|
Post by EK on Oct 7, 2014 18:19:36 GMT 1
Flipper
Flipper elskede steder med andre mennesker. Han havde dog aldrig brudt sig om at være væk fra hans bror. Dog vidste han hvor han var, så det gjorde ikke det store i dag. Selv hvis han ikke vidste det, så vidste han én ting. At han var inden for disse mure. Flipper havde, uden rigtigt at vide det, fundet vej til et af de store fællesområder. Stort var det nok ikke, men i Flippers hoved var det. Han havde også kun den lille lejlighed med de hvide vægge og de sorte møbler, til at sammenligne det med. Hand mørke kastanjebrune øjne så sig smilende omkring, mens han fandt en stol at sidde på.
|
|
|
Post by Louise on Oct 8, 2014 9:32:37 GMT 1
Dark nights
Efter at have tilbragt lidt for lang tid med ikke at fretage mig noget - en af mine mindst elskede aktiviteter - havde jeg til sidst besluttet mig for at stavre afsted ned imod fælles salen og møde et par nye mennesker. Indtil videre havde jeg ingen idé om hvad der ventede mig. Var det et par HA som sad og skulede i hjørnet eller andre teenagere på min aldeer? Småkriminelle og udskud som det pefekte samfund ikke havde plads til? Folk som mig der blev gemt væk fordi vi ikke kunne indordne os under det gængse system? Irriteret knyttede jeg næverne så sener og blodårer stod tydeligt frem i et par sekunder inden jeg slappede af igen og lod hændernes krampagtige greb slippe. Det var hvad der kom ud af at tænke for meget på hvad der var uden for murerne. Man fik røde mærker i håndfladen der hvor ens negle blev boret ind i kødet.... Jeg rystede det lange sorte hår inden jeg samlede det i nakken med begge hænder, slap med venstre for at søge efter en læderrem i lommen. Heldigvis havde jeg ikke glemt den, så jeg blev fritaget for at rive blusen i stykker (en irriterende vane) for at slippe for det lange garn der faldt ned for mine øjne. Behændigt og afslappet snoede jeg snoren stramt omkring hestehalen, bandt en knude og lod hænderne falde inden jeg gik forbi det sidste hjørne og stod i dørkammen til fællessalen.
Der var ikke forholdsvis proppet, men der var da mennesker til stede. Jeg havde håbet at der måske var lidt farve i dette ene rum, men der havde jeg åbenbart haft alt for høje forventninger, for alt var akkurat så koldt og ensformigt som resten af dette sted. Jeg lænede mig op af dørkammen med et smil og lod mine blå øjne søge hen over rummet mens jeg ventede på at en eller anden ville finde ud af at jeg var 'den nye'.
Words: 327
|
|
|
Post by EK on Oct 8, 2014 18:31:30 GMT 1
(Kan kun se halvdelen af det du har skrevet :/)
|
|
|
Post by Louise on Oct 8, 2014 20:04:23 GMT 1
(godt du siger det! Er du på Ipod/pad/phode eller computer? min sidste sætning er "Jeg lænede mig op af dørkammen med et smil og lod mine blå øjne søge hen over rummet mens jeg ventede på at en eller anden ville finde ud af at jeg var 'den nye'."
|
|
|
Post by EK on Oct 8, 2014 20:24:59 GMT 1
(Er på IPhone.. Men kan ikke se det. Jeg kan se det første af alle sætningerne men ikke det sidste :/ )
|
|
|
Post by Louise on Oct 9, 2014 8:31:54 GMT 1
Efter at have tilbragt lidt for lang tid med ikke at fretage mig noget - en af mine mindst elskede aktiviteter - havde jeg til sidst besluttet mig for at stavre afsted ned imod fælles salen og møde et par nye mennesker. Indtil videre havde jeg ingen idé om hvad der ventede mig. Var det et par HA som sad og skulede i hjørnet eller andre teenagere på min aldeer? Småkriminelle og udskud som det pefekte samfund ikke havde plads til? Folk som mig der blev gemt væk fordi vi ikke kunne indordne os under det gængse system? Irriteret knyttede jeg næverne så sener og blodårer stod tydeligt frem i et par sekunder inden jeg slappede af igen og lod hændernes krampagtige greb slippe. Det var hvad der kom ud af at tænke for meget på hvad der var uden for murerne. Man fik røde mærker i håndfladen der hvor ens negle blev boret ind i kødet.... Jeg rystede det lange sorte hår inden jeg samlede det i nakken med begge hænder, slap med venstre for at søge efter en læderrem i lommen. Heldigvis havde jeg ikke glemt den, så jeg blev fritaget for at rive blusen i stykker (en irriterende vane) for at slippe for det lange garn der faldt ned for mine øjne. Behændigt og afslappet snoede jeg snoren stramt omkring hestehalen, bandt en knude og lod hænderne falde inden jeg gik forbi det sidste hjørne og stod i dørkammen til fællessalen.
