undersøgende kigger jeg på hende, det er som om jeg har set hende før. Men det er umuligt, godt nok kendte jeg psykopater tilbage i tiden, men ingen af dem var så slemme at de skulle herhen. Dem holdte jeg mig nemlig fra, så godt som det nu var muligt i det miljø jeg levede i. Jeg siger intet, stopper blot få meter fra hende, dog med et lidt mere neutralt blik, og den irriterende energi som jeg nogle gange har, pumper rundt i min krop, vil gerne op til overfladen, jeg holder dog den rimeligt i ro. Blikket forbliver koldt, dog har de stadig det undersøgende skær som før. Hendes øjne har næsten samme isnende blå som jeg, hvilket jeg finder underligt, først og fremmest fordi hendes hår er brunt. Brunt hår, og blå øjne? Medmindre det er farvet, er det virkelig mærkeligt.. For det andet er hendes øjne ikke det eneste der virker bekendt ved hende, jeg skubber dog hurtigt tanken væk igen. Det kolde blik skimter kort hendes ansigts træk, før de lander i hendes klare øjne igen, og jeg synes jeg kan mærke en vis nervøsitet, men det er mange her vel. Underligt nok er jeg ikke nervøs eller bange, blot irriteret og vred. Vred på min mor af en kælling at være, irriteret på de folk der første mig hertil. Altså, hvis de skulle have skurken, skulle de for fanden have taget min mor! Jeg kaster kort med det smalle, feminine hoved, så mit platin blonde hår sætter sig ordenligt, og ikke ligner et høstak..

[Alexandra]

Mit kølige blik flakker nervøst fra den ene side af det overdimensionerede rum til den anden, indtil det endnu engang lander på den lyshårede pige, som i dette øjeblik har sat sin haltende kurs mod mig. Mine pupiller trækker sig forskrækket sammen og jeg lader let min våde tunge spile over mine svagt sprukne, dog rosafarvede læber, inden jeg presser dem svagt sammen i en tynd streg. Den ene side af min skrøbelige krop er presset tæt op mod den utilgiveligt hårde mur, mens mine blege hænder nu, langt om længe, har fået viklet sig ud af min posede, koksgrå bluse, i stedet er de nu søgt op mod mine spinkle arme, og jeg griber stramt om mine overarme i en beskyttende omfavnelse af mig selv. Jeg bryder mig ikke meget om fremmede, de skræmmer mig, og hvis jeg bare taler uden at blive spurgt først, så kommer det til at gøre ondt. Minderne gør sin entré i mit hoved, og jeg kan næsten føle de hærdede hænder der holdte mig nede mod det beskidte gulv, fødder der hamrede ind i min mave, i mit hoved, den brændende smerte i mit lår efter kniven, ru fingre der greb fat i mit lange hår og trak til, og den syndige fornemmelse af hans hænder på min krop. Jeg blinker en gang, to gange, åndsfraværende, og nu forsvinder minderne igen som støv der blot bliver børstet væk, men de kommer tilbage, det ved jeg, for det gør de altid. Mit baghoved er presset halvt mod væggen, mit blik følger pigen og et neutralt udtryk bliver nu tvunget over mit ansigt, men det plagede glimt i mine klare øjne er stadig tydeligt for den trænede.

[Toria]

Jeg vifter flabet min hånd hen foran hendes hoved, da hun står og tåger, er helt åndsfraværende. Jeg bukker mig lidt frem, ligger mine spinkel hænder på mine velformede hofter og kigger undersøgelse på hende. "Sig mig, er du vågen? For hvis du sover betyder det måske alt dette er en drøm, og det kunne fandme være rart," min stemme har en kold, flabet tone, men mit ansigt ligger i neutrale folder. Da hendes øjne langsomt klare op, retter jeg mig igen helt op, med det krystal klare blik i hendes blå, stadig let tågede, og læberne i et flabet, lettere provokerende smil, som klæder min selvsikre aura og den feminine, slanke krop, giver mig alt i alt et meget attraktivt udseende.. For ikke at tale lidt om hendes. Trods det store, posede tøj på hendes krop, kan man tydelig se hun er en tøs med former, og yderst smuk. For ikke at tale om tiltrækkende.. Jeg træder 2 skridt tættere på hende, så der nu kun er en halv meters afstand, og det flabede smil træder over i nogle charmerende, søde træk. Mit hoved vippes let til siden, og endnu et skridt fjerner lidt mere af afstanden mellem os. Jeg keder mig, så hvorfor ikke lege katten efter musen lidt.. Jeg er katten. "Miaaauuww,"

