|
Post by Cecilia on Sept 22, 2014 20:15:19 GMT 1
Han lyttede opmærksomt til hendes ord og havde sådan en lyst til at hjælpe hende. Han vidste bare, at det var umuligt. Hvis han først tog bindet af, så ville det gå galt. Piller eller ej, hvis hun var blondine ville det ikke ende godt. "Det er jeg ked af, at jeg ikke kan hjælpe dig med. Kan du så ikke prøve at forklare mig?" spurgte han lavt og rakte roligt hånden ud for at stryge hende over skulderen, som han heldigvis ramte.
|
|
|
Post by Marie on Sept 22, 2014 20:20:49 GMT 1
Hele kroppen stivnede for den hånd der strøg over hendes skulder. Hun krympede sig nærmest. Berøringer var hun ikke van til, ikke som sådan. Kun fra hendes forældre, men det var også stoppet for nogle år siden, da hun blev kaldt ind af Gud. Hendes forældre havde ikke ligefrem set godt på hende siden det. Hun tøvede ved tanken om det. "N-nej .. Det skal ses," hviskede hun og stirrede imod væggen, inden blikket faldt ned på hendes tæer.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 22, 2014 20:30:23 GMT 1
Han bed sig i læben og ansigtet gled ned. "Er du blond?" endte han med at spørge noget impulsivt. Hvis det var tilfældet var det et no go. Men hvis det viste sig, at hun ikke var det, kunne han tage det op til ydeligere overvejelse. Han ville bare så gerne hjælpe hende og hun virkede virkelig til at være hylet ud af den. Han kendte den følelse, selvom det ikke umiddelbart virkede sådan med hans rolige væsen.
|
|
|
Post by Marie on Sept 22, 2014 20:34:24 GMT 1
Hendes blik lå imod de bare tæer, da hans ord lød. hun rynkede på næsen, men nervøsiteten gav hendes hoved noget af et turmult. "Blond? Hva?" Gled det kort over hendes læber, inden hun tog en dyb indånding. Spurgte han til hendes hårfarve? .. "Brunt .. Karamelt brunt.." hviskede hun og kneb øjnene sammen, inden hun så imod den bevægende masse på væggen. Nu havde væggen ændret sig til djævlens symboler, og hun stirrede på det. "Det altseende øjne," mumlede hun lavt, da symbolet kom frem på væggen og straks efter så hun djævlens tegn over det.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 22, 2014 20:43:42 GMT 1
Et suk forlod ham, og han kunne mærke lettelsen. Det var godt. Så kunne det være en mulighed. Alligevel tøvede han, selvom han lige havde taget sine piller og de plejede at virke for fuld styrke de første par timer og først stilne af i løbet af 9 timer. "Er de der stadig? Billederne på væggen?" spurgte han lavt, selvom hendes ord nok ret så meget bevidnede om det. Han ville bare være sikker.
|
|
|
Post by Marie on Sept 22, 2014 20:50:04 GMT 1
Hun nikkede til hans ord, mens hun stirrede på de flakkende billeder og stod klemt op af væggen, som hun havde forsøgt at trække sig bagud ved. Hun kom så i tanke om hans blindhed, og bad om tilgivelse indvendigt for hendes dumhed. "Ja," hviskede hun lavmælt, mens hun gøs ved tanken om de mange bevægelser. Hun sank langsomt ned op af væggen. Hvorfor skete det her altid?
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 22, 2014 20:55:43 GMT 1
Han ventede et svar fra hende, mens han overvejede, om det her var smart. Selvfølgelig var det ikke smart, men var det nødvendigt? Ja. Hvis han skulle have en chance for at hjælpe hende. Da hun endelig svarede ham kunne han i samme øjeblik mærke, hvordan hendes skulder sank ned for ham. Han fjernede hånden og tog en dyb indånding, inden han førte hånden tilbage om bag hovedet for at løsne den komplicerede knude, han havde lavet som sikkerhed for at det ikke blev rykket af. Hans fingre var rolige og bindet gled af hans øjne, så lyset kom til for fuld styrke. Han havde ikke haft bindet af de sidste par uger, og derfor var det helt underligt at skulle åbne øjnene og rent faktisk bruge dem. "Hey, hvad skal jeg se?" spurgte han roligt, selvom synet langt fra var skarpt endnu. Det eneste han kunne se et omrids var hendes skikkelse, der var sunket sammen op af væggen og han satte sig på hug for kunne være på samme niveau som hende.
