Ukomfortabel (Marie)

[Cecilia]

"Det kan accepteres", gav hun ham ret med et smil og betragtede ham, da han skrev sit navn på. Det skulle nok blive hyggeligt, det var hun næsten ikke i tvivl om. "Det... Måske lære hinanden bedre at kende?" foreslog hun. Hun ville vide, hvad han var for en, inden hun kunne stole på ham.

[Marie]

"Så lad da gå," Han blinkede til hende og rystede let på hovedet af det. "God start, nå .. Er det så nu jeg skal være påtrængende og spørge om, hvorfor du er endt her?" Spurgte han derfor, for at se om det var noget, som hun var med på at dele. Han havde ikke så meget at skjule ved sin egen, så det var nok derfor.

[Cecilia]

Han begyndte med det samme samtalen og det gjorde hende ikke noget. "Det er det nok. Lad os gå, men vi snakker", forelog hun og lavede en gestus med hånden ned af gangen. Bare så de ikke stod stille. "Men det startede i hvert fald med, at de beskyldte mig for at brænde skolen af og derfor holdt lidt bedre øje med mig. De snuppede mig så, da jeg solgte en plan til at røve en bank. Så fandt de ud af at jeg også havde lavet planer til en masse andre vellykkede røverier, og jeg røg ind. Hvad med dig?" Hun havde ikke noget imod at fortælle, hvad hun havde lavet. Det var mere grunden til handlingerne, der var sværere.

[Marie]

Han nikkede og sat med det samme i bevægelse, mens han lod hende starte, som de bevægede sig afsted. Det var også en anelse for rastløs, at stå stille sådan hele tiden. "Brændte du en skole ned da? Eller er det bare en fejlagtig konklusion?" Spurgte han som det første, inden han ikke til det resterende. "Du må være god til planlægning af det så, men en skam at de smider dig ind af den grund" Sagde han og skævede til hende, inden han sukkede. "Min mor fik kræft og behandlingen var ikke statsstøttet, vi manglede penge, så i stedet for at tage i skole tjente jeg penge. Måske på en lidt uhensigtsmæssig måde. Jeg planlagde og stod for røverier og narkohandel. Det der fik mig ind, var at jeg endte i et bagholdsangreb og blev taget i et forsøg på at udføre en kidnapning for at få nok penge til den sidste behandling" Sagde han derpå og skævede til hende.

[Cecilia]

Han skulle selvfølgelig stille hende det spørgsmål. Hendes blik gled væk fra ham, mens hun overvejede det. Hun endte med at vide sig i læben. "Jeg... Kom til at starte en brand." Kom til var vidst ikke det bedste ord, men sådan var det. "Ja, det var lidt øv. Det var også nogle idioter, jeg fik fat i til sidst..." Hun sukkede tungt, men lyttede til hans ord bagefter. "Drt lyder ikke specielt rart. Ved du, hvordan hun har det?" spurgte hun medfølende. Hun følte nemmelig virkelig med ham. Det var ikke rart at miste sin mor.

[Marie]

Han nikkede til hendes ord. "Så det var altså et uheld? Det kan man ikke anklage andre for." Sagde han og skævede til hende, det kunne have været et uheld, en tabt tændstik eller smøg kunne hurtigt sætte gang i nogle ting, hvis det var tørt nok. "Så må du udvælge dine 'købere' med omhu," sagde han og smilte skævt til hende, inden han tog en dyb indånding og sukkede vedd det næste. "Det er det heller ikke. Jeg har ingen anelse om det, det er næsten det værste ved et," Sukkede han. Han havde ikke set eller hørt fra dem i 3 dage, han havde trods alt siddet i arresten i et par dage og ventet på en dom.

[Cecilia]

"Ehm... Offentligt, ja." Hendes blik gled rundt, men der var ingen vagter til stede. "Ærligt, nej..." Hendes blik gled væk, da hun ikke ville se hans reaktion. Det ville han nok ikke synes om, men det var sandheden, og den måtte hun hellere komme ud med. "Det har du helt ret i. Det er derfor, jeg ikke bare snakker lige ud omkring planer længere", siger jeg med et lille smil til ham. "Det er jeg ked af at høre", siger jeg og lægger armen om ham for at trække ham ind i et halvt kram.

[Marie]

Det ene øjenbryn blev hævet og han så afventende på hende. "Og uofficielt set?" Hovedet tiltede let på skrå, mens han han nikkede til hendes efterfølgende ord. "Hvorfor? Hvis jeg må spørge?" Spurgte han derpå, for der måtte virkelig være nogen der havde pisset på hendes sukkermad, hvis det var tilfældet. "Det er så forståeligt nok, det havde jeg nok heller ikke gjort. Jeg ved stadig ikke, hvordan mine planer skulle være blevet opdaget. Der må have været en bagmand," Sagde han mumlende, mens han studerer det. Han blev trukket ind i et halvt kram som overraskede ham noget. "Det går, jeg håber snart, at de giver lyd fra sig," Sagde han.

[Cecilia]

Hun holdt blikket mod ham og han fangede den hurtigt. Da han så stillede det næste forventede spørgsmål, bed hun sig i læben og vendte blikket væk. Tanken om beskeden... Død... Brand... "Nej. Du må ikke spørge", sagde hun lavt, mens hun prøvede at fjerne tankerne igen. De måtte ikke komme frem. "Der er altid en bagmand. Dem må man være mere opmærksomme på i fremtiden." For hun havde i hvert fald ikke tænkt sig at stoppe. Hun var nærmest blevet afhængig af at planlægge. "Det håber jeg så også. Det værste er, når man ikke ved besked", sagde hun og gav ham endnu et klem, inden hun slap ham.