[Alexandra]

En provokerende tone afbryder groft min forvirrende tankerække, og jeg banker næsten mit følsomme hoved ind i væggen bagved mig af bar forskrækkelse, da jeg opdager, at den lyse pige ikke er andet en lille halv meter fra mig. Jeg spærrer mine krystalblå øjne vidt op ved følge af hendes ord, hendes stemme og udstråling oser af ren selvsikkerhed og udfordring, hendes tonefald er ikke ondt eller ledt, men det har en snert af noget flabet, skal jeg sige nedladende over sig, men det er vel ligegyldigt for mig, det kan rage mig en høstblomst hvordan hun snakker til mig, jeg har i hvert fald ikke styrken i min stemme til at sætte hende på plads, dårlige ting sker når jeg taler tilbage. Jeg skråner dog let mit spinkle dukkehoved og en uskyldig mine passere over mine ansigtstræk og min spage stemme bryder kort stilheden: "Jeg synes det er en meget lang drøm så," min flydende, melodiøse stemme har altid været let affekteret, men den er ikke nær så slem som de helt fine folks raffinerede måde at tale på, jeg er blevet fortalt, at jeg har en smuk stemme, en stemme som de mange nætters hæse, sønderrivende skrig endnu ikke har sat sit præg på. Jeg rykker uroligt rundt i mit sæde, da hun kigger intenst på mig med sine gennemborende, blå øjne, jeg sænker sky mit hoved, men mit blik farer dog stadig op for at fange hendes, en gang i mellem. Da hun udstøder en katteagtig lyd, rejser jeg perplekst mit hoved og jeg blinker forvirret til hende, mit hoved tiltes til siden i en uforstående manér. Jeg åbner kort munden blot for at lukke den igen sekundet efter, og drager let øjenbrynene sammen, et genert og svagt udtalt "Huh..?" Forlader mine lyserøde læber.

[Toria]

Jeg ler en lav, hæs, charmerende latter da hun svare på mit spørgsmål. Det kan hun have ret i.. Det iskrystal blå øjne ligger stadig i hendes, klare blå, og jeg går endnu nærmere, inden jeg trækker hendes stol lidt væk fra bordet, og skæver kort mod hendes lår. Hmm.. Jeg søger igen hendes blik, imens jeg kommer helt tæt på, og sætter mig med fronten mod hende, på hendes lår. Et ben på vær side, og blikket i hende, hænderne er viklet rund om hendes nakke, og det ellers så charmerende smil, har fået en drillende trækning. "Miauw," siger jeg blot flabet, syngende igen, og vipper igen det blege, dog elegante, hoved let til siden, og glipper med de lange øjenvipper, inden jeg læner mig lidt frem, så min overkrop nærmest rør hendes. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg laver, men det skal nok blive sjovt.. Mine kridhvide tænder griber fat i min rosa røde underlæbe, hvilket giver mig et frækt, men stadig uskyldigt, udseende. Jeg kunne bare gøre det nu, enten skræmme hende eller forvirre hende. Desuden ser hendes læber langtfra frastødende ud.. De er fyldige, perfekt formede. Ligesom resten af hende.. Og ligesom mig. Det isblå blik ligger sig på hendes smukke, lyserøde læber, og jeg læner mig få centimeter tættere mig hende.

