Good or Bad? (Toria)

[Marie]

Han hævede det ene øjenbryn af hendes ord. "Hvis det der var intet, så er jeg julemanden. Fair nok, hvis du ikke vil tale om det, men jeg ved, hvad jeg ser, så det kan du ikke tage fra mig. Jeg siger bare, at du ikke behøver gemme dig bag en facade, ikke?" Han så noget indgående på hende. Hun virkede dog troværdig i hendes ord. Den eneste grund til, at han stadig var en anelse skeptisk var fordi hun havde kommet med sådanne udfald. der måtte ligge noget bag. Ligesom da han fandt ud af at Flipper og Spider var to forskellige personer og ikke den samme, selvom de var enæggede tvillinger.

[Toria]

"Så er du julemanden." Hun kunne ikke lide det her. Han vidste alt for meget. Dom i farligt for meget. "Jeg gemmer mig ikke," endnu en løgn, og hun var bange for den svage stemme ville afslører hende, og det falmende smil hjalp ikke på det. Overhoved. Det tomme blik stirrede ud i luften, og hænderne på hans mave holdt hende oppe. Hun var træt. Træt af mennesker, træt af hrndes mor, træt af de to der misbrugte hende, træt af sig selv. Træt af livet. Hun ønskede at forlade denne verden. Forlade alt.

[Marie]

"jeg er ikke julemanden og du gemmer dig" Han så på hende. Han rynkede i panden, og så på hende. "Nu gør du det igen", mumlede han, da hun stirrede fraværende ud i luften. "Hey Celestia, bare glem det - vi glemmer det bare. Hvad vil du lave? Du vælger selv om du vil tale om det, du behøver bare ikke at gemme dig for mig", pointerede han. Det ville han helst ikke have, a tnogen skulle gøre.

[Toria]

Hun hørte ham ikke rigtig, fortsatte bare den tomme stirring. "Hvad gør jeg igen?" Hun blev trukket ud af tågen og liggede undrende på ham. Falsk. Hun var falsk. Det var det folk sagde.. "Jeg kan ikke glemme det Erik.. Det er der altid, ligger der altid som en nagende bsgtanke," stemmen var ødelagt, sorgfuld. Første tåre. Hun ønskede at slå sig selv, hvorfor fanden sagde hun ogsp det!? Han burde ikke vide det, vide noget. . Anden tåre. "Li.. L-Lige meget. ." Mumlede hun svagt og prøvede at få stur på sig selv. Tredje tåre.

[Marie]

"Du stirrer sådan helt fraværende" forsøgte han og så på hende. Han skubbede sig en anelse op på albuerne og så på hende. "Hey, ro på Celestia!" Forsøgte han og så på hende. Han lod den ene hånd løfte sig op og strøg den første tåre væk. "Nej, du har tydeligvis brug for at komme ud med det, jeg skal nok lytte, det lover jeg. Du har brg for at tale om det" Sagde han og så på hende. Bekymringen begyndte at springe en anelse frem i hans øjne. Han kunne fornemme, at det var svært for hende.

[Toria]

//omg, kunne det ikke være mega cute hvis de fik sådan et bror- søster forhold? ! 80

"Undskyld, " mumlede hun svagt og skulle lige til at vige væk fra hans hånd, men den strøg bare blidt en tåre væk. Hun var bange for han ville have slået hende.. "Jeg kan ikke tale om det. Jeg vil ikke. . Hun. ." Hun fumlede ved ordeme og rystede kort på hovedet. Det var forkert. Dette var forkert. Hsn vidste for meget. Hun skulle væk. Hun samlede styrke i sin ben og prøvede at kommer pp, men hendes krop ville ikke samarbejde, så hun satte sig bare igen på ham

[Marie]

// Åhh joo! De kunne fungere monster godt som det!!! :3

Han så på hende og kunne ikke lade være med at smile, da hun sådan undskyldte. Det behøvede hun nu ikke. Hun mindede ham en anelse om sin egen søster. Hvilket både var godt og trist, for hun levede ikke mere. "Træk vejret roligt og bare slip det ud. Der sker ikke noget ved det Celestia", forsøgte han at berolige hende, mens han så, hvordan hun kæmpede en brag kamp. Han strøg hende blidt over kinden og så på hende. "Ro på, det hele skal nok gå," sagde han med et bekymret udtryk.

