Around (Annabell)

[Marie]

Han mærkede et skub i nakken, og endte med at blive ført neden under, til et mørkt lokale. "Du kan overveje dine valg i et par dage, når du alligevel skal være i hullet", han mærkede et skub i ryggen og faldt forover, inden døren gled i bag ham. Det var køligt. Mørkt. Hullet. Ordet rungede i hans baghoved. Fuck, det var det her som Annabell havde advaret ham imod. Han fik ikke engang noget ud af det. Hvorfor var der også alarm på sådan en skide dør? Fuck hun ville blive sur og skuffet når hun opdagede det. maven rumlede. Fandens.

[Cecilia]

"Hvad... sker der med ham? Hvis han altså satte alarmen igang?" spurgte hun vagten med let rystende stemme, og valgte at slippe dørhåndtaget. Hun kunne ikke komme i problemer. det måtte hun bare ikke. Det ville ødelægge det hele. "Hullet. Sådan er reglerne." Vagten nikkede sigende mod Annabells plads, og modvilligt valgte hun at sætte sig ned og tage betsikket i hænderne. Hun kunne dog på ingen måde få noget som helst mad ned, hun sad bare stift og stirrede ned i sin tallerken. I samme øjeblik døren åbnede vendte hendes blik sig mod den, men det var kun de to vagter, der kom ind. Åh nej. Han var smidt i hullet. Hvorfor havde han ikke bare lyttet til hende?

[Marie]

// Out eller spole et par dage? xD

[Cecilia]

//Vi skal i hvert fald have den et par dage efter, du vælger om vi skal starte en ny eller bare fortsætte xD

[Marie]

// Springer 2 dage frem.

Det havde været et par hårde dage, og Erik havde siddet med intet andet end sine tanker og den smule mad, som de skubbede ind i ny og næ. Endelig gled døren op og han fik lov at gå ud, mod aldrig at passere den forbudte og usynlige - vel at mærke - linje, der var på stedet. Han havde bare snakket dem efter mund. Lyset skar voldsomt i hans øjne, da han bevægede sig ned imod sit værelse. En rigtig seng var tiltrængt.

[Cecilia]

Søvn var det ikke blevet meget til gennem de sidste par nætter, da hun nat ud og nat ind havde ligget og overvejet, hvordan Erik havde det. I hullet. Hun vidste virkelig ikke, hvad hun skulle sige til det, da han jo trods alt var gået imod hendes ord og havde undersøgt det forbandede rum... men på den anden side var hendes bekymring for stor til at lade det opsluge hende totalt. Hun havde velopdragent ligget vågen i sin egen seng hele natten og grublet, men direkte efter morgenmaden havde hun slået sig ned i hans seng, på hans værelse for at vente på ham. Det samme var hun lige i øjeblikket. Hun lå krøllet sammen under dynen og i en urolig søvn, hvilket var den første lur hun havde fået siden Erik røg i hullet. Trætheden havde overmandet hende og hun havde overgivet sig til den.

[Marie]

Han slentrede ned af gangen. Følte sig usoigneret og .. ja rent ud sagt en anelse ulækker. Hans hår var noget vilter og stod ud til alle sider. Han drejede ind på sit værelse og bemærkede straks, at er lå noget under dynen. Han stoppede op. Var han gået forkert? Han tjekkede hurtigt. nej, den var god nok. Derfor slentrede han også frem, og trådte sine sko af og løftede dynen. Annabell. han smed sin trøje på gulvet og krøb under dynen til hende med et suk.

[Cecilia]

Selvom Annabell normalt sov let og vågnede ved det meste, havde søvnen totalt overtaget hende i dette øjeblik. derfor gjorde hun ikke andet end at krybe tættere på den tilkomne varmekilde og hun kunne ligefrem mærke, hvordan hun faldt mere til ro. Hendes søvn blev dybere og hendes krop nød uden tvivl endelig at kunne slappe af. Det havde den ikke gjort de sidste par dage.

[Marie]

Han skubbede sine bukser af under dynen, da de var for varme og han havde haft dem på i flere dage. Det var efterhånden ret ulækkert. Han måtte virkelig få skiftet tøjet ud. Men først måtte han sove. Træt gled hans hånd omkring hendes krop og pressede hende blidt ind til sig. Læberne blev placeret ganske blidt og nænsomt imod hendes hals, inden han lod hovedet lægge sig ind til den lille udskæring mellem hals og skulderparti og han faldt hen i søvnen.

[Cecilia]

Hun sov lykkeligt en del timer i hans arme, og med roen over sig hørte hun ikke en gang frokostklokken. Hun vågnede først en gang hen på eftermiddagen, og da hun langsomt kom til live igen blev hun først der rigtig opmærksom på, at der lå en sammen med hende. Hun kunne mærke armen om sig og stivnede, da hun følte sig fanget. Duften af den anen person fandt vej til hendes næsebor, og hun kunne under en klam lugt lugte Erik. Hun vidste virkelig ikke, om det gjorde det bedre eller dårligere. Hvorfor havde de sovet? Hvordan kunne hun sove?

