Bruises And Bitemarks (Toria)

[Alexandra]

Hendes legende fingre under kanten af min bh, får mig til at vride mig på stolesædet, dog ikke i ubehag, som jeg ellers ville have følt, jeg prøver desperat, at undertrykke den vokale lyd, der langsomt sniger sig op af min strube, i stedet hæfter jeg mine perlehvide tænder fast i min stadig fugtige underlæbe. Mine hænder flytter sig ubevidst, den ene kører let, elegant om på siden af hendes talje, mens den anden legesyge bevæger sig op ad hendes slanke ryg, jeg ved ikke hvad jeg foretager mig. Men inden længe trækker jeg minehænder hastigt til mig som brændt. Jeg vrider panisk mine hænder sammen, på den måde hvor tommelfingeren til sidst kommer til at ligge langs med mit håndled, et nervøst tick jeg har, det gør ikke ondt. Familie? Det er næsten for meget for mig, jeg kan ikke overskue det, mit hoved dundrer voldsomt, med en sønderrivende smerte, og mit syn formørkedes, for mange minder. Hendes latter gør mig desorienteret, nej, det er ikke sjov, det er ikke sjovt. Jeg formår dog at vriste mig selv ud af min trance og jeg møder klart hendes kølige blik igen, hun virker også chokeret. Sjov? Jeg ryster voldsomt på hovedet. "Nej... Nej... Tror du...?" Min stemme dør hen til sidst. Spørgsmålet hænger jagende i luften, som pludselig er blevet køligere.

[Toria]

"Hey søde, slap af.." hvisker jeg let, og fortsætter den blide nussen under hendes ene bryst, og trækker sig en smule fra hende, møder hendes øjne, der nu når jeg tænker over det, ligner mine utrolig meget.. "Det er bare en tilfældighed. Hvis vi var i familie, hvad ville risikoen for vi begge to ville ende sådan et sted som dette? Desuden sagde min mor aldrig noget omkring en søster eller kusine," fortsætter jeg roligt, prøver at berolige hende, da det ligner hun er helt chokeret. "Træk vejret Pene," mumler jeg lavt, og kigger hende seriøst ind i hendes smukke, isblå øjne og smiler beroligende. Dog kan jeg ikke undgå den knurrende fornemmelse i min mave som fortæller mig hun altså er mere end en fremmed, mere end et kusine.. Men chancen for jeg havde en tvilling, eller en søster for den sags skyld, det er jo fuldstændig absurd at tænke på. Min hånd som lå på hendes hofte griber blidt fat i hendes hænder, som lige har afsløret en utrolig smidighed hun besidder, hvilket for et svagt smil op på mine læber. Smidighed har været en god ting i min hjemby, da det betød man havde de evner man skulle have til at kunne arbejde som poledanser. Hvilket også var det jeg gjorde, så smidighed mangler jeg heller ikke lige frem..

[Alexandra]

Hendes stemme har en overraskende beroligende effekt på mig, den får næsten mit overfladiske, hyperventilerende åndedræt til at blive nogenlunde normalt igen, jeg nikker svagt og prøver ihærdigt at få min hjerterytme til at sænke sig, jeg sluger store mundfulde luft for at slappe af, men mit syn er stadig sløret, og de farvede prikker danser drilagtigt, hånende for øjnene af mig. Jeg fokuserer på sensationen af hendes hænder under min bh og på min hofte, og inden længe bliver mit syn mere eller mindre klart igen. Jeg nikker overbevist af hendes ord. Mor. Sådan en har jeg aldrig haft. Der var kun de mange hundrede kvinder der dagligt var på besøg, men jeg kan ikke huske nogen af deres navne, og de spillede alligevel aldrig rigtig en moderolle for mig. Og så var der kun dem. Men dem slog Penelope jo ihjel spotter en negativ stemme i mit hoved, men inden jeg kan nå at argumentere mod den, er den væk igen. Træk vejret. Fokuser på Celestia. God pige. Jeg låser intenst mit eget kølige blik i hendes der er ligeså, smukt, men ulæseligt. "Han nævnte noget," mumler jeg lydløst for mig selv, og prøver at rive op i de gamle, smertefulde minder, men til ingen nytte. Noget der minder om et smil strækker sig over mine bløde læber, og jeg klemmer svagt om hendes varmegivende hænder. "Hvorfor er du her?" spørger jeg let, jeg behøver ikke at tvinge mig selv til at socialisere med denne pige, det kommer stort set naturligt, og jeg er oprigtigt interesseret, mon det hun har gjort er lige så grotesk som det jeg har?

