Ukomfortabel (Marie)

[Cecilia]

"Så er det heldigt, at jeg har fundet endnu en planlægger. Inden de får set sig om, så er vi ude igen", hviskede hun drillende, men hun mente det alligevel. "Tror du de ville se det som en opgave eller hærværk?" spurgte hun drillende og lavede en grimasse, da han rodede hende i håret. "Hvis der er nogen, der gør mig til en lille pige, så er det dig" blinkede hun til ham og nappede ham i siden.

[Marie]

"Og endda en der er genial til det", sagde han og gav hende et nap i siden for at understrege det. "Hærværk, medmindre vi får lov at ledelsen selvfølgelig, så er det jo en opgave," sagde han og så på hedne med et glimt i øjet. Han morede sig over det. "Mig? Hvordan dælen skulle jeg gøre dig til en lille pige?" Spurgte han med en let latter.

[Cecilia]

Hun hvinede, da han nappede hende i siden, inden hun tog sig sammen til at hive ham et svar. "Du er da på ingen måde glad for dig selv, hva'?" Han virkede i hvert fald en smule højrøvet på den måde. "Så må vi hellere spørge om tilladelse?" foreslår jeg, selvom vi nok ikke vil få meget ud af det. "Ved at behandle mig som en. Du roder mig i håret. Det er nedværdigende", sagde hun med et smil over hans latter.

[Marie]

"Hvordan kan du dog betvivle det? Du er måske heller ikke glad for dig selv, tosse?" Spurgte ahn og blinkede til hedne med et grin over læben. Det komiske var, at trods han havde netop mødt hende, så havde han aldrig klinget så godt med en anden, som han gjorde med Annabell. "Ja, men så kan vi ikke lave hærværk bagefter, hvis vi ikke må - de ville regne det ud med det samme," Pointerede han og så på hende. "Synes du? Men så er du en kær lille pige, som jeg vil rode noget mere i håret," sagde han og strøg fingrene igennem hendes krøllede page frisure.

[Cecilia]

"Nej, for hvis jeg er for glad for mig selv, er der jo ingen andre, der kan være det", sagde hun drillende og blinkede til ham. "Nå ja, selvfølgelig... Så må vi bare gøre det, og så se, hvad der sker bagefter." På den måde kunne de jo ikke vide, at der var dem. "Neej, stop!" griner jeg og prøver at flytte mig fra hans hånd.

[Marie]

"Ah, men bare rolig - uanset hvor glad jeg bliver for mig selv, så er alle glade for mig," sagde han og blinker med øjet til hende, inden en let latter flyder over hans læber. "Exactly! Det er bare med at se, hvad tiden viser," pointerede han og studerede hende let. "Med hvad? Med det her?" Spurgte han og gjorde det igen.

[Cecilia]

"Du er forfærdelig", grinede hun og daskede til ham endnu en gang. Hvordan han kunne være så selvglad, men stadig ikke være arrogant var hende et mysterium, men sådan var det. Han var jo stadig utrolig rart selskab. "Ja, nu skal vi jo først lige finde ud af, hvornår sådan en aktion ville være mulig", blinkede hun til ham. Det kunne i hvert fald være sjovt, selvom hun nok var noget bedre til at planlægge end til at udføre. "Ja, med det!" grinede hun og prøvede at slippe væk fra hans hånd ved at gemme sig bagved ham.

[Marie]

Han havde en munter latter over sine læber, og lod dem glide op i et smil ved hendes ord, inden han rystede på hovedet. Hun havde formået at få ham væk fra sine frustrationer over sin mor, det var en sensation i sig selv. "Jeg ved det - men hvad kan man gøre, jeg er jo perfekt," han blinkede med det ene øje til hende. "Hvilket minder mig om, at vi går igang med at udrede det fra i morgen af, der er ingen grund til at starte første dag, i dag sonderer vi terrænnet" Han så på hende med et smil , inden hun prøvede at slippe væk. "Hvor er du kedelig," sagde han med en blød latter.

[Cecilia]

"Du er i hvert fald perfekt selvglad", rettede hun ham drillende. Normalt hadede hun sådan nogle personer, men hans måde at være det på var alligevel denne useriøse en af slagsen, som hun egentlig brød sig mægtig meget om. "Hvorfor ikke starte første dag? Er du bange for at blive slået af en pige allerede på førstedagen?" spurgte hun ham og holdt sig bag ham, inden hun greb fat i hans sider. "Jep, kedelig er mit mellemnavn", sagde hun og kiggede op på ham bagfra.

[Marie]

"Nogen skal jo være det," han blinkede let med det ene øje til hende, mens han lo muntert. "Fordi lige nu, der nyder jeg dit selskab og jeg gider ikke til at bruge min tid på det lige nu. Mange nye indtryk gør, at man får svært ved at samle trådende også bliver det noget sjusk og jeg arbejder ikke med sjusk," sagde han og så kort over skulderen. "Det er virkelig besværligt at snakke med dig, når du gemmer dig bag mig" Sagde han og mærkede hendes greb om hans sider. "Jeg tænkte det nok Annabell Kedelig-Et-eller-andet-efternavn" Sagde han drillende.

