|
Post by Cecilia on Sept 18, 2014 20:47:42 GMT 1
Hans ansigt var vendt lige frem, for så kunne han bedre høre hende, da hun gik ved siden af ham. Det ville alligevel ikke hjælpe, hvis han vendte ansigtet mod hende. "Men hvorfor kan du ikke selv modtage hjælp? Vil det ikke gøre det at hjælpe andre bedre?" spurgte han ærligt, da det var sådan han tænkte. Ja, ja, så siger vi det. Han kunne tydeligt mærke, da de forlod den kølige beton og kom indenfor. Han kunne mærke, hvordan hendes lille hånd ret så hurtigt gled ud af hans. Han ville ellers gerne have varmet den.
|
|
|
Post by Marie on Sept 18, 2014 20:54:45 GMT 1
Hun trak hånden til sig og slog armene beskyttende omkring sig. "J-.." Hun gik i stå. Et lys stod pludseligt for hendes øje, en hallucination i form af et gådefyldt mysterium. "Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys." Citerede hun, og studerede lyset, inden hun rev sig ud af tankespindet. "Johannesevangeliet kapitel 8 linje 12", mumlede hun lavt og så mod ham. "H-hvor længe har du været blind?" Spurgte hun så pludseligt ud af ingenting. Hun troede inderligt, at drengen - Alex - var blind. Hun frøs. Var nervøs.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 18, 2014 21:01:14 GMT 1
Han prøvede at finde ud af, hvor hun stod henne, men igen, det var lidt svært. Det var noget være besvær med det bind, men det var nødvendigt. Han slog ørene ud ved hendes ord og rynkede på panden, inden hun forklarede, hvor det kom fra. "Hvordan kan du huske det?" spurgte han roligt. Hvis bare han kunne huske sådan nogle ting. Han var altid så dårlig til at huske. Det virkede også til, at han havde glemt noget. Ja, hvad mon det er? Ha! Hendes spørgsmål rev ham ud af tanken. "Den sidste måned må det være? Og... Egentlig er jeg ikke blind", svarede han hende, da han valgte at være ærlig.
|
|
|
Post by Marie on Sept 18, 2014 21:05:06 GMT 1
Hendes blik gled over mod ham, og hun kunne ikke lade være med at pille lidt ved den alt for store trøje. "J-jeg ... D-det kan alle? Det er Biblen. De hellige skrifter," tilføjede hun og denne gang mere fast i tonen. Når det galt hendes tro, så var hun fast. Det var som en klippe, der ikke kunne rokkes med, men ej heller godtog hun andre religioner som værende andet end djævlens værk, der fristede til at gå til anden side. Hans næste ord fik hende til at kigge på ham i lang tid. Stilheden var der. "H-hvorfor?" Var det eneste hun fik sluppet over sine læber.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 18, 2014 21:08:47 GMT 1
Han kunne fornemme, hvor meget det betød for hende, og derfor lod han være med at modsige hende. "Desværre. Men måske kunne du lære mig dem? Hjælper de?" spurgte han, da det kunne virke rigtig godt. Måske kunne det hjælpe ham ud af det her? Måske kunne det hjælpe ham af med... Nope, det sker aldrig. Et lydløst suk forlod ham, da han foldede hænderne sammen foran sig. "Fordi... Det vil jeg helst ikke snakke om", svarede han hende med rolig stemmeføring. Så du vil ikke rive op i det? Virkelig ikke? Tsk, tøsedreng.