[Alexandra]

Et gisp i en lys tonehøjde undslipper ufrivilligt mine let adskilte, ferskenfarvede læber, i det jeg bliver hevet væk fra min trygge position mod væggen. Mine lange, spinkle fingre griber i ren refleks fast om den hårde kant på den ukomfortable stol. Vores øjne mødes atter, mine egne marineblå udtrykker dyb forvirring og usikkerhed, da hun svinger sit ene ben over mine lår, og sætter sig direkte på mit skød, et ben på hver side af mine smalle lår. Jeg føler mig fanget, men ikke på den ubehagelige måde, jeg føler mig som en skrøbelig sommerfugl, som bliver holdt i en åben håndflade, at flygte eller ikke at flygte, eller måske er jeg en mus, jeg er ikke sikker. Jeg analyserer kort hendes kønne ansigt, hun har et vist drilagtigt glimt gemt i sine dybe, isnende øjne, og et kækt smil spiller på hendes svagt rosafarvede læber, en leg. Jeg vipper elegant mit hoved lidt op og på skrå, og blinker med mine store, dukkeagtige øjne, de lange, let buede øjenvipper kærtegner ømt mine højt markerede kinder, en kildende sensation blæser over min hud. Hun læner sig næsten ubemærket fremad, og vores overkroppe er nu kun få centimeter fra hinanden, jeg kan tydeligt mærke hendes hede kropsvarme, den blander sig med den varme, knugende fornemmelse i min mave. "Hvad laver du?" hvisker min stemme, stort set uhørligt, det er ikke et rigtigt spørgsmål, det er blot ord der flyder ud i luften for at fylde den anspændte stilhed. Mine hænder har sluppet stolekanten og de hviler nu let, luftigt en millimeter over hendes lår.

[Toria]

Det flabede smil breder sig atter, og jeg presser nu blidt min overkrop imod hendes, så det nu kun er det store grå tøj som er imellem os. Vores læber er nu så tæt på hindanden at jeg kan mærke hendes varme, fugtige ånde imod min rosarøde læber. "Vil du gerne vide det?" Hvisler jeg sagte tilbage, og kigger skiftevis ned på hendes læber, og op på hendes øjne. Måske fatter hun hvad for nogle tanker der køre i mit hoved, hvis jeg giver hende et lille hint. Min venstre, spinkle hånd ligger sig blidt bag hendes nakke, og skubber hendes hoved få millimeter tættere på, mens min højre hånd køre ned langs hendes side, ligger sig blidt på hendes smalle, dog perfekte hofter. Det er nemt at mærke, som jeg sidder her med overkroppen presset imod hendes, og siddende på hendes skød, af hun er lidt undervægtig. Men det er mange som havner i et kriminelt miljø. Medmindre man er en italiensk marfia, så tjener man ofte penge. Mange penge. Min tunge køre blidt hen over mine fyldige læber, og jeg kommer ved en 'fejl' til st snitte hendes overlæbe med min tunge. "Upsi," mumler jeg svagt, og løfter min højre hånd fra hendes hofte, og stryger blidt min tommelfinger over hendes overlæbe, tørre mit spyt af. Jeg sender hende et lettere undskyldende smil, dog er det tydeligt at se den flabede undertone, og den så satans charmerende, som har hjulpet mig igennem livet. Og nogle få gange bragt mig i ulykker.. Jeg gyser svagt da en af de mest frygtelige minder jeg har, popper op i mit ellers så rolige hoved, men jeg for det hurtigt skubbet væk igen. Hun skal ikke tro jeg er svag. Det skal ingen vide..! For det er jeg ikke..