|
|
|
Post by Marie on Sept 22, 2014 21:00:08 GMT 1
Hun krympede sig sammen og samlede benene op foran sig, så de var bøjet foran hende. Hun bemærkede ikke, hvad han lavede, inden hun hørte hans rolige stemme. Forsigtigt løftede hun blikket. Denne gang var det ikke bindet hun blev mødt af, men øjne. Øjne? Hun stirrede intenst og nervøst, mens hun mærkede nervøsiteten stige voldsomt op i hende. Hendes kinder fik en rosa nuance. En dyb indånding og hun skød blikket ned og lod den spinkle og rystende hånd pege imod væggen der bevægede sig og skiftevis tegnede djævlens mønstre og forfærdelige ord fast. Hun brød sig virkelig ikke om det. Trods hun var nysgerrig omkring hans øjne, så var det ikke det, der havde hendes fokus nu.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 22, 2014 21:03:48 GMT 1
Han prøvede stadig at kunne fokusere, men det tog længere tid, end han lige havde regnet med. Men sådan måtte det være. Dog kunne han se blurret, der nok var hendes arm pege mod væggen bag ham. Han vendte blikket bagud, men alt var slørret. Dog var han næsten sikker på, at der ikke var noget på væggen. Det måtte være syner. Men havde hun ikke lige fået medicin? "Se på mig. Se på mine øjne, så skal de nok forsvinde", sagde han roligt og vendte igen det isblå blik mod hendes.
|
|
|
Post by Marie on Sept 22, 2014 21:09:29 GMT 1
Hun ønskede at de forsvandt - hallucinationerne, men det var ikke muligt. Hendes blik flakkede rundt, inden hun blev hevet ud af sine tankemylder. Hun rystede desperat på hovedet, og ønskede at gemme sig væk. HAlligevel endte hun med modvilligt at kigge op på ham. Hun bemærkede, hvordan hans blik var isblåt, men hun kunne ikke holde det mere end et par sekunder, inden hun skød blikket mod jorden. Hun brød sig ikke om øjenkontakt. En skikkelse dukkede op ved siden af ham. "Tiden er inde, Lucy" Lød det formelle stemme. "Til hvad?" Lød det pludseligt direkte over hendes uskyldige stemme. "Til din næste mission."
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 22, 2014 21:18:59 GMT 1
Hun rystede på hovedet, men han gav hende tid til at vende blikket mod hans. Synet blev skarpere og skarpere jo mere tid, der gik, og nu begyndte han rigtigt at kunne se hende. Derfor kunne han også tydeligt se, da hendes blik ramte hans for derefter at forsvinde igen. "Hey, kig på mig", sagde han roligt og første forsigtigt en af de varme hænder hen for at stryge hende blidt på kinden. En rynke formede sig i hans pande ved hendes spørgsmål. Han havde da ikke sagt noget? "Lim, jeg er her. Kig på mig", sagde han stadig roligt og prøvede at finde hendes blik, da hans syn nu blev klarere.
|
|
|
Post by Marie on Sept 22, 2014 21:22:18 GMT 1
Hun stirrede mod skikkelsen. Hvilken mission? Hun ventede. "Sporene vil blive lagt, så din mission vil stå klart," forklarede skikkelsen. "Hvilke spor?" Røg det over hendes læber, men det var forsent. Skikkelsen forsvandt og hun mærkede en brændende fornemmelse over sin kind, som hun straks krympede sig for, inden hun så op på ham og mærkede, hvordan han rynkede i panden. Hun tøvede, nervøs og krympede sig om end det var muligt mere sammen. Tøvende løftede hun blikket og så på ham, mens blik var flakkende og langt fra fokuserende. Hele tiden skeptisk og nerøvst.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 22, 2014 21:28:33 GMT 1
Hun virkede til at snakke med en anden, og Alex kiggede sig over skulderen, men kunne ikke se nogen overhovedet. Det her var virkelig bekymrende. Hvad skete der med hende? Hun krympede sig ved hans kærtegn, og derfor trak han hånden til sig, selvom hans blik stadig var rettet mod hende. Roligt rejste han sig op og gik hen for at hente trøjen, inden han endnu en gang satte sig ned foran hende. "Her. Jeg stiller ingen spørgsmål, men så skal du heller ikke. Tag denne på, det kan være, det hjælper, når du får varmen?" foreslog han med den rolige og dybe stemmeføring, da han rakte trøjen mod hende.
