Clueless (Åben)

[Marie]

Lucy Lilium Eden

"Lim"

Mange ting savnede Lim, men julen var bestemt en af de ting der fik hende til at glemme nogle af de få ting. Hun havde aldrig forstået, hvorfor hendes forældre ikke var meget for jule oppynten. Hun elskede, at der var så mange flotte glimmer ting, røde farver og sne over det hele. Hun elskede julen, selovm hun kun burde fejre at det var Jesus' fødsel, så var julen hendes ynglings helligtid. Forsigtigt bevægede hun sig ned af de tomme og lyse gange. Det føltes ubehageligt at gå der. Fødderne føltes kolde, som de bevægede sig hen over gulvet. Hun havde trukket Alex's trøje tættere omkring dig. Den var alt for stor, men den var varm. Mon han snart ville kræve den tilbage? Hun havde trods alt kun fået lov at låne den på ubestemt tid. Hun håbede på, at der ikke var andre i julestuen, da hun lod blikket glide ind. Men det faldt hurtigt til jorden. Der stod allerede to vagter, og flere andre sad derinde og var igang med at udfolde deres kreative sider. Lim sank en klump.
"Træk vejret dybt, pust ud og tro på dig selv", mumlede hun lavt for sig selv, inden hun pustede luften ud over sine læber og tog et forsigtigt skridt fremad. Mon hun kunne klare det? Hun var allerede nervøs nu, så hun havde en dårlig forenmmelse for det. Hun havde ikke rigtigt nogen venner. Alex var den der var tættest på hende og Hawkins virkede venlig, men hun havde været meget op og ned. Lim var nok bare ikke skabt til at have nogen venskaber. Det var måske også bedst, før eller siden så vendte folk hende ryggen fordi hun var for troende. Det vidste hun. Forsigtigt bevægede hun sig ved væggen, inden hendes blik faldt mod nogle af papirene. Søgende efter noget, som hun kunne benytte sig af og få noget godt ud af. Der måte være noget, som hun kunne lave. Du kunne evt. sørge for at sprede vores budskab ud? Saksen, se på saksen. Er den ikke indbydende? Den kan du benytte. Tag den. Automatisk gled hendes hånd frem og hun rakte ud og greb fat om saksen og hev den til sig. Søgende efter noget mere. Hvad skulle hun så bruge den til? Hvad ville stemmen have hende til?.

[Cane]

Dina Cane

Efter halvanden time siddende stille på en stol hos den idiotiske hjernevrider der troede han vidste hvad han snakkede om, var hun blevet tvunget til at gå ti julestuen og lave et julekort til sin mor. Det var nok den eneste gang under hele det møde hun havde protesteret. Var han gået helt fra forstanden? Hun skulle kraftedme ikke sende noget som helst til sin mor, undtagen en invitation til morens egen begravelse. Men en af vagterne havde sikret sig at hun gjorde som der blev sagt og havde pænt ført hende ind i stuen hvor der var noget varmere end i de andre rum og papir og glimmer lå alle vegne. Hun var ikke den mindste smule kreativ og vidste ikke hvordan man skubbe bruge noget af det. Blikket lå tomt på bordet mens hun sad lidt skubbet ud fra det med armene over kors og nægtede at lave noget overhoved.

[Marie]

Blikket skød imod saksen, da den lå indbydende i hendes lille spinkle hånd. Det var fristende. Så fristende. Blikket flakkede en anelse imod vagterne. Deres opmærksomhed lå andre steder, lige i dette øjeblik. Hun tog en dyb indånding og pustede luften ud i en lavmælt bevægelse, inden hun fik øje på Cane. Tøvende strakte hun sin hals, trods skulderne allerede var skudt helt op, så det lignede noget af en mærkværdig attitude og kropsholdning. Hvad var det hun fumlede med. Lim kunne ikke lade være med at bemærke, at Cane tydeligvis ikke havde styr på, hvad det var hun havde gang i. Langsomt og nervøst, lod hun sin rystende og tomme hånd række frem og trak forsigtigt den ene stol ud og sank nervøst ned på hende. “Sk-skal du ha-have hjælp?” Hun sank en klump.

[Cane]

En skikkelse gled ned ved siden f hende og hun vendte sig hurtigt og mekanisk. Hende den mærkelige pige? Kunne hun snakke? Spurgte hun om hun skulle hjælpe? Blikket gled fra hende hen over alt papiret og så tilbage igen. så trak hun på skuldrene. "Med at stikke en eller anden ned? Ja tak." hun sendte et surt blik over mod vagten der stod inden for døren, dog sagde hun det så lavt og mumlende at han umuligt kunne høre det på den her afstand. Så så hun igen mod pigen. Hun lignede da ikke en der fik et anfald den her gnag. Hun havde da selv opsøgt...

[Marie]

Hun fik en rynke over sin næse ved de første ord. "D-det kan jeg ikke, Herren har ikke bedt om det, så der er ingen der skal befries for dæmoner", hviskede hun lavt og holdt hånden knugende om saksen, som hun stadig holdt ude af syne for vagterne og dermed under bordet. Hun sank en klump og så mod Cane. Hun var stadig nervøs og usikker på det her. Men hun ville gerne hjælpe. Den frie hånd lå i skøddet, mens hun så på det som Cane havde været kreativ med.

[Cane]

"Herren, Dæmoner ?" spurgte hun og overvejede i første omgang hvem det kunne være, men kunne kun lige komme frem til at man kaldte gud for det. Og dæmoner? Hvor kom det lige fra? Hun så ned langs sine korslagte arme, hun kunne godt se saksen i hånden på hende. Hvad skulle hun med den? Hænderne blev knyttet under armene og blikket bed sig fast. Hun tænkte slet ikke over at pigen ikke tog hendes ord sarkastiske, da hun ævlede løs om dæmoner pludselig.

