Sort (Åben)

[Cecilia]

Nathan Alexander Thomson

Han havde husket at tage medicinen. Tjek. Han havde husket at snørre sine sko korrekt. Tjek. Han havde husket at lægge det andet tøj på sengen, så han kunne finde det efter. Tjek. Sådan stod Alex og overvejede alle de ting, han nu kunne have glemt, men som han måske alligevel havde husket, hvilket nok ville overraske ham en del. Bindet var nyvasket og det samme med håret og tøjet sad som det skulle, da han for første gang i uger havde taget bindet af, for at sørge for, at han ikke ville ligne en total katastrofe. Da der ikke var nogen, der havde inviteret ham med, havde han valgt bare at tage afsted selv, men han havde ikke helt overvejet, hvor mange mennesker, der egentlig ville være til sådan et bal og hvor let det var at træde folk over tæerne, specielt når man nu ikke kunne se noget. Derfor havde han også endt med at sætte sig ved et af bordene og der sad han så nu og lyttede til festen, der foregik omkring ham. Det lød virkelig som en god fest. Hvis bare han kunne se... 

[Toria]

Celestia Alaia Iluna Gaixoa

Hun kiggede sig for 3427 gang i spejlet, studerede hendes værk. Det lange platinblonde hår var bølget, hang løst, elegant omkring hendes skulder og ned langs hendes ryg. En smule af det foreste hår var samlet bagpå, med det aller foreste hang fint ned og indrammede hendes kønne, smalle ansigt. Hvor blev han af? Det kan godt være han var blind, men stadig. Hun sukkede svagt og skilte let læberne fra hinanden og påførte en nude læbestift og gned kort sine læber mod hinanden for at jævne det ud. Hun var klar, men han var endnu ikke dukket op. Et svagt suk forlod hendes fyldige, nu blege læber og hun strøg kort hænderne ned langs ned fantastiske kjole hun havde fået uddelt. Midnatssort, med noget mørkeblåligt skær i, gik helt til få centimeter over gulvet, og topstykket sad stramt til, stropløs, fremhævede hendes former, skørtet gik ud i en perfekt størrelse og i hendes højre side, hvor toppen stopper og skørtet starter, var de smukkeste stof roser, ikke særlig store, men de gjorde en kæmpe forskel, kjolen var alt i alt fantastisk. De matchende stilletter var ligeså fantastiske, havde den samme farve og en smule glimmer i sig. Celestia kastede et sidste blik i spejlet inden hun begyndte at gå. Så var han selv ude om det. Hendes gang var selvsikker, vuggende og det var let at se hun var van til at vandre i stilletter, trods det par hun havde var ret høje og de gav genlyd i de lange, tomme gange. Alle var sikkert allerede derhenne. Jo tættere på cafeteriet hun kom, jo tydeligere blev snakken og musikken, og nervøsiteten i hende begyndte at vokse noget så frygteligt. Det var det første bal hun nogensinde havde været med til, hun anede ikke hvad hun skulle stille op med sig selv. Hun stoppede kort op i indgangen og betragtede det udsmykkede cafeterie, falsk edderkoppespind, lysende græskar, hekse, flagermuse. Det var virkelig vildt at de arbejdene havde gjort alt dette her. En livligt gnist tændtes i hendes azurblå, ellers så kolde øjne og et svagt smil bredte sig om hendes perfektelæber mens hendes lange, slanke ben førte hende ind i lokalet, med kurs mod bordene så hun kunne side et sted.

[Cecilia]

Hans ører fangede alle lydende af mennesker, der hyggede sig, og han sad faktisk bare og nød det, selvom der var noget, der nagede ham. Som ofte føltes det som om, at han havde glemt noget meget vigtigt, men han kunne virkelig ikke huske, hvad det var. Han havde husket sine piller, det var der ingen tvivl om, og han havde endda taget en ekstra, for at være på den sikre side bare i aften. den anden del skulle bare ikke komme frem. Men hvad havde han så glemt? Tanken nagede ham, men han kunne virkelig ikke komme på det. Derfor endte ha også bare med at slå det hen. Det var sikkert ikke vigtigt. Ellers ville han have husket det, det var han sikker på. Hans ansigt flyttede sig efter de forskellige lyde, men han kunne på ingen måde fornemme, hvad der skete omkring ham. Alt var bare sort.

[Toria]

Hun nærmede sig langsomt bordene, og de azurblå, livlige blik strøg hen over de få mennesker der sad der. De fleste var ude og danse eller henne ved 'baren', hvad end det så er de servere. Dog lander blikket på en bestemt person, en mand med et stykke stof rundt om øjnene, som vækkede nogle forskellige følelser. Skuffet, brugt, en smule vred og irriteret. Hun havde spurgt ham for ikke at skulle være helt alene til festen, og hvad gør fyren så?! Brænder hende af. Trods irritationen slukkede den livlige gnist ikke i hende øjne, en dum, lille ting som dette ville hun ikke lade ødelægge sin aften. Men alligevel valgte hun at føre sin gang mod ham, og hurtigt når hun ham. Hun bukkede sig frem over så hendes læber var ud for hans øre og hvisler, nærmest hvæser: "Tænk jeg skulle finde dig her, og ikke foran mit værelse," hun rettede sig langsomt op og ventede på en reaktion. Han havde bar at have en god, rigtigt god forklaring.

