|
Post by Cecilia on Sept 19, 2014 20:04:34 GMT 1
Hun lød om muligt endnu mere usikker. "Undskyld, jeg vil ikke gøre dig usikker", sagde han undskyldende og bøjede hovedet ydmygt. "Jeg ved ikke hvad... Jeg ved bare, at jeg har glemt et eller andet.." sagde han tænkende og kløede dig forvirret i håret.
|
|
|
Post by Marie on Sept 19, 2014 20:15:27 GMT 1
Hun tøvede, kunne han høre det? "D-det .. Det er okay. Jeg tilgiver dig," sagde hun forsigtigt og studerede ham kort, inden hun skød blikket væk og ned. Hun måtte ikke kigge på andre. Det havde været voldsomt, den dag David havde smidt sin overtrøje. Hun gøs ved tanken, det havde virkelig været ubelejerligt. Hun tog en dyb indånding og pustede ud. Det blev overfladisk alligevel. "Det .. M-måske ved vagterne det?" Spurgte hun så.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 19, 2014 20:40:45 GMT 1
"Tak. For jeg vil ikke have, at nogen ikke skal bryde sig om mig", sagde han med et forsigtigt smil og begyndte igen at pille ved sine fingre. Han nikkede til hendes ord og rynken forsvandt, selvom stemmen fortsatte med at blande løs i baghovedet. "Det lyder som en god ide. Kan du... Øhm vil du være så rar at hjælpe mig med at finde en?"
|
|
|
Post by Marie on Sept 19, 2014 20:50:44 GMT 1
Hun så på ham, og bemærkede det forsigtige smil. "E-er du usikker .. På .. På dig selv?" Spurgte hun forsigtigt, usikker på om hun trådte ud, hvor det ikke var muligt at bunde nu, men hun forsøgte alligevel. Han nikkede. Det drev hende væk fra sine tankemylder og hun lod forsigitgt hånden nærme sig hans og ligesom før, rørte hun den så lidt som muligt. Den var stadig iskold. Som hun viste ham afsted. "Denne vej" Mumlede hun lavt.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 19, 2014 21:05:02 GMT 1
Han smilede til lyden af hendes stemme og nikkede. "Selvfølgelig. Jeg vil bare helst ikke rofe mig i uklar med nogen. Jeg kan jo ikke rigtig gøre så meget til mit forsvar", sagde han som det var og pegede på det sorte bind, der sad stramt om hans ansigt med en speciel knude. Han mærkede hendes koldt hånd i sin og lukkede roligt de store varme fingre om hendes for måske at give dem lidt varme. "Tak."
|
|
|
Post by Marie on Sept 19, 2014 21:08:21 GMT 1
"Du kan sikkert mere, end du tror. Selv den svageste har kræfterne til at forsvare sig imod de stærke. Troen giver der kræfter til at overvinde alt." Forklarede hun ham, mens hun stirrede ud i luften. Det gav et gisp i hende, da hans store varme fingre gled omkring hendes, og hun mærkede varmen. Hun følte sig fanget og det gjorde hende mere utryg, derfor fandt hun også hurtigt en vagt og sneg sin hånd ud.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 19, 2014 21:22:09 GMT 1
"Du lyder jo som en, man skal tro på. Er du sikker på, at du ikke er sådan en Gud?" spurgte han med et smil og lyttede opmærksomt til hende. Han hørte gispet og vendte bekymret blikket mod hende, men kommenterede ikke. Hun stoppede op og hendes hånd gled ud af hans. "Er der en her?" Han kunne ikke rigtig høre en vagt og på ingen måde se en.
|
|
|
Post by Marie on Sept 19, 2014 21:30:24 GMT 1
Hun så på ham. "Der findes kun én Gud. Den almægtige. Jeg er hans budbringer, hans ord er min lov" Fortalte hun ham og endte med at skæve en anelse. Og nikke. Hun opdagede så, at han ikke kunne se det. Hvor dumt det end måtte være. "J-ja," kom det stammende fra hende og hun trak sig straks væk. Vagten så kort afventende på dem. "Hvad vil i?" Hans stemme var hård, det store muskelbrød var ikke venlig at se på og Lim krympede sig straks.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 19, 2014 21:34:57 GMT 1
Han nikkede roligt til hendes forklaring. "Så må du godt nok være en god budbringer med de ord, su deler ud", sagde han lavt og vendte derefter det blændede blik rundt, da han kunne høre hendes forsigtige ja. Den bryske stemme øjeblikket efter var dog svær at overse. Eller overhøre. "Undskyld HR. Men det er fordi, jeg tror, jeg har glemt noget. Kan du give mig et hint om hvad?" spurgte han roligt og prøvede at vende ansigtet mod vagten, selvom han ikke havde nogen anelse om, hvor denne befandt sig.