Der var ikke forholdsvis proppet, men der var da mennesker til stede. Jeg havde håbet at der måske var lidt farve i dette ene rum, men der havde jeg åbenbart haft alt for høje forventninger, for alt var akkurat så koldt og ensformigt som resten af dette sted. Jeg lænede mig op af dørkammen med et smil og lod mine blå øjne søge hen over rummet mens jeg ventede på at en eller anden ville finde ud af at jeg var 'den nye'.
(hmm... der er ellers ingen problemer med min :/ )
|
|
|
Post by EK on Oct 9, 2014 18:40:09 GMT 1
Flippers mørke kastanjebrune øjne fæstner sig fast på muren i den modsatte ende af det store rum. Endnu en gang mindede han sig selv om, at rummet nok ikke var stort, men blot kun fordi han sammenlignede med den lille lejlighed med de hvide vægge og de sorte møbler. Hans milde udtryk var helt naturligt, og derfor så han også helt rolig og afslappet ud. Flipper tvang sine øjne videre rundt i, det faktisk ret så tomme, store lokale. Bordene var hvide, men bordpladerne, havde fået et mælkehvidt skær i lyset. Stolene ligeså. Flipper havde endnu ikke været hele skolen rundt, og han havde faktisk heller ikke befundet sig på hans værelse endnu. Hans blik rundt i lokalet blev forstyrret af det sorte hår, som tilhørte en han ikke kendte. Det var nemt at få øje på bland alle disse hvide ting. Hans øjne landte derfor også på det han ville skyde til at være en mand. Han kendte ingen, så i hans verden kunne det komme ud på et om det blev ham, eller en af de andre.
|
|
|
Post by Louise on Oct 9, 2014 18:55:07 GMT 1
Jeg fornemmede at nogen kiggede p´mig og rettede blikket mod vedkommende. Det som sprang mig i øjnene var en teenager på cirka min højde og alder, måske en smule ældre (hurra for det). Han så stærk ud, men lignede ikke en bodybuilder type hvilket jeg godt kunne lide. Jeg var ikke meget til den slags overpumpede fyre og ofte gik de rundt som om de ejede hele verden, selvom den jo tilhørte mig.... Okay, det gjorde den måske ikke, men jeg kunne godt lide tanken om at den gjorde selvom det ikke var rigtigt. Jeg satte af fra dørkammen og gik stille og roligt over til fyren ved bordet. Efter min smag var rummet alt for hvidt. Hvide vægge, hvide stole, hvide borde og hvide alt ting. Og midt i det hele sad så en dreng i samme grå posede tøj som mit ejet. Jeg havde selv smøget ærmerne op fordi de var for korte og var der en ting jeg hadede så var det stumpet tøj, selvom t-shirten heldigvis ikke var for kort i maveregionen. Godt nok var jeg pænt ligeglad med hvad andre tænkte om mig, men der var ingen grundtil at ligne en idiot når man kunne lade være. Jeg stoppede mine tanker og stillede mig bag stolen over for fyren. Jeg så på ham og et eller andet puslede i min hukommelse men jeg kunne simpelthen ikke komme i tanke om hvad det var. Det var et eller andet ved hans hårfarve, men jeg var ikke helt sikker. "Kan jeg sætte mig her?" spurgte jeg høfligt, og i samme neutrale tonefald som jeg elskede at bruge. Ikke så meget fordi det bekymrede mig, men en ting som at komme brasende ind og kræve en andens opmærksomhed det var ikke ligefrem en ting jeg gad bruge min energi på. Specielt ikke fordi et eller andet sagde mig at jeg ikke burde blive uvenner med ham her.
