Food (EK)

[Marie]

Erik Zachary Damonhill

Han sad en anelse tilbagelænet i den hårde og langt fra behagelige skolestol-agtige stol. Ryglænet gav sig en anelse, da han lænede sig tilbage og lod blikket glide over maden på sin tallerken. De havde fået serveret det samme til middag de sidste tre dage, så boller i karry var ikke lige det, som han hungrede efter i dag. Alligevel var sulten nok til, at han begyndte at spise af maden. Efter at have most kødbollerne i karry'en tilpas nok til at det var smattet.

[EK]

Flipper

Flipper havde spist. Det var den eneste ting han var hurtigere til end hans bror. Ikke at han ville mene at hans bror var hurtigere til noget. Han rejste sig og gik op med sin tallerken. På sin vej tilbage mod hans plads, gik han forbi en fyr. Han sad og roede med sin mad, og så ret så utilfreds ud. Det var ikke de ting der bekymrede Flipper, men han kunne ikke lade være med at kigge lidt. Dog ville han ikke kigge, når han skulle forbi ham. Sådan var han ikke.

[Marie]

Erik bemærkede en dreng bevæge sig forbi og han løftede derfor blikket og så imod drengen. "Hej," sagde han hilsene med et roligt blik, selvom drengen ikke så ud til at opdage ham - i hvert fald ikke i Eriks øjne. Han prikkede en anelse mere til maden, inden sulten alligevel var for tiltagende og han derfor tog en bid af den vanelige mad. Det smagte nu ikke dårligt, men tredjedagen med det var ikke ligefrem det bedste.

[EK]

Flipper stoppede op, da der blev sagt Hej fra drengen. Han vendte sig mod ham, "Hej" svarede han med et rolig og venlig stemme. Han tillod sig at gå over til ham og sætte sig. "Er det okay hvis jeg sidder her?" Spurgte han alligevel. Faktisk ville han nok være lidt ligeglad med hans mening om dette, da Flipper nok selv skulle bestemme hvor han ville sidde, og hvor han ikke ville.

[Marie]

Erik studerede drengen, da han spurgte og smilet bredte sig straks over hans læber. "Hellere end gerne," sagde Erik med et drenget smil over sine læber. "Jeg er forresten Erik," præsenterede han sig roligt, mens han tog endnu en mundfuld af maden og guffede i sig. Han studerede den fremmede dreng, og hvert lille træk, så han ville kunne genkende ham igen.

[EK]

Flipper nikkede og gengældte hans smil. "Flipper" svarede han så. Nu havde han fået hans navn, Erik, og så måtte Erik nok også hellere få hans. Flippers mørke kastanjebrune øjne kiggede sig kort omkring. Der var mange stole og borde, men alligevel føltes rummet helt tomt.

[Marie]

Han så på ham med et smil. "Lyder det dumt, at jeg har lyst til at sige; at du har et flippet navn, Flipper?" Spurgte han med et smil der dansede over hans læber. Han fandt det i hvert fald lidt morsomt i sit eget hoved. Han spiste roligt. "Har du spist?" Spurgte Erik derfor, for ellers så kunne han sikkert nå en portion endnu. Selvom det var ved t være sidste udkast.

[EK]

Han smilte lidt af hans kommentar til hans navn. Flipper var flippet, men det var det navn der passede til ham. Han nikkede, for at fortælle at han havde hørt ham. "Jeg har spist" sagde han. Han havde spist, og han havde fået nok. Han så igen på denne Erik. Han virkede som en meget rar person, så Flipper kunne ikke se noget problem i at blive her.

[Marie]

Erik valgte at lade være med at spørge til om dette var hans rigtige navn, for det virkede alligevel for dumt, når han i forvejen havde fyret sådan en joke af. Nå, men han smilte da af det og det kunne kun være positivt. "Ah, jeg er også bagud", sagde Erik med et smil over læben, mens han skovlede maden ind, og tyggede godt på den, inden han sank. Snart var han færdig med maden og så på Flipper. "Det er tredje dag med boller i karry, de må nu godt finde på noget nyt engang i mellem," sagde han så med et smil og så på drengen. "Du er ny, ikke?"

[EK]

Flipper kunne ikke lade være med at smile af hans kommentar. "Seriøst?" Sagde han og hans latter gled over i et smil. "Ja, helt ny her, men jeg har levet 17 gode år inden" sagde han og lagde den ene arm på bordet. Han betragtede lidt området han sad i, og derefter landte det mørke kastanjebrune blik igen på Erik.

[Marie]

Han nikkede til ham. "Sådan helt seriøst", sagde Erik med smilet hængende over sine læber, mens han lagde bestikket fint til rette på sin tallerken. Han havde skam lært en masse manér af sine forældre. Da Flipper atter talte lyttede han derfor nysgerrigt. "Fedt nok, jeg tager den så lige med et ekstra år på bagen." Sagde han og smilte let. "Og jeg har så været her i en måneds tid eller to, jeg har ikke helt styr på det længere," indrømmede han blankt.