|
|
|
Post by Marie on Sept 19, 2014 21:42:08 GMT 1
Henses Kinder blussede helt op i forlegenhed. Det var ikke i orden det her. Hun tog sig til kinderne og forsøgte at gemme dem væk. Hun svarede dog ikke, men det ændrede ikke på noget. Hun sank en tøvende klump og trak sig langsotm lidt væk, for ikke at trænge sig på. Hun mærkede blikket fra vagten, og hendes blik skød rundt efter noget at lave smerte med. Men intet var der. "Du har glemt noget. Hvordan skulle jeg vide, hvad du har glemt?" Kom det brydsk fra manden. "Sko måske? Middagssmaden? Medicinering? Find selv ud af det knægt" Brummede vagten afvisende.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 19, 2014 21:48:40 GMT 1
Han kunne ikke se hendes reaktion, men han kunne fornemme, hvordan hun blev stille noget pludseligt. Han slog det dog hen med at være vagtens tilstedeværelse. Vagtens bryske tone gjorde ham nu ikke noget, da han hurtigt havde fundet ud af, at det var sådan, der ville blive snakket til ham lige nu. "Sko... Nrj, det var med vilje, at jeg tog dem af... Mad, hmm... Medicinering, der var den!" endte han med et udbryde. Det forklarede en hel del. Han vendt rundt, men kom hurtigt i tanke om, at han ikke sådan lige kunne finde værelset. Og hvor havde han egentlig gjort at sin medicin?
|
|
|
Post by Marie on Sept 19, 2014 22:00:39 GMT 1
Vagten nikkede. "Det er en del af din fængsling, så sørg for at tag den. Så svært kan det vel heller ikke være?" Slyngede vagten ud, inden han lagde armene over kors. Han fnøs af drengs gelmsomhed, inden han så ham vende rundt og stå og stirre. Lim stod og pillede ved bordkanten, så det gav en speciel lyd fra sig. Neglene var allerede bidt godt ned, og derfor var det besværligt, men det kunne skabe små skræmmer på fingerspidserne.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 20, 2014 7:32:09 GMT 1
Alex nikkede til vagtens ord og bøjede let hovedet. "Selvfølgelig. Det skal ikke ske igen", sagde han med sin rolige stemme, inden han prøvede at regne ud, hvor han nu skulle hen. Lyden af et eller andet, som han ikke kunne definere, fik ham til at gå hen imod det med rolige skridt. Hans hånd strejfede kort en anden hånd, inden han gik ind i bordet. "Auch!" sagde han lavt og bakkede tilbage, inden han kørte håret en gang tilbage. "Undskyld jeg er så påtrængende, Lim, men kunne dy gøre mig den sidste tjeneste at føre mig tilbage til værelset?" spurgte han roligt.
|
|
|
Post by Marie on Sept 20, 2014 8:22:56 GMT 1
Hun hev straks hånden til sig. Hun havde været opslugt af sine egne tanker og ikke se den hånd der pludseligt strejfede hendes. Hun stivnede helt, og hørte så hans ord, da han ramte bordet. Han bakkede igen, og hun lyttede til hasn rolige ord. "Det .. H-hvem bor du med? Og .. Og .. Hvilket værelse?" Kom det forsigtigt fra hende. Hun skulle være den barmhjerte samaritanier, det havde hun altid fået afvide, så hun skulle hjælpe dem, der havde brug for hjælp. Det var ganske simpelt.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 20, 2014 8:27:07 GMT 1
Heldigvis havde han gættet rigtigt, at det var hende, og han havde heldigvis også husket hendes navn. Det kunne også ofte gå galt. "Ehm..." sagde han tænkede og kløede sig i håret, mens han prøvede at finde den oplysning frem. "Det kan jeg ikke huske", endte han med at sukke og ryste en anelse opgivende på hovedet. 'Ha, det her skal nok blive sjovt!' lød det inde i hans hoved.