[Alexandra]

Hun presser sig yderligere imod mig, og jeg prøver af instinkt at rykke endnu mere bagud, men stolens ryglæn presser solidt mod mig bagfra, og forhindrer mig i at flytte mig, men jeg kan dog ikke føle panikken boble i min mave endnu, nej, der er stadig en vis rolighed der flyder tilfredst rundt i mine vener, sammen med det lunkne blod, som flere gange har været spildt. Jeg kigger på hende med blanke glansbillede øjne, som studerer hende gennem mine mørke, buede øjenvipper, vi indånder nu den samme luft, men det generer mig ikke synderligt. En let trækning i min ene mundvig, og en svag tindren i mine øjne afsløres ganske kort ved hendes ord, masken har fået sin første revne. "Vil jeg vide det?" lyder min feminine stemme. Da hun skubber mit hoved nænsomt tættere på hendes, og da hun hviler sin ene hånd på mine markerede, smalle hofter, er jeg godt klar over hvad hun prøver på, men jeg forhindre hende trods alt ikke, hendes hænder synes unaturligt varme mod min krop, og jeg klager ikke, ikke i en verden der er så kold som denne. Selv jeg må da indrømme, at hun ér køn. Jeg mærker noget fugtigt mod min overlæbe, jeg indtager ufrivilligt et skarpt åndedrag, og maser nu mine kølige håndflader mod hendes lår, mens hun glider sin tommelfinger over min læber, rækker jeg en spinkel hånd op, og snor let en tot af hendes ekstraordinære lyse hår om min pegefinger. Jeg ignorerer bevidst det falske, sukkersøde smil hun sender mig, dem har jeg set lidt for ofte.

[Toria]

Jeg bider mig svagt i min fyldige, bløde underlæbe, og kigger tænkende på hende. "Ja, vil du nu det?" spørger jeg hæst, og kan ikke stoppe et hæst, sexet grin i at forlade mine perfekte, rosenrøde læber, da hun gispende presser sine spinkle hænder imod mine smalle lår, trods det posseede tøj varmer hendes hænder helt ind til knoglerne, og da hun så løfter den ene hånd for at vikle en lille tot af mit platinblonde, lange hår omkring en af sine lange, spinkle fingre tager jeg det sidste skridt. Min hånd bag hendes nakke skubber nu hendes smukke, feminine hoved helt tæt mod mit, og jeg lader blidt mine varme læber omslutte hendes, ligeså varme, perfekte læber. Jeg trækker mig ikke væk, og holder blidt mit hånd omkring hendes nakke, så hun har en smule svært ved at trække sig væk, men hvis hun virkelig vil er det nemt for hende. Jeg vipper mit hoved en smule mod højre, så vores næser ikke støder imod hinanden, og kysset bliver lidt mere intenst. Jeg fortsætter det blide, varme kys, mine is blå øjne er kun små sprækker, dog holder jeg øje med hendes øjne, for at se hendes reaktion. Det virkede næsten som om hun intet havde imod mit nærvær, her til sidst, hvilket blot more mig en smule, og et svagt, triumferende smil spreder sig på mine læber, der er dækket af hendes perfekte læber, som føles helt perfekte mod mine.

[Alexandra]

Jeg glipper distræt med de klare øjne, hvis iriser har samme farve som en smuk, himmelblå akvamarin. Jeg spidser let mine fugtige, rosenrøde læber i en tænkende facon, som om jeg rigtig overvejer det drilagtige spørgsmål, som blot er ment som ordinær flirten, men inden jeg kan nå at ytre noget som helst, mærke jeg en svag trykken på min spinkle nakke. Alt i mig skriger om at gøre modstand, kæmp for én gangs skyld, men min beslutsomhed har for længst lidt et knæk, lig den måde du blot ubarmhjertigt brækker en tynd, ukampdygtig gren midt over, så jeg lader i sidste ende ganske simpelt hånden bag min nakke føre mit hoved tættere på den smukke piges. Jeg mærke den velkendte hede mod mine læber, og jeg får straks associationer til den ækle kælder, min bare front der bliver mast mod den kolde, revnede væk, hånden der snor sig som en slange om mit følsomme hår, og river til med al magt, så mit hoved automatisk følger med for at aflaste smerten, de sprukne læber mod mine, der løber et gys i gennem mig, men så forsvinder minderne igen, mast tilbage til de dybeste, mørkeste afkroge af mit ødelagte sind, og tankerne flyver straks tilbage til nutiden, til den varme, levende pige på mit skød, hendes hår minder mig om en klar dag udenfor, noget jeg ikke har set længe. Jeg giver ind til mine længsler og gengælder kysset ved at presse mine fyldige læber hårdere mod hendes, og bevæger dem let, elegant i harmonisk synkronisering. Det er varmt og det er blødt, det giver en behagelig fornemmelse i min mave, det får næsten et usynligt smil til at brede sig på mine perfekte, lyserøde læber. Jeg lukker ganske let mine øjne, så jeg kan fokusere på den hede fornemmelse der spreder sig i alle mine årer.

