Arrig? (Cane)

[Marie]

Han nikkede. "Og du er sikker? Kom, så viser jeg dig det. Men vi må nok hellere skubbe den seng ind inden", pointerede han og rejste sig op. Så skulle han nok vise hende, hvordan man kom ud, han havde overvejet det længe. "Det er to minutters brud på fortet, men nok til at komme i skjul på den anden side",

[Cane]

Hun rejste sig og skubbede til sengen, den vejede en del da den nok var lavet af rest smedejern eller noget i den dur. "Show me the way" Sagde hun så og slog ud med den ene mishandlede hånd. Begge hænder dunkede noget nu men vreden var endnu for tæt på til at den fulde smerte kom frem, den skulle hun nok nyde godt af senere.

[Marie]

"Kom med", sagde han og nikkede imod åbningen og satte i bevægelse. Hvor smart det var at vise hende, vidste han ikke, men hvis det kunne hjælpe, så ville han gøre det. Scarlett var desuden, den han brød sig mest om herinde - altså sammen med Annabell, men det var jo noget andet.

[Cane]

Hun fulgte hurtigt efter ham, uden at tænke over at tage overtrøje på, hun gik med ham i et rask tempo og syntes faktisk at han gik alt for langsomt. Blikket gled rundt opmærksom efter vagter, de ville helt sikkert tilkalde en af de sygeplejersker for at give mig beroligende, og det skulle jeg ikke nyde noget af!

[Marie]

Han bevægede sig afsted, men sørgede for at holde et passende tempo, så de ikke - hverken gik for stærkt eller for langsomt. De skulle ikke vække nogen opmærksomhed. Snart kom de til døren, der førte ud i gårdhaven og han bevægede sig udenfor og hen imod et hjørne. Han stoppede let op. "Hvis du ser mod klokken 10, så er der en mindre åbning. Der er hullet for udgang", sagde han lavt til hende og lænede sig lidt mod hende på en mere eller mindre diskret måde.

[Cane]

Hun skubbede døren op og den kolde vinterluft slog imod hende som en væg. Den tog toppen af raseriet der lå under overfladen og mine skuldre falder lidt ned og jeg følger hans anvisning. Der er det, et lille hul i hegnet, hvordan er det over hovedet muligt at over se det? Jeg lader hånden glide gennem det lange hår "Hvordan har de ikke set den?" spørger jeg overrakset.

[Marie]

"Det er derfor, at der er bemanding der hele tiden, hvis du bemærker det. Jeg tvivler på, at den bliver ved med at være der - så det er et spørgsmål om tid, inden det er lappet. Jeg ved ikke lige, hvem der har gjort det. Men der er et hul i sikkerheden på det punkt", svarede han og skævede mod hende og lod så blikket glide rundt, så det ikke så mistænksomt ud.

[Cane]

Øjenbrynene var let trukket sammen og blikket gled årvågent omkring i den blege gårdhave. "Et klap på skulderen til hvem end der gjorde det." Svarede hun og lod endelig hænderne lægge sig over kors mod ovearmene, så de fik lidt varme. Hun stod overvejende og så sig omkring, hvor længe det mon havde væert der og hvor længe va det der endnu?

[Marie]

Let nikkede han til hendes ord, da han var enig med hende i, at det var godt, at nogen havde gjort det. Han bemærkede det blik hun havde, der virkede søgende og tænkende. "Jeg opdagede det for to dage siden", sagde han derfor mulende. "Jeg tvivler på, at det får lov at blive der mere end højest to-tre dage mere."

[Cane]

Hun overvejede stærkt bare at bryde igennem og gå efter de narhoveder. Men det ille på ingen måde være smart. "Lad os gå ind igen inden skæbnen bliver fristet." Sagde hun og bed tænderne sammen. Blikket var stadig hårdt og stirrede på hullet lidt endnu.

[Marie]

"Forsent, jeg er allerede fristet", sagde han og skævede op imod vagttårnet. "Desværre så er det ikke lige nu, at tidsplanen tillader det", sukkede han og trak på skulderne, og daskede til hende. "Kom så, inden du spurter hen og vælter en vagt", sagde han drillende med et glimt i øjet.

[Cane]

Hånden blev knyttet da han daskede til hende, men hun undlod for en gangs skyld at lade hver med at slå tilbage, hun ville bare lægge alt for mange kræfter i det. "Hvad tid tillader den det så?" spurgte hun så og hentyede til den så kaldte tidsplan. Ellers kunne hun jo bare bruge sin frie eftermiddag på at få slået en mand eller to ned af dem der roede med hendes bil? Det ville nok være mere end dumt, men dumdristig blev hun når hun blev vred.

[Marie]

"Lige før morgenmaden, når alle ligger i deres senge og er dovne", sagde han og skævede mod hende. "Og vidst også til aftensmad, jeg har en fornemmelse af, at det er det samme der, men jeg har ikke undersøgt det nærmere", forklarede han ærligt og skævede til hende.

[Cane]

"Så kan vi gøre det i aften." Sagde hun handlekraftigt. Der skulle ske noget og med temperamenten så højt oppe som nu, forsvandt hendes ellers logiske sans, fuldstændig.

[Marie]

"Hey vent, mener du det seriøst? Altså at jeg også skal med?" Spørger jeg og ser på hende. "Eller skal du have hjælp? Kan vi tage Annabell med?" Min stemme er dæmpet og jeg ser på hende.

[Cane]

Hun så på ham med et dystert blik. "hvis du vil det bestemmer du selv." svarede hun og så kort på ham. "Det bestemmer hun vel selv..?" Hun så sig omkring i det store område, og holdte øjne med vagterne, selvom der ikke var mange.

[Marie]

"Lad os hive Annabell med i det, også daffer vi i aften", han nikkede sigende mod hende, imens tonen var dæmpet helt ned til hvisken. Han så ligeså mod vagterne. "De virker ikke særlig opmærksomme", mumlede han tænkende.

[Cane]

Hun nikkede bare kort men svarede ikke direkte. Den del var lukket nu. "De er værre end dørvagterne på diskoteker." sagde hun med et fnys, og lod så hænderne hvile omkring de muskuløse overarme, da kulden alligevel er ved at få lidt fat.

[Marie]

Han nikkede til hendes ord. "Desværre ja, de er ligesom nogle høg, der vogter over unger", mumlede han irriteret inden han nikkede mod døren. "Lad os komme ind, inden jeg fryser fast herude. Der må snart være mad", sagde han med et suk.

[Cane]

"Jah.." mumlede hun og vendte omkring, armene var fyldt med gåsehud og hun frøs faktisk ganske meget nu og ville gerne ind. Men frokost vil også være godt - hvis der er noget varmt i hvert fald - det er desværre sjældent vi får suppe her, men det kunne jeg godt spise lige nu. Jeg følger med ham ind igen og føler vagterne ser noget efter os. Belastende.