Ukomfortabel (Marie)

[Cecilia]

Hun lod kort fingeren stryge over læben, som i at der ikke skulle blive snakket så højt. Det gik ikke, hvis personalet hørte om planen og dermed bare ville udsætte udsættelsen. Det var først, da de var kommet helt ind i fællesrummet og over i den anden ende, hvor hun stillede sig med ryggen til vagten og lod som om hun var noget fascineret af væggen og møblementet. "Jeg fortæller ikke bare min plan til hvem som helst..." sagde hun lavt og skævede til ham, hvorefter hun lagde armene over kors. Tøjet sad forfærdeligt. "Hvem er du overhovedet?" Det havde han jo ikke fortalt hende. Og hun stolede ikke på hvem som helst.

[Marie]

Han fulgte hende og lod munden let glide i, da hun gjorde tegn til dæmpet samtale. Han stoppede ved siden af hende, og havde et opmærksomt blik. Han var dog ikke så fanget i møblerne, mens mere vagternes placering. Men det kunne da være, at hun fandt dem fascinerende, han tvivlede dog - hun måtte agere som om hun rent faktisk havde interesse i dem og i såfald, var hun god til det.
"Jeg er ikke hvem som helst", påpegede han med et drenget smil over læberne. "Navnet er Erik, og du er?" Spurgte han derpå.

[Cecilia]

Hendes blik havde hele tiden øje med vagterne i øjenkrogen, men de så det heldigvis ikke som mistænkeligt, at de snakkede sammen. Heldigvis. Stadig med et halvt blik mod vagterne, vendte hun ansigtet mod drengen, og rullede med øjnene over hans ord, selvom et kort smil kom over hendes læber, inden det var forsvundet bag alvorligheden, som hun havde lært altid at bære. "Annabell", præsenterede hun sig med et nik til ham. Hun vidste dog stadig ikke, om han var til at stole på. Men på den anden side, så virkede han ikke som typen, der bare ville sige ting videre?

[Marie]

Han bemærkede, hvordan hun rullede med øjnene og derfor dansede smilet kort over hans læber. "Sødt navn, er det så nu jeg skal spørge om du vil kaldes Anna, eller Bell?" Spurgte han derfor med et drillende smil over læberne, inden alvorlighederne atter skred ind og han rystede på hovedet. "Men helt seriøst, jeg er ikke hvem som helst", understregede han lavt og sat hænderne i lommerne på de lidt for korte bukser han havde fået til delt der stumpede ved anklerne og denf or store oversize trøje. De havde virkelig en ringe måde at få tøjet til at passe på.

[Cecilia]

Et fnys forlod hendes læber og uden at tænke over det, daskede hun let til ham, ligesom hun havde gjort med de få venner hun havde, når de havde stillet hende det samme spørgsmål. "Annabell. Det er uadskilleligt, medmindre du gerne vil have, at vi skal skilles", svarede hun ham i samme drillende tone, selvom tidspunktet ikke virkede rigtigt for hende. Det var jo en ret så alvorlig samtale. "Og hvordan kan du helt seriøst bevise det?" spurgte hun og hævede øjenbrynet af ham, da han måtte komme med noget ordenligt. Hun havde med tiden lært, at man ikke skulle stole på hvem som helst. Der var jo en grund til, at hun var endt her.

[Marie]

Han rynkede let i panden, da hun daskede ham over skulderen. Hvor kom det lige fra? Han kunne dog ikke lade være med at ryste på hovedet af det, da han fandt det ret morsomt i sig selv. "Siden hvornår, er vi lige blevet gift? Du ved godt, at gift er noget man tager og ikke noget man bliver?", spurgte han og blinkede til hende. Hun var morsom, det måtte han give hende. Han endte med at ryste på hovedet af hende, det var ganske underholdende det her. "Hvis jeg var hvem som helst, hvorfor ville du så stå og tale med mig, hva?" Spurgte han hende, da det var ganske indelysende. Ingen gad snakke med Hr. Hvem-som-helst.