|
|
|
Post by Marie on Sept 18, 2014 21:14:21 GMT 1
"Jeg ... Vil du virkelig?" denne gang var den uskyldige stemme mere fast og hun lød oprigtigt overrasket over, at han kunne finde nogen form for interesse i det. Det var aldrig sket før, at nogen havde vist interesse ved at ville lære det. "O-okay," sagde hun, men det gjorde hende intet, at han ikke ville snakke om det. Så længe han forholdt sig roligt, så kunne det måske lade sig gøre at føre en samtale. Det var jo lykkedes med en anden dreng. David. Ganske kort. Men det var også den eneste gang. Selv med Anaya og Scarlett var det gået dårligt, hun havde måtte flygte ud af sit eget værelse for at finde ro på tankemylderet.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 19, 2014 8:59:05 GMT 1
Han trak på skuldrene og et roligt smil bredte sig over hans læber, da hun nu lød mere sikker og ikke så usikker. "Ja? Hvis du siger, at man så kan hjælpe andre, så er det da godt?" svarede han med den rolige og dybe stemmeføring. Han nikkede taknemmeligt, da hun accepterede, at han ikke ville snakke om det. Det var nok det bedste ved det her sted. Eller det kunne også bare være hende, der sådan accepterede det? Det måtte han nok finde ud af.
|
|
|
Post by Marie on Sept 19, 2014 10:48:54 GMT 1
Hendes øjne flakkede en anelse, mente han det virkelig? Det var ikke bare en spøg han fyrede af? Hun rynkede let i panden, og hævede det ene øjenbryn. Kunne hun stole på det? Nej? Var det en chance hun ville tage? Ja! Hun tog en dyb indånding. "J-jeg .. Selvfølgelig. Herren renser vore veje og giver os nådighed, så vi kan hjælpe andre," sagde hun. Hun havde ingen problemer med at se på denne dreng, han kunne ikke se tilbage og det gav hende en form for rolighed, som hun aldrig havde - men hun viste den ikke.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 19, 2014 13:28:44 GMT 1
Han ventede bare tålmodigt på hendes svar, mens han holdt ansigtet vendt lige frem. Det kunne alligevel ikke hjælpe at prøve at vende blikket mod hende, så han kunne lige så godt fange så meget af hendes stemme. Hun lød igen en smule nervøs, da hun åbnede munden, og han bøjede let lyttende hovedet. "Det lyder rart. Hvordan?" spurgte han roligt og trommede roligt med fingerspidserne mod hans håndryg. Det her var interessant. Men spørgsmålet var, om han kunne få noget ud af det? Han kunne jo ikke huske specielt meget?
|
|
|
Post by Marie on Sept 19, 2014 16:17:32 GMT 1
En lille trækning formede sig i hendes mundvigekrog, mens hun så på ham. Han virkede rolig. Alligevel trommede han med sine fingerspidser mod sin egen håndryg, og det fangede kort hendes opmærksomhed, inden hun tog en dyb indånding. "Lyt. Herren er din hyrde, han vil guide dig igennem livet" Forklarede hun ham. Gud dukkede jo op for hende, fordi hun var hans lille Budbringer. En af mange, men en af de særligste. Hun var sat her for at hjælpe andre, men med det socialehandicap var hun en speciel sag.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 19, 2014 17:12:41 GMT 1
Hendes ord fik ham til at rynke tænkende i panden, da det ikke kunne passe. Det eneste, han hørte, var nemlig en plapren, der halvt prøvede at disse og ironisere hvad hun lige havde sagt. "Jeg tror ikke det virker", sagde han derfor lavt, og undrede sig endnu en gang over, at den anden stemme var så høj i hånd hoved. Det plejede den da ikke at gøre? Endnu en gang kom visheden om, ar han havde glemt et eller andet over ham. Hvad kunne han dog ikke komme i tanke om.
|
|
|
Post by Marie on Sept 19, 2014 17:22:22 GMT 1
Skuffelsen meldte sig i hendes blik med det samme, han sagde de lave ord. Hun krympede sig igen sammen. Et lille nederlag, men alligevel et der hang fast. Hun så lyset ved siden af ham og den lysende engle nikkede let med hovedet. Hun tøvede, men valgte at nikke genkendende til dette. "Så lytter du ikke rigtigt. Hvis du ikke lytter rigtigt, så kan du ikke høre ham. Herren ser og hører alt, husk det" Forklarede hun ham stilfærdigt men med en tøvende klang igen.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 19, 2014 19:05:54 GMT 1
Han tog en dyb indånding og prøvede virkelig at lytte, men det var bare brsværligt. Det kom intet ud af det, men hun virkede nærmest skuffet over det, så han ville ikke sige det igen. "Hvem er Herren? Vil det ikke hjælpe, hvis jeg ved, hvad jeg lytter efter?" spurgte han roligt og bøjede hovedet, mens han fortsatte med at prøve at høre noget.
