Ukomfortabel (Marie)

[Cecilia]

"Du er forfærdelig", sagde hun med smil i stemmen, selvom det ikke var meningen, at det skulle siges på den måde. Hun kunne bare ikke gøre for det. "Hvad mener du?" spurgte hun en anelse forvirret og løftede hovedet fra bryst kassen, så hun kunne betragte ham. "Desværre, om natten må vi undvære hinanden. Det strider imod reglerne", påpegede hun. Og det var vidst en af de vigtigere regler.

[Marie]

"Og du kan tydeligvis lide det, sådan som du smiler" Sagde han og blinkede kækt til hende. Han fandt hende morsom, og det var der ikke noget at gøre ved. "Jeg kan lettere vise dig det end at fortælle det, så tør du det?" Spurgte han derpå udfordrende, han elskede at udfordre andre og han havde på fornemmelsen at Annabell ikke var typen der sagde nej bare lige sådan. "Åha, det var da nogle unfair regler at smide ud blandt os" Sagde han derpå med påtaget skuffelse.

[Cecilia]

Kort skød varmen igen frem i hendes kinder, men hun håbede, at han ikke kunne se det pga. stillingen hun lå i forhold til ham. Hun droppede at svare ham, da han jo nok havde en smule ret. "O...kay. Så vis mug det", tog hun imod udfordringen, da hun nægtede at være ham underlegen og sige nej. "Der er intet ved dette sted der er fair. Faktisk er fysisk kontakt også et regelbrud", sagde hun, men blev liggende på ham. Den regel kunne hun godt bryde bare for et øjeblik.

[Marie]

Smilet formede sig drenget over hans læber ved hendes ord, da hun tog imod hans udfordring. Derpå greb han fat i hendes sider og snurrede dem rundt i den hårde sofa, så han lå over hende og kunne mærke hendes krop imod hans, mens han hurtigt fangede, at det her både var akavet og langt mere behageligt end den anden stilling. "Du har ret, det er er meget bedre, så hvis vi ligger sådan her, så opdager de aldrig at du ligger på mit værelse," Brummede han med et strot smil over læben. "Og nej, fysisk kontakt er kun et regelbrud hvis det indbefatter slåskamp og vold, det er ikke det samme som det her." Afslog han straks.

[Cecilia]

Et hvin forlod hende, selvom hun prøvede at holde det lavt, da han pludselig greb fat i hendes sider og væltede dem omkuld, så hun endte med ryggen mod den hårde sofa og ham alt for tæt på hende. I hvert fald alt for tæt i denne stilling. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle kunne få kontrollen igen, og derfor begyndte de hivende vejrtrækning er, der altid kom, når hun var panisk. Hun kunne dog ikke gøre andet end at ligge helt stille, mens hun prøvede at finde på en vej ud. "Det kan godt betegnes som vold, hvis jeg ender med at skrige op", hviskede hun hivende, inden hun kneb øjnene sammen. Hun kunne overhovedet ikke lide det.

[Marie]

"Så vil jeg afslå det med frivllig voldtægt, tror du så ikke de smutter?" Spurgte han og blinkede til hende. Hun virkede langt fra til kunne lide det, sådan som hun hev efter vejret, derfor satte han benene i underlaget og rettede sig op, inden han trak sig helt væk fra hende og strøg en hånd igennem det rødlige hår. "Mere du skal have undersøgt?" Spurgte han derfor og blinkede til hende.

[Cecilia]

"Der er ikke noget, der hedder frivillig voldtægt", påpegede hun og sukkede lettet, da han endelig flyttede sig fra hende. Hun følte sig virkelig svag, sådan at på ikke over, at han bare lå over hende. Det kunne ikke passe! Derfor fandt hun viljen frem igen og blev liggende. "Ja. Læg dig over mig igen. Og bliv liggende uden at mase mig", sagde hun noget bestemt og havde blikket mod ham. Hun ville ikke under kaste sig på den måde, at han troede hun ikke kunne holde til det! Det ville hun bevise ikke var tilfældet.

[Marie]

"Det afhænger da af om det starter som en voldtægt også du så kommer helt i stemning?" Påpegede han - han mente det dog ikke, men det var en komisk tanke at forsøge at udfordre hende i sine ord. Hun måtte jo komme med et modargument ellers. Han morede sig i hvert fald. Han hævede det ene øjenbryn. "Så nu bliver du ligefrem helt opstemt af det?" Spurgte han drillende, men valgte dog alligevel at gøre det. Han lagde sig hen over hende og så ind i hendes øjne. "Føler du dig intimideret nu?"

[Cecilia]

Han var simpelthen forfærdelig, men det havde hun jo allerede fortalt ham. Derfor valgte hun at give lidt igen. Da han lagde sig ind over hende kom panikken igen kryb ende, men hun valgte at holde den nede ved at give ham igen. "Ja, helt vildt opstemt. Så opstemt, at hvis du begynder, så vil jeg selv være med til at rive tøjet af både dig og mig... Måske skulle jeg bare begynde?" sagde hun lavt og holdt blikket o hans, mens hun prøvede at holde vejr trækningen nede. Hun førte langsomt hånden op og krøllede fingrene om hans grå trøje. Så måtte han se, hvor langt han ville gå.

