Good or Bad? (Toria)

[Marie]

"Ja, jeg vil gerne være din ven", sagde han oprigtigt og så på hende. Søgte hendes blik og forsøgte at holde hendes fokus, men det var tydeligt at hun gemte på mange følelser. Hendes øjne afslørede det, og de var ved at eksplodere af alt. Han kunne slet ikke klare at se dem, det var smertefuldt at se nogen være fyldt op med så meget sorg og ødelæggelse. Han tog en dyb indånding og så på hende. "Det kommer du heller ikke til," sagde han og så på hende. Hun virkede forvirret og han kunne selvfølgelig ikke love, at hun ikke ville miste, men han havde da ikke tænkt sig at skride sin vej - en ting var at han ikke kunne, noget andet var at han faktisk brød sig om hende.

[Toria]

Hun vidste ikke hvad hun skulle svare til det, derfor forholdte hun sig stille, ind til videre. Han mødte hendes øjne, og hun følte han kunne se alt. Miste dig. Hun færdig gjorde sin halve sætning inde i sit hoved, indrømmede det endelig over for sig selv. Han var kommet tæt på, han virkede ikke som de andre, men.. Alle havde næsten været som ham i starten, men efter de fandt ud af hvem hun virkelig var, blev de som alle andre. Det var noget hun havde oplevet en del gange, og hun ønskede ikke at gå igennem den smerte igen. Ikke med ham. "Det ved du ikke." Du ved ikke om du er som alle andre. Du ved intet om mig.

[Marie]

Hun blev kort stille og han så noget undrende på hende. Han var ikke typen der bakkede ud og hun var en, som han gerne ville være mere sammen med herinde, og hjælpe. Hvis han selvfølgelig kunne det. "Jeg kan ikke tale for andres vegne, men jeg kan tale for mig selv. Og når jeg bestemmer mig for sådan noget, så kan det ikke ændres og jeg vil ikke lade det ske", sagde han ærligt og så på hende. Han kunne ikke se nogen grund til at skade hende eller svigte hende.

[Toria]

Hun nikkede kort, var dog ikke helt overbevidst. Overhoved. Han ville ende med at svigte hende, som alle andre. Sådan var det bare, sådan var folk. "Tak," mumlede hun dog lavt, selvom hun ikke var taknemlig for hans løgne, som altså var sande. Noget hun dog ikke vidste. Hun havde på fornemmelsen han ville spørge ind igen, og hun var bange for hun ville svare. Alt, det havde hun det med. Efter et breakdown kunne hun ikke samle facader med det sammen, og ofte rablede hun om alt.

[Marie]

Han så på hende, da hun mumlede så lavt. Han fangede dog det vigtige ord og som den han nu var, så godtog han det. "Men, som sagt; sig til, hvis du har brug for at snakke om det, ikke?" Han så indgående på hende og kunne ikke lade være med at studere hende, som hun sad der ovenpå ham. Han forstod ikke, hvordan nogen kunne svigte hende, når hun var så venlig og .. bange på sammen tid. "Hvem I alverden har kunnet finde på at svigte dig?", hviskede han lavt og så på hende.

[Toria]

"Jeg vil ik.. Jeg vil ikke snakke om det," mumlede hun tøvende. Han studerede hende, hvilket hun fandt en smule ubehageligt, men lod det ligge. Hun kom med en ødelagt lyd, det spørgsmål bragte al for mange minder tilbage... "min.. mi..." hendes vejrtrækning steg, hvilket fik hende til at prøve at slappe af igen, og lidt efter kunne hun forsætte. "Mor," stemmen var ødelagt, dog tom. Hendes mor var skyld i at hun var endt her. Desværre.

[Marie]

Blikket veg ikke fra hende. Hun havde ikke lyst til at snakke om det, men han kunne ikke give slip på det. Hendes vejrtrækning steg hun havde svært ved at slappe af i starten, men han fangede ordet. Det stak i ham. Hans eget savn til sin mor, og den manglende information om, om hun stadig levede. "Er din mor skyld i du er endt her? Eller svigtede hun dig?" Han så spørgende på hende.