[Marie]

Ironi var intet som Lim kunne forstå. Hun så på pigen og bed tænderne sammen. "Herren, du ved Gud? Dæmonerne er de onde, de forsøger at lokke folk i fordærv, ligesom slangen i paradiset, som lokkede Adam og Eva i uføre", hun knyttede hånden yderligere om saksen, og begyndte at lade sin frie hånd bevæge sig ved den spidse ende.

[Cane]

Oh... Var der stadig sådan nogle? "Så har jeg mødt mange dæmoner." Hele hendes familie var dæmoner. Hun mente det hele sarkastisk, for hendes familie var bare nogle psykopater der var for gode til at skjule det og lokkede andre i dårlig stand.

[Marie]

"Har du bekæmpet dæmonerne?" Lim tiltede blidt hovedet på skrå, så håret gled til den ene side. Hun holdt blikket fra øjenkontakt og sank en klump, inden hun sugede læberne ind. Hun prikkede spidsen af saksen imod sin håndflade, så den skar i kødet. Ligesom hun plejede at gøre. Vagterne måtte bare ikke opdage det.

[Cane]

Om hun havde. "Hele mit liv." Sagde hun mumlende, hun så jo sin familie som dæmoner, at hende Lim pigen så det som nogle helt andre ting tænkte hun ikke lige over. Hun blev ved med at se ned på hendes hånd hvor saksen nu ridsede i hånden. "Du gav mig aldrig fir efternavn." sagde hun så.

[Marie]

Lim nikkede. "M-med Herrens velsignelse?" Saksen fortsatte sin bevægelse og enkelte blodstrimler begyndte at springe frem og glide ned over håndfladen og over saksens skaft. "J-jeg .." Hun tøvede og blikket flakkede. "H-hvorfor v-vil du h-have det?" Hendes blik gled kort over mod vagterne, som vågede noget over folk. Men ikke nok. De holdt øje med et par drenge, der diskuterede noget heftigt. Distrahering.

[Cane]

Hun fnøs. "Jeg er min egen herre." Sagde hun og så kort op mod hendes blå øjne. "Fordi jeg ikke kan bruge dit nickname til noget, og hvis du ikke giver mig det giver jeg vagterne her over." hun lod blikket glide ned imod Lims hånd for at indikere hvad de ville se. Hun var normalt ikke får blackmail men lige nu skulle hun altså have det navn, de gange hun havde set hende på gangene eller i kantinen havde hun mærket iritationen komme snigende.

[Marie]

Hun tøvede og bed tænderne sammen. "M-" Mere nåede hun ikke at sige, inden Cane snakkede videre. Det skar i håndfladen sammen med. Behageligt og alligevel så smertefuldt. Noget som Lim altid havde fundet behag i, når hun ikke følte hun var tilstrækkelig nok. Hun stivnede ved de ord. Blikket sank ned mod saksen. Hun trak sig lidt væk igen, og sugede underlæben ind og blinkede med øjnene. "E-Eden", hviskede hun lavt.

[Cane]

Det mørke blik hviler intenst på hende uden at blinke indtil det svage ord kom fra hende. Eden. Hun nikkede kort og vendte straks blikket væk og pillede øst ved et grønt stykke papir, så det kunne ligne hun var ved at lave noget. Så havde hun endnu et navn, de var vigtige.

[Marie]

Lim forstod ikke, hvorfor Cane ville have hendes efternavn. Hun sugede underlæberne ind og tykkede en anelse på den, inden hun med et nervøst udtryk prikkede saksen mere ind i håndfladen, så blodet dryppede mere end hvad godt var. Klask klask. Det ramte gulvet og hun trak saksen fra sig og lod den glide ned i lommen for at skjule den, mens blodet dryppede fra hånden. "H-hvor .. H-hvor vil du have det?" Spurgte hun med tøven.

[Cane]

Hun pillede lidt ved papiret inden hun krøllede det sammen. "Man kan ikke bruge kælenavne til noget, efternavne er vigtige." Svarede hun kort og skævede over mod vagterne ved døren.

[Marie]

Hun kunne ikke helt forstå det. "M-men hvorfor?" Hun kunne virkelig ikke se det. Man brugte altid fornavne i biblen. Så hvorofr skulle efternavne være vigtige? Det gav da ingen mening?

[Cane]

Hun så Eden lidt an. "Fordi hvis der sker noget er det efternavnet man kan gå efter, ved mindre det er Larsen så er fornavnet lige så vigtigt. Kælenavne er intetsigende." Svarede hun kort overrasket over sin egen ordstrøm, en af vagterne begyndte at cirkle om deres ord, ham der havde ført Dina her ned. Hun skulede mod ham inden hun tog noget papir og vendte opmærksomheden tilbage på Eden.

[Marie]

Lim rynkede i panden. "Man bruger fornavne i biblen," mumlede hun lavt og skævede lidt væk. Hendes blik blev dog en anelse stift, da hun så hvordan vagten cirkulerede omkring dem. Hun brød sig virkelig ikke om det. Det var ubehageligt og hun følte sig overvåget. Du ved, hvad du skal gøre, hvis de bliver påtrængende og står i vejen for din mission. Hendes øjne skød rundt også hen på Cane. "H-hvorfor endte du her?"

[Cane]

"Biblen? Når." Hun havde aldrig læst biblen. Blikket holdte hun ved Eden men havde hele tiden opmærksomheden på vagten, hun blev ved med at pille ved papiret. "Rager ikke dig." sagde hun hurtigt og slog blikket over mod vagten inden det gled over papiret der nu var rødt. Det grønne lå på bordet, næsten krøllet helt sammen.