[Cecilia]

Han fortsatte og hun kunne ikke lade være med at lave en grimasse over det, men hun syntes nu stadig, at han var sjov. "Så jeg er altså for mange indtryk? Jeg kan godt se, at du ikke kan få nok af mit hår og blændende øjne", drillede hun, inden hun slap hans sider og kom op på siden af ham igen. "Ja, du snakker lige i øjeblikket med Annabell Kedelig Kingston", sagde hun og blinkede til ham.

[Marie]

"Sådan som du gemmer dig er det svært at se, så skal jeg jo til at gøre en indsats og det ved jeg ikke om jeg orker på den første dag," siger jeg og blinker til hende, inden hun slipper mig og kommer op på siden af mig. "Måske ikke ligefrem blændende øjne, men nøddebrune kan jeg gå med til," han blinkede til hende. "Fedt! Så mangler jeg bare en autograf".

[Cecilia]

Et grin forlod hende ved hans ord. "Du er altså doven? Er det det, jeg hører?" spurgte hun drillende. Det værste hun vidste var dovne og langsomme personer. Dog virkede han ikke som typen, men hvis det var tilfældet, så ville det her venskab nok ende ret så hurtigt. Men nu måtte hun se. "Og er det så godt eller skidt i din verden?" spurgte hun og blinkede til ham. "Hvis du finder noget papir og et skriveredskab, skal du nok få den!"

[Marie]

"Nej, det er mere et, jeg gider ikke noget i dag - som jeg sagde før, første dag med masser af nye indtryk" Sagde han og så på hende. Så enkelt var det bare. Doven kunne man ikke kalde ham, men i dag var en af de dage. "Det vil tiden vise," sagde han med en mystisk undertone og blinkede til hende. "Ha ha meget morsomt, det tvivler jeg på jeg bare lige sådan finder,"

[Cecilia]

"Er du så så sikker på, at du ikke bare skal i seng og sove?" spurgte hun drillende. Selvom det nok ikke var meget søvn man kunne få, hvis sengene var lige så dårligere som sofaen. "Hvem siger, at tiden ville vise det? Det kan jo være at du med tiden ikke får lov til at finde ud af det?" sagde hun spøgefuldt, men alligevel en smule alvorligt. Hun vidste hvor hurtigt det hele kunne blive revet fra hinanden. Alt for hurtigt. "Så må di jo bare finde noget andet, jeg kan skrive med, jeg har nok at skrive på", blinkede hun til ham.

[Marie]

"Jeg kan jo ikke sove uden min dyne vel?" Han blinkede til hende og hentydede til før, for det kunne være meget komisk. "Tro mig, når jeg først har sat mig noget i hovedet så opnår jeg det, uanset hvad" Han så på hende med en bestemt mine, det var ikke noget, som hun kunne ændre på, ligegyldigt hvad hun ønskede. "Aha, men hvad så med noget at skrive med?" Spurgte han drillende.

[Cecilia]

"Desværre så er dynen ikke lige i sovehumør nu, men måske senere", svarede hun ham og sørgede for udelukkende at tænke på da hun lå på ham og ikke omvendt. Omvendt havde ikke været godt. "Det vil jeg se, før jeg tror det", blinkede hun til ham, selvom hun helt klart fornemmede, at han talte sandt. "Det er jo det, du skal finde. Det er jo dig, der gerne vil have en autograf, ik?"

[Marie]

"Åha, du er da også så vanskelig," proklamerede han med en skæv trækning i mundivgen. Det var da ikke helt fair gjort af hende. "Det kan jeg sige dig, at du ikke har lyst til. Bare vent, du finder ud af det" Sagde han med et lusket glimt i øjet, inden han strøg hende over armen drillende. "Egentlig ikke, men det kunne nu være meget sjovt," lo han.

[Cecilia]

"Det kan man vidst roligt sige", grinede hun. "Men hvis du nu nu fedter for mig, så kan det være, at jeg vil gå med til det", blinkede hun til ham. Selvom der nok skulle en del til. "Nå, så det gør jeg? På hvilken måde?" prøvede hun at få ud af ham, da hun virkelig hadede hemmeligheder. Hans strygen over armen fik hende dog til at knibe øjnene mistænksomt sammen. "Nå du endelig finder noget, så find mig, så du kan få din autograf."

[Marie]

"Åh det ved jeg nu ikke, skal jeg så til at lege kongens efterfølger eller varte dig op i hoved og røv, for så tror jeg at jeg står af, det er vidst lige en tand for kæreste-agtigt," sagde han drillende og prikkede hende i siden med et grin over læben. "Hvis jeg fortæller dig det, så er det jo svært at overraske," pointerede han drillende og så på hende med et smil over læben. "Vi får se," sagde han drillende.