[Toria]

// Hihi, jaa x3

Celestia prøede at få styr på sin vejr trækning, hvilket var lettere sagt end gjort. Hun lukkede for det klare, isblå blik og koncentrerede sig. Efter nogle minutter i stilhed følte hun sig lidt mere nede på jorden. "Du.. " du sagde selv," hun åbnede langsomt sine øjne igen mens hun fortsatte. "at det kunne være farligt hvis man sagde for meget," stemmen var svag, skrøbelig, det lignede hun kunne bryde sammen vært sekund. Hvilket hun også kunne, men altså. Hun havde ingen planer om at fortælle ham noget som helst. Han talte igen, prøvede at bilde hende ind alt nok skulle gå, hvilket fik hende til at gribe fat i underlæben med tænderne, for ikke at fnyse.

[Marie]

Han så på hende og bemærkede, at hun blev mere og mere rolig, men hendes stemme virkede så skrøbelig og han var bange for, at hun hvert øjeblik kunne brase sammen i gråd eller at der skete noget vildt. "Det kan det også, hvis det er de forkerte der hører det. Men ser du nogen vagter, der kan sladre? Nej vel?" Han så på hende, søgte en forklaring og forsøgte at få hende til at slappe af, mens bekymringerne for hende begyndte at stå ud af øjnene på ham.

[Toria]

Han så bekymret ud, men hun troede ikke på det, selvfølgelig ikke, for hvem ville bekymre sig om hende? "Nej.. Me.. Men du er her," hviskede hun med svag stemme, da hun var bange for ham. Hun blev bange for alt når hun havde det sådan her, måske fordi hun var van til at få slag der hjemme, hvis hun blev opdaget sådan her, med et psykisk breakdown. Hun trak sine hænder til sig og svang dem om sigselv, i beskyttende handling, i håb lm at kunne afværge de slaghun forventede..

[Marie]

Han så på hende. Blikket flakkede ved hendes ord og han kneb øjnene en anelse sammen, inden de blev fastlåst mod hende. Bekymrede og søgende efter tegn på, hvad der var galt. "Og jeg gør dig ingenting. Hvorfor skulle jeg?", svarede han roligt tilbage og så på hende. "Vil du ikke nok fortælle hvad der er galt? Eller hvad jeg kan gøre, for at hjælpe mod det?" Han så spørgende på hende, og brød sig ikke om, at hun havde det sådan her. Hun forsøgte at beskytte sig selv og han skubbede sig op på albuerne. "Celestia", lød hans lave stemme og så bekymret på hende.

[Toria]

Hans blik flakkede. Hun lagde tydeligt mærke til det, og hurtigt fordrejede hendes hjerne til en negativ ting.han ville væk, han kunne ikke holde ud at kigge på hende. Hun var grim. "Hvorfor skulle du ikke? Det er ved alle andre gør, " stemmen var virke lav og ødelagt, hendes blik var tåget, tomt. Alle de rigtige følelser lå lige under tågen. "Der er ikke noget galt, du kan ikke hjælpe, " forsøgte hun sog med en løgn. Han troede ikke på det, men det var forsøget vær. "Jeg er bange, så frygtelig bange," sagde hun dig tilsidst og vendte blikket væk. Da han nu lænede sig op fra jorden, kom tættere på, bakkede hun instinktivt, hurtigt lidt tilbage.

[Marie]

Han så på hende og kneb øjnene en anelse sammen, så der dannede sig små furer over næsen. "Og? Fuck ale andre, hvis de ser sådan på det. Tro mig, hvis jeg ikke mente det, så havde jeg sagt det", sagde han ærligt og så på hende. Hendes stemme var virkelig påvirket og hun virkede til at have det dårligt. "Jeg kan se det på dig", ssagde han og så hende noget an. Hans hånd gled op og lagde sig blidt over hendes. "Hvad er du bange for?" Han så derefter hende trække sig og sank ned på det beskidte gulv igen med et suk. "Jeg gør dig ikke noget", påpegede han endnu engang.

