Long gray halls (Erik)

[Cane]

Dina Cane

Den lille skikkelse gik med sjoskede skridt ned af en af de ensformige grålige gange, de blege lysstofrør gav gangen et ubehageligt koldt lys  og en svag blinken af dem der ubevisdst irritere øjet forfærdeligt meget. Dina var dog van til de belastende lys og var ikke længere generet af det. Hun gik forbi et af opholdsrummende men der kom højråbende stemmer der inde fra. Hun skulle ikke ud i nogle problemer så hun gik videre. Måske det andet rum var mere tomt, det var det i hvert fald for møbler vidste hun. Hun trak lidt op i de alt for store bukser der allerede hang mere end baggied på hende, og pustede til en tot af det halvkorte strittende sorte hår.    

[Marie]

Erik Zachary Damonhill

Han kedede sig, derfor havde han ladt sine fingre stryge over den ru overflade på væggene. Normalt når han kedede sig så opsøgte han Annabell - eller en af de andre, men det var ikke lykkedes ham at finde nogen endnu. Faktisk var det mest Annabell han var stødt ind i her, men det var nu også ret godt selskab, så det ville han ikke være foruden. Han bevægede sig videre, inden han hørte en masse højlydte stemmer og toner, og derfor bevægede sig afsted. Bukserne stumpede, og var reddet af et par tennissokker. Seriøst, han lignede en nørd var han sikker på. Han manglede bare brillerne. Han rystede på hovedet ved tanken og fortsatte videre mod et af opholdsrummene.

[Cane]

Det mest usle af opholdsrummende lød stille hen så Dina skubbede døren op og gik inden for. Der var ikke engang en sofa der inde, men et brunt chatol der manglede en skuffe og så nogle stole der engang havde været polstrede. Der ud over var der en lænestol der også havde set noget bedre dage, men det var den der alligevel så mest indbydende ud. Hun traskede over til den og væltede ned i dens ukonfrontable sæde og trak benene op under sig. Så vendte hun det mørke blik mod døren og stirrede tomt op den. Det gitrede vindue gav et orange lys til rummet op grund af den nedad gående sol.

[Marie]

Han så en dør glide i lidt længere fremme til et rum, som han ikke havde undersøgt. Kort skævede han imod opholdsstuen, hvor der sad en masse folk, men der var jo flere af dem, og han følte sig nysgerrig efter det andet. Derfor bevægede han sig videre hen og endte med at gribe fat i dørens håndtag. Kort kiggede han sig over skulderen inden han skubbede døren op og så en pige, der sad på et af de ukomfortable sæder, og han skævede rundt. Det var et besynderligt rum og solnedgangens lys var specielt i dette lokale. Han trådte indenfor. "Vild farve," mumlede han og trådte imod det gitterede vindue for at se ud.

[Cane]

Hun havde ikke siddet der i lang tid - eller måske havde hun? Tid var ikke længere noget hun kunne holde styr på, et minut kunne føles som både sekunder eller timer når man bare sad og så frem for sig. Men døren gik op og det stirrende blik blev straks vendt fra hvor håndtaget før var til hovedet på den person der lige var trådt ind. Hurtigt bliver han scannet for de mest indlysende ting, hans hår, hans udtryk, højde og drøjde. Men så siger han noget. En lille rynke tegner sig mellem Dinas øjenbryn over den kommentar. Den var da sær, er det sådan en hilsen? En indledning til en samtale måske? For det lød mere som en højttænkende konklussion.

[Marie]

Han så ud af vinduet, inden han henvendte sig til pigen, som havde siddet og stirret noget på ham. han drejede sin krop imod hende. "Øhm .. Hej, jeg er Erik," præsenterede han sig, mens han satte i bevægelse hen imod hende. Hvorfor sad hun bare alene og stirrede mod døren. Han følte lidt, at hun var igang med at analysere ham og tjekke ham for alt. Ligesom vagterne havde gjort, da han ankom. Det brød han sig ikke om.

[Cane]

Hun lagde ikke skjul på at hun studerede ham nøje. Og han fik en tur til da han vendte front mod hende. Han præsentere sig... "Cane..." Erik, det må da være fornavnet kom hun så i tanke om. "Øhh.. Dina." mumlede hun og holdte hænderne omkring sine knæ mens hun urørligt sad stille og så på ham.

[Marie]

Han rynkede i pandne, da hun præsenterede sig med to navne. "Så .. Skal jeg kalde dig Cane eller Dina?" Spurgte han derfor og så på hende. I en let bevægelse stak han hænderne i lommerne og studerede hende. "Eller dit fulde navn?" Den havde han ikke lige overvejet, hvis det var tilfældet måtte han nok også give slip på sit fulde navn, da det ikke var fair hvis han ikke gjorde det.

[Cane]

Hun trak mekanisk på skuldrende. "Dina Cane - Cane." Svarede hun, det var jo hendes fulde navn og hun var aldrig rigtig blevet kaldt ved sit fornavn. Han stod bare der og kiggede, hvorfor gjorde han det? Hun lagde hovedet lidt på skrå som en ugle, uden at tage blikket fra hans rødhårede udstråling. Var det her der ville blive forventet at hun skulle sige noget? Hun var så forbandet akavet når det galt det sociale.

