Tænkning (Lim)

[Cecilia]

Hun virkede overhovedet ikke sikker på sig selv, men Annabell lod sig ikke mærke med det. Hun holdt bare øje med hende og prøvede at regne ud, hvad der kunnehave fået pigen til at blive så indelukket. Det måtte virkelig have været nogle oplevelser. "Annabell. Kingston, hvis det er vigtigt", præsenterede hun sig venligt med et smil. Det kunne ikke nytte andet end at være venlig.

[Marie]

Hendes blik gled mod Annabell. "Annabell er engelsk og en sammentrækning af Anna og Bella. Anna betyder hebreaisk og betyder at være tillidsfuld og hjælpe andre. Mens Bella betyder skønhed og er italiensk", fortalte hun roligt, inden blikket skød ned. "Det er et flot navn. Og et stort et", mumlede hun lavmælt, inden hun sank en klump. Hun havde kommet med betydningen af navne før, men det var sjældent det blev godtaget eller taget imod på en god måde. Hun kunne bare godt lide det. Hun elskede navne og deres betydning, samt oprindelse. Men det var sjældent nogen kunne lide at hun kom med det. Selv på trods af at hun kun kunne latin og sit eget sprog. ikke engang engelsk forstod hun.

[Cecilia]

Overraskelsen måtte have været at se i Annabells ansigt over den oplysning. Hun havde aldrig selv søgt på betydningen af sit navn, det havde hun simpelthen ikke tænkt over, men hun havde på ingen måde regnet med, at en fremmed bare ville fortælle hende det. "Hvordan kan du huske det? Det er alligevel utroligt", sagde hun med et smil. Tænk at kunne huske sådanne navnebetydninger. Hun måtte have haft en ven eller slægtning, der hed Annabell? Andet ville ikke give mening.

[Marie]

Lim trak på skulderne. "J-jeg .. Navne er flotte", sagde hun med en tøvende og nervøs stemme. Egentlig opstod den passion for navne dengang hun gik hjemme hele tiden og lærte alt om kristendommen. Hun fik lov til at vælge én ting selv, og det blev navnebetydning, fordi hun ville kende betydningen af sit eget navn udenad. Lige siden havde hun undgået at bruge sit navn. Ikke at der var noget galt med det, men hun kunne bare godt lide at blive kaldt Lim. Desuden, så var det lidt et Budbringer navn for hende. Lucy eller Lilium var ikke ligefrem et navn som man kunne sige til andre, de var private.

[Cecilia]

Annabell nikkede. "Det har du helt ret i. Har du bare lært dig en masse navnes betydninger så?" spurgte hun nysgerrigt, da det var noget af en evne. Annabell brugte kun hukommelsen til at huske steder og specielt hvordan det så ud med rum og så videre, men hun havde aldrig troet, at man kunne huske noget som navnebetydninger så godt. Det var alliegvel imponerende.

[Marie]

"J-ja" hun så kort ned. "N-når vi ikke skulle tjene Herren, så lærte jeg navnebetydninger og oprindelser", forklarede hun forsigtigt og sugede underlæben ind, inden hun slap den igen og skød blikket mod gulvet. Hun krympede sig og krøllede sig mere og mere sammen. Hendes blik flakkede i ny og næ rundt.

[Cecilia]

Tjene Herren? Annabell fandt det en smule underligt, men hun hang sig dog ikke i det. Det var ikke det, der interesserede hende. "Så du kan en hel del? Hvad med fx..." Hun prøvede at finde på et navn, men det første navn, der poppede op i hendes hoved var Erik. Og det virkede ikke som det bedste navn at slynge ud. Ikke bare sådan lige. "Leonora?" spurgte hun endeligt. Det havde været hendes mors navn. Hun havde elsket det navn.

[Marie]

Hun tiltede hovdet let på skrå. "Leonora? Hvad er der med det navn?" Ordene fløj ud, idnen hendes kinder blussede op og hun bed sig i underlæben. "Leonora er italiensk og betyder lys", fortalte hun forsigtigt. Hun lod blikket flakke rundt, inden hun så ned på de bare fødder, som hun havde. Hun gik trods alt aldrig med sko.

[Cecilia]

Annabell bed sig i læben og fortrød allerede nu, at hun havde spurgt. Hun kunne dog ikke stikke en løgn op. "Det hed min mor", svarede hun derfor bare med blikket rettet mod hænderne, mens hun tog sig sammen og fik smidt tanken om i baghovedet igen. Et let smil gled over hendes læber ved Lims forklaring. Det passede bare alt for godt på hende. Alt, alt, for godt.

[Marie]

Lim så en anelse på Annabell og nikkede. "Det er et smuk navn din mor har" sagde hun så tøvende. Inden hun bemærkede en detalje i det hele. "Smukt navn hun havde", sagde hun så og skød blikket ned. "Und-undskyld," sagde hun og krympede sig. Det var ikke pænt af hende, at hun ikke havde fanget det korrekt første gang.