[Toria]

Min beroligende stemme virkede tydeligvist, hun slapper værtfald mere af, liggendes hjerte pumper ikke helt så hurtigt som for få øjeblikke siden. "Ved nævnte noget?" Stemmen er blød, kærlig, og jeg kigger blidt dog alvorligt ind i hendes smukke øjne, som nærmest er en kopi af mine egne, bare lidt mere blå end grå, som mine er. Jeg fortsætter min bløde nusen, dog løfter jeg kort hånden fra hendes hofte, føre en blød, bølget, kastanje brun, vildfaren tot hår om bag hendes øre, ligger derefter min spinkle hånd på hendes hofte igen, og jeg genoptager den blide nusen. "Hvad for en forbrydelse?" Jeg føler mig allerede tæt knyttet til hende, selvom vi kun ved hindandens navn, og efternavn.. Jeg gyser svagt ved tanken om de ens efternavne, for dog hurtig skubbet den latterlige tanke væk. "Dræbte en random, uskyldig mand på åben gade... Ikke et kønt syn, fik jeg fortalt. Var på stoffer, så jeg kan selv ikke huske det.." Min stemme har en sarkastisk tone, kold og lettere afvisende. Jeg ler hult, ikke en smuk latter som jeg normalt kan præstere, og skævede kort ned. Ikke et rart minde, men det er en del af min fortid, bliver en del af det som gør mig til den person jeg er nu, og den person jeg kommer til at blive når jeg kommer ud fra dette hul.. "Hvad med dig?" Den sarkastiske tone er helt forsvundet, erstattet med en rolig, blid stemme, da jeg vil virke så venlig som muligt overfor hende. Hun virker spm en der har brug for noget kærlighed, og hvis jeg kan give hende det, i det mindste lade hun føle sig værdig, vil jeg hellere end gerne sige alt, ALT til hende. Jeg fugter svagt mine læber, inden de bryder ud i et svagt, kærligt smil, og jeg lader langsomt mit hoved nærme sig hendes hals, hvor jeg placere et let, blødt, nærmest som en sommerfugle vingeslag, lige over hendes kraveben, inden jeg igen hæver mit hoved, møder hendes smukke, iskrystal klare, smukke blå øjne.

[Alexandra]

Jeg har langt om længe fået mit åndedræt og min herterytme under kontrol igen, kontrol er måske så meget sagt, jeg har aldrig rigtigt haft kontrol over mit eget liv, jeg er blot blevet ført rundt som en livløs marionetdukke, indtil for to år siden, hvor jeg endelig klippede strengene, men der gik ikke længe, før det var lænker der blev bundet om mine hudløse hænder og fødder. Ved den kønne, blonde piges stemme, farer mit bundløse blik op og låser sig i hendes igen, hun hørte mig, jeg snerper drastisk mine fugtige, svagt røde læber sammen, mine elektriske blå øjne afskærmes, og den kolde, vogtende facade bliver hurtigt bygget op ud af ingenting, de formørkede pupiller har trukket sig voldsomt sammen. Forbudt område. "Irrelevant," svarer min egen ligegyldige stemme kort og kontant, ikke til forhandling. Heller ingen grund til at fundere over noget så morbidt, som at vi kunne være søstre eller slægtninge. Men efter kort tid bliver min sjæl formildet igen, af hendes bløde kærtegn og milde udtryk, facaden krakelerer komplet, og det første tegn på et blødt smil strejfer mine læber. Da hun kærlig stryger en løssluppen, kastanjebrun hårtot væk fra mit dukke lignende ansigt, læner jeg forsigtigt mit hoved imod hendes hånd, inden hun fjerner den og placerer den kildende på min hofte. Mine øjne spærrer sig vidt op ved ordene om hendes historie, jeg hviler beroligende, næsten empatisk min hånd på hendes kind, hvorefter jeg lader den glide ned af hendes krop, jeg fumler åndsfraværrende med kanten af hendes trøje, "Det var ikke godt at høre, du tager ikke stoffer længere vel?" Spørger jeg bekymret, og stirrer dybt ind i hendes lyse, smukke, gråblå øjne. Stoffer rådner din hjerne langsomt op, det ville være en grusom skæbne for hende, og for mig, da jeg føler der er en slags usynligt bånd mellem os. Jeg føler mig også forpligtet til at svare hende nu, selvom det gør afsindigt ondt, men jeg har lyst til det, jeg føler jeg kom betro mig til hende, hvilket er en sjældenhed i sig selv. Min feminine stemme er varsom, og ganske svag: "Jeg... Jeg myrdede min fader, men de ville ikke lade mig være indtil jeg gjorde det, de... De tvang mig, de er ude efter mig, men de har været væk længe nu..." En kort åndeløs pause "Dem i Hvidt siger også, at jeg slog min halvbror ihjel, men jeg husker det ikke..." Jeg ryster perplekst på hovedet og sænker blikket langsomt, nærmest skamfuldt, jeg nævner ingen detaljer, det kan jeg ikke. En dag, kan jeg, og vil jeg måske gerne. Hendes bløde læber rammer ganske blidt min hals og en lav, sensuel lyd undslipper ufrivilligt mine læber, jeg griber instinktivt ud efter hendes hofter og holder dem let, fortiden er så godt som glemt igen.

