Tænkning (Lim)

[Cecilia]

Annabell Kingston

Hendes blik var rettet lige frem mod væggen, mens hun ikke rigtig kunne finde på andet at lave end at sidde og tænke. Det her sted er virkelig dødssygt på alle måder, men det fik i hvert fald en til at tænke. Måske var det derfor, at det var blevet gjort så drønhamrende kedeligt? For at folk virkelig kunne tænke over sine handlinger? Det var dog på ingen måde sådanne tanker, der løb gennem hende, mens hun sad i den ukomfortable stol i fællesrummet. Meget mod sin vilje kunne hun ikke lade være med at sidde og tænke på en speciel rødhåret person. Hvad lavede han mon nu? Skulle hun måske prøve at finde ham?

[Marie]

Lucy Lilium Eden

De bare fødder blev placeret en efter en, forsigtigt mod det kolde gulv. Der var ingen varme i det, men det gjorde hende nu ikke noget. Det var meget hjemligt for hende, udover at det ikke var klinker, som de havde hjemme ved hendes forældre. Hvad mon de foretog sig lige nu? Hendes blik flakkede rundt og landede på det fine ur, der hang højt oppe i loftet, så det ikke var muligt for en lille pige som hende, at få fat i det. Klokken havde slået 10.37. De måtte næsten være igang med en gudstjeneste. Tanken fik et smil til at forme sig på hendes læber. Så var det derfor, at Herren havde travlt lige nu. Hun savnede at komme i en kirke og havde endda efterspurgt hendes mor en kirkelig gudstjeneste, sidst hun havde været på besøg, men moderen ville undersøge det. Hun havde dog ikke set sin mor siden. Det var snart 2 uger siden. Lims blik sank mod jorden. Havde hendes mor glemt det? Nej, mindede hun sig selv om. Hendes mor havde travlt med at tjene Herren og få hans budskaber ud. Lims fingre gled langs væggen til hun nåede en dør, hun lod forsigtigt fingrene glide om håndtaget og åbnede den op. Forsigtigt tippede hun hovedet indenfor, for at undersøge om der var andre?

[Cecilia]

Hendes tanker var lige ved at bevæge sig et underligt sted hen i samme øjeblik som døren blev åbnet op og rev hende ud af tænksomheden. Annabells blik gled over mod døren og de nøddebrune øjne ramte en anden pige. Et øjeblik så hun bare bekendt ud og det næste vidste Annabell fra hvad. Det var den pige, som var blevet slæbt ind under måltidet forleden aften. Hende som Alex var gået hen til. Lim. "Hey", sagde Annabell roligt og venligt og sendte pigen et venligt smil, for derefter at køre en hånd igennem håret for at komme helt ud af tænksomheden.

[Marie]

Lim stoppede straks op og tøvede, da lyden af en hilsen ramte hende. Hendes øjne flakkede og hun mærkede usikkerheden stige og den sociale angst troppe op. Hun trak hovedet til sig igen, og stirrede forsigtigt ind af den lille revne i døren. Skulle hun gå ind? Hun kunne næsten ikke være bekendt, at blive tilbage? Eller kunne hun? Hun overvejede det meget, det ville være let at gå. Uhøfligt, men let. Nej hun kunne ikke. Forsigtigt skubbede hun døren op og sneglede sig ind. Hun tøvede, undgik pigens ansigt og så dermed ikke smilet eller noget. "H-hej" Lød det tøvende over hendes læber med den nervøse mine.

[Cecilia]

Annabell fornemmede den anden pige nervøsitet, men hun holdt sig bare i ro. Hun havde ikke troet, at Lim ville være så nervøs, som hun fremstod, selvom Erik og Scarlett nok havde hentydet til det. Hun lod dog være med at vise sine fordomme alt for meget, og fortsatte bare det venlige smil, selvom det ikke så ud til, at pigen værdigede hende et blik. "Hej. Du må være Lim?" spurgte hun med en venlig stemmeføring og satte sig lidt bedre til rette på stolen. Selvom hun havde valgt den mest komfortable, var den stadig virkelig ukomfortabel at sidde på. Sådan var de fleste af stedets ting.