[Toria]

Jeg skal lige til at trække mig væk fra hende, da det ligner hun går i en panisk trance, som om en ond drøm genspiller i hendes hoved, men det forsvinder hurtigt igen, og hun vælger at gengælde kysset, hvilket blot booster min selvtillid, og prøvende udvikler jeg kysset, forsøger at snige min varme tunge ind i hendes mund. Hendes fyldige læber er himmelske bløde, og har en afslappende varme. Den pulsende energi som pumpede rundt igennem mig, dæmpes og jeg behøver ikke længere at holde den nede. Min hånd bag hendes nakke køre op i hendes bløde lokker, og 'nusser' hendes hovedbund. Mine øjne lukkes nu, da hun virker til at acceptere min handling, og ikke skubbe mig væk. Hånden på hendes hofte kravler legesygt ind under den alt for store, grimme bluse, og kravler rundt på hendes hoftes bare, silkebløde hud. Jeg vil finde ud af hvor hendes grænser går, nu hvor jeg allerede er i gang bliver opgaven nem.. Min hofte vrikker drillende fra side til side på hendes smalle lår, inden jeg igen sidder stille, koncentrere mig kun om hendes perfekte, bløde læber imod mine, og hendes overkrop der er mast imod min, den varme som spreder sig i min krop over situationen. Hun er sikkert ikke bi som jeg, men uskyldig er hun ikke, hvilket er godt for hende. Uskyldig er så ufattelig kedeligt.. Tro mig, jeg snakker af erfaring. Også igen, på nogle måder er jeg vel uskyldig.. Jeg skubber mine forvirrende tanker bort igen, gemmer det bag den tykke, høje mur som holder min fortid fra nutiden, holder mine mørke tanker lukket bag lås og slå. Den store mur tager uendelig lang tid at bygge op igen, når den først er væltet, hvilket er sket op til flere gange, og er grunden til de mange ar på min hofte og de få ar på mine håndled..

[Alexandra]

Jeg har aldrig følt nogen lystfølelse, eller fået noget kick ud af at kysse, men det er trods alt varmt, og i dette tilfælde, umådeligt blødt, hendes læber føles, så at sige, "perfekte" mod mine. Jeg har på en eller anden måde forbindelsen til et andet menneske, for første gang i lang tid. Menneskene i hvidt turde aldrig røre mig mere end højest nødvendigt, de kiggede mig aldrig i øjnene, de undgik mig, og for at gøre det let for dem selv, spændte de mig blot fast til et bord, som om jeg var et vildt, utilregneligt dyr. Det her føles alligevel anderledes end noget jeg hidtil har prøvet, og jeg kan ikke sætte en finger på hvorfor, jeg ved bare at jeg kan mærke en hede sprede sig helt ud til mine fingerspidser. Jeg mærker hendes våde tunge mod mine læber, og min første reaktion er, at presse mine egne svagt ferskenfarvede læber tættere sammen, men en negativ stemme begynder at skænde på mig i mit eget omtågede hoved, indtil jeg let skiller mine fyldige læber for at give hende entré, god pige. Hendes fingre i mit følsomme hår sender behagelige impulser ud i min krop, mens vores varme tunger mødes i en intens, hed dans, det er ikke en direkte kamp om dominans, ikke endnu, det er mere synkront. Jeg er lettere erfaren, for det er jeg blevet tvunget til at være, men det har efterladt sine grimme ar på sjælen. Jeg rykker uroligt på mig, da hun sniger sin ene hånd op under min løse bluse, mine muskler spænder betydeligt op, og jeg suger harskt luft ind gennem mine næsebor, men jeg tvinger dog mig selv til at forholde mig i ro. Jeg overlader mig selv til sensationerne af vores tunger og læber mod hinanden og vores delte kropsvarme, jeg vælger at række min ene hånd frem, jeg presser den blidt mod hendes maveskin, under den forfærdelige koksgrå bluse, min anden hånd hviler stadig afslappet på hendes spinkle lår, men fingerspidserne borer sig dog let ned i hendes hud nu. Det er ikke farligt, endnu.

