Ukomfortabel (Marie)

[Cecilia]

Annabell Kingston

Mit blik glider kort opmærksomt rundt om mig, inden jeg ender med at sætte mig på gulvet, da stolene er for ubehagelige. Det hele er nyt og fremmed og jeg hader mest af alt det grå tøj, som vi er blevet sat i. Det sidder ukomfortabelt og giver mig ingen mulighed for at føle mig bare nogenlunde tilpas. Jeg bliver behandlet som en straffefange, selvom det jeg har gjort da ikke var så slemt? Et fnys forlader mig, inden jeg tager kortspillet, jeg tilfældigvis har fundet. Det virker ikke til, at der er noget at lave her på nogen måde, og det gør mig bare endnu mere utålmodig. Jeg bliver nødt til at have et projekt, ellers kan jeg ikke fokusere! Derfor er det også med håb om at få bedre koncentration, at jeg begynder at lægge en kabale, som min mor lærte mig dengang... for længe siden. 

[Marie]

Erik Zachary Damonhill

Det er ikke andet end en time siden han ankom. Hans gullige blik skød rundt og undersøgte hver en lille afkrog af sted. Bevægelserne var rolige og fattede. Alt pulserede i baghovedet og han var bestemt ikke i godt humør. Alligevel forsøgte han har tage det roligt. Hvad nu med hans mor? Ville hans far få råd til behandlingerne selv? De havde udtrykt deres vrede over det. Han kunne stadig se sin mors triste udtryk, da hun fandt ud af, at han havde gjort, osm han havde. Det va rikke det fedeste i hans øjne, men han kunne jo ikke bare stå der og se til, han blev nød til at handle. Han sukkede og bevægede sig videre, inden han nåede ned til et fællesområde og kort strøg en hånd igennem det rødlige hår. Det va rikke ligefrem et sted, som indbød til at man ønskede at være her.

[Cecilia]

Et frustreret suk forlader mig, da det går op for mig, at alle kortene ikke er i kortspillet. Det kan de simpelthen ikke mene? Hvad i alverden skal man så lave, hvis man ikke en gang kan lave en simpel kabale? Det her sted er virkelig noget møg fra ende til anden. Jeg skulle aldrig nogensinde have solgt de planer til dem, så var jeg ikke endt her. Jeg ender med at smide kortene fra mig, og begrave hovedet i mine hænder. Hvorfor skulle det hele også bare være sådan noget møg? Jeg lovede, at jeg ville klare mig efter mors død. Det er så langt fra tilfældet.

[Marie]

Hans blik flakkede rundt, hvileløst og søgende efter noget at foretage sig. Blikket faldt hurtigt på pigen. Hendes pagekrøllede brunlige hår, væltede nærmest ned foran hendes ansigt, som hun sad der med hovedet begravet. Han lod kort blikket skyder rundt. Var der andre? Nej. Han sukkede og strøg en hånd igennem sit hår, inden han bevægede sig hen og trak en stol ud ved siden af hende og satte sig til rette. Han sad rank og alligevel afslappet, da han begyndte at fiske kortene sammen.
"Dårlig dag?" Lød det roligt over hans læber, som han sad der og samlede kortene sammen og så på hende.

[Cecilia]

Ved lyden af en stol, der skraber mod gulvet, løfter jeg blikket og bakker tilbage og væk fra det, kort bange for, at det er en af vagterne. Dem har jeg ikke lyst til at støde ind i med deres grove greb og snappende ordrer. Et suk forlader mig, da jeg bare ser, at det er en dreng i samme grimme grå tøj, og jeg skubber benene til skrædderstilling på gulvet så jeg sidder ordenligt. "Dårligt liv er nok en nærmere betegnelse..." mumler jeg tvært og skæver til ham, mens jeg skjult gennem mit vilde hår prøver at betragte ham, så det ikke bliver for tydeligt.

[Marie]

Han trak på skulderne ved hendes ord. Det kunne der være noget om, det var vel sådan alle havde det her, men ikke alle ønskede at snakke om emnerne om, hvorfor man var endt dette gudsforladte sted. Han studerede hende en anelse, inden han nikkede til hendes ord.
"Sikkert, men intet er så dårligt, at man ikke kan forsøge at vende det til det positive siger optimisten. Jeg holder mig til pessimisten og siger, at det her er et lorte sted og jeg har kun været her i en time." Sagde han og trak på skulderne, så enkelt var det. Han var normalt positiv om alting, men tanken om, at hans mor lå på hospitalet og ikke kunne få behandlingt højest sandsynligt hang og tærrede ham indvendigt.

