Good or Bad? (Toria)

[Marie]

Hendes rytmiske bevægelser lignede nogen, der kunne tilhøre en eller andne melodi. Måske hun havde en sang på hovedet der gjorde det? Han rystede let på hovedet. Han fik endelig flyttet sin koncentration og opmærksomhed væk, da han mærkede pulsen stige. Han ændrede stigningen på løbebåndet og sammen med også farten. Benene slog rytmisk imod det, mens han løb og mærkede pulsen stige langsomt.

[Toria]

Hun fortsatte glad, nød endelig at få tankerne overført til noget andet end hendes egne forvirrende, tågede som stadig fløj rundt som forvirrende fugle i hendes baghoved. Hendes krop fulgte blot melodien der spillede i hendes hoved, sprang rundt, drejede sig, svang sig, kravlede og gik i split og spagat. Alle de ting hun havde lært. De stirrende blikke blev på hende, men hun ignorerede dem så godt hun kunne, hvilket hun klarede ret godt. Celestia havde glemt alt om hvem der faktisk havde ført hende til træningslokalet, og tanken om han sikker så på hende i dette sekund var der langt fra.

[Marie]

Hans blik fulgte hver lille bevægelse hun lavede, mens han tog de sidste løbeture. Det var ikke længere bevidst, men han fangede alle detaljer, mens han løb afsted. Han bed sig i underlæben, og skævede til hende, inden han mærkede trætheden hænge i sine ben. Han løb til. Mere end normalt, mens sveden langsomt hang over hans krop og gav den et glasseret ydre. Han skævede til hende, da han stoppede løbebåndet og det sank farten langsomt ned. "Ikke dårligt," lød det fra ham, en anelse forpustet, mens han så hendes split og spagat.

[Toria]

Trætheden i hendes elegante krop kunne ikke mærkes, hun lod ikke sig selv tage notits af det, da hun nød endelig at få brugt noget af hendes indelukkede energi, nød at lave noget hun selv kunne lide. Hun stoppede dog brat op da en mandig stemme brød igennem hendes boble, hurtigt drejede hun rundt, og fik øje på nogle få drenge der sad og gloede på hende over fra en kedelig bænk, og en dreng som løb på et løbebånd. Ham der havde vist hende herop. Ufrivilligt mærkede hun farven stige til hendes kinder, og hendes kridhvide tænder greb fat i hendes underlæbe. "Tak, tror jeg," mumlede hun svagt, lettere forlegen, og begyndte at strække ud da hun før havde oplevet at glemme det, og hendes muskler skreg i smerte dagen efter. Noget der ikke behøvede at gentage sig.

[Marie]

Hans brystkasse hævede og sænkede sig i en systematisk og alligevel hurtig bevægelse, mens han langsomt genvandt fatningen over sin puls og vejrtrækning. Nakken blev knækket fra side til side, inden han strakte sin krop og trådte ned og lænede sig op af væggen, mens han strakte sine ben ud og så på hende. Han bemærkede, hvordan farven steg i hendes kinder over hans ord, og hvordan tænderne igenm greb fat om hendes underlæbe. "Pas på med det der, det er meningen at nogen skal have lyst til at kysse dine læber en dag, men ingen vil kysse ødelagte læber," han blinkede til hende og smilte til hende, inden han fortsatte sin udstrækning.

[Toria]

Hans ord hjalp sletikke på den rosen røde, kære farve i hendes kinder, og hun slap langsomt sin underlæbe og kiggede væk. Trods de mange gange hendes tænder griber fat i hendes fyldige underlæbe efterlader det ikke mærker, medmindre hun bider hul. Hvilket er sket nogle få gange. Hun vidste ikke hvad hun skulle svare på det, så derfor fortsatte hun blot sin smidige udtrækning, prøvede at holde blikket fra ham, håbede han ikke ville bide mærke i hendes lyserøde kinder.