[Cecilia]

Hun lavede en grimasse ved hans ord og mærkede den varmen komme frem i kinderne, men holdt dasket tilbage, da det bare ville være for underligt. "Præcis. Så du må hellere holde dig på tåspidserne, så du ikke tager mig. Men igen, så kan du bare vælge at kalde mig, hvad du helst synes, så skal jeg nok forsvinde inden du vil dø af det", svarede hun med et lille smil på læben. Han var nu meget sjov. "Fordi man starter med at tale med hvem som helst, inden de bliver til nogen", påpegede hun og analyserede ham let med blikket.

[Marie]

Han fandt det meget behageligt, at se hvordan hendes kinder fik et rødligt skær og blussede op. "Tåspidserne er ikke lige mine spidskompetencer, men på den anden side, så er det måske nu jeg skal kalde dig for Putte? Snut? Bunny? Snuske? Er det ikke sådan noget fyre plejer at kalde piger?" Spurgte han drillende og blinkede med det ene øje, inden han trak på skulderne, da det udelukkende var ment i sjov. "Ah, desværre - Jeg vælger ikke hvem som helst. I stedet er jeg altid Hr. Du glemmer mig aldrig" Sagde han og blinkede til hende, inden han trådte let til siden og bevægede sig hen til en noget hård sofa og satte sig ned. Den gør bestemt ikke noget godt for ham.

[Cecilia]

Den røde farve kom uvilkårligt mere op i hendes kinder, selvom hun ikke have regnet med, at hun skulle rødme nogensinde igen. Specielt ikke på et sted som her. Hun lod dog som ingenting, selvom det nok var ret så tydligt. "Nej. Kun hvis de er i gang med at flirte med dem... Og hvis du er det, så kald mig i det mindste et ordenligt ord i stedet for dem der." Det var ret så kliché. Eller det virkede det i hvert fald til. Et fnys forlod hendes fine læber ved hans andre ord og hun fulgte uden ydeligere omtanke med ham hen til sofaen og satte sig. "Så det siger du? Men det må så betyde, at du har valgt at snakke til mig af en grund? Er du sikker på, at det ikke er mig, der er frk. Du glemmer mig aldrig?" Hun kunne lige så godt fortsætte den, da hun ikke kunne huske, hvornår hun sidst havde lavet sjov.

[Marie]

Han bemærkede det igen. Det var tiltagende med farven i hendes kinder. "Og hvad er så et ordentligt ord i stedet for? Du må have et i tankerne" Han så afventende på hende, da han kunne fornemme der måtte ligge mere bag de ord. "Du lignede en der var klar til at opgive livet, og kortene lå over det hele. Det vækkede min nysgerrighed" Han trak på skulderne, det var ret simpelt for ham. Hun havde fanget hans interesse med hendes opgivenhed, som han fandt noget interessant. Hun virkede ikke som en fighter, men der tog han grueligt fejl havde han en fornemmelse af. "Det kan jeg ikke påstå, men du må indrømme - at af et førstehånds indtryk, så er jeg god, det er ikke tilfædligt at dine kinder er helt jordbærfarvede vel?" Han gestikulerede let med et drenget smil og blinkede til hende.

[Cecilia]

"Det kunne være belejligt, hvis du kaldte mig... vent, prøver du virkelig at flirte med mig?" spurgte hun med et lille smil, da det ikke virkede som virkeligheden. Hun måtte dog indrømme for sig selv, at hun synes han var sjov, og han var nok den første der virkelig havde fået glæden frem i hende siden... ja. "Så du går efter de svage? Tsk, så må du hellere ud og finde en anden at lægge an på", blinkede hun til ham og trak benene ind under sig, så hun sad på dem. Det var alligevel bedre end selve sofaen. Hendes kinder blussede endnu mere op, da han nævnte dem, og hendes blik gled væk. "Det... Det er fordi jeg har det varmt", protesterede hun lavt og kørte en krølle om bag øret, så hun lettere kunne se ham.