[Toria]

"Bar lov at sige det til mig, hvis det er vigtigt," mumlede jeg svagt imod hendes læber, inden jeg blidt lod mine læber kysse hendes, intet voldsomt som før, blot en kærlig handling. Jeg lod hånden som var oppe ved hendes BH søge ned mod hendes hofte, og jeg fortsatte min blide, kærlige nusen der. Fortsatte med at prøve at afslappe hende, med et svagt, blidt smil. "Nej jeg gør ikke, jeg tog dem ikke frivilligt," forsikrede jeg hende roligt om, dog med en bitter undertone da tankerne faldt tilbage på min mor. "Det er jeg ked af at høre," mumlede jeg svagt, og plantede blidt et kys på hendes skulder igen. Det afslappede smil falmede hurtigt da et erotisk form for støn forlod hendes indbydende læber, og min underbevidsthed træk mig tilbage i tiden, tilbage til den gang... Et højt skingert skrig forlod mine tørre, sprukne læber imens jeg panisk prøvede at fjerne hans klamme, kvalme opvækkende krop fra min tynde, velformede, nøgne krop. Den knirkende seng, hans grufulde støn, mine smertefulde skrig. Vært smertefulde skrig der forlod mine perfekte læber medførte til en regn af slag, lussinger og hårdere bevægelser, og tilsidst ebbede den sidste kraft ud af mig, og den eneste lyd der nu forlod mig var hikste klynk, og en svag hulken. Lå blot hjælpeløst i den store, gamle seng, der har været brugt til dette, jeg ved ikke hvor mange gange, men nok til jeg hastigt skubbede tanken væk igen. Endelig forlod han mig, alene i det lille, stinkende værelse af svinets sved, skred bare ud af døren, sammen med en del af mig selv, jeg aldrig vil få igen. Jeg havde en chance, og den er nu spildt. Spildt af min mors klamme stoffer behov.. Jeg bliver hastigt trukket tilbage til virkeligheden, og når kun at gispe svagt inden jeg bliver slynget tilbage igen.. Han greb hårdt fat i mit hår, tvang mig ned på knæ og førte langsomt det tættere og tættere på min sammenknebet mund, dog medførte dette blot til en lussing og modvilligt åbnede jeg.. Da jeg nåede tilbage til nutiden igen var det som om jeg kunne smage hans, og en klam kvalme steg i min mave og al farve forlod mit ansigt. Mine spinkle hænder strammede grebet omkring det de nu holdte fast i, svimmelheden væltede kort over min krop. Jeg stivnede, glemte helt den fantastiske person jeg sad på, mærkede blot tårerne presse på, men jeg holdte dem inde, da blikket langsomt begynder at fokusere igen, og jeg stirre direkte ind i et par smukke, isblå øjne.

