Around (Annabell)

[Marie]

Erik Zachary Damonhill

De gullige øjne var opmærksomme. Han lod den ene fod sætte foran den anden, mens han lyttede sig frem. Der var stille lige nu. Men han havde en anelse om, at han ikke måtte være på lige netop disse gange. Blikket gled rundt, inden han listede sig ned af gangen. Blikket skød i ny og næ over skulderen. Ingen tegn på andre. Alle sanser arbejdede på højt tryk, mens han holdt sin puls lav, og bevægede sig afsted. Søgende efter en udvej ud af dette sted. Han endte i en blindgyde og endte med at mumlede nogle bande ord, inden han fik øje på en dør. Blikket skød over skulderen og han trådte hen. Hånden på døren og øret mod den. Lyttende. Ingen reaktioner.

[Cecilia]

Hvor fanden kunne han være henne? Det kunne ikke passe, at han bare sådan var forsvundet. Hendes skridt var nær det lydløse, da hun bevægede sig ned af ukendte gange for at finde ham. Hun havde ledt på hans værelse og i cafeteriaet og også i samtlige åbne fælles stuer, men han var ikke til at finde. Og det havde uden tvivl bragt en bekymring hos hende. Nu vandrede hun rusnt på ukendte gange, men hun blev ved med at kirtlægge de gange, hun tog, så hun var sikker på at kunne finde tilbage. Hun skulle ikke ende strandet på forbudt område. Hun gled om et hjørne og fik med det samme øje på ham. "Erik!" sagde hun lavt og trådte hen mod ham. Hendes blik gled opmærksomt rundt. Hvad lavede han her af alle steder?

[Marie]

Nysgerrigheden hang i ham, da han lænede øret ind til døren. Der var helt stille, men stadig havde han fornemmelsen af, at der var noget interessant bag døren. Hans navn ramte ham, og han for tilbage, idnen han forvirret lod blikket glide rundt og åndede lettet op, da han fik øje på Annabell, og straks tog den ene hånd op for at tysse på hende. "Skal du med til at kigge ind af dørene?" Hviskede han lavt til hende, og nikkede sigende mod døren, inden han allerede var igang med at række ud efter håndtaget for at åbne op og lure ind.

[Cecilia]

Panikken stak i hende, da han var ved at række ud og åbne døren. Hun tog nogle lange skridt og greb fat i hans hånd og flettede sine fingre ind mellem hans. "Nej. Erik, vi er på forbudt område, du ved ikke, hvad der er deromme. Kom nu, lad os gå tilbage!" hviskede hun tyde ligt nervøst og hendes blik gled rundt omkring dem. Hun beøs sig ikke om det her. Det kunne alt for nemt gå galt.

[Marie]

Han nåede kun lige at snitte håndtaget, uden at sætte en reaktion igang. Hun trak ham allerede med videre med sit blik, men fødderne stod fast. Han så lidt tøvnede på hende. "Et lille kig, det skader ikke," sagde han og lænede sig imod døren igen og løftee den frie hånd, da han virkelig havde en nysgerrighed ud over det sædvanlige. "Det kunne jo være, at der var noget brugbart derinde eller et kort over stedet", sagde han med et drenget smil og lod hånden let lægge sig om håndtaget.

[Cecilia]

Han gav ikke op og det fik panikken mere frem i hende. De måtte ikke være her, og sådan var det bare! Hun endte med også at gribe fat i hans anden hånd og rive ham væk fra døren. I en kort overvejlse stillede hun sig op på tæerne for at ramme hans læber med et ømt kys. Han måtte ikke gå ind af den dør, det måtte ikke være noget godt. Hvis der var en dør, så var det ikke et sted, de måtte være. Alle andre steder var jo bare åbne indgange.

[Marie]

Han var ved at skvatte over sine egne fødder, da hun rev ham væk. "Hvad sker der med dig? Hvor er din eventyrlyst? Vil du ikke også gerne vide, hvad de gemmer bag døren?" Hans gullige øjne lå mod hende og han håbede virkelig, at hun ville med til at kigge ind af den. Det rykkede i hans eventyrlystne krop for at kigge ind.

[Cecilia]

Hun rystede på hovedet, så det krøllede hår fløj om hendes ansigt og hun trak let i ham for at få ham væk fra døren. "Nej, der er en grund til, at der er en dør. Det er ikke for os. Please Erik", sagde hun lavt og bedende. Hun kunne mærke panikken i sig, da hun virkelig fornemmede, at der var noget, som de ikke skulle i nærheden af på nogen måde. De skulle bare væk og det var nu!