[Marie]

Hun løftede straks sit blik. Havde hun lige sagt hendes navn? "D-Du ved hvem jeg er?" Lød det en anelse stammende på en overrasket måde over Lims læber. Blikket blev løftet imod pigen, men flakkede straks væk, da hun var usikker på sig selv og ikke brød sig om, at der var en fremmed. Hvorfor var der så mange fremmede over alt? Hvorfor var der så mange mennesker? Hun ville gerne være alene, men det kunne ikke lade sig gøre? Hun trådte langs med væggen hen til en stol i et hjørne, hvor hun placerede sig med benene oppe på stolesæddet, da hun endelig sad ned. Bare i tilfælde af, at troldene pludseligt skulle komme.

[Cecilia]

Annabell nikkede og tænkte kort, om en undskyldning ville være på sin plads? Det virkede jo nok en smule uhyggeligt, at hun sådan vidste, hvad Lim hed? Hun endte dog med at vælge en forklaring i stedet. "Ja. Alex har fortalt mig om dig", sagde hun, da hun fandt Alex som den bedst allierede i det her, selvom hun kun kort havde snakket med ham. Men han virkede til at have det okay med Lim, så helt galt kunne det vel ikke være at bringe ham på bane? Det tænkte hun i hvert fald ikke. Hun betragtede Lim, da hun fandt en stol i et hjørne, tydeligvis en smule ubehageligt tilpas, hvilket kunne ses på måden, som hun trak benene op foran sig. Annabell ville dog ikke gøre hende utilpas, så hun forholdt sig bare i ro.

[Marie]

Lim gemte sig en anelse bag benene, da de var trukket godt op på stolen. Dog tittede hendes blik op over hendes knæ, da hun hørte, at Alex havde fortalt om hende. Hun tøvede. Var det gode tegn? Blikket flakkede igen, og hun undersøgte kort rummet for små væsner. Ingen tegn på dem endnu. Så kunne hun stadig slappe af. "H-har han?" Lød det en anelse nysgerrigt fra hende, selvom det nok ikke var noget hun måtte være. Hun kunne dog ikke lade være. Hvad havde han fortalt? Sidst var hun gået, fordi .. Hun rystede tanken af sig, det var heller ikke pænt at tænke sådan. Men pigen så dog ud til at smile, var det flask? Måske var hun uønsket af denne pige også, ligesom hende hun havde undskyld til?

[Cecilia]

Hun virkede meget opmærksom på alt omkring hende, men det var ikke noget Annabell tog sig af. Hun kendte til følelsen i hvert fald i mindre grad. "Ja. Det var dog kun lige kort", sagde hun med et venligt smil og lænede sig tilbage i stolen. De kunne virkelig godt anskaffe nogle bedre stole herinde! Og nogle bedre senge. Og noget bedre mad. Faktisk bare bedre af alting.

[Marie]

Lim havde fået vagt sin nysgerrighed. Hvad havde han mon sagt? Hun burde ikke blive nysgerrig. Kort tjekkede hun af om det var imod nogle af hendes værdier, men hun fandt ikke nogen der direkte forbød hende at være nysgerrig. "H-hvad .. sagde han?", spurgte hun så forsigtigt, mens hun lod blikket hvile over knæene og dermed kunne beskue den fremmede pige, hvis navn Lim overhovedet ikke var i nærheden af at kende.

[Cecilia]

Annabell tænkte tilbage på den korte samtale de havde haft, inden Alex havde flyttet sig over til Lim for at spise. Det var ikke meget, han havde fortalt, nu hun tænkte tilbage, det var nu mere Erik, der havde fortalt. "Ikke så meget. Han virkede bare til at være noget beskyttende overfor dig", huskede hun, da Alex jo med det samme var gået Lim til undsætning, da han fandt ud af, at hun var blevet slæbt ind af vagter.

[Marie]

Lim så lidt overvejende på pigen. "H-hvordan det?" Hun forstod det ikke. Var han overbeskyttende? Var det derfor, at han havde givet hende hans trøje? Og havde sat sig hen til hende, da hun ikke ville spise? Måske gav det mening? Hun rynkede kort i panden og gemte sit ansigt bag knæene igen. Så var han måske ikke så venlig igen, men ville bare give hende medlidenhed? Ligesom alle andre, der ikke troede på hende?

