Ukomfortabel (Marie)

[Cecilia]

Han kunne ikke have givet hende en bedre ordre. "Skriv dig på en af opgaverne. Den udenfor måske? Så kan jeg se, om du egentlig dur til noget", sagde hun helt ærligt, da det var det, hun var mest bekymret for. Hvis han nu sladrede, så ville det ikke være godt. det ville ødelægge hendes chance for nogensinde at komme ud. "Nej, det er en salgstale for din kærlighed. Det er jo ikke mig, der flirter", påpeger jeg og rykker mig igen, da man virkelig sidder ukomfortabelt her. Den røde farve skød igen op ved hans sidste kommentart. "Du er heller ikke helt voksen, så du skulle nødigt snakke!" Hun ville ikke blive set ned på under nogen omstændigheder.

[Marie]

Han så på hende og hævede det ene øjenbryn af hendes ord. "Så jeg skal lave samfundstjeneste for at bevise det? Lokker. Nå, pyt da, så tager jeg en udendørs aktivitet" Sagde han og trak på skulderne. Han kunne jo også ligeså godt afprøve det med det samme, han skulle jo lære det på et tidspunkt eller finde ud af, at det bare ikke var ham. Nu måtte de se. "For min? Sweetheart, kærlighed er ikke min del, men eftersom du bliver ved med at snakke om det og have røde kinder, så må du have en vis form for interesse i mig" Sagde han med tilfredshed og nød tanken om det. "Faktisk, er jeg myndig" Pointerede han.

[Cecilia]

"Sammen med mig. Eller i hvert fald på samme tid, for ellers kan jeg ikke holde øje med, om du gør det godt nok og rent faktisk er til at stole på", proklamerede hun og skævede let til vagten, der nu må ingen måde havde blikket mod dem. Noget måtte hun jo finde på at ham til, da hun gerne ville have beviser på, at hun kunne stole på ham. Endnu en gang kaldte han hende sweetheart, men denne gang prøvede hun virkelig at holde den røde farve nede. "Mig? Interesse i dig? I dine drømme", fnøs hun af hans ord og strammede armene over kors. Han skulle ikke tro sådan noget, for det var jo ikke sandheden. "Det er jeg næsten også... Om et år", påpegede hun og skævede til ham.

[Marie]

Som han sad der studerede han hende noget. "Lidt kontrolfreak? Nå pyt, vi skriver os begge på - det er jo ikke fordi, at der er så meget andet at lave her vel?" Sagde han me det skuldertræk og holdt blikket imod hende. Han vidste godt, hvor vagten var og havde derfor et ekstra øje på hans placering. "Så du er en lille pige endnu, det er der jo ikke noget at gøre ved. Nå men uanset hvad, så har du en magnet for mig - Så pas hellere på" Sagde han og blinked etil hende, da han fandt det ret komisk. Hun var nu en underholdende en, som han kunne lide at være i selskab med? Eller kunne han? Han morede sig i hvert fald gevaldigt.

[Cecilia]

Hun fnøs af ham og et smil kravlede op på hans læber. "Lidt kontrolfreak? Hvad regner du mig for? Jeg er da ikke bare lidt. Hvis jeg ikke var kontrolfreak, så ville planerne aldrig have virket", sagde hun og fjernede den ene arm fra den sammenfoldede stilling for at prikke sig mod hovedet. Hvis hun ikke havde det hele under kontrol, ville det hele bare have været noget bras. "Jeg er ikke en lille pige! Lad mig bevise det!" protesterede hun, da hun hadede at blive set ned på, og det virkede han næsten til at gøre lige nu. "Så du siger, at du er tiltrukket af mig? Vidste du godt, at rent fysisk, så trækker alt i alle..." Den sidste kommentar kunne hun nu godt have udeladt, tænke hun derefter for sig selv.

[Marie]

Han så lidt overvejende på hende, inden en latter faldt over hans læber og tydeligt indikerede, at han morede sig. Noget han ikke burde. Han skammede sig ligefrem over det og derfor tav han hurtigt igen. Det var ikke godt. "Meget kontrolfreak åbenbart" Sagde han derpå, og trak på skulderne. Blikket skød væk, mens han overvejede det lidt. Mon hans mor havde fået behandlingen? Kunne de klare sig igennem hverdagen, nu hvor han ikke skaffede penge? Eller var det stadig et strot kaos derhjemme? Han skød tanken væk igen. "Okay, bevis det - Jeg venter", Sagde han og så afventende på hende. Hun måtte komme med et bevis, inden han ville godtage det. "Så du er altså tiltrukket af mig", konkluderede han dermed med et smil over de velformede læber.