|
|
|
Post by EK on Oct 9, 2014 19:25:21 GMT 1
Flipper fangede hurtigt hans retning. Hans elegance var ikke noget nyt for Flipper. At det denne gang kom fra en af samme køn som ham selv, var ikke typisk. Han mindede ham på mange måder om den første pige. Pigen med det lange sorte hår og den alt for drengede stil. Og alligevel fin nok til at skulle sige farvel til denne verden. Flipper havde ikke tænkt sig at flytte de mørke kastanjebrune øjne fra ham. Og da slet ikke når han var på vej i hans retning. Han lagde hænderne foldet på bordet. Drengen med det sorte hår, som han endu ikke kendte navnet på, åbnede munden, og ud kom en venlig og rolig stemme. Flipper nikkede "det må du i hvert fald. Og desuden kan jeg vel ikke forhindre dig i det?" Svarede han med den rare og milde stemme. Man kunne høre at han satte pris på at han spurgte. Det gjorde Flipper også altid selv. Han betragtede ham kort uden egentlig at flytte blikket for meget. Hans øjne var klare og rolige, så det var ikke ubehageligt at han kiggede på ham. Tvært i mod. Hans øjne var milde og beroligende. En ting han havde arvet, og da også udnyttet til fulde måtte han indrømme. "Hvem er du så?" Han mindes ikke at have mødt ham før, men alligevel er der en klokke der ringer, og en stemme der fortæller ham, at han tager fejl.
|
|
|
Post by Louise on Oct 9, 2014 20:19:38 GMT 1
Jeg smilede over fyrens glæde ved at blive spurgt om noget. Det var åbenbart langt fra alle her på stedet som havde medfødt høflighed, hviilket jeg hellere måtte skrive mig bag øret. "Selvfølgelig kunne du da stoppe mig - et nej er fint" svarede jeg muntert og satte mig ned i stolen. Lige for tiden kedede jeg mig faktisk så jeg tog med glæde imod lidt adspredelse ligegyldigt hvem det mon kom fra. Så når der nu sad en dreng her, så kunne jeg da lige så godt få det bedste ud af det. Mine øjne mødte hans klare brune øjne. Modsat mine egne var de brune meget rolige og faktisk rigtig rare, hvorimod mine måske var en smule mere hårde eller kolde. Ikke fordi jeg havde lyst til at dræbe alle omkring mig, men det bekymrede mig faktisk ikke rigtig om de så alle sammen faldt døde om på stedet. det ville måske være lidt kedelig at gå rundt her alene, men deres liv bekymrede mig ikke. Jeg lagde de kølige tanker på hylden og fokuserede endnu en gang på drengen foran mig. "Mit navn er Dominic" svarede jeg ham høfligt og så afventende på ham. Måske mit navn ville få ham til at huske mig, for jeg havde en fornemmelse af at han også havde et eller andet minde om mig, selvom ingen af os åbenbart kunne genkende den anden.
|
|
|
Post by EK on Oct 9, 2014 20:29:34 GMT 1
Han smilte endnu en gang. "Nej er et fremmedord" sagde han og smilte på sådan en helt speciel måde. Han satte sig lidt tilrette. Han følte mere og mere at han havde set ham før. Hans hjerne ville ikke spille ham et puds, så der måtte være noget om tanken. Da han så præsenterede hans navn. Dominic var ikke til at tage fejl af. Det var hans værelseskammerat. "Flipper" svarede han med et smil. Han kendte han måske som Zacheriah, men det var ikke det han ville kaldes. "Vi bor vidst sammen" sagde Flipper med et mildt smil. Han var rolig og lod sig ikke påvirke af hans isende blå øjne, som betragtede ham. Ham behøvede ikke at nævne hans navn, Zacheriah. Det så han ingen grund til, så det gjorde han ikke.
|
|