[Marie]

Han var faldet i en dyb søvn i et par timer, og var nu begyndt at sove mindre tungt. Hans vejrtrækning var stadig tung, og han strammede sit greb om hendes krop og trak hende tættere ind til sig, mens søvnen var alt overdøvende. Han kunne fornemme noget uro, og derfor sukkede han i søvne, og rynkede en anelse i panden, inden han langsomt vågnede op.

[Cecilia]

Han trak hende tættere ind til sig og på den ene side ville hun bare gerne putte sig ind til ham, men på den anden side følte hun ikke, at han kunne tilgives så nemt. Han var gået totalt imod hende og var endt i hullet. Regnede han bare med, at det sådan kunne tilgives uden videre? Hun åbnede øjnene og stirrede ind i væggen, mens hun kunne mærke, hvordan han lå bag hende. Hun kunne ikke nænne at trække sig fra ham, mens han sov. Hun blev nødt til at vente på, at han vågnede.

[Marie]

Hans øjne blinkede en anelse. Hendes vejrtrækning var ikke tung. Hun sov ikke. "Savnet mig?" Kom det noget hæst og rustent fra ham og ganske lavt ved hendes øre. Han havde ikke sagt et eneste ord de sidste dage. Han havde været så vred over den behandling, og.. Han ville jo bare kigge! Det var ikke fucking andet, det var virkelig ikke fair. Men det var en lettelse, at Annabell lå herinde. Så var hun ikke sur på ham. Det var gode tegn. Han havde ellers frygtet det.

[Cecilia]

Han fik fremsagt noget hæst, og der skulle ikke meget til, for at Annabell kunne gætte, hvad det var. Hun blev dog liggende et stykke tid uden at sige noget, inden hun havde tænkt ordene nok igennem. "Hvordan kunne du gøre det? Jeg sagde jo, at det ville give dig problemer." Hun endte med at trække sig væk fra ham og vende sig om, så hun kunne ligge med fronten mod ham. Han så ærlig talt ikke for godt ud.

[Marie]

Fandens. Der tog han ordene på forskud. Han endte med at sukke tungt, men lod alligevel den ene hånd ligge ved hendes side og nussede den blidt. Hun duftede godt, og var ren. mere end man kunne sige om ham. "Jeg kunne ikke vide, at de havde installeret en alarm på den dør. Jeg troede du havde fanget, at jeg blev nød til at undersøge det?" Han sukkede tungt og så på hende.

[Cecilia]

Hun havde lyst til at skubbe hans hånd væk, men hun kunne alligevel ikke nænne det. Selvfølgelig havde hun savnet ham! Men det var ikke det, som han skulle have at vide lige nu. "Og jeg troede, at du havde fanget, at jeg ikke brød mig om det", svarede hun ham lavt. Når hun ikke havde kontrollen gik alt bare galt. Hun skulle være gået med ham og ventet udenfor toilettet, så var det aldrig sket.

[Marie]

Han så på hende og skævede. "Det havde jeg også. Eller det har jeg, for du er vidst stadig ikke tilfreds med det. Men der skete jo ikke noget ellers? Jeg røg i hullet - og forresten, det er ikke et sted man gider hen to gange, så jeg har lært min lektie" - for nu, tilføjede han i sit hoved. "To dage, det var ikke flere end det", brummed ehan og trak på skulderne.

[Cecilia]

Han prøvede at bortforklare sig, men hun syntes ærligt ikke, at det gik specielt godt. "Ja, du røg i hullet. Du er blevet set som ballademager? Kan du ikke se, hvad det gør?" Nu ville han blive holdt ekstra øje med, og dermed ville alle dem, som var i nærheden af ham også blive holdt øje med. Altså hende. Og det var ikke noget, som hun brød sig om på nogen måde.

[Marie]

Han så på hende. Han kunne ikke helt regne det ud. "Næh. Jeg er jo ikke en ballademager, hvis jeg har lovet at lade være med det, ligesom jeg har aftalt med dem. Ellers så ville de nok lige stå her nu, ikk?" Han nikkede imod den tomme indgang og så så imod hende. "Hvad er det der er så galt med det? Det er mig og ikke dig, det er gået ud over. Det var mit valg,"

[Cecilia]

Hun rystede på hovedet uden noden umiddelbar grund, og hendes blik gled væk fra hans ansigt og ned til hans brystkasse, der ikke var dækket af dynen. "Men jeg kunne have stoppet dig. Du havde ikke behøvet at komme to dage i hullet". Hendes stemme faldt nærmest til en hvisken og hun skævede mod ham. Hun følte sig på en måde skyldig, og fordi hun følte sig skyldig ramte skylden ham.