Arrig? (Cane)

[Marie]

Erik Zachary Damonhill

Med maven fuld ovenpå en god middagsmad, bevægede han sig ned af den lange kedelige gang. Alt julepynt og det der havde givet liv, var nu blevet strejfet og gangene var igen tilbage i de kedelige og vante folder, som ikke ligefrem indbød til nogen form for glæde. Hænderne var stukket ned i de stumpende grålige bukser, mens skoenes klang lød over gangen. Han drejede ned til højre og nåede værelsesgangen. Blikket gled lidt rundt, inden han valgte at søge mod Annabells og Scarletts værelse. En af dem måtte befinde sig der, for han havde ikke set nogen af dem til middag da han forlod det lige før. Han var dog også kommet noget sent. Let drejede han ned og skød det ene ben foran det andet. "Hva så?" Flød det over hans læber, da han drejede ansigtet ind og søgte selskab.

[Cane]

Scarlett Hawkins

Sengen stod skævt ud i rummet og madrassen lå heller ikke lige, med højt hvæssende skændsord står jeg med ryggen til døren og slog den ene knyttede næve efter den anden ind i den rug beton væg. "Satans narhoveder, fucking tabere!" Råbte hun op mens knoerne efterhånden efterlod røde spor på væggen da huden var slidt af efter de mange slag der efterhånden var blevet udgivet. Det brune hår ståd vildt omkring og den muskuløse feminine krop var helt anspændt. Hun bemærkede slet ikke at en anden var søgt ind i rummet. Et hårdt spark blev sendt mod væggen også, men det gjorde mere ondt i foden end på væggen så de knyttede næver fik en tur til.

[Marie]

Synet der mødte ham var noget helt andet, end det han lige havde forventet. Først fangede han synet af sengen der var skubbet væk fra væggen, inden lyden af dunk mod væggen ramte hans øre. Han løftede blikket og skubbede sig fri af sin henslængte holdning og frem. Han hoppede op i sengen og over på den anden side, hvor han greb hurtig fat i Scarletts håndled. "Hvad fanden har du gang i? Hvad sker der, Scarlett?" Han så overrasket på hende, og holdte igen. "hvad er der sket?" Kom det lige bagefter. Tanken om at der hang blod på væggen og at det nok havde stået på i et stykke tid løb i baghovedet hos ham som en påmindelse om, at noget var helt galt.

[Cane]

Sengens knirken når ikke engang til mine øre før en tager fat i mit håndled og jeg snurre omkring med den frie hånd i fuld fart mod ansigtet, blikket er rassende og når slet ikke at se at det er Erik før det er forsent at stoppe hånden. "Hvad laver du her?!" råber jeg op og vrider hånden fri. "De har kraft edme splittet min bil ad!" raser jeg videre uden at sænke stemmen det mindste.

[Marie]

En svingende lussing og sikkert et noget rødt mærke, der vil følge mig i et par timer, rammer mig og jeg bliver mere end overrasket over det, da det giver mig en syngende hovedpine lige med det samme. Tænk at hun kunne slå så hård. Tanken forlader mig med en hovedrysten. "Hey ro på!" Udbrød han og tog sig kort til kbæen, da hun fik vristet sin hånd til sig. "Hvad? Hvem har?" Han så forvirret på hende. Havde hun været udenfor? "Hvordan kan du vide det?"

[Cane]

Jeg prøver at tage en dyb indånding men når ikke engang halvejs inden jeg vender omkring og fyre endnu en næve i væggen. "Son of a bicth!!" Siger jeg højt og vender mig mod ham igen. "De skide narhoveder." Jeg slår ud med hænderne og kaster opgivende med hovedet. "Min far kom forbi og fortalte det." siger jeg og himler med øjnene.

[Marie]

Jeg griber fat om hendes arme for at stoppe hende. "Stop! Slap af Scarlett for fanden!" Han holdt fast om hende for at få hende til at slappe af og ikke ødelægge sig selv. "Du ender bare med at få vagterne på nakken eller blive spændt fast til sengen eller op til psykologen, hvis du fortsætter. Din far, kan han ikke skaffe den tilbage og alle delene igen, så den kan samles?" Forsøgte han.

[Cane]

Han har alligevel ret mange kræfter. "okay, okay! Fint!" hvæser jeg og giver et ryk i hænderne af frustration. "Nej det er ikke lige til, hele svineriet er sgu i varetægt, de smadre det fuldstændig." Det er mit lille hjertebarn kan man godt kalde den bil for. Og ikke andre skal røre den uden min tilladelse. Hænderne ryster af vrede men jeg står stille nu. Den smukke forside er nu krakeleret noget for vreden.