[Cecilia]

Hun ville ikke til at rette på den forkerte tid, men da Lim selv gjorde det bed hun sig i læben. Det var ikke rart at tænke på. Men sådan var det nu. "Det... Gør ikke noget. Du kunne ikke vide det", slog hun det hen, selvom hun kunne mærke, hvordan det havde revet op i noget. Hun nægtede dog at lade sig påvirke af det, da det ikke ville ende godt.

[Marie]

Hun skævede imod jorden. "Det kunne jeg.." Mumlede hun og rejste sig op. "Un-undskyld .. J-jeg .." Hun bevægede sig hurtigt imod døren og lod den glide op inden hun forsvandt ud af den, da hovedet begyndte at blive bombarderet med tanker og hun følte sig halv kvalt af at være i et rum med en anden. Sådan havde hun haft det siden sit møde med både Nate og Cane. De havde ikke gjort noget godt for Lim.

[Cecilia]

En rynke formede sig i hendes pande. Det kunne hun da ikke? Hun slog det dog hen, da Lim pludselig rejste sig op og nærmest flygtede. "Hey, Lim!" sagde hun en anelse forvirret og rejste sig op for at følg efter hende. Hvad var der lige sket der? Havde hun sagt noget forkert?

[Marie]

Lim stivnede, da der blev kaldet på hende. Hun var dog kommet ud af døren. Skulderne skød op og sitrede en anelse. Forsigtigt drejede hun det lyse ansigt og lod de karamelbrune øjne glide imod den fremmede pige - som havde det flotte navn Annabell. "J-ja?" Lød det nervøst og tøvende, klar på at stikke af, hvis der skete noget farligt.

[Cecilia]

Heldigvis stoppede Lim op og Annabell gjorde der samme, inden hun kløede sig i håret. "Er jeg virkelig så kedeligt selskab, at du ser dig nødsaget til at flygte?" spurgte hun med et skævt smil, da der alligevel var første gang det nogensinde var sket.

[Marie]

Lim krympede sig, det var jo ikke sådan det var. Pigen var ikke kedeligt selskab. Lim havde det bare svært med andre. "J-jeg .. D-det .. N-nej .. Du .. Du er .. f-fint selskab", lød det stammende og nervøst. Hendes blik skød rundt i vildens sky og hun kunne ikke helt finde ud af, hvad hun skulle gøre. Hun havde endda fået et brev om et bal, og hun turde ikke engang overveje at tage til det. Hvad ville der ikke ske? Hun ville være paranoid og gemme sig også var det pigerne der skulle invitere? Hun kunne jo aldrig få nogen med til sådan noget!

[Cecilia]

Pigen virkede endnu mere nervøs og Annabell fortrød at have konfronteret hende med det. "Hey. Lad os finde på noget hyggeligt at lave, ik? Hvad kan du godt lide at beskæftige dig med?" spurgte hun stadig med der venlige smil. Hun ville ikke have, at Lim skulle have det sådan i hendes selskab. Det brød hun sig på ingen måde om.

[Marie]

Lim så tøvende op på Annabell. Mente hun det? Hun tøvede. Var det bare for sjov? Havde hun mon en bagtanke med det? Hun skammede sig over tankerne, Herren ville ikke blive glad for dem. Derfor sendte hun en mental undskyldning til ham, inden hun forsigtigt og nervøst henvendte sig til pigen. "H-hvad vil du lave?" Spurgte hun frosigtigt. "J-jeg .. Læser biblen?" Forsøgte hun og strøg den bare fod over det kolde underlag i en usikker og nervøs bevægelse.

[Cecilia]

Hun afslog ikke forslaget med det samme og det gjorde Annebell lidt bedre tilpas. Hun ville ikke være skyld i at gøre andre nervøse og utilpasse. Det var ikke meningen. "Vi kunne gå en tur rundt? Snakke lidt?" foreslog hun, selvom hun nok ikke ligefrem var den bedste til at føre smalltalk. Men hun kunne lige så godt prøve. "Biblen? Har du den på dig, eller...?" Annabell kunne godt huske, at der var nogen, der havde nævnt, at Lim var ret så troende. Men sådan måtte det jo være.

[Marie]

"G-gå tur? Hvorhen?" Kort slog hun blikket op. Det faldt med det samme igen. Hun rystede på hovedet af Annabells ord. "N-nej.. J-jeg måtte ikke få en med. De sagde, at vi ikke måtte have noget med", sagde hun tøvende og bed sig i underlæben. Hun manglede sin bibel. Hun ville gerne skaffe en, men så længe hun havde sådan en omgang social fobi som hun havde, så var det svært at tage nogen af tjanserne, for man risikerede at være fanget med andre mennesker i længere tid.