|
|
|
Post by Marie on Sept 19, 2014 19:10:13 GMT 1
Hendes blik huilende imod hans, der var gemt væk bag bandagen om hans øjne. "Ved du ikke det?" Overraskelsen var stor i hendes stemme, men alligevel var hun så uskyldig i alt hun sagde, at det hurtigt fik kinderne til at blusse sig op og hun skammede sig. Automatisk søgte hendes øjne rundt, søgende efter noget at skade sig selv med. Hun sank en klump. "Gud er herren. Den alt seende" Forklarede hun med en fraværende og helt igennem himmelsk tone, der tydeligt indikerede at hun troede inderligt på Gud, som en åbenbaring.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 19, 2014 19:17:18 GMT 1
Han kunne høre overraskelsen u hendes stemme, hvilket fik ham til forlegent at bide sig i læben. "Nej, desværre." Han ville nødigt inrømme det overfor hende, da hun virkelig virkede til at tro på det, men han måtte fortælle hende sandheden. "Hvor længe har han så velsignet dig?" spurgte han, da det lød som om, at det var noget i den dur, hun snak kede om.
|
|
|
Post by Marie on Sept 19, 2014 19:22:20 GMT 1
Han bed sig i læben. Hun opfangede det straks, og strakte automatisk halsen for at se nærmere. Den ene hånd løftede sig, men hun trak den tilbage, som havde hun brændt sig på luften. Hun strålede nærmest ved det. Gud havde bedt hende om hjælp. "De sidste år, siden han viste sig første gang," kom det stilfærdigt over hendes læber, mens hun kort pressede læberne sammen i usikkerhed.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 19, 2014 19:31:50 GMT 1
Han kunne fornemme, at hun flyttede på sig, men han kunne ikke se hvordan. Det betød sikkert ikke noget. "Hvordan og hvorfor viste han sig?" spurgte han derefter, da det sikkert kunne hjælpe ham med at gå den samme oplevelse. 'Ha! Som om!' lød det dog i hans hoved og han ved tænderne sammen over det. Hvorfor var stemmen så frentrædende lige nu?
|
|
|
Post by Marie on Sept 19, 2014 19:34:24 GMT 1
"J-jeg er hans .. budbringer," hviskede hun nærmest. Hun var usikker på Alex lige nu. Det gav en speciel lyd. "D-Du virker .. irriteret," mumlede hun konkluderende, men forsigtigt til ham over det. Han kom med nogle irriterende signaler, som indikerede at han var irriteret. Var hun irriterende? Hun skød skulderne mere op, så de ligefrem sitrede af anspændthed.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 19, 2014 19:50:38 GMT 1
Hun lød endnu en gang usikker og han vendte ansigtet mod lyden af hendes hviskende stemme. "Hvad sker der?" spurgte han roligt og prøvede at regne ud, hvor hun var. "Det... Det er bare fordi jeg føler, at jeg har glemt noget, men jeg kan ikke huske hvad..." Han kløede sig let i håret og rynkede i panden, da stemmen endnu en gang bragede igennem.
|
|
|
Post by Marie on Sept 19, 2014 19:54:36 GMT 1
Hun rynkede forvirret i panden over hans ord, de kom ud af kontekst fra hvad hun lige havde sagt. "H-hvad der sker? Ø-øøhm ..." Denne gang tøvede hun rigtigt og ubevidst trådte de bare fødder et par skridt bagud - det gav en lidt sjappende lyd fra sig fra den ene fod, der stadig var en anelse fugtig af vandpytten. "Glemt.. S-som i ... Hhvad?" Spurgte hun forsigitgt og skød blikket væk.
|
|