Good or Bad? (Toria)

[Marie]

Erik skævede til hende, og så på hende. "Prøv, at hør på mig Celestia. Du er ikke til besvær, jeg vil virkelig gerne hjælpe dig. Det er ikke noget, jeg bare siger - og hvis det var til besvær, så ville jeg ikke tilbyde det. Stol på mig," sagde han og så søgende på hende. Hun begyndte at stoppe ham, og han så på hende og skævede med et suk. "Det ved jeg godt, jeg giver dig bare en hjælpende hånd - Alt sammen i dit tempo, man kan ikke bare sådan haste med noget", sagde han og skævede til hende. "Du har alt den tid, du har brug for. Tag den, og .. Jeg løber ingen steder", sagde han og så på hende. Hun virkede tøvende og alligevel bange? Hvad var det der skræmte hende så meget. Han var bekymret for hende. "Det har jeg ikke tænkt mig, jeg hørte dine ord. Og jeg vil gerne hjælpe dig. Så længe du er ærlig", sagde han og lod hende bevæge sig afsted. Det var hendes valg. Et valg han ikke kunne tage for hende.

[Toria]

"Jeg stoler på dig, mere end du aner," hviskede hun svagt, tvivlende om han ville høre det, men det var lige meget. Alt var lige meget. Hun var splittet, den ene del af hende, den del der troede på vært et ord han sagde, den del der virkelig gerne ville have hjælpen, den del der savnede den ikke eksisterede omsorg hun havde haft, og så den anden del. Den del der blev ved med at fordreje alting negativt, den del der fik alt til at skade hende, den del hun kaldte sin indre dæmon. Og med hans hjælp, Penelopes hjælp, Nathans hjælp håbede hun den dæmon ville forsvinde.. Det ville ikke ske, men hvis den bare blev svagere, ville hendes hverdag blive noget så meget nemmere. Hun sukkede svagt og rystede kort på hovedet. Hun ville ikke sådan bare gå fra ham. Hun brød sig om ham. Mere end hun ville indrømme. Hvorfor lukkede hun dog bare alle ind på den måde!? Hun var stoppet op mens hun tænkte, og pludselig satte hun i løb. Ikke ud, men mod ham, hvor hun smed armene omkring ham, bange.

[Marie]

Han gav hende tid til at tænke. Hun var stoppede op, og han så hendes læber bevæge sig og fangede ordene 'dig', 'mere' og 'aner'. Var det gode tegn? Det håbede han. Han stod og så på hende, ventede på, at hun tænkte det hele igennem. Det var hendes valg, men han ville gerne hjælpe hende, for han kunne faktisk rigtig godt lide hende. Der var noget over hende. Efter noget tid kom der pludseligt en reaktion og han nåede lige at gribe om hende, og knugede hende blidt ind til sig i et blidt kram. Han lænede sit hoved ind til hendes. "Det skal nok gå," sagde han betryggende og strøg hende blidt ned over ryggen.

[Toria]

Han gengældte krammet, og derved fik det hendes også til ikke at blive helt sur på sig selv. Ved hans ord kom en blanding mellem et snøft og et fnys. "Det ved du ikke," hun lukkede sine øjne, lod de tynde øjenlåg blokere for hendes klare syn, og lagde sit hoved mellem skulderen og halsen, da han var højere end hende. Det var næsten alle herinde. Hun var vidst nok højere end Pene, men ingen drenge. Men hun var ved at vre van til det. "Men det håber jeg det vil," mumlede hun til sidst og nød omfavnelsen, mere end hun følte hun burde. Hvorfor lukkede hun alle ind? Det var ikke klogt.

[Marie]

"Og det er det vigtigste. Håbet", sagde han og holdt hende blidt ind til sig, mens hånden strøg betryggende op og ned af hendes ryg og han holdt hende blidt ind til sig. "Bare slap af og det hele skal nok gå, bare vent og se", sagde han lavt ved hendes øre. Han ønskede hende det bedste. "Jeg er her for dig", understregede han og han mente det helt bestemt.

[Toria]

"Tak. Tusind tak.. Jeg ved ikke hvordan jeg skal reagere, men.. Jeg tror det er en begyndelse, jeg ikke er sur på mig selv.." Ikke sø meget som hun plejede.. Hun gad ikke trække sige ikke endnu, hun nød det for meget, og hun var en smule skuffet over sig selv, med det måtte hun skære væk senere.. Det var noget hun savnede mest. Det, og så hendes tøj.. "Mange tak Erik,"

[Marie]

"Det er en stor begyndelse, og lad være med at tænk så meget over din reaktion, nyd det i stedet for, ikke?" Foreslog han og strøg hende fortsat over ryggen. Han kunne godt lide hendes selsakb, og det ville han helst ikke være foruden. Derfor ville han også gerne hjælpe hende, da han holdt af hende - hvilket var mærkeligt, så længe havde de ikke kendt hinanden overhovedet. "Du behøver ikke takke", forsikrede han hende.

[Toria]

"Jeg vil prøve, og jo.." Hun knugede ham tættere ind til sig, greb fat i hans bluse, sugede al den tryghed til sig, hun kunne. Hun åndede tungt ud og lod sig selv nyde det, bare dette øjeblik, vidende om at hun senere bare ville flippe ud, og højst sandsynlig skubbe ham helt væk. Hun kunne ikke gøre for det, det var sådan hun reagerede på den slags ting. Hun kunne ikke klare det, derfor gik det også ofte galt. Rigtig galt. "Men det gør jeg,"

[Marie]

Han nikkede og knugede hende tæt ind til sig. Han mærkede, hvordan hun greb fat i hans bluse, men det tog han sig ikke af. Det måtte hun være velkommen til at gøre - han havde fornemmelsen af, at hun havde brug for det. Virkelig brug for det. Han strøg hende betrykkende ned over ryggen. "Og det skal du være velkommen til", der formede sig et blidt smil over hans læber, mens han slappe af.