[Marie]

"Jeg slipper dig ikke før, du slapper mere af", siger jeg i en fast tone, da jeg kan høre hun hvæser og rykker i hænderne og virker utrolig frustreret. "Jeg ved det, men du kan ikke gøre noget ved det. Det er virkelig nederen at få afvide, men du bliver nød til at give slip - vi kan altid forsøge at lave den igen bagefter, det vil aldrig blive det sammen men stadig", forsøgte han men han vidste, at det var svært for hende at fange nu, hvor vreden var der. Aldrig havde han da troet, at hun kunne blive sådan her.

[Cane]

Temperamentet som jeg stort set altid har pakket godt væk og tøjler har virkelig fået frit løb, jeg stopper dog med at hive for at komme fri og står bare og stirre på ham. "Fint." siger jeg kort med spændte kæber. Og venter på at han giver slip. "De røvhuller har sgu ingen ret!" siger jeg hårdt og ser på ham som om det pludselig er hans skyld, men han er bare den eneste her jeg kan se lige på og rette min vrede mod.

[Marie]

Jeg vidste ikke, at hun var så temperamentsfuld, men jeg kan også mærke, at det er frustrationerne og måske noget hun har gemt for mig og andre herinde. Jeg stirrer på hende, og ser de spændte kæber. "Lover du det?" Spurgte han og så hende dybt i øjnene, han ville ikke slippe hende, hvis hun ville skade sig selv. "Det ved jeg godt, men der er intet at gøre ved det," påpegede han og slap hende ligeså stille. Han ignorerede at hun talte til ham som var han lorten. Det måtte være vreden.

[Cane]

Jeg stirre ham vredt i øjenene til han slipper, jeg flyver omkring og losser hårdt til sengen med en høj argh-lyd. Så dumper jeg ned på den sløve madras og sukker irriteret. Han har jo ret, der er intet at gøre, men hvor det dog irritere mig at jeg ikke kan gøre noget som helst ved det.

[Marie]

Jeg bliver overrasket over den vilde reaktion. "For fanden Scar" knurrer jeg af hende, da hun bare går sådan amok også pludseligt dumper ned på madrassen. "Der er ikke noget at gøre, vi er fanget herinde. Så medmindre du har en genial måde, vi kan komme ud på - så er vi bundet til det her sted" siger jeg og ser på hende.

[Cane]

Hun mumlede en masse ret usammenhængende ord inden hun nikkede "det er røv uretfærdigt ..." Mumlede hun og lov den ene fod vippe rastløst. Hun ville være gået ned for at træne efter samtalen men vreden havde taget over. Hun betragtede lidt sine mishandlede knoer, der var først nu de begynde at gøre ondt.

[Marie]

"Jeg ved det, men det hjælper ikke, at du skader dig selv. Vi får bugt med de røvhuller, det lover jeg dig", siger jeg ærligt og ser på hende. "Vi skal bare ud herfra først, og det kan kun gå for langsomt", siger jeg ærligt og ser på hende.

[Cane]

Jeg fnyser lidt men får endelig vejrtrækningen nogenlunde under kontrol. "Nej.." Det gør det jo enlig ikke. "Hvad satan skulle vi bruge dem til?" spørger jeg og ser over mod ham med sammenbidt udtryk. Jeg køre en hånd gennem håret og sukker frustreret. "Det er sgu ikke helt let at komme 'ud her fra'" Der vil nok gå nogle år hvis det ikke lykkedes at anke dommen.

[Marie]

Let nikkede han til hende og sukkede tungt. "Jeg ved det, det er lidt af en kattepine at være herinde, men vi har ligesom ikke noget valg. Så skulle det være fordi vi fandt et hul i deres system", let sænkede han tonen og så på hende. "Det vil dog forlænge indsættelsen, hvis det lykkes og vi bliver fanget i det. Men jeg har opdaget et lille hul", pointerede han og så sig kort over skulderen mod døren.

[Cane]

Hun rettede hurtigt blikket mod ham og rynkede panden lidt ved hans ord. "Hvad? Hvor har de sådan et?" Jeg syntes de holder godt øje, men stadig så er de lige som alle andre steder ramt af besparelser, det har dog virker som om det er vores ting der er sparet på og ikke vagternes faciliteter. Lige nu er jeg klar til bare at skride på det hele og gå ud for at nakke dem der har smadret min bil, men med hænderne knyttet og Erik ved siden af så kan jeg alligevel formå at holde mig siddende.

[Marie]

"Det skal jeg vise dig, jeg har holdt noget øje med, hvordan sikkerhedssystemet fungerer, men der er et lille brud på den om morgenen. Jeg var tidligt oppe en dag, ellers havde jeg heller ikke opdaget det", sagde han og så på hende. Det var det eneste lille brud, han havde fundet på det indtil videre. "Men går man ind de forkerte steder ender man i hullet, bare så du ved det", understregede han.

[Cane]

"Fuck det, vis mig hvor det er." sagde hun bare monotomt efter at have lyttet til hans forklaring, lige nu var der intet der syntes at kunne skræmme hende, vreden var for tæt på til at hun kunne styre hvad der kom ud af munden i forhold til hvad der enlig skulle og hvad der bare skulle blive i tankerne.