[Cecilia]

Mit blik hviler mod ham og jeg nikker med et ironisk smil på læben, da han har helt ret. "Hvem vil ikke sige det? De kunne i det mindste bare prøve at gøre det til et nogenlunde sted i stedet for det her. Det vil nok ikke ligefrem få os ud af den kriminelle løbebane, hvis vi bliver udsultet her", påpeger jeg med et suk og ryster på hovedet. Jeg lovede hende ellers altid ikke at gøre noget dumt. Det er så for sent. Alt for sent. Jeg ender med at rejse mig fra gulvet og finde en stol, så jeg kan sætte mig ved siden af ham og ikke føle mig så lille. Hvis der er noget, jeg hader, så er det, når jeg er underhunden.

[Marie]

Hans blik huilende imod hende og han trak på skulderne, en skæv trækning formede sig i mundvigen, det var ganske almindeligt, men et oprigtigt smil ville det tage lidt længere tid at få frem på hans læber.
"Det er vidst det der er meningen. Altså at gøre opholdet ubehageligt, de ønsker at vi skal blive afskrækket fra miljøet og dermed ikke gøre noget utilregneligt eller ileset, så vi undgår at dukke op sådan et sted her igen", pointerede han og studerede hende let. Hun virkede nu lidt frustreret, men hun sætter sig op på stolen ved siden af mig, det er da fremskridt, det var også noget underligt noget, at sætte sig sådan på gulvet.

[Cecilia]

Et fnys forlader mig af hans ord og blikket skæver mod ham. "Jeg tror ikke, det vil virke. Jeg vil nærmere bare hade stedet så meget, at jeg rent principielt vil gøre det igen. Ikke at jeg forstår, hvorfor jeg er kommet herind..." siger jeg med et suk og kører hånden igennem håret. Det var jo ikke så slemt at sælge de planer videre, var det? Det var jo trods alt kun tankeeksperimenter og jeg udførte dem ikke? Jeg finder det i hvert fald uretfærdigt, men der er intet, jeg kan sige til det. Jeg må bare prøve at komme ud herfra så hurtigt som muligt ved at udvise en 'eksemplarisk' opførsel.

[Marie]

"Det kan vel være ligegyldigt, hvordan man er kommet ind, så længe man kommer ud igen", sagde han derfor. Der er ingen grund til at køre i sådan noget, og hvis folk vil snakke om det, så ville de jo nok fortælle det selv. Det rager ikke andre, hvad man har lavet og ikke har lavet - medmindre man ønskede at sige det videre. Det var ikke lige Eriks plan, han havde dog ikke noget at skjule, men han ønskede tvært imod heller ikke, at udgive sig unødvendigt. Det ragede simpelthen ikke alle, hvad han havde lavet og ikke lavet. Det var jo en fejltagelse, at han var endt her. Bare fordi han havde gået efter den forkert.

[Cecilia]

Mit blik glider over på ham og jeg kører forsigtigt en hårtot bag øret. "Det har du helt ret i... Det gælder bare om at charmere sig ind på personalet, hvorefter de vil stole mere og mere på dig, inden de tilsidst vil betragte dig som egnet til faktisk at få et liv igen. Og så er du fri", siger jeg tænkende. Der er selvfølgelig flere faser i det, men det kan man finde ud af hen af vejen. Det er i hvert fald min plan indtil videre, selvom jeg med stor sandsynlighed bygger videre på den. Jeg skal bare ud herfra, specielt når man nu kan se, hvordan her egentlig er.

[Marie]

Hans blik hviler mod hende og havde Erik ikke været langt væk i sine egne tanker sammen med og frustrationerne over sin mor, så havde han allerede været fuld af latter ved hendes ord, ofr hun havde så sandelig ret i de ting. Han endte dog med at sukke i stedet og nikke sig enig i hendes ord.
"Præcist. Spørgsmålet er, hvad der skal til for det", sagde han og nikkede imod en af personalerne, der stod med hænderne på ryggen og holdt et skarpt øje med dem. Han følte sig overvåget og det var ikke et godt tegn. Det måtte kunne lade sig gøre at komme ud eller hjem. Hans mor havde brug for ham.

[Cecilia]

Jeg skuler til en af vagterne, som jeg har besluttet mig for at kalde dem. Det er jo hvad de er, de holder øje med os hele tiden. Og jeg har ikke en gang været her en time og jeg kan allerede sige det. "Simpelthen venlig og god opførsel. Vent og se", siger jeg lavt til ham, inden jeg let skubber stolen væk, så jeg kan rejse mig og med en ydmyg holdning træde hen til manden, der ser noget mistænksomt ud. "Undskyld mig, men... Hvilke opgaver kan man tage herude? Jeg vil nemlig gerne hjælpe til, så det hele bliver så godt som muligt", siger jeg lavt og skæver til ham, mens mit blik hviler mod jorden. Indvendigt skærer det i mig over at være så ydmyg, men man bliver nødt til at prøve det.