[Toria]

Han tillod hende det, og det varmede, derfor trak hun sig ikke. Hun kunne overraskende nok, godt lide det. For nu, brød hun sig om nærværet, hvor hun normalt ville være flygtet. Men dette var anderledes, hun stolede på ham. "Så vil jeg gøre det," mumlede hun imod ham og lukkede øjnene for få sekunder. Hun var ved at være træt, solen var for længst gået ned, og hun ville gætte på klokken var omkring de 8-9 stykker.

[Marie]

Det var allerede sent, men han holdt bare blidt om hende og nikkede til hendes mumlende ord. Over højtalerne blev der kaldt - 10 minutter til sengetid. Et suk gled over Eriks læber ved det. Han stod lige så godt, og hun virkede til rent faktisk at være ved at slappe af og det kunne han godt lide. Han skævede til hende. "Man skulle tro, at når det var mellem jul og nytår, at så ville der være længere tid at være oppe i", han skævede let til hende, men gjorde ikke noget for at flytte sig.

[Toria]

En rungende, hæs stemme rungede igennem rummet og gangende, og til at starte med blev hun let forskrækket, var nogle i rummet? Men da hun fandt ud af det bare var i højtalerne slappede hun langsomt af igen. "Du har ret. Men så igen, hvorfor skulle de give os lov? Deres plan er vel næsten bare at gøre livet 100 gange værre end det allerede er," mumlede hun imod den grå trøje han bar, og trak sig lidt væk, ikke meget, men de skulle snart ned til deres værelser. Selvom hun ikke var meget for at forlade ham, en følelse der sjkræmte hende.

[Marie]

"Det er nok ikke direkte deres plan, selvom det virker sådan. Det er først et helvede, når man ender i hullet og det kan jeg forsikre dig om, ikke er sjovt", sukker jeg og skæver til hende. Hun trak sig lidt væk, ikke meget, men han sendte hende alligevel et opmuntrende smil. "Er du okay? Og klar?" Spurgte han og så på hende. Han kunne ikke gå videre, hvis hun havde det dårligt stadig. De skulle alligevel samme vej.

[Toria]

"Nå, men så klare det det ikke godt. Lyder som om du allerede har prøvet at være der?" stemmen havde en svag, drillende tone, ikke kraftig overhoved, og sorgen lå endnu lige under skallen. "Okay? Nej.. Klar på hvad?" mumlede hun undrende og slap langsom blusen,, hun endnu havde fat i. Hun trak sig yderligere tilbage, men ikke meget, endnu. De var ikke længere mast op af hinanden, bare.. Stod blidt, tæt ved hinanden.

[Marie]

Han skævede til hende. "De er ikke så glade, når man går på opdagelse i de forkerte rum, de burde sætte et skilt op, om det" Sukkede han og rystede på hovedet, alligevel var der en lille snært af noget drillende over hans toneleje. "Mere om du er okay lige nu? Vi får nok problemer, hvis vi ikke bevæger os videre mod værelserne snart", sagde han og skævede til hende. "Og ikke for noget, så har jeg ikke lyst til at føre dig ud i problemer", han strøg hende blidt ned af ryggen for at understrege, at han mente det. Men lod hende ellers trække sig tilbage. Han nikkede sigende imod døren, men ville lade hende om at tage næste skridt, når hun engang var klar.

[Toria]

"Så du er nysgerrig? Det undrede mig ikke," mumlede hun kort og gemte hovedet ind imod hans trøje. Dette her var for behageligt. Hun ønskede det kunne fortsætte, men det kan det ikke. Det må det ikke. "Jeg.. Er ikke sikker," indrømmede hun og løftede langsomt hovedet for at møde hans varme, gule øjne. "Problemer har jeg nok af, så du har nok ret," mumlede hun kort, en smule trist, men træk sig alligevel ikke. Det havde hun snart tænkt sig. "Du skal ikke være så søød," beklagede Celestia sig kort og kiggede ned i jorden inden hun trak sig fra ham og kulden slog sig traks om hende.

[Marie]

"Jeg er født nysgerrig, det er ikke noget jeg sådan lige kommer af med igen," sagde han med en skæv trækning. Han blev dog en anelse usikker ved hendes næste ord. Han ville helst ikke skilles, hvis hun ikke var sikker endnu. "Ellers kan jeg gå med ind til dig, også kan vi snakke lidt? De kan ikke give mig flere problemer, end de allerede har givet mig herinde", sagde han med en skæv trækning. "Beklager, det er mit lod i livet." Sagde han og så på hende.

[Toria]

"Nej, man slipper ikke lige for sådanne ting," hun prøvede sig med et svagt smil, og det var ikke det mest vellykkede, men bedre end ingenting. "Hvis du vil, vil jeg ikke have noget imod det," indrømmede hun, da det hun havde mindst lyst til ligenu, var at være alene. Hun vidste hvad der ville ske, og hun havde elllers holdt så godt. Men hun var ved at bryde sammen. "Du er tilgivet," mumlede hun drillende og kiggede kort ned.