[Marie]

"Jeg hører stadig ikke noget kaldenavn. Jeg venter stadig.." Sagde han drillende, mens han blinkede til hende. "Hmm.. Det ved jeg ikke, gør jeg?" Han fandt denne situation morsom, han nød hendes selskab og bemærkede, hvordan et smil var kommet over hendes læber. Hendes næste ord trængte dog ind me det samme. "Hvem siger jeg ligger an på dig og svage.." Han lod blikket glide elevator agtigt over hende, fra top til tå og op igen. "Nok nærmere dem der falder du af mængden" Han trak på skulderne, og tiltede hovedet på skrå, som hun sad der og protesterede. "For her er virkelig varmt, det kan jeg godt se" Han lænede sig tilbage i den hårde sofa og armene skød over kors.

[Cecilia]

Hun rullede med øjnene af ham, men kunne ikke lade være med at være en smule smigret, selvom hun ikke ville indrømme det. "Jeg vil da ikke give dig et. Hvis du vil kalde mig noget andet end mit navn, så må du selv finde på det. Og sådan som du fremfører det der, så ja, du flirter med mig", svarede hun ham drillende. Det var helt urealistisk at snakke om det, men alligevel fandt hun det næsten ikke pinligt. Kinderne havde deres eget liv i den sag. "Dem der falder ud af en mængde, hvor alle er ens. Du må komme med noget bedre", svarede hun og betragtede ham opmærksomt, uden at kunne bestemme sig for, om han var il at stole på, eller bare lavede gas. "Det er jo det jeg siger... Første regel, jeg har altid ret", skød hun drillende ind og skævede til vagten, der dog så ud til at finde andre ting end deres samtale noget vigtigere.

[Marie]

Han trak på skulderne og trak det ene ben op i sofaen, mens han studerede hende noget. "Det mener du alligevel? Jamen, hvad skal jeg så kalde dig.. Hmm .." Sagde han tænkende, mens han strøg fingrene over sit kæbeparti og lod dem flugte langs det, inden han trak på skulderne. Det måtte han lige tænke over. "Så det er planen? Jeg skal ændre min mening, nul og niks. Take it or leave it", svarede han med et træk på skulderne, det var hans ord for det, og om hun ville tage imod dem eller ej, var vel hendes dilemma og ikke hans. Han rystede på hovedet af hendes ord, inden det pludselit slog ham. "Sweetheart? Der var den! Det er dit nyt navn, og om jeg flirter eller ej, så er det det hele værd, når du blusser sådan op i farverige kinder" Kom det roligt fra ham med en vis form for entusiasme.

[Cecilia]

Hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle tage hans tænksomhed. Det kunne umuligt ende i noget godt. Når folk tænkte for meget, var det fordi de ikke vidste bedre og havde et svar parat. Eller også ville de bare finde det værste. "Tsk, planen er noget mere kompliceret... Så jeg tror jeg vælger leave it", svarede hun ham drillende og betragtede ham opmærksomt, for at se, om der var noget tegn på falskhed. Det virkede ikke sådan. Farven blussede fuldt ud på hendes kinder ved hans endelige ord, og blikket blev kort skudt til siden, mens hun prøvede at tage sig sammen. Han drillede bare. Det betød ingenting. "Så du flirter rent faktisk?" endte hun med at spørge for at fjerne fokusset bare en smule.