[Cecilia]

Han lagde tydeligt mærke til lyden af stiletter, der ramte mod gulvet, og da de stoppede op foran ham, løftede han hovedet, da han regnede med, at der stod en foran ham. Ved følelsen af nærhed ved lyden af en hvæsen satte forvirringen ind. "Celestia? Hvad..." Drt ramte ham som et lyn. Han havde bare lagt det hen som en drøm, men det passede åben bart. Det var ikke bare hans hjerne, der havde spillet ham et puds. "Det burde ikke være sket, undskyld", sagde han ned den rolige stemme.

[Toria]

Hun mærkede en tung sten falde i brystet på hende og hendes ansigt udtryk gik fra koldt og hårdt til såret og trist. Havde.. havde han virkelig glemt hende? Han virkede ellers til gerne at ville med hende.. Men det var sikkert blot alt sammen en løgn. Han spillede sikkert bare venlig for sjov, alle hans kærlige ord og handlinger, det var sikkert al sammen en joke. Stor, fed, klam joke.. Hun sukkede trist og vendte blikket ned selvom han ikke ville kunne se den svage sorg i hendes øjne. Igen havde hun ladet sig narre.. "Har du ingen god forklaring?" Spurgte hun lavt, prøvede at gemme den skuffede, sorgede undertone bag en hård og kold. Hun vidste dog ikke hvor vellykket det blev.

[Cecilia]

Han kunne høre, hvordan et suk forlod hende og det fik hans rolighed til at krakelere. Det her var virkelig slemt, hvordan kunne han have glemt det? Det var nu ikke fordi, han havde glemt det som sådan, han havde bare overnevist sig selv om, at det var den anden del, der havde placeret ideen i hovedet af en ond grund. Og så havde han ikke gjort andet end at tage det som en drøm. Han rejste sig fra stolen og rakte tilbydende en hånd ud mod hende, mens hans ansigt for første gang udtrykte noget andet end rolig venlighed. Det udtrykte skam og sorg. For han var oprigtigt ked af det. "Jeg troede det var en drøm... Noget, som min hjerne havde spillet mig, af dårlige årsager. Det sker en gang imellem."

[Toria]

En drøm? Hun var ikke sikker på at det var sandheden, og hun så også tøvende på den fremstrakte hånd, oh var nok også 3 sekunder for længe om at tage den, hvilket hun kun gjorde fordi en svag skyldfølelse voksede i hende af hans udtryk. Dog fik hun hurtigt skyldfølelsen gemt væk ved at bilde sig selv ind at han bare spillede mere skuespil. Istedet for at sige noget lod hun sit azurblå blik glide ned over hans høje, muskuløse, flotte krop som var iført utrolig flot tøj som klædte ham noget så godt. Og forbløffende nok sad alt helt perfekt, hvilket hun ikke kunne forstå eftersom hans syn var gemt bag det stykke stof som hun noget så inderligt ønskede af, og hun regnede kraftigt med den 'drøm' blev til virkelighed idag. Aftnen er kun lige begyndt.

[Cecilia]

Selvom hun tydeligvis tævede med at tage hånden, endte hun heldigvis med at tage den og smilet bredte sig over hans læber, selvom skyld følelsen over at have glemt noget så vigtigt, stadig hang over ham. I en blid bevægelse førte han hendes hånd op til sine læber, hvorefter han gav hånden et let kys. "Det er jeg virkelig ked af. Du kan kalde mig alle de skældsord, du vil, men giv mig i det mindste en chance for at gøre det godt igen?" sagde han lavt og bukkede derefter galant for hende.

[Toria]

Meget bedre, nu smilte han. Dog stivnede hun let da han begyndte at føre hendes spinkle hånd op mod hans koralrøde læber for at placere et blidt, al for fint kys på håndryggen. Det sitrede svag i hendes fingerspidser og hun fortrød svagt hun havde taget hans hånd. Hvis det var sådan her det var til bal, blev det her det første og sidste hun deltog i.. Hans høflighed fik de negative tanker frem, hun fortjente intet af det. Celestia lyttede dog til hans ord og havde lyst til at fnyse lavt. Ked af det? Pfff! Dog valgte hun at gemme sin irritation og mistænksomhed ved at svare ham med blid stemme. "Jeg skal nok sørge for at få 'hævn'. Men du for din chance, brug den med omhu," mens hun talte med blid, sød dog bestemt stemme bukkede han galant, al for gentleman's agtig. Hun stod og trippede let på stedet, vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre af sig selv, lod ham derfor blot være, mens hun i smug studerede båndet, overvejede hvordan hun skulle få det af.