[Marie]

Hun slog blikket væk. Havde han gjort hende helt forlegen? Hun virkede dog så dygtig og uden hæmninger før, så det undrede ham. Alligevel dansede et smil ind over hans læber, der krusede sig op i en let bue. Hun strakte videre ud og han begyndte selv at lave nogle udspændingsøvelser, der først var henledt på benene. Alt imens han åbenlyst beskuede hende.

[Toria]

Hun kunne stadig mærke hans stikkende blik på sig, og hun pråvede at ignorere det, noget der ikke gik så godt. Nogle få gange skuede hun også op og mødte hans gullige øjne, men hun cuttede hurtig øjenkontakten, og hendes blik landte på hendes bare hofte, hvor de tydelige ar kunne ses. Hun stoppede brat op, og begyndte at åbne knuden på hendes bluse i nogle fumlende bevæger, og efter det der føles som evigheder fik hun åbnet knuden, og hurtigt strøg hun blusen ned over hendes hofter.

[Marie]

Han blev mødt af hendes øjne i ny og næ, men det var som om, at hun straks søgte blikket væk igen. Han rystede let på hovedet af det, det måtte hun jo selv om. Han bemærkede nogle ret så tydelige ar ved hendes hofter og blikket brændte sig fast, inden hun strøg blusen ned over hendes hofter. "Hvad har du lavet? Dine .." Han stoppede sig selv og så over på de andre og gjorde tegn mod døren, mens han strøg en hånd om i den fugtige nakke.

[Toria]

Han havde set dem. Hun bandede lavt for sig selv, og holdte blikket i jorden. Af en eller anden grund rejste de andre drenge sig op og forlod lokalet, så hun nu var alene i samme rum som ham. "Detwingenting," mumlede hun hurtigt, afvisende og koldt, dog med en svag stemme da nogle af hendes mørkeste minder blev slynget ind på hendes harddisk, men hun transpoterede det hurtigt om bag den tykke, svage mur. Hun vendte sig hurtigt om og gik med hastige, dog stadig elegant over mod hendes bukser der lå sammenkrøllet på det kolde gulv.

[Marie]

Han så de andre forlade lokalet. Om de havde fanget den anspændte stemning eller.. Nej, det måtte være lukketid for træningsrummet. Han skævede til hende, og sukkede. "Det der var ikke ingenting. Hvis du ikke vil tale om det, kan du bare sige det. Men selv jeg kan da se, at det har givet dig noget ubehag", sagde han og skævede til hende. Han ville ikke tvinge hende til at fortælle det, selvom nysgerrigheden hang i ham.

[Toria]

"En ubehag jeg har forsaget mig selv. .." mumlede hun bittert, lavt. Forhåbentlig lavt nok til at han ikke kunne høre det.. Hurtigt trak hun bukserne på og svingede kort med hovedet så hendes uglede, platin blonde hår lagde sig lidt mere naturligt end før. Hun tøvede kort inden hun igen vendte sig om og forsøgte at undgå hans stikkende øjne på sig. Hurtigt bevægede hun sig mod udgangen, hvilket betød at hun skulle gå forbi ham. Hun hev godt ned i sin bluse og ærmer, skjulte hendes mqnge ar, ar som er smittet af på sjælen.

[Marie]

Han spidsede øre, men han fangede kun at hun selv havde forsaget det, ikke hvorfor. Han skævede let til hende. "Det lyder ikke spor behageligt. Jeg håber ikke, at det er noget du gør i mere," sagde han så med en tøven, mens han så hende trække i bukserne og hvordan det platinblonde hår blev kastet rundt. Hun tøvede også vendte hun sig rundt og begyndte at gå. Han rynkede i panden, så der dannede sig to lige folder. "Øh .. Hey, du behøver ikke.." Han skyndte sig efter hende. "Celestia, gå nu ikke pga. det" Sagde han tøvende.