[Toria]

Et fnøs forlod hende, hvad det gjorde godt for, anede hun ikke. Hun rystede opgivende på hovedet. Hun havde slet ikke lyst til at snakke om hendes mor. "Be.. Begge," mumlede hun dog til sidst. Stadiet hvor hun begyndte at rable omkring det. Ikke godt. Han måtte ikke vide det. Men huin stolede desværre på ham, nu. Om lidt ville hun sikkert flippe. Sådan var det. Og det var en af grundende til hun ingen havde, hendes kraftige humør skift. Det var både forvirrende og irriterende. Latterligt. Det var det folk havde sagt.

[Marie]

Erik var ved at tabe sin underkæbe ved de ord. Havde hendes mor både svigtet hende og sørget for at hun var endt herinde. "Hvad fanden er det for en mor du har dig?" Ordene fløj ud og han blev selv overraket over det. "Undskyld, det var ikke for at lyde voldsomt, men fuck en lorte mor du har haft, så kan jeg godt forstå du ikke har det let med .. Ja at stole på folk," det var hans konklussion på, hvordan hun havde det og han skævede til hende og strøg hende derfor blidt over kinden.

[Toria]

"Og hendes skyld jeg var stofmisbruger, hendes skyld jeg blev voldtaget to gange, hendes skyld jeg skulle arbejde som pole danser som fjorten årig, hendes skyld jeg dræbte ham.. Så, ja. " Hun havde sagt for meget, det kunne ikke passe. Det skulle ikke være sket! Hun begyndte at ryste en smule, og greb fat i hans tshirt, under hendes hænder. Hun var skuffet og chokeret over sig selv. Hvordan kunne hun? Men hun var jo svag. Hun ventede barr på han skubbede hende væk i afsky, var klar på skældsord. Var klar på det værste.

[Marie]

Han var overrasket - nærmere chokeret over alle de sandheder, som hun smed ud mod ham, men da hun greb fat i hans t-shirt var hun klar over, a thun selv var ligeså overrasket over at de var kommet ud. Han skubbede sig op i siddende position og lagde forsigtigt armene omkring hendes spinkle krop. "Det er jeg virkelig .. Jeg ved sku ikke engang, hvordan jeg skal sige det, jeg kan ikke sætte mig i dit sted, men det må have været forfærdeligt", han gav hende et betryggende og trøstende kram, for at forsøge at berolige hende og fordi han havde lyst til det.

[Toria]

Hun var forberedt på et skub men han lagde bare armene beskyttende om hende, og i denne tilstand kunne hun ikke gøre andet end at gemme sig ind til ham, lod sig selv, for nu, nyde den falske omsorg. Hun svarede ham ikke , prøvede bare at gemme sig væk fra verden, sluge al den tryghed han gav, nød den delte kropsvarme. Det hjalp, hun slappede langsomt af igen, stoppede med at ryste og yræk vejret normalt. Hun hadede sig selv. Hvorfor havde hun også sagt det. .?

[Marie]

Han strøg hende blidt og betrykkende over ryggen for at berolige hende, mens han håbede at hun ville falde ned. Hun sagde intet, men han gav hende tid til at snakke, hvis hun havde brug for det. Han kunne ikke tage det fra hende, så det ville han lade hende om. Hun skulle bare have tid, det vidste han. Alt det hun havde været udsat for. Det var virkelig slemt.

[Toria]

Hun kunne ikke komme uden om det, huin nød den beskyttende fornemmelse, men hadede sig selv for det. Hendes tårer stoppede langsomt, og hun trak sig lidt væk. Det skulle ikke være sket. Hun rømmede sig kort og trak sig endnu længere væk. Det skulle ikke ske. Overhoved. Hvorfor skete det? Det skulle ikke..

[Marie]

Han holdt hende blidt ind til sig og strøg hende betrykkende over ryggen i et forsøg på at berolige hende. Han hørte hendes rømmen og mærkede hendes forsøg på at trække sig tilbage, noget han med det samme lod hende gøre og så på hende. Var hun okay? "Er der noget jeg kan gøre?" Spurgte han forsigtigt.

[Toria]

Han lod hende gå, og kom langsomt op på hendes rystende ben. Hvorfor skete det altid? Hvorfor skulle hun så ofte rable op omkring det. Arrigt tørrede hun de sidste tårer væk, og vendte derefter hovedet væk fra ham. Ham skulle huin holde sig fra, han vidste for meget, noterede hun inde i sit hoved. "Lade mig være," mumlede hun svagt og vendte sig langsomt om mod udgangen. Hun havde ellers set frem til et venskab. Men.. Han vidste for meget.