|
|
|
Post by Marie on Sept 20, 2014 20:55:51 GMT 1
Hun så på ham, og tøvede. "Måske Gud vil give dig synet tilbage en dag." Mumlede hun tænkende. Han virkede ikke farlig - udover at han havde nogle problemer med at færdes rundt, men måske han var farlig med synet? Hun turde i hvert fald ikke gøre et sats i det. Derfor sank hun en klump og bed sig i underlæben ved tanken om det. "Vi .. Vi kunne prøve .. At finde det" Sagde hun hakkende og så på ham. Han virkede opgivende, hvilket gav hende en smule selvtillid - hvilket stadig var nærmest usynligt på hendes skælvende stemme.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 20, 2014 21:09:31 GMT 1
Han vendte ansigtet mod hendes stemme, og endte med at nikke, selvom han ikke var enig. Det var jo ikke fordi, han ikke kunne se noget. Han havde bare valgt, at det var sikrest på den måde. 'Ej, det er det jo ikke? Hvis hun ikke er en lækker blondine vil der jo ikke være noget problem?' prøvede stemmen som altid at over bevise mig om. Eller det var ikke altid. Bare en gang imellem. Når jeg havde glemt min medicin. "Det kunne virkelig være en hjælp. Og så skal det nok være den sidste, jeg beder om at få", sagde han taknemmeligt.
|
|
|
Post by Marie on Sept 20, 2014 21:23:45 GMT 1
Hun tøvede og så på ham. Skulle hun sige det eller lade være? Hun endte med forsigtigt at tage hans hånd, for at føre ham imod værelserne. Hun sagde ikke noget. Ikke i starten. Hun tænkte. "Du .. Det .." Hun tav igen, og tog en dyb indånding. Det var virkelig svært at kommunikere, når frygten nagede på den måde, som den gjorde ved hende. Hun tog derfor en dyb indånding og måtte forsøge at kontrollere sine spinkle ben, mens hun trådte afsted. - "Lim?" Lød det lidt fra dem, og hun slap omgåvende hånden. "Din medicin" Proklamerede en sygeplejersker og åbnede en bøtte og hældte medicinen med piller ud i hånden på hende, inden hun tog imod den og vandet, og tog det hele. "Alex, har du taget din medicin?" Lød det derefter fra sygeplejerskeren.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 20, 2014 21:33:13 GMT 1
Hun greb igen fat i hans hånd og roligt lukkede han de store varme fingre om hendes, uden at kommentere på det. Han syntes ellers, at hun burde have handsker på, så kolde hendes fingre var. Kunne hun ikke selv mærke det? Hans ører spidsede sig, da hun lød til at ville sige noget. Øjeblikket efter blev hun dog afbrudt af en sygeplejerske, og hendes lille kolde hånd forsvandt fra hans. Tog hun også medicin? Hun virkede ellers så normal. "Nej, jeg glemte alt om den. Men Lim og jeg er lige på vej hen for at finde den. Og værelset", forklarede han høfligt overfor sygeplejer en.
|
|
|
Post by Marie on Sept 20, 2014 21:38:08 GMT 1
Pillerne blev slugt med det samme. Gud sagde dog nogle gange, at hun skulle smide dem væk, men det havde kostet en tur i bæltesengen et par gange, og de havde alligevel proppet pillerne ned i halsen på hende. De sidste dage, havde hun dog undgået det, men de var blevet mere opmærksomme eftersom, hun havde fortalt psykologen at hun stadig talte med Gud flere gange dagligt. Hvorfor ville de ikke have det? Hun så imod dem, mens sygeplejersken nikkede. "Sørg for at tage dem, ellers kommer jeg om en time og tjekker op på det," forkalrede hun og bevægede sig væk igen med et roligt smil. Lim tøvede kort, inden hun så imod Alex. "K-kom.." Sagde hun og tog tøvende hans hånd igen, og bevægede sig afsted. Hun frøs, men det var umuligt at få varmen her.
|
|