Tænkning (Lim)

[Cecilia]

"Bare lidt rundt? For at se stedet?" foreslå hun med et smil og nikkede ned af gangen. Det kunne måske få hende til at falde til ro? "Har du så overvejet at få nogle point ved at tage nogle tjanser? Man kan vist få en bibel?" spurgte hun venligt. Der var i hver fald, hvad hun mindedes. Det var selvfølgelig ikke det, hun havde overvejet, men der var en mulighed.

[Marie]

Lim så tøvnede på Annabell. Var det nu også en god idé. "D-det .. Okay?" Hun så tøvende på Annabell, og bed sig i underlæben, for hun var ikke meget til det. Hun skød straks blikket ned mod gulvet. "J-jeg .. J-ja .. M-men .. D-der er fo-for mange mennesker" hun sugede underlæben ind og neglene kradsede mod håndledshuden i de allerede arrede sår, som hun lavede for et par dage siden.

[Cecilia]

Annabell nikkede med et smil og førte hånden i en sigende gestus ned af en af gangene, som en hentydning til, at de skulle komme videre så. Hun kunne jo lige så godt prøve at gøre noget ved det, selvom pigen virkede meget svær at komme ordenligt i kontakt med. "Det er ikke alle steder, der er for mange mennesker? Du kunne fx melde dig til at lave noget udenfor, hvor du ikke behøver at være sammenmed andre? Feje blade eller sådan noget, det giver vist også gode point", sagde hun med et hjælpende smil.

[Marie]

Lim fulgte bevægelsen, som hun så Annabell lavede. Kort krympede hun sig, af frygt for at hun ville blive slået, men det tog hun i sig med det samme igen og lod blikket glide ned langs gangen og nikkede forsigtigt - tøvende satte hun i bevægelse. Så mod Annabell også stien, inden hun bed sig i underlæben. Bange for at gøre noget forkert. "Men .. Der er andre ude der", sagde hun lavmælt.

[Cecilia]

Annabell fulgte med ned af gangen, selvom Lim overhovedet ikke virkede teyg ved det. Men hun kunne lige så godt prøve at være venlig i stedet for at dømme pigebarnet. "Men hvis de ikke vil gøre dig noget, er det så et problem?" spurgte hun venligt og tålmodigt, da det jo ikke helt gav mening.

[Marie]

Lim stirrede ud i luften, mens hun hørte ordene der blev sagt til hende. Blikket flakkede kort, inden hun fandt et fast holdepunkt, mens de bevægede sig ned af gangen. Hun blev kort fanget i at se skyggerne der dansede på gulvet, inden hun atter blev snappet i fokus. Fingrene svedte en anelse af utilpashed og hun tog en dyb indånding i et forsøg på at finde sig selv i et konfortabelt sted. "Jeg .. Jeg kan ikke lige de er der.. D-de .. kan ikke lide mig" Sagde hun og hendes stemme blev hurtigt til en hviskende tone.

[Cecilia]

Annabell rynkede i panden over de ord, da hun ikke helt forstod meningen bag de ord. "De? Hvis det er de andre elever, så kan jeg godt sørge for, at de ikke vil genere dig?" Hun kunne jo altid begynde at føre en samtale, så Lim kunne arbejde i fred. Ville det ikke være en hjælp?

[Marie]

Lim så tøvned epå hende. "Nej det.. J-jeg vil ikke være til besvær. J-jeg finder en anden måde", sagde hun tøvende. "Herren vil vise mig vejen", forkalrede hun forsigtigt og skævede imod Annabell inden blikket atter flakkede væk. Bange for at gøre noge forkert. Gud skulle nok skaffe hende en bibel, det var jo sådan noget han ville gøre for sin budbringer.

[Cecilia]

"Det vil da ikke være besvær ligt, så kan jeg bare snakke lidt med forskellige folk, mens du kan optjene de behøvede point?" sagde hun med et venligt smil. Selvom Lim virkede til at tro på, at 'Herren' nok skulle sørge for at alt skulle gå, så troede Annabell ikke på det. Sådan noget virkede ikke.

[Marie]

Hun så tøvnede på pigen. Inden hun rystede på hovedet. "J-jeg .. De-det kan jeg ikke tage imod." Sagde hun tøvende og skød blikket ned. Det måtte og kunne hun ikke gøre. Det var forkert. Forkert af hende selv. Andre måtte godt, men hun måtte ikke. Hun havde altid fået ballade for at tage imod ting, for det var selvisk og sådan ville hun ikke være. Det her var vel det samme? Var det ikke?