[Marie]

Hendes ben rystede og den tiltagende lyst til at hjælpe hende og støtte hende i, at rejse sig op tog til, men han lod være. Han ville ikke lade hende tro, at han mente hun var svag - det mente han nemlig ikke. Hun virkede skrøbelig, men måske var det af at have været stærk over en længere periode? Han rejste sig op og så på hende. Han rynkede i panden, da hendes ord ramte ham. "Hvorfor?" Hans ord var undrende, da hun bevægede sig mod døren. "Hvad hvis jeg ikke vil lade dig være? Og jeg bare gerne vil være din ven?" Han trådte et skridt frem imod hende.

[Toria]

Hun kunne høre han rejste sig op, gik et skridt tættere hvilket fik hende til at stoppe. Hans ord gjorde det ikke bedre.. "Jeg.. Jeg.. Det kan jeg ikke forklare," sukkede hun til sidst og kiggede sig kort over skulderen inden hun vendte sig halvt mod ham. "Det er nemlig det! Alle herinde er anderledes, jeg kan ikke forstå.. Hele mit liv har jeg fået af vide jeg er unyttig, ligemeget, dum, grim, klam, luder, svin og jeg kan fortsætte! Så kommer jeg herind.. Og.. Og ingen er som dem. Men selvom de er anderledes, siger det modsatte kan jeg ikke tro på dem. Jeg.. Jeg kan ikke tro på noget andet, end det jeg har troet på siden jeg forstod hvad, hvorfor og hvordan livet hang sammen, hvad de ord der blev kastet efter mig, betød. Jeg.. Du er så venlig.. Det fortjener jeg ikke,"

[Marie]

Han så på hende og skævede til hende, inden han let løftede den ene hånd op og lagde den blidt mod hendes skulder. "Forsøg", sagde han bendende og så på hende. Han kunne godt følge hende i de ord. "Mange herinde har haft en dårlig behandling førhen og ønsker at starte på en frisk. Ved du hvad jeg tror? Jeg tror, at dem der har sagt det har været jaloux. Jaloux på dig og hvor sød og smuk du er. For det er du, og man forsøger altid at hakke andre ned - jeg har set det mange gange før, også selvom det ikke passer, men hvis folk bliver ved med at sige det, så ender det med, at man tror på det", han tog en dyb indånding, da det var mange ord på en gang. "Det jeg vil sige er, at du skal lytte mere til dig selv end til, hvad andre siger. Bevis at du hverken er dum eller grim. Smil så du stråler, brillier med din intelligens, alt. Uanset hvad, så synes jeg i hvert fald at du er smuk og sød", sagde han ærligt.

[Toria]

Hendes blik fløj hurtigt ned på hans varme hånd, der blidt placerede sig på hendes skulder, og langsomt vendte hun sig helt mod ham, men sorg og forvirring i øjnene. "Jeg.. Jeg vil bare ikke være til besvær.. Eller hive nogle med ned," mumlede hun sagte og lod sine isblå øjne kigge ned på hans skosnuder. De lange, slanke arme hun havde, var beskyttende viklet om sig selv, hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre af sig selv, og da han startede sin lange tale var det næsten for meget. "Stop, stop vil du ikke nok? Jeg.. Jeg ved godt du bare prøver at hjælpe, men.. Ikke så hurtigt. Jeg.. Jeg kan ikke bare ændre mig sådan. Du.. Jeg.. Arggh!" hun slog frusteret ud med armene, hvorfor fanden kunne hun ikke forklare sig?! Hun tog en dyb indånding, forsøgte igen. "Jeg vil gerne tro på dig, men det kan jeg ikke lige nu. Jeg har brug for tid, lang tid. Og.." hun vendte tøvende blikket mod ham, hun var bange for dette spørgsmål hun skulle til at stille ville gøre hende til besvær.. "Jeg vil gerne have hjælp," hun kiggede hurtigt væk. "Nej, ligemeget. Det er alt sammen lige meget, glem jeg sagde noget," hun vendte igen omkring og begyndte at gå.