New Year Sadness ~ {Åben}

[Toria]

Det var nytår, og Celestia havde overlevet endnu et år, selvom det ikke var helt planlagt. Hendes hofte var dog værre end nogensinde, men hun havde virkelig kæmpet imod det hele, var dog så træt af det efterhånden. Selvom hun virkelig ikke havde meget lyst til fest, håbede hun på det ville hjælpe på humøret. Bare en smule.. Derfor trak hun den elegante, korte kjole ned over sig, og som den sidste kjole, passede den perfekt. Hun fik lyned lynlås på ryggen og studerede den noget betaget. Den så dyr ud, selvom hun tvivlede på den var det. Den var sølv, med palietter der dækkede hele top stykket, men bunden var blot noget normalt stof, sammen så det hel fantastisk ud. Den var stram i toppen, og bredte sig lidt ud i et skørt, og længden var også flot. Til lige over knæerne, og det matchende stilletter! På de punkter var hun virkelig en tøs, hun elskede tøj, og nød virkelig at have noget smukt på. Det gav også hendes ikke eksisterende selvtillid et svagt boost. Håret var løst, og makeuppen enkel, dog med glitter og en rød læbestift, men enkel til forhold til hva hun plejede. Hun var klar.

[Cecilia]

Nathan Alexander Thomson

En. To. Tre. Tre piller blev slugt, inden han kort stod et øjeblik og lod dem få bare en nogenlunde virkning. Han placerede pilleglasset tilbage på natbordet, inden han rykkede ned i skjorten, for derefter at bevæge sig ud af døren, som nok nærmere bare var en ondgang eller et hul i muren, som ledte ind til hans værelse. Han talte sind skridt med omhu, inden han stoppede foran en anden åbning og let bankede på dørkarmen. "Celestia?" spurgte han lavt i håb om, at hun var derinde. Hvis hun allerede var forsvundet ned til festen var der nærmest ingen chance for, at han ville finde hende. Og det måtte bare ikke ske.

[Toria]

Hun var ved at stryge hænderne ned af kjole, da en stemme brød stilheden, og et svagt gisp forlod hende.Hun havde slet ikke hørt ham komme. Langsomt vendte hun rundt og fæstnede det isblå blik på ham. "Du skræmte mig," mumlede hun svagt og sænkede blikket ned i sine sko snuder, vendte dog blikket op da hun tog få skridt hen mod ham. "Du ser godt ud," komplimenterede hun ham rolig, med en svag stemme. Hun huskede ikke det var planlagt de skulle være sammen i aften, men nu var hun da ikke helt alene. Og en uforskammet, uvelkommen del havde savnet ham.

[Cecilia]

Han kunne høre noget bevæge sig og et smil gled over hans læber, da hendes stemme brød stilheden. "Det må du meget undskylde. Jeg ville bare lige finde ud af, om du var her", sagde han let og kunne svagt høre, hvordan hun bevægede sig tættere på. Men ikke tæt nok efter hans mening, selvom han ikke nævnte det. Det ville bare være uforskammet. "Du ser uden tvivl brandgodt ud", svarede han hende lc ville sådan ønske, at han kunne få bindet af og se hende sådan rigtigt. Men det var ikke en mulighed endnu.

[Toria]

"Det er okay, jeg.. Jeg havde bare ikke troet du vidste hvor mit værelse var, eller du ville være sammen med mig i aften," mumlede hun let og skævede en anelse nervøst rundt. Dette her ville ikke gå godt, men hun håbede på noget andet. "Det ville jeg ikke kalde det," sagde hun hurtigt, de komplimenter dér! De skulle ikke findes, hun ville ikke høre dem. Han vidste det også godt, så hvorfor sagde han det alligevel? Hun åndede tungt ud og kiggede tomt mod det mørke bånd.

[Cecilia]

"Selvfølgelig har jeg fundet ud af, hvilket værelse, der er dit, og selvfølgelig vil jeg tilbringe aftenen med dig. Der er ikke en, jeg hellere vil tilbringe aftenen med", erklærede han med et skævt smil. Hun var den eneste rigtige, han kunne tilbringe nytåret med. Det var der ingen tvivl om for ham. Han rakte armen frem mod hende. "Vil du med til festlig hederne?" spurgte han med det rolige smil.