[Toria]

Kort virker det til hun er imod ideen om at udvikle vores hede kys, men hun åbner dog langsomt munden og lader min varme tunge snige sig ind i hendes varme mund, og min tunge starter straks en intim dans med hendes, og jeg smiler svagt under det hede kys da hun spænder i sin krop, da min kølige hånd nu kravler rundt på hendes bare, perfekte hofte. Drillende kravler den lidt op af, lidt ned, og så endnu længere op, tættere og tættere på hendes barm. Hendes grænser er endnu ikke fundet, hvilket jeg intet har imod. Hendes læber er varme, føles helt perfekte imod mine, og hendes hede nærvær går det ikke rigtig bedre. Min hånd i hendes hår glider ned af hendes nakke, føres om foran hvor den kort stryger sig hen over hendes kraveben, og den kravler oppe fra, tættere og tættere på hendes brystparti. Tanken om vi er på et offentlig sted ligger tomt i mit baghoved, truer med at nå min bevidsthed, dog for dette mig blot til at gynge let frem og tilbage på hendes skød, og noget der minder om et svagt støn kommer fra min strube, da hendes lange negle bore sig ned i mine slanke lår. Det går ikke rigtig ondt, det er ligesom når en kat sætter klørende i noget i nydelse..

[Alexandra]

Vores tunger er stadig sammenvævede, jeg bevæger min sensuelt mod hendes med legesyge strøg som kan anses som kærtegnende. Men midt under kysset mærker jeg noget usædvanligt, det tager mig lidt tid at finde ud af, at hun rent faktisk smiler, fornemmelsen er fuldstændig ukendt for mig, og den forvirrer mig svagt, den gør mig utryg, men til sidst beslutter jeg ved mig selv, at det er okay, og at jeg kan lide det. En blanding mellem et lavt hvin, et støn og en klynken stiger op dybt nede fra min strube, da hendes fingre danser som en let brise, over min bare hud, længere og længere opad. Hendes anden drillende hånd glider blidt ned af min nakke, og den fremskaber en kildende sensation på min hud, det giver et svagt, behageligt gys i mig. Min hals har snører sig sammen, og jeg kan ikke protestere, som sædvanlig, men lige nu føler jeg det heller ikke nødvendigt, ingen usynlige grænser er krydset mere end ellers. Hun begynder at bevæge sig på mit skød og som modsvar, kører jeg ganske fint og let mine negle ned af hendes sarte, bløde maveskin, min anden hånd rykker sig også roligt, forsigtigt længere op. Varmen er altomsluttende, og der er ikke megen plads tilbage mellem vores kroppe, mine tanker drifter kort til, om hvis der nu var nogen der trådte ind i rummet, om de så også ville kunne føle heden.

[Toria]

//De ved ikke engang hvad hinanden hedder, og alligevel sidder de med deres tunger nede i hinandens hals..? Omg.. XD

