Off with their heads ~ [Nate - Åbnes senere]

[Alexandra]

Jeg sidder i den nye julestue som de så kalder den, hvad normalt er et lukket aflåst rum, gemt væk fra de indsattes snagende blikke, er blevet forvandlet til et farverigt "nisseværksted". Men jeg er blot placeret ved et af de aflange borde, med glansfuldt silkepapir strøget på må og få, udover det hele i ét stort kaotisk rod rundt om mig. Jeg lader mit blik køre rundt i lokalet, jeg er den eneste her, så jeg vender blot mit kølige blik i vildrede mod de blanke papirer igen. Jeg har aldrig klippet julepynt før, det var ikke noget man gjorde i min familie, det var åbenbart "Noget barnligt pjank og stads for fattigrøve uden nogen som helst sans for stil" hvilket resulterede i, at det altid var de dyreste, mest overdesignede glaskugler der hang på vores syntetiske juletræ, som jeg ikke måtte røre, medmindre jeg ville have hugget en finger af. Mine azurblå øjne opfanger glimtet fra metallet på en saks, med spinkle fingre samler jeg den op og vender den i mine hænder, jeg får også fat i en skabelon til et julehjerte og et stykke lilla papir, den farve havde vi ofte derhjemme.

[Saso]

Nate

Jeg vrider irriteret i min grå trøje, så den siger den kreperlige lyd af revet stof. Jeg stopper med et irriteret suk. Selvom jeg meget gerne ville flå den i stykker, må jeg ikke. Jeg kan godt, men sidste gang... Ja.. Det var ikke det værd. Jeg retter mig op, og går igen selvsikkert igennem de forbandede gange. Mit blik bliver fanget, da jeg kommer forbi en dør med et meget farverigt og imødekommende skilt. "Nisse værksted, klippe og klistre." Jeg løfter mit arredebryn, og trækker i håndtaget. Åben. Jeg kan se en velkendt piget skikkelse henne ved et overfaldt bord. Overfaldt som i papirerne som bogstaveligt talt, har overfaldet det stakkels gamle bord. Jeg smiler instinktivt, og går lydløst hen til hende, som ser ud til at tænke kraftigt. "Hvad laver du her alene Dukke?" Spørger jeg med et drilsk grin.

[Alexandra]

Mine lange, slanke fingre prøver ihærdigt at væve de skarpe papirstrimler ind mellem hinanden, ind i mellem svæver mit blik flygtigt til den krøllede vejledning på bordet, hvis job er at guide mig igennem det at fremstille et simpelt, uoriginalt julehjerte. Det er begrænset hvor godt det går, papiret bliver ved med at folde forkert, forvrænger hjertet til ukendelighed, snitsårene bimler også frem på hænderne, men trods dette er min koncentration høj. Jeg prøver på at klippe det smudsige hjerte til med en saks, ja, vi har rent faktisk fået lov til at bruge rigtige skarpe sakse, men da en umiskendelig stemme lyder bag mig, farer jeg sammen, mit hjerte slår et slag over og min puls hamrer derudaf med 110 i sekundet af bar chok, i min forskrækkelse glider saksen i min hånd, og jeg får klippet den ene side af hjertet af, saksen ramler til bordet. Jeg blinker perplekst, men jeg kommer mig over det igen, og vipper i stedet min overkrop bagud, bøjet i hoften og i taljen, jeg tipper mit hoved længere bagover og mine klare øjne lander på Nate, som er på hovedet. "Hvad tror du selv?" svarer jeg kækt, men med et smil.

[Saso]

Jeg griner af hendes voldsomme reaktion, da hun også skærer lige ud i luften og rammer det stakkels skavank formede hjerte. Jeg fløjter til hende, " waow, det må jeg sige, smukt håndværk," smiler jeg hende kækt igen. Jeg kunne tydeligt se hendes kavalergang, men det holdte jeg for mig selv. Man ved aldrig hvad hun kunne finde på med den saks. Jeg tager en stol, og skubber den højlydt hen ved siden af hendes, jeg sætter mig omvendt på den så jeg kan støtte mine arme på lænet, og dermed mit hoved på armene. Jeg studere hendes ansigt igen, yup ordet passer godt til de store skinnende og kolde øjne. " har du problemer med hjerterne?" Blinker jeg til hende og nikker hen imod de nu to maltrakterede halvhjerter.

[Alexandra]

Jeg skærer en vrængende grimasse af ham, "Som om du kunne gøre det bedre," mumler jeg drillende, ruller med mine akvamarin farvede øjne og skubber i spøg til ham med den ene af mine markerede skuldre. Jeg sukker let og kigger misfornøjet på det skamferede hjerte, ikke at det var særlig pænt i forvejen, men det behøvede ikke at ende på den måde dér, men alting har jo sin ende. Jeg ryster distraheret på hovedet og gør et smidigt forsøg på at strække min stakkels ømme ryg, højre arm svinger jeg om bag hovedet, og lader hele armen ligge parallelt på den øverste del af min ryg, venstre arm strækker jeg op bag den højre, jeg mærker slet ikke smerten andre ville opleve, ved at få deres led vinklet og fordrejet på den makabre måde. Jeg strækker min ryg i en elegant bue, og lader derefter mine arme falde tilbage til mine sider. Med et smil siger jeg: "Noget i den stil, jeg knuser hjerter,"

[Saso]

Jeg retter mig lidt op, og spreder mine ben på hver sin side af stolens side. Hun puffer mig med hendes tynde feminine skulder. "Skulle jeg være i stand til det?" Siger jeg og smiler frækt til hende. Hun kigger lettere ærgende ned på det stakkels brutalt myrdede hjerte. Jeg skal lige til at komme med endnu en kommentar, da hun laver en højst usædvandlig udstræknings bevægelse, og mine skuldre gør automatisk ondt ved synet. Kælenavnet Dukke fik nu helt ny betydning. Ét var at hendes første ansigt udtryk var stenet, og poker agtigt, men at hendes led nærmest fungere som en dukkes... Jeg tager migselv i at have et overrasket udtryk, og skifter så hurtigt over til en helhjertet latter, "Er du lavet af virkeligt plastik, eller er du bare født med en gave?" Siger jeg og undrer mig over at hendes skuldre ikke har givet op endnu, virkelig, man skulle tro de ville sige knæk før eller siden. "Jeg smiler igen forførende til hende da hjerteknuser sætningen ramte mig. "Virkelig? Gør du det?" Siger jeg med en udfordrende tone. "Kan du vise mig hvad du mener med det?" Spørger jeg charmant og læner mig længere imod hendes ansigt.