[Cecilia]

Det var længe siden un rent faktisk have hørt latter, der blev forårsaget over hende, og hun nød det fuldt ud, hun kunne heller ikke huske, hvornår hun sidst havde haft det så rart siden sin mors død. "Godt du ved det nu." Så var det i hvert fald slået på plads. Hun tænkte sig om og trak benene op foran sig. "Men hvordan skal jeg bevise det?" spurgte hun, da hun ingen anelse havde. Hun ville je blive set som en lille pige, men hun vidste ikke, hvordan hun skulle modbevise det. Den røde farve forblev i hendes kinder, men un kunne dog nogenlunde holde den i skak, så den ikke blussede mere op. "Og du er tiltrukket af mig", svarede hun han igen.

[Marie]

Han trak på skulderne ved lyden af hendes ord. Det kunne han da ikke svare på, når han var overbevidst så vidste han det - men det var ikke noget han kunne give hende svaret på. "Prøv dig frem, jeg kan ikke give dig svaret - det ville jo være snyd, kan du nok regne ud", han blinkede let til hende og trak på skulderne. Inden han lyttede videre til hednes ord, og blev ved med at fange detaljen med, at hendes kinders farve ikke fortog sig. "Og hvordan kan du så være så sikker på det?" Spurgte han derpå.

[Cecilia]

Hun fnøs af ham og lagde armene over kors. Ryglænet, hun lænede sig op af, gjorde ikke ligefrem noget godt for hende, men det virkede bedre, hvis hun gjorde det i stedet for bare at sidde ret op. "Men hvordan skal man bevise, at man ikke er en lille pige? Ved ikke at rende rundt i blomstrede kjoler? For så er det allerede bevist", påpegede hun og tog let ud i det grå tøj, der på ingen måde passede hendes krop. Hun fik mere kontrol over sine kinder, så farven let blev mindre, mens hun holdt blikket mod ham. "Fysikken, du ved. Alt tiltrækker hinanden", svarede hun ham med en skuldertrækning.

[Marie]

"Du kunne starte med, at lade være med at opføre dig som en. Din krop udstråler lille pige, sådan som du sidder med blussende kinder - Du mangler faktisk bare en blomst i håret, ikke sandt?" Lød det drillende fra ham, inden han trak på skulderne og studerede hende noget, selvom hun var meget sød med de røde kinder, så svandt det langsomt ind. "Selvfølgelig, og dermed er du tiltrukket af mig" Brummede han tilpas.

[Cecilia]

Han havde desværre ret i sin opfattelse af hende, men hun nægtede at indse det. "Bare vent og se. Den lille pige her skal nok bevise, at hun ikke er en lille pige ved først at komme ud herfra. Det kan være, at andre vil være lige så betagede af den del af mig?" driller jeg ham igen, da han absolut ikke skal tro, at han er noget lige nu. Det virker dog til at være lidt svært at pille ned. "Men ikke ligeså meget, som du er tiltrukket af mig. Det var dig, der opsøgte mig", påpeger jeg med et skævt og en anelse overlegent smil. Det er det smil, som de fleste altid hader mig for, men jeg kan ikke gøre noget ved det.

[Marie]

Han lo af hendes ord, det var længe siden, at han havde moret sig og han skammede sig ligefrem over det. "Så du vedkender dig altså, at du er en lille pige? Interessant" Sagde han og gned sig ned hagen, inden han slog det ene ben over det andet og lænede sig tilbage. Det gjorde allerede ondt i ryggen af at sidde sådan her. Han sukkede derfor over det. "Aha, der må jeg rette dig. Jeg havde ikke set dit ansigt dengang, det kunne være det talte ned?" Sagde han med et glimt i de gullige øjne.

[Cecilia]

Hun rakte tunge af ham og nev ham let i siden, da han ikke skulle tro, at han sådan kunne sno hendes ord. "Nej. Jeg vedkender mig, at jeg vil kunne bevise overfor dig, at jeg ikke bare er en lille pige ved først at finde på en plan at komme ud herfra på", svarede hun ham drillende og endte med at flytte sig ned på gulvet, da sofaen langt fra var bedre på nogen måde. Nærmere tværtimod. "Nej, men du var stadig tiltrukket af mig. Mit hår er også min bedste side", sagde hun og svingere let med den vilde korte hårpragt med et skævt smil på læberne.