[Cecilia]

Annabell rynkede i panden, men var stadig venlig. "Hvorfor ikke? Det giver dig muligheden for at få en bibel og mig mulig heden for at lære nye folk at kende?" spurgte hun en anelse undrende, da det ikke gav helr mening for hende.

[Marie]

"M-men .. D-det ville være selvisk .. J-jeg kan ikke være selvisk" Hun rømmede sig kort og nervøst gned hun fingrene mod hinanden, inden hun kradsede mod sine håndled i en ubevidst bevægelse, som skar i køddet. Der gik ikke hul men ridserne formede sig over håndleddet et efter et. "D-de er der stadig", hviskede hun nærmest og blikket flakkede usikkert omkring.

[Cecilia]

"Det vil da ikke være selvisk? Det er det, man kalder at gøre en tjeneste?" påpegede Annabell undrende, da hun ikke kunne se, hvorfor det skulle være selvisk. Hun prøvede jo bare at hjælpe pigen? Var der så meget galt i det? "Men jeg vil ikke lade dem genere dig."

[Marie]

Hun kiggede tøvende på Annabell. "M-men .. J-jeg skal jo gøre andre tjenester?" Sagde hun tøvende. Det var det der var meningen. Hun skulle guide andre og hjælpe dem ud af problemer ikke omvendt? Det var jo helt forkert. Hun tøvede, var der noget galt i det?

[Cecilia]

Annabell forstod virkelig ikke denne pige. "Men hvorfor kan du så ikke selv tage imod dem? Det er jo kun fair, at man både får og giver", påpegede hun, da det ellers ikke gav mening. Det kunne godt være, at Annabell var selvisk, men det var sådan hun så det. Man blev nødt til at gøre noget for at få noget, og ved at gøre noget havde man fortjent at få noget?

[Marie]

Lim rystede på hovedet, det var ikke sådan det var. Det var ikke sådan som det skulle til. "J-jeg .. Nej" sagde hun tøvende, mens hun bed sig i underlæben og så på Annabell. Blikket flakkede væk og hun skød skulderne en anelse om. "J-jeg .." Hun så tøvende rundt, hvordan slap hun væk uden at stødde pigen?

[Cecilia]

Annabell forstod virkelig ikke noget længere, var det ikke sådan, det hang sammen. "Men okay, hvis det ikke hænger sådan sammen, hvorfor?" Så måtte Lim i det mindste kunne give hende et svar, for det svar der gav ingen mening overhovedet.

[Marie]

Lim rystede på hovedet og hendes hænder rystede efterhånden. "J-jeg .. Undskyld .. Jeg .. Jeg kan ikke", sagde hun inden hun kort sendte Annabell et nervøst blik. Intet smil. Intet andet. Hun satte i løb ned af gangen. Væk fra Annabell. Bange for, hvad der end kunne ske. Hendes sociale angst var steget alt for meget op i hende og hun var bange for hvad der kunne ske. Det var de to andre der havde udløst den så voldsomt. Specielt ham den skræmmene Nate.

[Cecilia]

Annabell forstod ingenting, da Lim pludselig valgte at sætte i løb væk fra hende. "Lim! Jeg gør dig ikke noget!" råbte hun efter hende, inden et suk forlod hende. Det var da bare fantastisk. Hun ville ellers ikke skræmme nogen væk, det havde overhovedet ikke været meningen. Frustreret kørte hun en hånd igennem håret, inden hun bare fortsatte videre i samme tempo. Hvad skete der?

[Marie]

Lim hørte svagt ordene. Det var nu ikke kun fordi hun var bange for, at de ville gøre noget, men der var bare den der bagtanke om, at hun kunne skade andre også. Hvis hun fik besked på det. Hun var bange for at være ved andre. Hendes fødder støddede imod underlaget som hun løb hen over. Hun stoppede op, forvildet mellem gangene og tog en dyb indånding. Vi har en ny opgave til dig, lille budbringer Lød det for hendes indre øre og hun stoppede op. Spidsede øre og kneb øjnene kort sammen. Den ene hånd hvilede mod væggen, og hun åbnede øjnene, mens hun fik beskeden.