|
|
|
Post by Marie on Sept 23, 2014 20:05:01 GMT 1
Lim mærkede, at han trak hånden til sig og var lykkelig over det. Hun forbandt berøringer med noget, som ikke var godt. Nok var hendes forældre præster og havde opdraget hende i den kristne tro, men de var ikke altid lige trolige selv. Det var hun. Alt for meget, havde de endda fortalt hende. Hun tog en dyb indånding og så knap nok at han forsvandt, inden han var tilbage med trøjen. "Men jeg .." Hun så tøvende op på ham, og blikket var nervøst. Det kunne hun da ikke? Kunne hun?
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 23, 2014 20:23:45 GMT 1
Han nikkede bare roligt til hende og holdt det isblå blik mod hendes. Det var helt underligt at se igen, men han vidste, at det her bare ville give bagslag. Så ville det først blive endnu sværere for ham at tage bindet på igen, men sådan måtte det være. "Tag den. Hvis den ikke hjælper på nogen måde, kan du give mig den tilbage. Men prøv nu", sagde han roligt og sendte hende et let smil, mens han stadig holdt trøjen insisterende frem mod hende.
|
|
|
Post by Marie on Sept 23, 2014 20:29:21 GMT 1
Hun så på ham og tøvede. Hun undgik bevidst hans øjne nu, for de klare isblå øjne var lidt for sirlige til hendes smag. Mere fordi det gav hende lyst til at flytte blikket med det samme. Det gjorde det nu også normalt, så der var ikke den store forskel i det. Hun valgte derfor at tage imod trøjen med sine iskolde hænder og trak trøjen over sig. "Dårlig blodcirkulation," forkalrede hun over den kølighed hendes krop bar.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 23, 2014 20:46:33 GMT 1
Et smil gled over hans læber, da hun greb fat i trøjen og han nikkede til hendes ord. "Det kan godt passe. Men derfor skal du da stadig prøve at holde varmen, ik'?" sagde han med et smil. Han betragtede hende et øjeblik uden et ord, inden han sukkede og trak bindet frem igen. Hænderne trak bindet op foran øjnene, og bandt behændigt knuden, som var umulig at få op, medmindre man kendte den eller havde tålmodighed.
|
|
|
Post by Marie on Sept 23, 2014 20:51:32 GMT 1
Den bløde bluse gled over hende, og hun måtte hive det karamelbrune hår op af trøjen, så det faldt let omkring hendes krop over den i stedet for. Han så, hvordan hun trak bindet op, og allerede nu havde hun glemt det, han avde sagt før. "Du er ikke blind? Du kunne se?" Hende stemme var forsigtig og nervøs for om han pludseligt ville gøre noget ved hende.
|
|
|
Post by Cecilia on Sept 24, 2014 5:44:08 GMT 1
Et smil gled over hans læber, da hun glemte det med ikke at stille spørgsmål. Men det kunne han nok godt acceptere lige nu. "Ja. Men så ikke flere spørgsmål", sagde han roligt og rejste sig op, inden han tilbydende rakte hånden ned mod hende. Eller i hvert fald der, hvor han regnede med, at hun sad. Det var helt underligt at have bindet på igen og hans øjne hadede det, men han vidste, at det var nødvendigt. Selvom hun ikke var blond kunne der jo være andre. Og hvis han glemte sin medicin ville synet på ingen måde være godt for ham.
|
|
|
Post by Marie on Sept 24, 2014 19:32:55 GMT 1
Hun så måbende på ham. Det slog hende kort ud af de andre ting, og fik hende til at stirre, inden det gik op for hende. Forlegent og skyldbetynget over det, sank hun hovedet så nakken let knækkede sammen over hende, og hun krympede sig en anelse sammen igen. Han havde rejst sig op, og hun så først nu den indbydende hånd, som hun løftede blikket efter., Hun tøvede. Meget endda. Kort bed hun sig selv i underlæben, inden hun sank en klump og tog imod den rystende hånd og lod sig hjælpe op på benene igen.
|
|