[Marie]

Han blev fanget af synet af hendes krøller der dansede omkring hendes ansigt. "Hvis det er noget vi ikke må se nærmere på, så er den nok låst, tror du ikke?" Forsøgte han at overtale hende med, da han var virkelig opsat på at få lov til at kigge ind. Hvorfor ville hun ikke have han gjorde det? Hvorofr virkede hun så panisk omkring sådan noget?

[Cecilia]

Hun rystede endnu en gang på hovedet og krammede hans hænder i sine. Hendes blik var bedende, da hun let lænede sig ind mod ham. "Erik. Please, nej. En dør på dette sted må betyde, at det ikke er et sted for os. Please, lad os gå tilbage til værelserne", sagde hun bedende og kiggede op på ham, mens hun klemte hans hænder mellem sine med få tidsmellemrum.

[Marie]

Han rynkede i panden og hævede den ene øjenbryn. "Ved du hvad der er bag døren?" Han så overvejende på hende inden han rystede en anelse på hovedet af det. "Bare et lille kig? Det tager ikke mere end få sekunder", han skævede mod døren. Det var bare så fristenden og han vidste at hvis han ikke fik lov nu, så ville han gøre det senere i stedet for.

[Cecilia]

Hun bed sig i læben. "Nej, men..." sagde hun, men hun vidste ikke, hvordan hun skulle afslutte sætningen. Det var bare noget rod. "Please. Lad os gå tilbage. Jeg bryder mig ikke om det her!" Hendes stemme faldt til en hvisken og hendes blik gled rundt. Hvorfor havde hun også ledt efter ham, nu kunne de begge komme i problemer!

[Marie]

Han skævede mod hende også døren. Han sukkede tungt, så måtte han komme tilbage senere og undersøge det i stedet for. Nysgerrigheden prikkede dog sådan til ham, at det kriblede for at få lov at kigge ind. "Fint", brummede han alt andet end tilfreds med den beslutning.

[Cecilia]

Et let smil gled over hendes læber og hun kyssede ham på kinden, inden hun slap hans ene hånd og gav ham et klem ned den anden. "Så kom. Inden der kommer nogen", sagde hun lavt og var allerede i sindet langt væk herfra. Hun begyndte langsomt at gå ned af gangen for at være sikker på, at han fulgte med.

[Marie]

"Har du helt seriøst paranoia over at være her?" Spurgte han dirllende og bevægede sig langsomt med hende. Han havde på ingen måde travlt, og smilet hang over hans læber, selvom tankerne var på døren. Han huskede ruten, så han kunne finde tilbage igen senere. Han blev nød til at undersøge det.

[Cecilia]

Hun nikkede og trak ham med videre. "Ja. Det er forbudt område, og hvis vi bliver opdaget, så er det hullet, vi kan se frem til", sagde hun lavt og sørgede for at dreje af de rigtige steder. Hendes skridt blev hurtigere og huetigere, inden de endelig var ude på kendte gange. Et lettet suk forlod hende.

[Marie]

Han trak på skulderne. "Hvor slemt kan det være? To dage i hullet, det tror jeg nok man overlever", han var stadig nysgerrig. Han gav hendes hånd et blidt klem, me han nægtede at gå stærkt, så da hun satte farten op stødte han imod. "Annabell, ro på" mumlede han med et drenget smil. Hvorfor den travlhed? Der var jo ingen?

[Cecilia]

Hun rystede på hovedet, så krøllerne fløj om hende. "Nej. Jeg vil ikke leve to dage med tanken om, at du er i hullet", sagde hun som det var. Selvfølgelig kunne det være, at der ikke var noget farligt bag døren, men hun ville helst være på den sikre side. De skulle under ingen omstændigheder gøre sig bemærkede på den måde.

[Marie]

Han så lidt tøvende på hende, da hendes ord flød ud. "Det kan være du ikke finder ud af det", sagde han drillende for at muntre hende lidt op. Han kunne dog ikke lade være med at skæve længselsfuldt og mystifistisk tilbage mod døren, inden de drejede tilbage på gangen, hvor de rent faktisk måtte færdes. Han rynkede kort og utilfreds på næsen. Det var meget mere interessant at bevæge sig rundt der, hvor de ikke måtte være.

[Cecilia]

Hun hævede øjenbrynet af ham. "Jeg finder altid ud af sådan noget. Og husk nu, at hvis du kommer i hullet, så kan der gå længere tid, inden du kommer ud herfra", hviskede hun til ham. Selvfølgelig ville hun også gerne finde ud af, hvad der gemte sig bag døren, men hun ville under ingen omstændigheder komme i ballade. Hun skulle ud herfra og det kunne ikke gå hurtigt nok.