[Toria]

"Stalker," mumlede hun lavt for sig selv pg trådte nærmere manden. Hun kinder fik en ufrivillig, svag kulør ved hans ærlige erklæring, selvom hun ikke troede på det. Hvorfor ville han ikke bare stoppe med det? Hun så tøvende på han fremstrakte arm, men undlod at tage den. Måske uhøfligt, men hun kunne ikke klare kontakten, ikke nu. "Det vil jeg vel," mumlede hun kort og går langsomt ud af værelset, lod blikket flakke rundt. Man kunnehøre hvor det var henne.. Og lystem til at gå derover, var lig nul. Stoet, fedt nultal. Men hun blev nd til det, derfor satte hun i langsom gan, med lyden fra de høje hæle.

[Cecilia]

"Det er ikke rigtig muligt, da jeg jo rent faktisk ikke kan se dig", påpegede han med et smil til hende. Han følte sig i hvert fald ikke som en stalker. Han havde bare lavet lidt resarch, så han ville kunne benytte sig af det til begivenheder som denne? Han kunne hære, hvordan hun gik forbi ham, og derfor tog han armen til sig og fulgte ellers bare med. Det var hendes valg så, selvom han nu syntes, det kunne have været hyggeligt.

[Toria]

"Hvorfor tænker du også så meget?" udbrød hun lettere opgivende, da han jo havde ret. Det isblå, tågede blik lå i jorden, hvorfor tog hun overhovedet med? Hun vidste det ikke ville gå godt. Det gjorde det aldrig. Han kommenterede ikke på hun ikke tog hans arm, hvilket både sårede hende, og følte hende lettet. Såret, fordi det så betød, i hendes hoved, han kun havde gjort det af høflighed, altså ligeglad med hende. Lettet ford hun så slap for at diskutere med ham.

[Cecilia]

Hab smilede let til hende. "Noget skal jeg jo gøre, når jeg ikke kan analysere på folks udseende. Selvom jeg nu må sige, at du er den smukkeste, jeg nogensinde har set", sagde han og vendte ansigtet mod hende. Han lagde hænderne i lommen og håbede lidt på, at hun ville gribe fat i hullet mellem hans arm og hans korpus. Det var nok bare et håb, men det havde han i det mindste stadig.

[Toria]

"Se, du har ret igen. Bortset fra det sidste. Stop med at sige det!" stemmen var afvisende og lukket. Hun gad simpelt hen ikke at høre på hans løgne. Ikke nu. Det ville ikke hjælpe med noget, tvært imod. Musikken blev højere, og stemmerne tog til. Dette var virkelig en dårlig idé. Virkelig dårlig ide. Hun skulle ikke vre taget afsted. Hvor var det dog naivt at tro det kunne hjælpe, som om. Intet kan hjælpe, ikke nu, da hun ikke havde skaffet sig noget ordenlig, en skraber var det eneste hun havde, og den var ikke særlig god. Hvis hun dog bare kunne få fat i en blyant spidser.

[Cecilia]

Han rynkede i brynene, da hun pludselig lød helt afvisende og han forstod det ikke. Forsigtigt rakte han ud efter hende og lagde en hånd på hendes skulder, inden han stoppede hende let op. "Er du okay?" spurgte han hende lavt og også noget bekymret. Hun lød overhovedet ikke til at være okay. Der var vel ikke sket hende noget? Noget han ikke kunne se?

[Toria]

Hun veg instinktivt væk fra hans hånd, og beskyttende slog hun armene om sig selv. Det her var en dårlig ide. Hun kiggede bange på ham, han skulle ikke vide noget! "Ikke.. R-rør mig.. please," fik hun langsomt presset over sine læber og lod blikket falde til jorden. Dette var ikke godt. Overhoved ikke godt. Og hun kunne ikke flygte, ikke herinde. Jo, hun kunne flygte nu, men hun ville ikke kunne undgå ham forevigt.. Derfor blev hun også stift stående, kæmpede imod de rodede tanker, selvom hun allerede havde tabt.