[Alexandra]

Jeg nikker svagt til hendes ord, på et tidspunkt, på et tidspunkt vil jeg fortælle det, bare lidt af det i hvertfald, hvis jeg da ikke får et af mine såkaldte anfald imens. Hendes bløde, fugtige læber møder kort, nænsomt mine egne, der har en øjenfangende rosa tone, da hun begynder at trækker sig væk følger jeg kortvarigt med for at holde kontakten lidt endnu, de små, kærlige berøringer er så anderledes, jeg har savnet dem gennem hele mit splintrede liv. Jeg vrider mig let ved hendes kærtegn, men ikke i ubehag, det er bare uvant, en svag trækning synes i min højre mundvig, og et livligt glimt i mine blå opal øjne tindrer ganske svagt. "Godt, du må ikke... det er ikke godt," mumler jeg spagt og ryster på mit spinkle, fint markerede hoved for at undestrege. Hun er ked af at jeg har slået nogen ihjel? Mit ene øje sitrer nervøst for en kort stund, og jeg kan mærke hvordan mine tanker flyver rundt alle vegne, løber løbsk, rød er sådan en pæn farve, dog kommer jeg hurtigt ud af min lille trance. Hendes læber mod mine skulder kilder, et svagt åndedræt forlader gennem mine let skilte læber og mit hoved falder en anelse forover. Jeg ligger pludselig mærke til, at hun får et fjernt udtryk i ansigtet, hendes funklende blå øjne virker døde og tomme. Jeg drager mine øjenbryn sammen i forvirring og ganske let bekymring, og kører blidt mine hænder langs hendes formede sider for at få hendes opmærksomhed, hvad sker der? Hun kommer med smertelige udtryk, og på et tidspunkt gisper hun åndeløst, jeg kan ikke lide det her. "Celestia?" kalder min stemme på kanten af panisk, jeg placerer nænsomt en varm hånd på hendes ene kind, og mine azurblå øjne søger hendes ansigt, og pludselig virker hendes isblå øjne fokuserede igen, jeg har lænet mit feminine hoved en anelse tættere på hendes og vores blikke er låst, mit udtrykker sandsynligvis bekymring og ængstelse, hvis det er i stand til at udtrykke noget som helst.

[Toria]

Jeg kvæler et hæst skrig i at forlade mine sammenkneben læber, og slog hurtigt hendes hånd væk og hoppede hurtigt bag ud, og faldt ned på knæ.. "Hold dig fra mig!" hvislede jeg skingert, bange og mærkede den første tåre glide ned af kinden på mig, men jeg tørrede blot den undslupne tåre væk, i en hurtig bevægelse. Langsomt samler mine tanker sig igen, og jeg kommer straks i tanke om at det var Penelope jeg var ved, ikke.. Ikke en af.. Dem.. "Un.. Undskyld Pene.. Det.. Det var ikke.." min stemme knækker midt over, som en svag gren når man betræder den i skoven, og jeg vender langsomt blikket ned i jorden, hvor mine hænder støtter mig, så jeg ikke falder sammen. Hvorfor..? Jeg lukker få sekunder mine isgrå øjne i, og kommer med rystende ben op og stå, og står lidt for at finde balancen. Hovedet løfter sig langsomt, og jeg stirre bange, ked af det ind i hendes blå, lettere paniske blik. "Det var ikke.. Ikke dig.. Ikke dig.." gentager jeg lavt for mig selv, og kniber hårdt mine læber sammen, prøver at glemme den klamme smag, en smag jeg aldrig nogensinde håber jeg kommer til at smage igen. Heldigvis formår jeg at holde mine tåre inde, så jeg stor blot med en hurtigt vejrtrækning, prøver at samle mig selv. Det er længe siden jeg har tænkt tilbage på den gang, og at det så føltes så virkeligt.. Jeg kniber mine øjne endnu hårdere sammen, mærker svimmelheden true med at nå mig, og kvalmen nærmer sig virkelighed. Og jeg skal altså finde et toilet, hvis det sker..!

[Alexandra]

Jeg ser bevægelsen før den overhovedet er udfoldet, hendes arm der ganske let trækker sig tilbage, hvorefter den skyder frem med høj hast, lig en grusom tsunami, det er næsten samme bevægelsesmønster, men før hun kan ramme mig rigtigt, har jeg allerede dukket mit kønne, feminine hoved i angst, og mine spinkle arme er foldet beskyttende hen over mit hoved, jeg opfanger knapt at hun springer væk og hvæser noget af mig. Jeg trækker hastigt mine ben op under mig og hviler min kolde pande mod mine knæ, mine arme ligger stadig over mit hoved, voldsomme rystelser går igennem hele min lille, velformede, dog underernærede krop, mit åndedræt er hurtigt, og det føles som om jeg skal kæmpe for at få vejret, og der er en lettere velkendt brændende følelse bag mine sarte øjenlåg. Mine egne hjerteknusende skrig genlyder skingert for mit indre øre, og jeg forventer næsten at blive hevet væk fra denne stol om få sekunder, revet tøjet af og blive mast ynkeligt til jorden med en hård fodsål i ryggen, jeg forventer den haglende storm af slag, der vil regne ned over mig, og ydmygelsen ved at blive tvunget til at være sammen ham, og gøre ting jeg ikke vil. Men det kommer ikke, for en gangs skyld lader de mig være i fred, jeg prøver på lappe mig selv sammen igen, men det er begrænset hvor godt det går. Jeg opsnapper nu en svag lyd af snak, af ord, og jeg hører noget utydeligt om, at det ikke var mig, jeg forstår det ikke. Jeg løfter ganske langsomt mit hoved og fokuserer mit opspilede, frygtsomme blik på Celestia, min krop sitrer stadig af angst, og jeg bider hårdt ned i min bløde underlæbe for at kvæle den klynkende lyd, som truer med at forlade mine læber.