[Toria]

Hvorfor havde den dreng også sådan nogle satans skarpe sanser! Tænkte hun irritrret, men stoppede op da han begyndte at hentyde til hun skulle blive. "Hvorfor ikke?? Desuden, er vi ikke begge færdige?" Hun ville kun brug hendes danse redskab, da hun ikke kendte de andre redskaber og ting. Hun var ikke helt udkørt, men hun havde ikke lyst til at fortsætte med hendes dans, da det krlvede man var let påklædt, ellers vil man ikke kunne holde fast, man ville blot glide ned. Og hun havde hverken lyst til at smide tøjet igen, eller blive ved med at glide ned.

[Marie]

Han så på hende og tøvede. Inden han sukkede. "Jamen .. Okay, så gå, hvis det er det du vil," sagde han og lavede et træk på skulderne. Han kunne jo ikke tvinge hende til at blive, selvom han gerne ville have selskabet. Han studerede hende og lod den ene hånd glide igennem det rødkøllede hår, mens han så afventende på hende. Havde hun tænkt sig at gå eller blive?

[Toria]

Når han sagde det på den måde kunne hun ikke ignorere den knugende form for skyldfølelse som voksede op i hendes kolde bryst, og med et svagt suk vendte hun sig mod ham igen, med et let løftet øjenbryn og et neutralt, på kanten af nølig og charmerende. Hendes facader var på plads igen. "Hvad skal vi så lave? " hendes stemme havde en hæs, nærmest charmerende, ligesom hendes ansigts udtryk, og den scage trækning i hendes højre munvig, så hendes læber dannede et skævt, yderst tiltrækkende smil. Hun var kort taknemlig for de mange års erfaringer med facader, og få dem på benene så hurtigt som hun kunne. Det var til en stor hjælp.

[Marie]

Hans hoved tiltede let på skrå, hvad skulle alt det dramatiske med at ville smutte så til for? Når hun nu ville blive? Han rynkede brynene en anelse, men kunne alligevel ikke lade være med at glatte panden ud og et smil tegnede sig atter over hans læber. "Hvad har du lyst til at lave?" Spurgte han så i stedet for, for måske havde hun et eller andet i tankerne. Det kunne jo være. Hun havde endda et smil på læben, så måske var hun ikke så nedstemt, som han havde skudt hende til at være et kort øjeblik for inden.

[Toria]

Hun gik drillende, i en vuggende gang nærmere han, og hendes smil bredte sig atter. "Det ved man aldrig, " hun stoppede en halv meter fra ham, og skød hoften lidt ud, og støttede hendes hånd derpå, og mødte hans fugle, gullige øjne med hendes isblå, og studerede kort hans rødlige, ginger hår med et svagt smil. "Jeg er lidt ligeglad, hvad vil du? " stemmen var blød som silke, og lettere charmerende som hendes aura, og ansigt udtryk.

[Marie]

Han så bed mærke i, hvordan hun bevægede sig imod ham. Han så hvordan hofterne vuggede i en rytmisk gang, der på sin vis virkede forførende. Inden han hørte hendes ord, da hun stoppede op ganske tæt på ham og alligevel et godt stykke væk. Hun skød hoften lidt ud, så han kunne beskue hendes kvindelige former fra en meget markeret vinkel. Han fulgte krops korrektur, og langsomt gled øjnene op til hendes isblå. Han rømmede sig kort. Blikket flakkede en anelse rundt i træningslokalet. "Øhm .. Det ved jeg ikke? Det har jeg ikke live overvejet endnu" Sagde han roligt.

[Toria]

Hendes charmerende smil bredte sig en smule da hun så hvordan hans blik studerede hendes gang, og derefter hendes perfekte former. Hun slog nakken let tilbage så en lav, fin latter lød fra hendes strube, da hans blik kort flakkede rundt i lokalet, noget der fik ham tilat fremstå nervøs, men hans stemme derefter virkede rolig. "Så find på noget, Smarte," stemmen var en smule udfordrende og letter drillende, med en charmerende undertone. Hun lod kort blikket glide over hans mave, hvor de markerede mavemusskler svagt kunne anes igennem blusen, og langsomt fæstnede hun blikket i hans øjne igen.