[Marie]

Hans blik hvilte imod hende. "Det er du måske ikke normalt?" Spurgte han derfor hun havde virket lidt tvær i starten, men nu virkede hun faktisk ganske venlig og hendes vent og se, var alligevel fangende. Stolen gav en skrabende lyd fra sig. Han fik samlet kortene sammen og lagde dem på bordet, inden han fulgte hendes ekspempel og skubbede stolen tilbage. Han bemærkede hun talte til en af vagterne, der svarede hende.
"Listen med opgaver hænger på opslagstavlen med magneter" Brummede han med en hård tone og ikke en eneste lille detalje ændrede sig ved ham. Erik rystede let på hovedet og lænede sig op af væggen med skulderen, mens han fulgte hendes anordning.

[Cecilia]

"Det kan du jo finde ud af", nåede jeg lige at svare ham, inden jeg var ovre ved vagten. Mit blik gled over på listen og jeg trådte med forsigtige og velovervejede skridt hen til tavlen, hvorefter mit blik gled over listen. Nogle af opgaverne lød på ingen måde slemme, og derfor tog jeg også fat i pennen med de spinkle fingre, inden jeg skrev mit navn på mindst to af stederne; Cafeteria og udenfor. Min hånd hvilede over en sidste opgave, inden navnet også blev slynget over papiret ud for 'Fællesrum'. Sådan en rigtig stræber. Det var jo lige præcis sådan nogle, de fandt som mest artige. Og som med stor sandsynlighed kom først ud.

[Marie]

Erik rystede på hovedet af hende, da hun straks var igang med at melde sig på listen. Han trådte hen til hende, og studerede listen. "Ser man det, er man en lille stræber?" Spurgte han og lod blikket glide imod hende, det var da lidt komisk, hvis det var tilfældet. Han fandt det i hvert fald komisk på sin egen måde. Hun havde altså skrevet sig på ved fællesrum. "Virkelig? Fællesrum? Du ligner ikke en, der er interesseret i at lave opgaver" Pointerede han med en dyb tone, mens han studerede hende let. Han strøg en hånd igennem det rødlige hår.

[Cecilia]

Jeg skævede bagud mod drengen, der stillede sig ved siden af mig. Kort skød mit blik til siden, hvor vagten opmærksomt holdt sit blik mod os og mit blik gled ned i underkastelse, selvom det skar igennem mig at gøre det. "Nogen skal jo være det? Du virker jo ikke som typen", svarede jeg ham lavt og satte pennen tilbage i sin holde, inden mit nøddebrune blik gled mod ham. "Selvfølgelig er jeg det. Og hvad ved du overhovedet om mig, siden du bare sådan konkluderer det?" påpeger jeg. Han har lige mødt mig. Han ved ingenting om mig.

[Marie]

Kort hævede han det ene øjenbryn. "Og hvordan er typen så?" Spurgte han derpå, for at afprøve hende. Hun virkede til at ville være meget sikker i sin sag, og det gullige blik gled over hende. "Tja, du sagde før at du lige var kommet, så af en ny tilkommen, så er det da meget fremme i skoene at kaste sig ud i at lave en masse ting på stedet" Pointerede han med et skuldertærk. Han fandt det i hvert fald interessant og ønskede at se nærmere på det.

[Cecilia]

"Typen er en, der rent faktisk har en plan til at komme ud herfra og ikke bare drømmer om det", hviskede hun lavt til ham, inden hun trådte væk fra opslagstavlen, stadig noget bevidst om vagtens blik. Hun brød sig på ingen måde om at være overvåget hele tiden. "Hvem siger, at jeg ikke bare er en stræber?" spurgte hun ham med et hævet øjenbryn, inden hun bevægede sig tilbage til fællesrummet, hvor der trods alt var en smule mere afstand til vagten, så man ikke behøvede at hviske og dermed se mistænkelige ud.

[Marie]

"Hvad er din plan? At charmere dig ind på personalet og håbe på, at slippe ud på den måde?" Spurgte han derfor og så på hende, hans stemmeleje var dæmpet, der var ingen grund til, at nogen andre skulle høre deres samtale og selt ikke vagten, der i forvejen havde et skarpt øje på dem.
"Hvem siger du er og ikke er, er vel i princippet ligegyldigt." Sagde han og et smil formede sig svagt over læberne, inden han rystede på hovedet af hende. Han fulgte med hende, mens han kort lod de gullige øjne glide rundt. "Så, hvad er planen?" Spurgte han derpå.