[Toria]

"Nej, Penelope. Jeg.." jeg for samlet mig selv sammen, og skubber alting væk, blokere det bag den skrøbelige, tykke mur, som er tæt på sit bristepunkt. Og hvis jeg når det bristepunkt, har ingen lyst til at være omkring mig. Det er når den mur brister, min verden falder ned, og det eneste der hjælper mig der, er en kniv. Og jeg aner ikke hvor jeg skal finde en kniv henne i dette helved. Jeg tørre hurtigt mine flygtige tåre væk, og går langsomt mod Penelope, men langsomme, elegante skridt, og et neutralt ansigt udtryk. Jeg bliver nød til at holde mine facader oppe, ingen, INGEN skal se mig svag. For det er jeg ikke, det vil jeg ikke indrømme.. "Penelope, det var ikke meningen. Det er blot fortids minder, jeg panikkede da jeg kom tilbage til nutiden. Så pak dit lort sammen, og kom her," min stemme var undskyldende, kærlig men også bestemt. Jeg strakte mine arme ud til siden, inviterede hende til et kram, i håb om hun ikke blot vil ignorere mig, blive siddende. Selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, ville det virkelig gøre ondt.. Underligt fylder hun allerede frygtelig meget, som om jeg har kendt hende som barn. Men hvad er chancen, den er nærmest mindre end den at vi er søstre..

[Alexandra]

"V-væk..." hvæser min spage stemme lavmælt for første gang i lang tid, men derefter spærrer mine blå, glasagtige øjne sig vidt op, forskrækket over mig selv, ryster jeg forvildet på mit spinkle hoved, mit bløde kastanjefarvede hår flyver i kaskader rundt om mit hoved for at følge mine bevægelser. Hvad bilder hun sig egentlig ind hende Penelope? Hun fortjener alt hvad der kommer til hende... lyder den snerrende, pessimistiske stemme blandt mine forskruede tanker, stop! Jeg kan... jeg kan ikke. Jeg zoner langsomt ud igen, og jeg rækker forstyrret den ene af mine hænder op til mit ansigt og graver fingerneglene ind i den sarte, porcelæns hud på min kind, mit ene øjenlåg sitrer svagt i psykotisk trance. Hendes undskyldning får mig akkurat revet ud af tågen, jeg fjerner let min hånd fra min kind og lader mine azurblå øjne låse med hendes, som minder betydeligt om dem, dog med en mere grå nuance. Jeg tvinger mine ansigtsmuskler til at slappe af, tilbage til den neutrale, dukkelignende facade, som om vanviddet ikke lyste ud af mine øjne for få minutter siden, mit blik kører studerende over hendes udstrakte arme, og kort tid efter tændes en varm glød endnu engang i mine kolde øjne. Jeg springer op fra stolen i en fleksibel, agil bevægelse og kaster mig behændigt i hendes arme, jeg begrave rystende mit hoved i hendes skulder. "...Okay, det er okay, undskyld," mumler jeg usikkert. Båndet er ikke brudt endnu.