Hendes lange, skarpe negle bore sig let ind i min hud, på min mave, og jeg kan ikke lade vær med at trække mig lidt væk med et gisp, så vores hede snav bliver afbrudt. Jeg åbner langsomt mine øjne, og køre min lyserøde tunge hen over mine rosenrøde læber, slikker savlet af dem. "Du er slet ikke så uskyldig som du gav udtryk for," hvisler jeg hæst, og placere blidt et kys i hendes ene mundvig, da en strimmel af savl, sikkert mit, løber ned af hendes mundvig, tættere og tættere på hendes hage. Min hånd som kravler rundt inden under den store, grimme bluse, stopper lige under hendes bh, og jeg køre prøvende min tommelfinger ind under kanten, men gør ikke mere ud af det, end det. Den anden hånd stryger let noget hår væk fra hendes ansigt, i en blid bevægelse, inden jeg falder ned langs siden igen, ligger sig forsigtigt på hendes perfekte hofte. "Navnet er Celestia Alaia Iluna Gaixoa," mumler jeg så svagt imod hendes læber, inden endnu et blidt kys lander i hendes mundvig. Jeg sidder nu helt stille på hende, har stoppet den underlige gyngen, men jeg bliver siddende på hendes skød, stadig med overkroppen presset imod hendes.

[Alexandra]

//Because why not?! XD

Hun trækker sig gispende væk, og jeg ved ikke om jeg er lettet eller utilfreds, lyden der opstår da vores læber skilles giver genlyd i mit hoved som en ødelagt afspiller, der spiller den samme del igen og igen. Mine tanker flyver kort til mine sædvanlige, sølvglimtende læbepiercinger, som jeg i morges havde valgt at tage ud, måske var det med fordel, eller måske havde de "reddet" mig. Mine bundløse, blanke øjne er allerede vidt åbne, det var de i det sekund hun trak sig væk, men de afslører ingenting, kun ganske små fragmenter af følelser der længe har været splittede og forrevne, det vil tage tid at stykke dem sammen igen. Jeg presser let mine babylyserøde læber sammen, tværer spyttet der befinder sig på dem ud, hendes bløde læber landet et flygtigt kys i kanten af min mundvig, og jeg kan mærke en spinkel trækning det selv samme sted, en sjældenhed. "Man er sjældent det man giver udtryk for," udtaler jeg mystisk, med min let affekterede, feminine stemme. Jeg mærker tydeligt hendes varme, vandrende hånd under min bluse, jeg mærker den sitrende fornemmelse, og jeg indånder skarpt luften, da hun rykker sin tommelfinger ind under kanten på min bh, træk vejret. Min egen hånd under hendes bluse stopper bevægelsen, og i stedet presser jeg blidt håndfladen mod hendes bare hud. Mine pupiller trækker sig forskrækket sammen da hun nævner sit efternavn, mine læber skiller sig let i vantro, og mine øjenbryn drager sig sammen. Gaixoa. Sammentræf? Næppe. "Penelope," starter jeg forsigtigt, "Penelope Natascha Aya... Gaixoa," Den sidste del mumler jeg uhørligt , navnet efterlader en klam, bitter eftersmag i min mund. Den behagelige, knitrende varme, er stadig tydelig i mellem os.

[Toria]

Jeg ler hæst, charmerende af hende, og nikker svagt. Da hun gisper let, efter min finger har sneget sig ind på privat område, breder dte selvsikre smil sig atter, og min tommelfinger køre blidt fra side til side, i en kærtegnende, blid bevægelse. Jeg gyser svagt, dag hun blidt trykker sin lille, spinkle hånd imod mit bare maveskind, og jeg bider mig svagt i kinden. Jeg kigger undrende på hende, da hun lige pludselig ser forskrækket ud, lettere vantro, og jeg bliver da først mere undrende da hun trækker sine øjenbryn sammen, i en tænkende, forvirret grimasse. Mit hjerte springer et slag over, da hun nævner sit efternavn, dog bryder jeg hurtigt ud i en svag latter. "Du er sjov, du fik mig n.." det seriøse, forskrækkede blik fjerner sig dog ikke fra hendes ansigt, og nu er det min tur til at trække mine perfekte bryn sammen. "Du.. Du laver ikke sjov?" spørger jeg undrende, og kigger hende seriøst i øjnene. Du kunne blot være en tilfældighed eller noget, men så igen.. Jeg har aldrig set min far, så chancen for jeg har en form for fjern slægtning eller noget, er ret stor. Men så igen, hvad er chancen for vi begge bliver ført til dette hul, af en institution at være? Den er nul.