Ukomfortabel (Marie)

[Cecilia]

Hun rystede på hovedet og flyttede lidt på fødderne. Hun forstod ikke, hvordan han bare kunne tage det sådan der. Han havde rørt hende et sted, hvor han absolut ikke skulle røre hende! "Du skulle bare være stoppet. Du kan ikke sige, at det var min skyld, at du befalmede mig!" Hun var uden tvivl godt oprørt over det og hendes skuldre skød op. Det her måtte ikke ske. Hun måtte ikke miste kontrollen!

[Marie]

"Hey, rolig no Sweetheart, set held skal nok gå. Før eller siden, skulle nogen røre dig der, så om det var mig eller en anden kunne vel være ligegyldig? Hvad erd et du er bange for?" Spurgte han og trådte frem. Han havde overskredet hendes grænser og det kunne få konsekvenser for deres .. Hvad var det, venskab? Han synes i hvert fald at hun var meget interessant og en han bestemt nød at være i selskab med.

[Cecilia]

Hendes blik skød kort op på ham, og hun kunne se, hvordan han trådte frem. Det kriblede i hende for at træde tilbage, men hun holdt sig stille. Hun ville ikke flytte sig. Ikke endnu en gang. "Det... Du... Du tog kontrollen. Jeg skal have kontrollen. Ellers går det galt", hviskede hun til ham og rystede på hovedet. Det var jo næsten det, der var det værste. Han havde stjålet den kontrol, hun ellers prøvede at få. Stjålet hendes kontrol!

[Marie]

Han kiggede forundret på hende, var det det, det her handlede om? Kontrollen? Se nu blev det mere interessant end normalt. "Sorry, det er ikke noget som man bare lige sådan kan få tilbage. Hvad skulle gå galt?" Spurgte han derfor, mens han så på hende. Han havde jo ikke taget den fra hende, han havde hele tiden haft den og nu morede det ham mere end først antaget. Det var bestemt noget som han nød.

[Cecilia]

Hun fnøs af ham og rystede på hovedet, da han ikke forstod. "Det er lige meget. Totalt lige meget", mumlede hun lavt og skævede kort til ham, inden hun vendte ryggen til ham. Hun havde egentlig syntes om hans selskab, men hun vidste på ingen måde, hvad hun skulle sige til det her. Det her var bare ikke i orden! "Vi ses måske en anden gang", lukkede hun af og satte i gang. Hun måtte virkelig finde noget papir, så hun kunne begynde at lægge planer og dermed få kontrollen igen.

[Marie]

"Nu ikke så tvær," mumlede han og så på hende. Han kiggede forundret på hende, da hun bare sådan lukkede af og satte væk. Han slog en hånd undrende ud. Hvad skulle det her betyde. Hvorfor trak det overhovedet i ham for at finde ud af det? Han stod lidt og rodede i sit hår i forvirring, inden han sukkede og satte i bevægelse efter hende. "Så du har bare tænkt dig at daffe sådan der?" Spurgte han derfor.

[Cecilia]

"Du kan sagtens kalde mig tvær. Det var ikke mig, der stak hånden ned i dine bukser. Det kunne næsten være det samme", mumlede hun til ham. Han forstod tydeligvis ikke, hvorfor hans bevægelse havde været så krænkende. Hendes blik gled bagud, da hun begyndte at gå og han stillede spørgsmål ved det. "Ja. Medmindre du kommer med en undskyldning og en overrækning af kontrollen", sagde hun, mest fordi hun rent faktisk ikke ville daffe af sådan.

[Marie]

"Egentlig ikke, jeg ville nok have fundet det ret behageligt - Grænseoverskridende, men behageligt, så længe du ikke vælger at nive mig i de ædlere dele," Sagde han og trak på skulderne. Hvorfor tog hun det sådan her? Han rystede det af sig og trådte efter hende. "Okay, undskyld for at jeg krænkede dine feministiske sider, men jeg må indrømme at du provokerede mig," Han siger det direkte - det med kontrollen bliver der dog ikke nævnt mere om.

[Cecilia]

Hun stoppede op og vendte overrasket blikket mod ham. "Ville du virkelig?" spurgte hun, da hun ikke kunne forestille sig, hvordan det kunne være rart. Men det måtte han nu selv om. Et suk forlod hende og hun fjernede den ene arm fra beskyttelsen om sin krop, for at køre en hårtot om bag øret. "Det var også meningen. Jeg skulle jo have kontrollen på en eller anden måde", sagde hun lavt og kiggede op på ham, nu hun var stoppet op. Hun valgte at tilgive ham. Hun kunne simpelthen ikke gør sig fjender med ham. Hun havde jo selv sagt, at hun ikke skulle have nogen fjender.