[Marie]

Han nikkede derfor roligt ved det. "Det er i orden, men hør .. Hvis du har brug for en til at lægge øre til, så siger du til," Sagde han og skævede ttil hende, mens han gav hendes arm et blidt klem og sukkede tungt. "Det er der og det handler om at finde dem," sagde han og så på hende. Han var blevet grebet af det med at planlægge og lægge planer. Det havde vist sig, at de havde den del til fælles. Endda meget tilfælles. "Præcist," sagde han og skævede.

[Cecilia]

Jeg skævede til ham og nikkede. "Jeg skal nok sige til, hvis det er", svarede hun ham. Hun var da glad for, at han ikke rodede mere i det. Det ville kun gøre det værre. Hun betragtede ham let ud af øjenkrogeb og kunne se, hvordan det med moren tog på ham. Hun fik virkelig ondt af ham. "Hvad vil du så sige er planen til ar komme ud herfra?" spurgte hun ham lavt, da han jo virkede til at vide besked om det med planer og samtidig gerne ville ud herfra. Hans grund var dog bedre end hendes.

[Marie]

Han nikkede til hendes ord. "Godt," sluttede han derfor og nød allerede hendes selskab. Hun virkede som en, han ville blive glad for at have ved sin side. Han var dog ikke meget for at tænke på sin mor, derfor forsøgte han også at skubbe tanken væk, det tog voldsomt på hans humør og tyngede ham ned i et hul, som han helst ikke skulle ende i, så ville de bare ende med at sende ham til psykologen, som åbenbart var på det her sted. Det havde han da fået fortalt. "Det afhænger af sikkerhedsforanstaltningen," Svarede han og så på hende.

[Cecilia]

Hun betragtede ham og nikkede. "Stedet vrimler med vagter, som du selv har set. Det gør det hele sværere, men ikke umuligt", sagde hun og nikkede for sig selv. "Udendørsopgaverne kan give os et nogenlunde svar på, hvad der egentlig er af forhindringer derude. Derfor er det godt, at vi har meldt os til det udenfor", blinkede hun til ham. Hun havde selvfølgelig haft den del i tankerne. Det samme med Cafeteriet, det kunne jo være, at de havde en bagfør dernede?

[Marie]

"Intet er umuligt, der er altid et svagt punkt, det handler bare om at finde det. Måske kører vagterne på skift, så kan der være et lake, når de skifter pladser eller får fri" Sagde han og så på hende. Stemmen var dæmpet. "Præcist, det er godt tænkt. Så kan vi undersøge de indendørs dele bagefter for at sikre os, hvor alle huller i systemet ligger," Sagde han og så på hende.

[Cecilia]

"Godt tænkt. Derfor må vi diskret begynde at holde øje med dem. Vi burde lave en vagtplan, beskrive de forskellige vagter, udseende, hvordan de er og sådan og derefter hvornår de er på vagt. Der må jo være et system", svarede hun ham med dæmpet stemme. Det kriblede i hendes fingre for at begynde at skrive ned, men det var for farligt, hvis det blev opdaget. "Jeg skal nok tjekke cafeteriet, når jeg tager opgaver dernede", meldte hun ud med et smil. Hun glædede sig allerede til planlægningen. Det var jo det bedste!

[Marie]

"Dete r svært uden noget at skrive med eller på," sagde han og så på hende. "Er det noget man kan skaffe her?" Spurgte han og så på hende. Trods de begge havde været her i lige lang tid, hvilket ikke var meget, så kunne det jo være, at hun kendte noget til det. Han vidste det i hvert fadl ikke. Han nikekde ved hendes næste ord. "Godt, så må vi se, hvad vi mangler og tage opgaver de steder, de rmå være nogle svagheder her," sagde han og trak på skulderne med et smil over læben.

[Cecilia]

Hun tænkte sig om. "Umidfelbart er der ikke nogen goder, der involverer papir... Mrn hvis vi kan få en tilladelse til de særlige fællesrum, der vidst indeholder noget for de mere kreative, og det må betyde papir." Hun havde læst det hele igennem, men måtte hellere lige læse op på det. "Hvis der er nogen, der skal finde en vej ud, så bliver det os!" siger jeg med beslutsomhed i stemmen.

[Marie]

Han nikkede tænksomt. "Det var en ret god idé. Og dermed får vi også gjort dem opmærksomme på, at vi er i bedring, eller hvad dælen de nu vil kalde det vi skal forestille at være". Han så på hende og lod blikket glide rundt. Altså så så kedeligt ud her. "Hvad sker der egentlig for de kedelige farver?" Spurgte han og så på hende som om hun kendte svaret. "Og med to skarpe hjerner, så er vi 100% sikre" Sagde han og blinkede til hende.

[Cecilia]

Hun nikkede. "Præcis. Dermed charmerer man sig ind på dem, og hvis det er nok, behøver vi ikke en gang at bryde reglerne ved at bryde ud herfra", sagde hun med et lille smil. "Der skal jo ikke være noget, det kan gøre os glade her", siger hun ironisk. Det er virkelig deprimerende. "Præcis, to hjerner er skarpere end en", blinkede hun til ham. De skulle nok finde ud af det. Hun havde helt glemt, hvordan det var at have en ven, og det føltes egentlig rart.

[Marie]

"Ja, men stadig så tvivler jeg på, at de bare sådan lige vil lukke os ud af det her sted. De mener det vidst ret seriøst med e har kedelige omgivelser" Han slog let en hånd ud for at understrege hvad han mente, der var jo gråt og kedeligt over alt. "Vi burde male hele stedet i lyse farver for at få bare en smule ud af det," Hånden strøg op i hendes hår og rodede drillende i det, inden han trak den tilbage og så på hende. "Præcist," han blinkede igen.