[Marie]

Han rettede sig op og knækkede nakken fra side til side, og lod skulderbladene møde hinanden bagpå ryggen, inden han sukkede. "Det ser jeg frem til at høre nærmere om .. Og se resultatet af" Sagde han derpå, og rykkede lidt på sig. Det var da en ufattelig dårlig sofa det her. De havde da bestemt ikke gjort stedet behageligt på nogen måde. Det måtte han alligevel vedkende. "Det er ikke helt ringe", sagde han derpå og lod fingrene stryge over de bølgede lokker tæt ved hendes ansigt.

[Cecilia]

"Du får ikke resultatet at se. Så er jeg ligesom allerede væk herfra", påpegede hun og strakte benene frem foran sig for at strække de ledende. De havde specielt ikke godt af at sidde i så ukomfortable møbler. Det måtte hun hellere få gjort noget ved. Han så heller ikke ud til at nyde sofaen, og hun forstod ham udemærket. Den var virkelig forfærdelig. Hendes blik gled op i hans, da hans fingre pludselig befandt sig ufatteligt tæt på hendes ansigt og endda i hendes hår. Det var behageligt, det måtte hun indrømme, men det fik samtidig også farven op i hendes kiner igen, så hun blev nødt til at slå blikket væk. Hvorfor skulle han også have den indflydelse på hende?

[Marie]

"Jeg får da set resultatet indefra og du kommer da selvøflgleig tilbage for at hive mig ud, sådan en lækker fyr som mig - kan du ikke efterlade herinde," pointerede han og trak på skulderne ved orden. Det gav da mening, i hvert fald for ham. Så var det da ganske logisk. Han snoede sine fingre om et par lokker, inden han trak dem til sig igen og så hendes farvede kinder. Han rumsterede noget rundt i sofaen, men det blev kun værre og værre af det. Han fandt aldrig den rigtige stilling, inden han i stedet lagde sig ned. "Det her er virkelig den mest ubehagelige sofa jeg længe har befundet mig i," sagde han med et suk, mens han så på hende.

[Cecilia]

"Så må du først overbevise mig om, at der er noget andet end udseendet. Jeg kan nemlig kun bruge hjernen, ikke skønheden, så du må hellere kæmpe lidt mere for den mulighed", smilede hun til ham. Hun kunne nemlig ikke bruge hans udseende til noget som helst, medmindre rødhårede gjorde et eller andet godt for planen. Det var dog ikke, hvad hun regnede med. Hendes blik gled væk fra ham, da han lod nogle lokker af hendes hår sno sig om hans fingre, og der var først, da han flyttede fingrene, at hun tog sig sammen til at kigge op på ham, som han rumsterede rundt. "Enig. Er sengene så samme måde?" spurgte hun forsigtigt. For hvis de var, så ville hun ikke få lukket et øje.

[Marie]

"Jeg har hele pakken, så det behøver du ikke bekymre dig om," svarede han drillende, da han fandt det morsomt og indbydende at tale sådan. Det var dog en lille detalje, det hele skulle nok blive godt uanset hvad. Eller nej, hans mor var jo stadig 'fanget' mellem ubetalte regninger og hang med livet i en tråd. Han blev altså nød til at komme ud, derfor kiggede han også imod tremmerne der stod for de højere vinduer. "Det er de, så forvent ikke at få meget søvn og forbered dig på en meget øm krop.. Eller det gætter jeg på. Jeg sad i hvert fald lige kort i min og den var bestemt ikke idnbydende, jeg er ogås lige kommet," forklarede han sig.

[Cecilia]

"Hele pakken ligefrem? Og hvad består den så af?" spurgte hun og lænede hagen mod sofakanten, nu hun sad på gulvet, så hun kunne betragte ham. Hun kunne godt forestille sig, at han havde hjernen, sådan som han hele tiden fandt på et godt svar mod hende, men alligevel ville hun være helt sikker, inden hun turde stole fuldt ud på ham. "Uf... Så kan det være, at jeg skulle benytte mig af tiltrækningskraften og finde en eller anden, jeg kunne sove på. Det er lige før, det ville være bedre så", kommenterede hun lavt mumlende uden egentlig at tænke over ordene. Det var bare noget møg.

[Marie]

"Et stk. mega lækker ydre, skarp hoved, perfekt personlighed og en kondi der er ret hård," siger jeg og blinker til hende. Hvad bedre er der lige end det? Måske en anelse kæphøj, men hun har da lige pointeret at hun er på den gode side. "Smart idé, hva .. Din eller min seng?" Spurgte han derpå kækt, da det var noget af det første der fald ham ind, da hun jo direkte sagde det. I hvert fald i hans hoved.