[Marie]

"Ja, det ville da ikke være så slemt," Sagde han ærligt, mens han studerede hende noget. "Det gik bare ikke helt om planlagt, kan jeg regne ud. Nok om det. Hvad nu?" Spurgte han og så på hende. For han regnede skam med, at tilbringe mere tid i hendes selskab. han ønskede at snakke med nogen og blive underholdt lige nu og hun var god til det, det måtte han alligevel erkende med det samme.

[Cecilia]

Hun overvejede det, inden farven kom op i hendes kinder, da hun overvejede det. Hun måtte ikke tænke sådan. Det måtte hun bare ikke. "Hvad så nu? Du holder op med at tage kontrollen og røre ved mig? Venner?" spurgte hun ham lavt og et forsigtigt smil gled over hendes læber, da hun egentlig gerne ville have ham som ven. Der var ikke nogen, der havde været flinke imod hende så længe, at hun bare savnede en ven.

[Marie]

Han så på hende og smilte. "Jeg vil have lov til at give dig kram, hvis du skal være min ven," pointerede han med et smil over læben. Det var det eneste ekstra krav han havde. "Men venner, det lyder som noget jeg mangler," han så på hende. Han savnede en ven, en han kunne kalde sin ven og nyde mange stunder sammen med og hun var helt klart en, som han kunne sætte den titel på. Det var han slet ikke i tvivl om.

[Cecilia]

Et lille forsigtigt fnis forlod hende ved hans ord, selvom hun prøvedet at dække for det med hånden. "Så må du hellere få et kram", sagde hun lavt og trådte hen for at lægge armene om ham i blide bevægelser. Det fra før måtte de bare glemme. "Samme her... Men nu har vi i det mindste fundet en her"; sagde hun med et let smil og holdt sig ind til ham i krammet, inden hun slap ham og trak sig en smule tilbage. Det fra før skulle bare glemmes.

[Marie]

Han gengældte bevægelserne og krammede hende roligt, inden han slap hende igen. "Præcist, det er en begyndelse, så må vi se, hvad stedet her mere byder på," Sagde han og skævede til hende. Han havde en fornemmelse af, at der ville opstå meget ballade på sådan et sted som dette, men det var aldrig til at vide med sikkerhed, så det ville tiden jo vise.

[Cecilia]

Hun nikkede til hans ord og trak sig tilbage igen. "Ja... Men nu må du hellere gå ud og skrive dig på opgavesedlen til en udendørs opgave, så vi kan styrke vores venskab endnu mere", sagde hun en smule drillende for at få løftet stemningen lidt. Han var nemlig uden tvivl en af de sjoveste personer, hun nogensinde havde mødt og hun havde på ingen måde lyst til at miste ham som spirrende ven.

[Marie]

Han så lidt på hende og rynkede på næsen. "Behøver jeg virkelig?" Muggede han misfornøjet, det var ikke lige det, som han havde allermest lyst til, alligevel gjorde han et udslag med hånden og satte i bevægelse mod opgavesedlen, typisk. Der kom dog hurtigt et smil over læben igen, og han hev fat i hendes hånd og trak hende med sig.

[Cecilia]

Et let grin forlod hende ved hans misfornøjelse, men hun nikkede. "Jep. Ellers kan du ikke være min ven", sagde hun drillende. Det her var hendes måde at få kontrollen tilbage på. Der blev grebet fat u hendes hånd, så hun ikke kunne gøre andet end at følge med ham hen til sedlen.

[Marie]

"Du er da også så krævende, jeg ved ikke om jeg orker, at være din ven så," sagde han drillende og med påtaget beklagelse, inden han trak hende med sig hen til sedlen. Han slap hendes hånd og så på den. "Og hvad skal det så være for noget denne gang?" Spurgte han og så på hende.

[Cecilia]

"Du skal jo vide, hvad du går ind til", drillede hun ham igen. Nu følte hun selv, at hum havde den eftertragtede kontrol og det gjorde hende i godt humør. "Bare det er noget sammen med mig. Ellers får du helt frie tøjler!" bekendt gjorde hun.

[Marie]

Han lo af hendes ord. "Så lad os ordne nogen udenfor - samle skrald eller sådan noget, det er det mindste vi kan gøre, det giver også lidt ekstra frisk luft," Pointerede han med et smil over læben, inden han kradsede sit eget og hendes navn ned på papiret. Han lagde penslen fra sig og så hen på hende. "Og hvad skal vi så fordrive tiden med i mellemtiden?" Spurgte han og så overvejende på hende.