Blur (Erik)

[Cecilia]

Annabell

De sidste par måneder havde været et rent blur for hende. Dagene var blandet sammen til en grå masse, hvor hun ikke helt kunne skille hver enkelt dag fra hinanden. Hun hadede virkelig at være herinde, hvor tiden nærmest stod stille og der ikke var noget at tage sig til. Hun sad og prikkede lidt til frokosten, for det var en af de dage, hvor hun bare havde kørt sig selv helt ned i kulkælderen. Hun gad ikke det her sted længere. Hun ville bare gerne ud. Ud og se verden omkring dem. Ud og leve livet. Ikke være fanget. 

[Marie]

Erik

Han hang mere og mere som månederne gik. Der var intet der var interessant. Ingenting var sjove og man blev mere isoleret. Han havde da selv været endt i isolation nogle gange efterhånden og det blev længere tid. Hans lille forsøg på, at komme ud havde også givet noget af et bagslag. han havde ikke lige regnet med hundende, som kom efter ham. Det var lort med lort. Han kunne ikke engang huske, hvornår han sidst havde set Annabell. Alt gled sammen. Han kom gående ind i cafeteriet, hvor han bevægede sig som en zombie op efter mad.

[Cecilia]

Hun fandt ingen interesse i at lave jokes om den dårlige mad længere. Det værste var næsten, at den plan, hun så længe havde arbejdet på som flugtplan blev opdaget, inden hun kunne sætte den i værk, og det blev hun så smidt nogle dage i isolation for. Og hun hadede virkelig isolationen ud over alle grænser. Hun hadede at være spærret inde og på ingen måde kunne have kontrol med, hvad der efterfølgende kunne ske. Man kunne vist godt sige, at hun i løbet af de sidste par måneder havde opgivet alt. Selv Erik havde hun ikke set længe, da han vist også havde været i en del problemer efter flugtforsøg. Alle var vist begyndt at blive lige desperate.

[Marie]

Alt var tungt og kedeligt. Han gik i sin egen lille verden, mens han fik skovlet noget op på bakken og bare bevægede sig ned til et bord og smed bakken der og sank ned i stolen. Han sukkede tungt og lænede sig tilbage, inden han begyndte at prikke til maden med sin gaffel. Blikket gled rundt, men han fangede ikke hvem der var i rummet, inden han begyndte at skovle den kedelige og smattede ting som de kaldte mad ned i maven igen.

[Cecilia]

Hun havde endda mistet appetitten på det sidste og derfor gjorde hun ikke andet end at stikke til maden, uden at tage noget ind. Det gjorde hun stort set ved de fleste måltider og det var også begyndt at kunne ses på hendes krop. Hun endte med at opgive at få mere ned og bundede bare dit glas med vand, inden hun gik op for skramlende at lægge servicet på afrydervognen, hvilket gav hende et stramt blik fra vagten.

[Marie]

Ud af øjenkrogen bemærkede han noget velkendt. Et døsigt blik blev skudt til siden, inden han smallede øjnene sammen og genkendte skikkelsen. Nok havde hun fået mindre fedt på kroppen, men det var hende. Annabell. Han skubbede sig fri fra stolen og bevægede sig over, hvor han tog fat om hendes arm. Vagten trådte frem for at afværge, men fangede vidst hurtigt at Erik ikke ønskede Annabell ondt.

[Cecilia]

Forskrækkelsen var tydelig i hendes ansigt og hun skulle lige til at trække armen til sig, da hun løftede blikket mod personen, der havde fat i hendes arm. Erik. Det var Erik. En gnist af noget andet end total ligegyldighed skød igennem hende ved synet af ham og en pludselig trang til at finde tryghed hos ham meldte sig. Hun gjorde dog ikke andet end at gribe fat i hans arm med den anden hånd og sende ham et lettere desperat blik.

[Marie]

Hans blik lå mod hende og han bemærekde, hvordan hendes blik ændrede sig med det samme. Det var gode tegn. Virkelig gode tegn. "Jeg gætter på, at jeg dropper resten af maden og vi går et andet sted hen," sagde han lavmælt, og nikkede mod døren, inden han lagde en arm omkring hende og tog hende med ud af cafeteriet for at få noget ro. Det var længe siden, at han havde set hende.

[Cecilia]

Hun kunne ikke andet end at nikke af hans ord, og hun lagde armen omkring hans ryg, da han sådan lagde armen om hendes skuldre. De sidste par måneder havde virkelig været er rent helvede og efter de hver især var blevet smidt i isolation på hver sit tispunkt havde hun til sidst opgivet alt håb om faktisk at kunne planlægge, hvornår hun kunne se ham. Intet gik alligevel som planlagt, så det var ved at drive hende til vanvidets ran.

[Marie]

De bevægede sig ud af cafeteriet og længere ned af gangen. Da muligheden bød sig, trak han hende ind på en sidegang og pressede hende en anelse op af væggen for at lade sine læber ramme hendes ganske intenst og længselsfuldt. Han slap hende så og så mod hendes blik. "Hvor havde de gemt dig henne?" Spurgte han så ret direkte.

[Cecilia]

Overraskelsen kom ind over hende, da han trak hende ned af en sidegang og pressede hende op af væggen. Det kildede dog behageligt igennem hende, da han pressede sine læber imod hendes og hun følte endelig, at hun faktisk levede og ikke bare var et omvandrende lig. "Isolationen. Primært. Planen blev opdaget og de var ikke glade for den", mumlede hun, inden hun lagde armene omkring ham og nærmest knygede sig ind til ham.

[Marie]

Vejrtrækningen var dyb, mens blikket lå mod hende. Han strøg en lok af hendes hår væk fra ansigtet. "Det er måske derfor, at jeg ikke har set dig. Vi har været inde på forskellige tidspunkter- Fik de fat på planen altså kortet vi lavede?" Hans blik lå mod hende og han bed sig i underlæben. Satans, han havde håbet at de stadig havde muligheden for at bruge den.

[Cecilia]

Hun bed sig i læben og løftede blikket mod hans, inden hun nikkede langsomt. "Ja. Det gjorde de. Først fandt de kun et fragment af den, men da den var fundet gennemsøgte de hurtigt alt, og så fandt de den rigtige plan", hviskede hun og blikket skød ned. Hun burde have gemt den bedre. De burde aldrig have fået mistanke om, at hun lavede en plan. Nu måtte de begynde helt forfra...

[Marie]

Han sukkede tung ved de ord. "Satans også," mumlede han og måtte lige sluge den informaiton. "Vi må bare lave en ny, og denne gang sammen. Jeg ved ikke hvordan det gik Scarlett, da hun stak af - har du hørt fra hende?" Mumler jeg lavmælt, da ingen må opdage, hvad det er vi snakker om.

[Cecilia]

Hun endte med at gemme ansigtet imod hans trøje og bare holde sig ind til ham, da hun virkelig havde brug for den tryghed, han gav hende. "Sammen, ja", svarede hun ham mumlende, inden hun løftede hovedet og trak hans lidt længere ned mod sit. Hun placerede læberne lige under hans øre ved hans hals for at skjule, at de ikke ligefrem snakkede om maden i kantinen. "Nej. Overhovedet ikke. Jeg håber, hun klarer den", hvisker jeg til ham, inden jeg falder tilbage på fodballerne igen.