Finally Christmas ~Åben~

[Toria]

"Uh.. Det var ikke særlig sødt af ham," nikkede hun kort, og rynkede let brynene ved hendes næsteord
"Alex? Ham af alle?" hvis han havde en dæmon så vidste hun ikke hvad fuck hun havde.. Pludselig fløj Lim op, og hun spærrede blikket forvirret op. "Hey, Lim. Tag det med ro, du kan godt. Du kan stole på mig, du kan stole på Gud. Han passer på dig," hun brugte Gud i sin sætnin da det virkede til kristendommen fyldte en del i hendes liv. Og måske ville det hjælpe, det håbede hun. Celestia selv blev sidene og holdte blikket på hende, med skuldrende hævet mod ørene og armene rundt om dig selv

[Marie]

Lim havde det som om, nogen var ved at presse noget ned over hende. Hun kunne ikke have, for meget med andre mennesker uden at mærke sin fobi nærmest kvæle hende. Derfor var hun også halvvejs på vej væk. Hun stoppede op med spændt krop, skulderne skudt op og drejede forsigitgt sig imod hende. Hun .. Hun havde jo ret? Havde hun ikke? Kort gled blikket op imod himlen. Stol på din tro, lød en stemme i hendes indre og hun sugede sig underlæben utryk ind. Inden hun nærmede sig forsigtigt stolen igen og satte sig på spidsen af den. "O..Okay", sagde hun tøvende og næsten helt uhørligt. Læberne mimrede nærmest kun ordene.

[Toria]

Celestia vidste ikke helt hvad hun skulle gøre da hun bevægede sig væk, væk fra hende, men pigen lyttede dog til hendes ord. Og hunfik sin teori bekræftet, Gud betød virkelig meget for hende. Da hun satte sig på stolen igen, dog ude på kanten, sendte hun pigen et svagt, prøvende smil. Ikke det mest overbevisende, men hendes smil gad ikke fungere i dette humør. "Godt, bare husk det. Han vil altid beskytte dig," hun talte langsomt, lavt og en smule hæs. Selv troede hun ikke på hun var budbringer, måske var hun, hun kunne jo aldrig vide, men hun synes det lød for langt ude. Måske hun havde en sygdom? Ligesom hende selv?

[Marie]

Lim sad lidt og stirrede på tegningen. Tudsen lå stadig på jorden og derfor blev det til et tomt blik imod tegningen, hvor illusionen af jesus fødsel lå foran hende. Hun tog en dyb indånding. "J-ja", sagde hun forsigtigt. "Al .. Alex .. H-har du snakket med ham? Indenfor .. D-de sidste dage?" Spurgte hun forsigtigt og løftede ikke blikket på noget tidspunkt.

[Toria]

Alex? Hendes tanker fløj straks tilbage med det med dæmonen. "Ja, hvorfor?" Hun kiggede ikke på hende, men det måtte hun selv om. Celestia synes det var nok at hun bare kom tilbage, det var ret flot klaret. Selv ville hun ikke kunne tage sig sammen, hun ville have fundet noget skarpt. Gud var virkelig vigtig for hende.. Selv havde hun fået en religiøs bog, men hun havde ikke læst i den, det gad hun ikke rigtig. Lidt latterligt var det, så meget Gud fyldte i pigens liv, men hun ville ikke dømme.

[Marie]

"H-hvordan har han det?" Spurgte hun forsigitgt. Det var en uge - snart to siden hun havde stukket ham ned og hans dæmon var sprunget frem for at ville flå hende i stykker. De havde set hinanden kort efter, da hun fik lov at komme ud af hullet igen. Hun sank en klump. Men der var hun gået til sidst og de havde ikke set hinanden sidst. "J-jeg .. J-jeg forsøgte at fjerne hans .. dæmon", hviskede hun lavt.

[Toria]

"Han virkede til at have det fint, altså jeg kunne ikke mærke noget.." svarede hun undrende, men da hun fortalte hvorfor kiggede hun lettere chokeret på hende. "Hvad gjorde du? Så, du prøvede at dræ.. Gøre det folk kalder at dræbe?" hun var let chokeret. Hvordan fik hun dog noget skarpt? Måske hun kunne få noget ogs?blikket gled rundt over bordet, og fæstnede sig på en blyantspidser. Yes! Hun greb hurtigt ud efter den, og fik den gemt ned i sine bukser, virkelig gemt, så vagterne ikke burde have lagt mærke til det. Desuden havde de travlt med at glo på Lim..

[Marie]

Lim bemærkede, hvordan stemmen ændrede sig hos pigen og hun krympede sig sammen i chok over det. Hun bed tænderne sammen. "D-de .. D-de kom før .. J-jeg blev ikke færdig .. H-hans .. dæmon blev sur .." Sagde hun og sank en klump. Hun bemærkede, hvordan nogle spidse blyanter blev hevet ned, men Lim havde fundet ud af, at de tjekkede folk efter julestuen. Specielt efter det der skete sidst. Det ville de ikke have en gentagelse af.

[Toria]

"Hov, det var ikke meningen, du skal ikke være bange for mig!" hun lød næsten opgivende, hvis hun ikke engang kunne være sammen med en er mindede lidt om hende, hvordan skulle hun så klare noget? Hvordan tænkte folk så? Negativt. Hun var hundrede. "Er du sikker på han har en dæmon i sig? Han virker bare.. Så ren og.. Sød," hun vendte undrende blikket i jorden og lod det hele køre igennem hovedet på hende. Njaa.. Altså, hun var jo sikker på han løj, når han sagde noget sødt, men.. Også troede hun ikke på det der dæmon fnidder, men kommenterede ikke. Hvis pigen troede på det, var det fint.