[Cecilia]

Bekymringen blev tydelig i hans ansigt og han rakte ud efter hende, inden han knyttede næverne og trak dem til sig igen. Hun ville ikke røres. Det mptte han acceptere. "Hvad er der sket?" spurgte han hende med så rolig en stemme som muligt, selvom det var svært at holde bekymringen ude. "Skal vi gå et andet sted hen?" Det kunne være, hun gerne ville være alene?

[Toria]

Hun hopede endnu et par skridt tilbage, da han igen rakte sin hånd mod hende, dogknyttede han den, lod den falde. Godt.. Han så bekymret ud, men hun troede ikke på det. Hvorfor skulle han bekymre sig?.. "De.. Det lige meeget," mumlede hun sårbant, uacceptavbelt sårbar, og hun rystede kort på hovedet. Vær nu stærk for helved! Gentog hun inde oi sog selv, prøvede at få styr på sig selv. Det var en tabt kamp hun kæmpede.. "Nej, men.. Du.. Dumå gerne gå et andet sted hvis du vil. Jeg vil ikke være til besvær," stemmen var lidt stærkere, men også tåget og tom, gemte på sorg, ødelæggelse og panik.,

[Cecilia]

Hun lød så sårbar at han havde lyst til at trække hende ind i et stort beskyttende knus, men han vidste ikke, om det ville gøre det bedre eller værre. Han rystede på hovedet. "Nej. Jeg går ingen steder før du er okay. Er du sikker på, at du ikke skal have et kram?" spurgte han lavt og prøvede at lade være med at lade bekymringen skinne helt igennem, da det sikkert ikke var noget hun beæd sig om at se. Alle andre havde hver gang brugt det som en undskyldning. Hab havde åben bart bekymret sig for meget.

[Toria]

"Jeg ha.. Har det fint," stemmen var en hvisken, og det var latterlig nemt at høre hun løj, hvilket fik hendes til at komme med en frustreret myd. Hcorfor fanden var hun også så svag? Hun forstod det ikke. Hele hendes liv havde hun trænet sig selv psykisk stærk, men et menneske kan kun bære x antal inden det bryder sammen. Lort."Ik.. Ikke kram," det lød næsten som om hun var ved at græde, men selv, selv følte hhun alt og intet. Mærkeligt, forvirrende og skræmmende.

[Cecilia]

Hun hviskede ligefrem og han brød sig overhovedet ikke om det. Der var ikke meningen med denne aften på ingen måde. "Nej. Kom, lad os finde et sted", sagde han lavt og rakte prøvende hånden ud mod hende. Hun skulle ikke afsted til festen i det humør, det var det ingen tvivl om. Han nikkede til det, selvom han ikke var meget for at stå tilbage. Hun lød virkelig som en, der kunne have brug for et kram.

[Toria]

"men.." hun gad ikke endngan komme med en protest, sukkede blot derfor og vendte nakken lidt bagover og prøvede at få styr på sig selv. En umulig opgave. Hånden han havde strakt frem undlod hun at tage, igen, og gik bare tilbage mod hendes værelse. Hun ville bare væk, væk fra livet. Var det virkelig så meget at bede om? Eller bare føle den sviende, brændende fornemmelse på sin hofte, efter det skindende sølvmetal havde danset over den blege hud, for at lave hul ned til den blodrøde væske, som langsomt ville samle sig i små bobler, hvor derefter roligt at trille. Langsomt, fascinerende.

[Cecilia]

Han kunne høre hendes noget tøvende protest, som så alligevel ikke var en protest, og derfor havde han håbet på, at hun i det mindste ville tage hans hånd, så de kunne finde ud af det. Da lyden af hendes klikkende hæle dog bevægede sig væk fra ham, sukkede han og satte efter hende. "Celestia... Lad mig hjælpe dig..." sagde han blidt, mens han kunne mærke bekymringen snige sig på. Hvad skete der for hende? Hvorfor virkede hun pludselig så træt af det hele?