[EK]

Flipper nikkede med et lille smil. Han forstod godt deres måde at snakke lidt i koder på. Nogle måneder var nu heller ikke så længe, taget i betragtning af hvor længe man som regel hænger det samme sted. Dog var det her sted ikke det samme, mente Flipper. Og han var nok ikke den eneste. Han så stadigvæk på denne Erik med et smil.

[Marie]

Han smilede let til den femmede dreng. "Ved du så noget om, hvor længe du skal være her?" Spurgte Erik derefter, da han ønskede at fastholde en samtale. Han lænede sig tilpas tilbage i stolen og kort spejdede de gullige øjne rundt. Søgende efter en bestemt person, som han havde for vane at opholde sig med. Det faldt dog tilbage på Flipper kort efter.

[EK]

Flippers øjne havde fanget en pige i den anden ende. Eriks spørgsmål fik han dog til at se på ham igen. "Narh" svarede han med et lille træk på skuldrene. "Jeg må indrømme at det ikke er der der har vakt min interesse" sagde han så med et smil. Han kunne godt lide denne Erik, og ønskede derfor også at blive siddende. "Hvad med dig? Og hvorfor er du her overhovedet?" Spurgte han med en mild og rolig stemme. Han mente ikke at det spørgsmål var et tabu.

[Marie]

Han nikkede til de ord. "Jeg tvivler på, at der er særlig mange, der har det på den måde. Altså, mange ønsker jo at finde ud af, hvor længe de skal blive, så de kan komme væk herfra?", han så på ham med et smil. Let tiltede hovedet en anelse på skrå, emsn han ubevidst pillede lidt ved bestikket. Det var en dårlig vane. "Det er en længere historie, men jeg blev taget i et attentat, hvor jeg skulle kidnappe præsidentens datter. En eller anden røv, havde stukket mig. Hvad med dig?", han skævede til Flipper.

[EK]

Han trækker på skuldrene, "så er jeg måske ikke en af dem" sagde han med et lille smil. Han havde ille tænkt så meget over det. Selvfølgelig ville han ud, og han var overbevist om at han nok skulle komme det. Han nikkede endnu en gang, som i at han havde forstået ham. "Det er alligevel stort" sagde han så. "Vold og mord" sagde han kort med hans milde stemme. Hans mørke kastanjebrune øjne var rolige og venlige mens de så på ham.

[Marie]

Erik kunne ikke lade være med at smile af de ord. "Sikkert ikke, men hvorfor blive? Hvad er der at blive her for? Udover gratis mad", sagde han med et skuldertræk. Han gad i hvert fald ikke, at være på dette sted. Ikke altid i hvert fald. Han bed sig en anelse i underlæben. "Sikkert.. Men det lykkedes ikke," mumlede han og skævede. Han var stadig usikker på, hvme der havde stukket ham. Sikker den lort til Leroy. Han rystede på hovedet. "Vold og mord? Noget du vil uddybe?" Spurgte han, da han ikke lige kunne se denne dreng gøre nogen af delene.

[EK]

Han smilte, "hvorfor lykkedes det ikke?" Spurgte han så. Han virkede åben omkring det, så Flipper syntes godt han kunne spørge. "Det skete vel bare? De såkaldte slemme fyre fik hvad de havde fortjent, så helt skidt var det nok ikke" sagde han med et lille smil. Han kom i tanke om de piller han skulle huske at tager her til aften. Han ved at han sagtens kan vente, men han tror at det er bedst at tage dem nu, når han husker det, og alligevel har fået dem stukket i hånden. Han fisker derfor de to runde, babyblå piller op ad lommen og putter dem i munden. Han sluger dem begge med det samme. Han har efterhånden gjort det mange gange nu.

[Marie]

Han trak på skulderne. "Som sagt, så vidste de jeg kom. Kendte hele planen, nogen havde stukket mig", sagde han derfor og skævede til drengen. "Hvem er disse slemme fyre så?", Erik så på ham. Han overvejede, hvordan det mon kunne være, at en dreng som ham var endt i det her. Han så, hvordan Flipper tog nogle piller. "De har diagnosticeret sig?" Spurgte han derfor en anelse henleedende.

[EK]

Han smilte mildt. "Det er de slags typer der er de slemme" sagde han som et svar og som en forklaring. Hans stemme var rolig, og et smil hvilte over hans læber. Han kunne ikke holde et lille grin inde da han kom med spørgsmål til pillerne. Måden han formulerede det på, lød helt skræmmende jo. "Ja. Som 5 årig. Med damp" grinte han, og grinet gled over i et smil.