[Cecilia]

Det var nu, hvor Annabell skulle overveje sine ord. Erik havde nemlig kaldt Lim nogle ting, der ikke var så rare, og det var der, hvor Alex havde forsvaret hende. "Med det samme, han fik at vide, at du var kommet ind i spisesalen bevægede han sig hen til dig. Og han lød oprigtigt bekymret", valgte hun så at fortælle en stor del af sandheden. Hun betragtede opmærksomt Lim, der bare så ud til at gemme sig endnu mere bag sine ben.

[Marie]

Hun blev ved med at gemme sig bag sine knæ. Kunne det virkelig passe? Hendes hoved begyndte at summe, mens hun forsøgte at placere det hele. Bekymret. Han lød bekymret. Ordene hang i hendes øre, og hun bed tænderne en anelse sammen, inden hun kort og en anelse rastløst bevægede fingrene mod sine skindeben. "Medlidenhed.." Mumlede hun og vuggede en anelse. Skulle nogen synes om dig? Du er bare en usling, en som man vil have medlidenhed. Ingen tror på dig. Du taler med dig selv Lød det for hendes øre og det gav et sæt i hende. Ikke nu. Ikke allerede.

[Cecilia]

Annabell rynkede i panden ved det mumlende ord, der kom fra Lim og hendes rokken gjorde hende endnu mere bekymret. Hun var nok en smule mentalt forstyrret, men ellers virkede hun da meget sød, gjorde hun ikke? "Jeg tror nu ikke, at det var af medlidenhed. Man ville ikke have stået op foran vagterne på den måde, hvis det var af medlidenhed", påpegede hun dog, da det var hendes opfattelse af det.

[Marie]

Lim så lidt overvejende på pigen. "Hvordan kan du vide det?" Spurgte hun så ligeså forsigtigt pigen. Der var en snært af noget nysgerrigt over hendes stemme, men Lim havde ingen anelse om, hvorvidt hun kunne stole på den fremmede pige. Hun havde fået noget af et tilbagetogt efter, at både ham Nate og pigen Cane havde skræmt hende. Så hvorfor skulle denne pige være anderledes. Hun huskede dog på ordene om den tapre samaritaner.

[Cecilia]

Annabell trak på skuldrene. "Hvis det bare var af medlidenhed vil man jo ikke selv komme i ballade, vel?" forklarede hun sine anelser. Lim virkede egentlig til at være flink nok, selvom hun var en del tilbageholdende. Men det var vel, hvad man kunne regne med? Det var ikke alle, der var ligeså snaksagwlige som Erik.

[Marie]

Lim sad og kneb øjnene en anelse sammen ved de ord. Det kunne hun have ret i. Hvorfor skulle nogen ville have dig med? Du er intet værd.. Gud holder dig for nar Hvislede en faretruende stemme, og hendes blik skød straks flakkende rundt på en usikker måde. Hun sank en klump. "M-måske.." Lød det tøvende.

[Cecilia]

Hun så ikke specielt tilfreds ud ved de ord, og Annabell betragtede hende opmærksomt. Og hende som havde troet, at hun var tilbageholdende. Det var så tydeligvis ikke tilfældet på nogen måde. Et venligt smil var dog stadig plantet over hendes læber. "Det passer. Eller det er i hvert fald sådan jeg tænker det", fortæller hun med et opmuntrende smil. Lim skulle ikke være så utryg omkring det.

[Marie]

Hendes blik gled lidt fra den ene til den anden side inden hun lod hagen hvile imod knæene. "Kan .." Hun tøvede og stoppede så sig selv og bed tænderne sammen. Hun turde alligevel ikke spørge, så hvad kunne det nytte. Hun satte forsigtigt fødderne ned på gulvet, men armene var slået om hende og hun lagde benene over kors, mens hun lod skulderen skærme en anelse afvisende mod Annabell. "H-hvem er du?" Spurgte hun så forsigtigt og med en virkelig uskyldig og piget tone.