[Marie]

"Så det er den? Siden du vælger leave it, så vil jeg stadig gerne høre denne ih åh så komplicerede plan", sagde han og så indgående på hende, da han morede sig vældig med denne detalje. Det kunne kun gå godt. Igen var hendes kinder helt røde. "Før var jeg overbevidst om, at det var en sjældenhed, men nu er jeg ved at være overbevidst om, at du permenent er ved at få røde kinder", han blinkede til hende og fandt det ret morsomt, at hun var så kær med det. Han skød hurtigt tanken væk. Hvor kom den fra? Fokus Erik. "Det er som man ser det, men det virker til, at du gerne vil have det, Sweetheart", han sagde navnet for sjovs skyld. Han ønskede at se om hun blev provokeret eller mere rød i hovedet af det.

[Cecilia]

"Nå så det vil du? Det var vel nok ærgeligt... Du har stadig ikke vist dig værdig til at høre den", svarede hun ham drillende og lagde armene over kors for bare at se en smule bestemt ud, selvom hendes kinder nok ødelægger det, da de nægtede at falde i farveintensitet. "Det er jo fordi det permanent er varmt? Du vil bare gerne have mig til at få røde kinder, så du har en undskyldning for at fortsætte hvad du end har gang i", kommenterede hun, for at prøve at samle masken en smule. Hun plejede på ingen måde at rødme sådan overfor nogen, hun lige havde mødt. Og hun havde jo ikke andet end lige mødt ham? "Måske? Det er jo altid rart at kunne pille dig lidt ned bagefter", modsagde hun ham, selvom hendes kinder nok gav et noget andet svar. Hun prøvede dog at holde blikket bestemt mod ham.

[Marie]

"Åh, nu sårer du ligefrem mine følelser, det var ikke særlig sødt gjort af dig" Sagde han og studerede hende let. Det gik hurtigt op for ham, at hun kopirede hans holdning, som han sad der med armene over kors. "Ikke en skid, at det er permanent varmt, det er bare fordi du ikke vil indrømme, at du bliver helt forlegen af mine ord. Og nej, det er mere fordi du nu fremstår ret kær med den rødlige nuance" Sagde han og trak på skulderne. "Aha, sorry to say, men der skal altså mere til end det der" Sagde han og blinkede til hende, inden han betragtede hende let og fandt det morsomt, at hun sendte ham det bestemte blik. Derfor grinte ham også.

[Cecilia]

"Præcis. Jeg er ikke en specielt sød person, så find en anden at kast din charme over. Du bliver nødt ti at gøre dig fortjent til at høre planen." Hun ville ikke fortælle den til hvem som helst, selvom han nok ikke ligefrem var hvem som helst længere. På en eller anden måde havde han fanget hendes opmærksomhed. "Mig forlegen? Hvem siger, at det ikke er et trick? Så du blive helt fortryllet af min kærhed og ender med at gøre alt for mig?" spurgte hun ham drillende og blinkede til ham. "Mere til end hvad?" Hun betragtede ham let og et forsigtigt og forbudt fnis forlod hendes læber ved hans grin. Hun skyndte sig dog at dække for det, så det ikke blev fatalt. Hun var ikke en lille pige mere.

[Marie]

"Så giv mig en opgave, så skal jeg nok gøre mig fortjent til den" Han var noget bestemt i sine ord, for han skulle nok gøre sig fortjent til det, hvis det var det der var planen. Han var ikke ligefrem typen der gav op på nogen måde, og det måtte hun jo så finde ud af. Han gjorde de ting han ønskede, men altid i henhold til sine egne overbevisninger og hvordan hans venner var. Han var ikke en svigter. Eller det håbede han ikke, at han var.
"Skulle det forestille sig, at være en salgstale for din kærlighed? For så er den altså ikke særlig god", pointerede han og rystede på hovedet af det, da han fandt det en anelse komisk. Inden han bemærkede, hvor forsigtigt hun blev og virkede til at ville skjule sig selv. Et oprigtigt smil gled over hans læber, da det var ganske sødt. Hun virkede ligefrem som en lille pige.
"Ser man det, der er vidst nogen, der ikke er helt voksen endnu" Han morede sig uden tvivl.