[Toria]

Hun lod bsre det førsye han sagde gåu, og sukkede kort af hans kæoghed. Hvis det overhovedet var et ord.. Hun forventede et slsg da han arm løftede sig, gjorde også klar til smerten, men der kom ingen. Blot en blid bevægelse hvilket fik hende til at ryste lidt. Hvorfor vsr ham så forbandet flink? ! "For dig. For mig selv. Gor at lukke folk ind, for aldrig at blive normal. For ikke at være god nok, " det var hårdt at sige, men rart at få ud.

[Marie]

Han sukkede af hendes ord og skævede til hende. "For mig?" Han hævede det ene øjenbryn. Var det selvskade, hun havde lavet? Siden hun var bange for sig selv og han havde set nogle ar. Han lyttede videre og skævede til hende. "Du er god nok, du skal bare lære at acceptere dig selv. Hvad skulle gøre dig unormal i forhold til andre?" Han så spørgende på hende og skævede.

[Toria]

"Ja, du ved for meget," mumlede hun svagt og nægtede at møde hans gullige blik. "Hvordan skal jeg kunne acceptere mig selv, når ingen andre gør?" Hun kiggede dog op da han stilte et spørgsmål. "Hvad skulle gøre mig normal? For fuck sake, du kender mig overhoved ikke, aner ikke hvad jeg går igennem dagligt, hvad jeg gik igennem, lad vær med at prøve at sig jeg er normal," hun prøvede at lyde bestemt, men desværre var stemmen svag. Fucking facader, hvor var de når man skulle bruge dem!?

[Marie]

"Jeg ved for meget? Om hvad? Om dig?" Han rynkede i panden og så på hende. "Har jeg måske gjort noget for, at du skulle tro, at jeg ikke accepterer dig?" Han sukkede og betragtede hende. "Nej, for du lader mig ikke lære dig at kende, du forsøger at sætte en facade op i stedet for, at fortælle hvad det er der går dig på?" Sukkede han tungt og endte med at skyde nakken bagover i frustration.

[Toria]

"Om mig, lytter du ikke til mig?!" frustrationen var begyndt at finde vej, og en forræderisk tåre forlod de snart tomme tårekanaler, hun tørrede den dog hurtigt væk. No way, om hun ville græde igen..! "Nej.. Ikke som jeg kan huske," indrømmede hun lavt og stirrede ind i hans brystkasse. "Men, det ford.. Ligemeget," hun havde ikke lyst til at fortælle om den lille 'dæmon' inde i hende, overhoved. Sukkende slap hun det beskyttende greb om sig selv og placerede igen sine hænder på hans muskuløse brystkasse. "Fordi du.. Jeg.." hun vidste ikke hvordan hun skulle forklare det, heller ikke dette. Alt var så forvirrende..

[Marie]

"Jo jeg gør, men .. For fanden, du sætter en maske op konstant," sukkede han og så på hende. Endnu en tåre gled ove rhendes øjne, men hun nåede at tørre den op, inden han kunne nå at tænke så langt. "Fordi jeg ikke har tænkt forkert om dig. Du virker skide flink og .. Bange for noget, der er sket noget voldsomt med dig, er der ikke?" Han skævede til hende. "Jeg vil bare gerne være din ven?", forsøgte han bekymret. "fordi hvad?" han så spørgende på hende og blev frustreret af hende.

[Toria]

Der kom den. Hårdt og hurtigt. Det var nødvendige masker! Han lød helt opgivende, hvilket for hende betød, han ikke kunne lide hende, ville væk. Han spurgte en smule ind til hendes fortid, hvilket han intet skulle vide om! Men hun var bange for han ville komme til det. Han var stædig. Hun vendte hovedet væk og sagde intet, overvejede ikke at det var et klart jo. "Ve.. Ven?" hun løftede tøvende hovedet og mødte kort hans specielle øjne, men fjernede det hurtigt igen, da tågen var opløst, og alle de ødelagte, bange, sorgede følelser kunne klart ses. "Fordi.. folk.. De.. Jeg vil ikke.. miste," hun kunne ikke få en hel sætning over sine læber, fhun prøvede dog at sige en smule, men det var selv for forvirrende for hende, også ville hun ikke indrømme det over for sig selv.