[Marie]

Hun nikkede forsigtigt og skævede imod pigens hænder. "H-hans dæmon .. D-den sprang frem .. H-han ved det godt selv .. J-jeg snakkede med ham .. H-han er .. S-sur", sagde hun og tog en dyb indånding. Alex havde en anden side, det havde hun fundet ud af og det kunne han ikke komme undenom. Hun sank en klump og kneb øjnene tvivlsomt sammen, de blev åbnet kort efter og hun bøjede sig forsigitgt ned og hev tudsen op fra gulvet.

[Toria]

"Gjorde den dig noget?" det lød virkelig langt ude, og hun troede ikke det mindste på det. Måske jeg skulle snakke med ham om det? Spørge hvordan han har det, hvis du ikke selv vil? Jeg er ret sikker på han ikke er sur. Han kan ikke være sur, jeg har testet det," jeg ligger mit hoved på mine knæ, og slapper kort tid af, inden jeg spænder op igen. Det er bare noget jeg gør når jeg er i dette humør, er altid på vagt, klar til at løbe.

[Marie]

Hun rystede på hovedet. "D-de hev ham væk", sagde hun forsigtigt. Ligesom de hev hende væk. Hun røg i hullet og han på skadestuen så vidt hun havde hørt. Hun bed sig i underlæben. "T-tro .. Tror du det vil .. hj-hjælpe?" Spurgte hun nervøst. Det kunne jo ikke skade mere end i forvejen. Hun endte med at ryste på hovedet. "N-nej .. Ha-han bliver bare sur", lød det kort efter og hun fik nogle ticks med sit hoved og det virrede.

[Toria]

Hun følte sig straks lidt lettet, hvis der ikke havde været nogen ville han nok være død. Hvorfor var hun nu bekymret? Hvad skete der med hende?! Hun spændte helt op, og rystede kort på hovedet. Hun måtte ikke lukke ham ind, og hvis han allerede var det, måtte hun smide ham væk. "Selvfølgelig. Det hjælper altid at snakke," mumlede hun let, stemmen var en anelse slørret og svag, hvilket fik hende til at rømme sig kort. Hun var stærk! "Nej han gør ikke, og hvis han gør, går det ud over mig. Desuden, som jeg sagde før, den mand kan ikke blive sur. Jeg har testet ham," hun prøvede at sende pigen et svagt smil, noget der mislykkede noget så forfærdeligt..

[Marie]

Hun var nervøs for, om det virkelig også hold stik. "E-er .. E-er du sikker?" Fik hun fremstammet, for hendes tanker var, han var en meget sur dreng nu og at hun nok havde mistet det tætteste hun var kommet på nogen andre end herren og sine forældre."M-men han var ikke glad", hviskede hun nærmest tænkende, for det var hendes konklusion.

[Toria]

"Helt sikker," nikkede hun lavt, og lod kort blikket glide igennem rummet. Her var kun dem, og 2 andre der sad langt væk, alene. Også de skide vagter! "Jeg ved godt du bare ville hjælpe, men hvis du var ham, og ikke anede du var.. besat af en dæmon, og jeg kom hen og stikkede dig, skar dig? Ville du så være glad? Hvis du ikke anede hvorfor?" hun kiggede afventende på hende, sørgede for at holde stemmen rolig, blid, eller prøvede.

[Marie]

"J-jamen .. J-jeg har fortalt ham det .. H-han .. H-han var stadig sur", sagde hun tøvnede, for det var sådan hun havde opfattet det. Hvorfor ville han ellers kramme hende? Når hun ikke kan lide det og samtidig snakke om det. Hun var endt med at stikke af, fordi hun var blevet ked af det og siden havde hun hverken set eller hørt fra ham.

[Toria]

"Hvad gjorde han da, siden du tror han er så sur?" hun rynkede let brynene, prøvede virkelig at forstå pigen. Hun var sikker på Xander ikke kunne blive sur, men.. Måske hvis man prøvede at dræbe ham, men altså.. Han virkede bare ikke som en der ville blive sur, og slet ikke hvis han vidste hvorfor hun gjorde det. Han var ret forstående, al for forstående og kærlig. Hun gøs kort ved tanken. Hun skulle enlig holde afstand til ham, og Erik. Det gik bare ikke så godt..

[Marie]

Hun rystede på hovedet af det. "D-det er lige meget", sagde hun, og begyndte at lukke i. Ingen forstod hende alligevel, så hun skulle aldrig have forsøgt at forklare det. "Un-undskyld", mumlede hun og begyndte i stedet for at koncentrere sig om at tegne tegningen i stedet for i et desperat forsøg på, at komme udenom dilemmaet igen.

[Toria]

"Det er da ikke lige meget! Du fortjener ikke nogen er sur på dig, det synes jeg ikke," hendes stemme var lidt kraftigere, men endnu svag og hæs. "Du må ikke undskylde Lim, du har ikke gjort noget forkert," andet end at prøve at dræbe en her på stedet.. Men hun smilte blot roligt til hende, prøvede at få hende til at åbne. Det var nærmest en mission hun havde sat sig for, og hun gav ikke op så let.

[Marie]

Hun tøvede kort og bed sig i underlæben, inden hun rystede på hovedet af det hele. "J-jo ..", mumlede hun lavt og tegnede noget intensivt videre på sin tegning. Hun forsøgte at lukke af og ned, for hun vidst eikke, hvordan hun skulle tage det hele. Hun sank en klump og bed sig i underlæben.