[Marie]

Hans blik hvilte mod hende, mens han hørte hendes ord. Hun var rent faktisk overbevisende i sine ord, men han kunne mærke, hvordan hun var alt for forsigtig med sine hænder og det overbevidste ham om, at der var noget som det ikke skulle være. "Du begynder bare, så må vi se, hvor langt du tør gå", sagde han udfrodrende. Hun var dog allerede igang med at krølle fingrene omkring blusen og det var alligevel noget som overraskede ham.

[Cecilia]

Det værste var næsten, at han udfordrede hende. Hun kunne ikke sige nej til en udfordring på nogen måde. Og specielt ikke, når det var en han nu satte op. Selvom hun ikke havde kendt ham mere end i max en time eller to, så var hun gået besluttet på ikke at tabe ansigt overfor ham. "Javel... Det må jeg så hellere følge", sagde hun lavt hæst, fordi hun stadig prøvede at holde vejr trækningen i ro, inden hun greb bedre fat i trøjen og trak let i den så den flyttede sig og blottede bar hud. Hendes blik lå dog i hans for at afvente hans reaktion. Der kunne ikke gå længe, inden der kom en.

[Marie]

"Pas hellere på, hvad du roder dig ind i sweetheart," påpegede han med et bestemt blik. Inden han bemærkede, hvordan der kom mere kontrol over hendes vejrtærkning og hun greb fat i trøjen og trak i den, så hans hun blev blottet en anelse. For at udfordre hende, lod han sine fingre glide ind under hendes bluse. "Start aldrig noget, du ikke kan fuldføre - det er regel nr. 1" Forklarede han hende.

[Cecilia]

Hun ville absolut ikke give op, inden han gav op. Sådan var det bare. Derfor lyttede hun ikke til hans ord, da hun var næsten sikker på, at han ville trække sig. Det beviste hånden, der gled ind under trøjen, at han ikke gjorde. Hun slap taget i hans trøje for at skubbe hans hånd væk, men stivnede i bevægelsen. "Regel nummer to - jeg kan gennemføre alt", sagde hun bestemt og greb igen fat i hans trøje, hvorefter hun rykkede den længere op, så hans mave blev blottet. Han skulle ikke tro, at der var noget, hun ikke kunne gennemføre.

[Marie]

"Aha, din krop siger noget helt andet og du ved godt, at hvis du først går efter sådan noget her, så er der et point of no return" Forklarede han og så på hende, og trods hun fjernede hans hånd, så gled den med det samme tilbage og endnu mere udfordrende op under trøjen. Han ville presse hende på denne måde, så det kunne hun ligeså godt forvente.

[Cecilia]

Han havde ret, men hun nægtede at indrømme det. Hun gav aldrig op, bukkede aldrig under for noget. Hun havde altid kontrollen. "Jeg giver mig aldrig", sagde hun lavt bestemt, selvom det kriblede ubehageligt igennem hende, da han lod hånden glide endnu mere under hendes trøje. Hun nægtede dog at give efter. Derfor to hun nu den anden hånd op og lod fingerspidserne berøre den pare hud, der kom frem, da hun trak trøjen længere op. Hendes blik lå bestemt i hans.

[Marie]

"Det lyder spændende, så nu kan jeg forvente en omgang sex, ikke dårligt på første dag", tilføjede han for at provokere hende. Hun ville vel ikke gå imod sine egne idealer for det? Altså piger burde i hvert fald ikke være sådan i hans hoved, alligevel fandt han denne pige interessant og den stædighed som hun behærskede var mere end nogen han havde oplevet før. Hans hånd gled op og greb fat om hendes bryst, da han mærkede hendes hånd mod hans hud der sitrede.

[Cecilia]

Hun valgte ikke at svare ham, da tanken om det gjorde hende ubehageligt tilpas. Men så alligevel ville han nok se intet svar som at han havde vundet. "Så kan det være, at du både kan få taget din egen og en andens mødom", sagde hun lavt, inden hans hånd gled hele vejen op og greb fat i hendes bryst. Det fik panikken til at skyde frem for fuld kraft og hun brugte både arme og ben til at skubbe ham fra sig ved det. "Hvad fanden bilder du dig ind!" kom det hvæsende fra hende.

[Marie]

"Aha, så du ser det som, at jeg adlrig har prøvet det før? Og du er jomfru," pointerede han, inden hun panikekde fuldstændig og slog fra sig, og han dermed trak sig med det samme og en latter løb over hans læber, mens han strøg en hånd igenenm håret. "Det var en prøve, Annabell. Intet mere og intet mindre, og du bestod ikke," Sagde han og blinkede til hende. Hun var tydeligvis ikke van til sådan noget.

[Cecilia]

Hun nåede ikke at svare ham på det første, inden panikken havde taget overhånd og han heldigvis havde flyttet sig. Hun satte sig brat op og sparkede benene ud over sofaen for derefter at komme op at stå. Hun slog armene beskyttende om sin krop, mens hun stadig kunne mærke den ubehagelige fornemmelse af hans hånd mod sin krop. "Jeg består altid! Det der var ikke en prøve! Det var... Det var... blasfemi!" udbrød hun til sidst, men hun både kunne mærke skammen og vreden flyde igennem sig.

[Marie]

"Det kan ikke være blasfemi, hvis du ikke selv har udført den" Pointerede han med et legende smil og morede sig over hende. "Calm down, og tag det roligt. Du startede det selv, jeg udfordrede dig - men et simpelt nej kunne være nok." Sagde han og så på hende med et roligt blik. Hun afskærmede sig sin krop og han synes det var en anelse overreaktion, alligevel var hun nu kær.