[Toria]

Jeg viger et kort skridt tilbage af hendes hårde, kolde hvæsen, det føles nærmest som at blive slået, noget jeg havde prøvet et par gange før. Faktisk en del gange.. Mange gange. Jeg bider mig svagt i læben, koncentrere mig om at holde mine facader oppe, de må ikke falde sammen..! Jeg kigger nervøst til da en vis vanvid nærmest lyser ud af hendes øjne, og hun krave sine spidse negle ned i hendes bløde, porcelæn kind, og efterlade svage mærker da hun fjerner den efter noget der føles som evigheder. Hun er hurtigt til at sætter sine facader på plads igen, noget jeg har nemt ved at ligge mærke til, da det er noget jeg selv gør dagligt. Jeg sænker tøvende mine arme en smule, da hun blot bliver siddende, men pludselig kan man se en svag varme i hendes øjne, og hun springer op. Hurtigt vikler jeg mine lange, slanke, stofbeklædte arme omkring hende, og planter et blidt kys i hendes kastanje brune hår, inden jeg blidt hviler mit hoved mod hendes. "Det er mig der undskylder, slap du bare af. Du gjorde intet," mumler jeg svagt ud mellem mine jorbærfarvede læber, som jeg kort fugter for at fjerne den tørre fornemmelse som var kommet gennem min frygt for afvisning. Højre hånd køre kærligt op og ned af hendes ryg, i rolige, blide bevægelser, og jeg fortsætter med at placere små, blide kys i hendes bløde, lange hår.

[Alexandra]

Jeg befinder mig endnu engang i den smukke, blonde piges nærvær, viklet tæt ind til hende og hendes varme, med hendes lange, spinkle arme omkring min egen fintformede, sarte krop, som efterhånden er blevet prydet med en del, nu ikke længere synlige, diverse mærker og ar, men de har været der engang, de har engang misfarvet, forpestet min ellers så rene, marmor hud, de fordærvede min sjæl og jeg kan stadig føle dem på min krop, selv efter de lange to år der er gået, men jeg stræber efter at glemme, det er det eneste jeg stræber efter. Men nu, i dette øjeblik presser jeg blot min smukke, dog underernærede krop, tættere på hendes og jeg trykker hende umådeligt tættere på mig, hun hviler sit hoved mod mit og jeg mærker let hendes bløde læber der presser blide sommerfugle kys mod mit glatte, kastanjefarvede hår. "Jeg mente det ikke, undskyld" hvisker jeg spagt med mine ferskenfarvede læber presset mod hendes skulder, hentydende til det spydige ord jeg spyttede ud med foragt få minutter tidligere. Jeg indtager et skælvende åndedræt, trykker kortvarigt mine perleagtige, krystalblå øjne sammen, hvorefter jeg løfter mit hoved fra dets plads mod hendes skulder, og lader mit elektriske, tryllebindene blik møde hendes eget der afspejler mit i nuance og klarhed.

[Toria]

Jeg mærker glæden spire i mig da hun presser sin velformede, perfekte krop tættere mod min, lader hendes kropsvarme nå igennem tøj og krop, videre ind til min sjæl som varmt svajer sig i mit indre. "Det okay. Okay.." Mumler jeg svagt imod hendes hår, og løfter selv blidt mit hoved da hun gør det, kigger blidt ind i hendes smukke, azurblå øjne som nu kigger fortryllende ind i mine isblå, lyse øjne, og jeg kan mærke en svag trækning i højre mundvig og et skævt smil former sig på mine fyldige, bløde, perfekte læber. Mine spinkle, feminine hænder køre blidt op og ned af hendes blusebeklædte ryg, og jeg synes svagt at kunne mærke hendes rygsøjle, som også fortæller mig at hun er lettere undernærrig. Det er dog langt fra så slemt som det kunne havde været.. Jeg lukker kort for mit krystal klare blik, sukker afslappet, inden mine øjenlåg igen hiver sig åbne, mens mit hoved kort nærmer sig hendes for at placere et flygtigt kys i hendes højre mundvig, med et smil om mine perfekte læber. "Det ved jeg.. Det ved jeg," svarede jeg blidt til hendes undskyldning, og trak hende tættere på mig, fjernede den sidste rest af luft imellem vores perfekte kroppe, som minder utrolig meget om hinanden, hendes dog lidt spinklere fra hendes undervægtighed. Men trods det virker hun som en rask, frisk, lettere energisk pige. Til tider.. Nogle sider jeg håber kommer til at vølve mere og mere synlige, efter jeg har lært hende bedre af kende. For det vil jeg, hun intrasere mig.. For der er noget ved hende som minder utrolig meget om mig, på så mange måder, og hvis det så viser sig vi er i familie.. Det kunne være fantastisk, jeg ville have en søster.. Men derimod, vores forhold som det er nu, virker langt fra som normal søskende kærlighed, og jeg er bange for hun vil have et problem med det, hun virker ikke til at være meget for at bryde den normale verdens rammer..