[Marie]

Han nikkede til hende. "Hyggeligt at træffe dig Cane, - som sagt kan du kalde mig Erik eller noget andet, jeg hedder Erik Zachary Damonhill" Sagde han roligt og så på hende, inden han trak let på skulderne ved det. Det var nok lidt akavet at sige, nå pyt. Hans blik veg en anelse, da han havde nærstuderet hende. "Hvad sidder du så her for?" Spurgte han, han hentydede til hendes bogstavelige position og ikke grunden til at være indlagt eller fængslet, hvad de nu kaldte det.

[Cane]

Hyggeligt? Det kan han da endnu ikke sige noget om? Det er nok bare ment som en høflighed. "Damonhill.." mumlede hun, hun havde det bedst med at kalde folk ved efternavnet, så blev de ikke så personlige. Hendes mørke blik blev ved med at hvile på ham uden at blinke. "Hvad står du der for?" svarede hun hurtigt igen med ru tone, inden hun kunne nå at stoppe sig selv, hun havde ikke brug for konflikter dem havde hun haft nok af uden for det her lorte sted. Hun bed sig kort i læben. "Der var fyldt det andet sted." Svarede hun så mumlende.

[Marie]

Han studerede hende en anelse, da hun gentog hans efternavn. Så det var måske det, som hun ønskede at kalde ham? Det var hendes valg, han reagerede på alle sine navne. Måske ikke så meget på sit mellemnavn, eller jo hvis de kaldte ham Zach, så kunne det gå an. Han tog sig ikke videre af det. "Jeg hørte døren smække, også blev jeg vel bare nysgerrig?" Sagde han roligt og studerede hende en anelse. "Det opdagede jeg godt," sagde han og skubbede en stol frem og satte sig i den, til trods for den hårde overflade.

[Cane]

Smækkede hun med døren? Hun måtte være mere forsigtig. Han satte sig ned og hun stirrede ufravant på ham. Hvad ville han.? Lige umiddelbart så han ikke aggressiv ud og slet ikke nu hvor han sidder. Men så kommer dem stilhed igen. Der hvor man burde sige noget smart og smalltalk.... hun bed sig tænkende i underlæben uden at tage blikket fra damonhill

[Marie]

Stilheden bredte sig i rummet og han brød sig ikke helt om den. Ej heller, at hun sådan sad og stirrede på ham. Hvorofr gjorde hun det? Men han gjorde jo det samme, så det var da logisk nok. Han trak svagt på smilebåndet, inden han lod blikket glide rundt. "Så, skal vi lave noget?" Spurgte han i et forsøg på at bryde stilheden og den tavse aroma.

[Cane]

Hun betragtede ham uden at blinke og en lille rynke endte med at tegne sig mellem hendes øjenbryn. "Som hvad?" Hvad var han ude på? Hendes stemme var monoton og neutral men hun var mistroisk som altid. Hvad ville han? Ham mindede hende mest om de ældre fyre der spillede smarte over for pigerne. Men alligevel var der noget i hans blik der fortalte en anden historie

[Marie]

Han bemærkede den lille rynke, der formede sig i hendes pande. Måske hun var ny? Eller var hun mistroisk? han havde da ikke gjort noget? I hvert fald ikke endnu. "Det ved jeg ikke, sludre? Gå en tur? Se om de har nogle spil? Et eller andet?" Sagde han henkastet, han havde nemlig ikke haft noget direkte i tankerne, da han ahvde spurgte hende. Det burde han måske have haft gik det op for ham.

[Cane]

I nogle sekunder sad hun bare helt stille og stirrede på ham. Så nikkede hun en enkelt mekanisk gang. "Okay." Sagde hun og satte fødderne i gulvet og rejste sig fra stolen. Hun betragtede ham lidt og afventede hvad han ville. Gå en tur kunne man vel altid, for hun var hverken et sludrechatol eller den bedste til spil.

[Marie]

Han var lige ved at spørge ind til, hvilken af delene hun svarede okay til, da hun resjte sig op og han selv derefter gjorde det samme, da hun kiggede så afventende på ham. "Så hvilken af delene er det et okay til?" Spurgte han med et skævt smil over sine læber, mens han let løftede den ene arm og strøg fingrene igennem det rødlige hår.

[Cane]

Skulle han nju spørge ind til mere? Hun så op på ham da han rejste sig. Så slog hun ud med armene i en ligegyldigt gestus der fik de overdrevede store ærmer til at æde hendes hænder. Det mørke tomme blik lå fast og stirrende på ham "det ved jeg ikke?" Sagde hun så lidt stille.

[Marie]

Han rystede let på hovedet. "Du gav bare aldrig et fast svar? Så jeg troede bare du overvejede det eller .." Han trak på skulderne. "Der er slet ikke noget du har lyst til?" Spurgte han derefter, inden han bed sig i underlæben, og slap kort efter. Nakken knækkede en anelse fra side til side, og han trippede lidt på fødderne, inden han hvilede på det ene ben.