[Cecilia]

Smilet var igen over hans læber og han gav hendes hånd et let klem, og over beviste sig selv om, at det nok skulle gå. Han måtte bare ikke dumme sig på samme måde igen. "Hævn er du velkommen til. Hvad kunne du tænke dig at lave denne aften?" spurgte han hende venligt og ville virkelig ønske, at han kunne se hende. Men det var ikke en mulighed.

[Toria]

hun blev ved med at stille sig selv det samme spørgsmål om og om igen. Hvorfor var han så venlig..? "Have det sjovt, hygge mig," svarede hun opritigt med et svagt, sødt smil om læberne. Hendes humør er ikke hel så højt som da hun ankom, men den livlige gnist i hendes øje, den slikkende ild i hendes bryst lever endnu. Hun er spændt på hvad aften vil frembringe, glæder sig til det hele. Musikken køre lavt i baggrunden, folk holder vist pause nu, trækker sig hen til baren eller over mod os, bord sektionen.

[Cecilia]

Se, det var lige præcis det, han også var kommet for. "Då jrg kan regne med en dans?" spurgte han hende med et skævt smil. En dans ville virkelig være hyggeligt. Han havde rent overraskende lært at danse, og selvom vinder nok ville besværliggøre det, sæ skulle det ikke være skyld i, ar hun ikke fik en dans. Den skulle hun nok få, hvis hun ville have den. Hun ville han bare sørge for at give hende den bedste aften efter den store fejl at have glemt, hun inviterede ham. Hvordan kunne han dog glemme det? Men på den anden side glemte han rimelig ofte ting,, hvilket på ingen måde var heldigt.

[Toria]

Hun undrede sig over hvordan han ville danse med bind for øjnene, men blev enig med sig selv at der kun var en måde at finde ud af det på. "Det kan du, ja. Men jeg.. Jeg har aldrig danset par dans før.." Det sidste var blot en svag mumlen, og hun syntes pludseligt hendes skosnude var vældig speciel. Selv med sine høje stilletter var han endnu et stykke højere end hende. Men han var altså også virkelig høj. Men det klædte ham, hun kunne ikke forestill sig ham lavere, eller i det hele tiden, forestille ham anderledes. Men hans godhed kunne hun godt tænke sig at arbejde lidt på.

[Cecilia]

Han smilede til hende og gav hendes hånd et klem, inden han nikkede ud mod det, han regnede med var danse gulvet. "En gang skal vel være den første, ik'? Hvis bare du sørger for, at vi ikke går ind i nogen, så skal jeg nok lære dig det", sagde han med et smil. Hans mot havde lært ham pardans for lang tid siden, da hun mente, at han skulle kunne vise en god side overfor partnere. Det var også der, hans høflighed og gode manerer kom fra. Selvom han var vokset op i en sportsfamilie, var det ikke det eneste, de havde lært ham.

[Toria]

Hun skæver nervøst ud mod dansegulvet, det var ikke så fyldt ligenu.. Så hun nikkede svagt, havde glemt hans intet kunne se, og begyndte med elegant gang at gå ud mod dansegulvet, stadig med sin spinkle hånd i hans, og et svagt smil om de fyldige læber. Den aften bliver måske slet ikke så slem igen, humøret er underlig højt, og energi manglede hun ikke. Men hun kunne dog ikke finde ud af om det var hendes sygdom der havde en lillefinger med i spillet, men lige nu var hun ligeglad, den har aften skulle bare nydes. Om det så blev med den blindes selvskab eller uden var lige meget.

[Cecilia]

Selvom hun ikke kom med et svar, regnede han stærkt med, at da hun trak ham med ud, var det en opfordring til dans. Han fulgte bare roligt med hende og prøvede at gennem tænke, hvordan det nu var, man dansede. Det var længe siden, han sidst havde prøvet, men på den anden side måtte det vej være ligesom at køre på cykel? Når man først havde lært det, kunne man bare huske det? "Klar?" spurgte han hende og regnede med, at hun ville placere sig i danseposition, da han ikke vidste mere, end at hun var lige ved siden af ham med din hånd i hans.

[Toria]

Hun dkævede nervøst ud på de få dansende par, nogle var ikke så gode, andre fantastiske.. "Nej, men lad os alligevel, " svqrede hun lavt med en svag nervøsitet voksende i hendes flammende bryst, og langsomt vendte hun dig frem mod ham, greb om han hånd og førte den anden op til hsn skulder i en tøvende bevægelse. Hvad nu hvis det ikke var rigtigt, hvis hun allerede havde fejlet. .? Hun lod sine kridhvide tænder synke lidt ned i hendes bløde, fyldige underlæbe men beholdte sin spinkle hænder hvor det var. "Er det her rigtigt? " spurgte hun svagt om, hun var en smule bange for at felje, men ikke det kunne ødelægge hendes strålende humør, og den livlige gnist i hendes smukke, klare øjne der opmærksomt holder øje med hvad han gør.

[Cecilia]

Han kunne høre,hvordan hun var en smule nervøs, og det behøvede hun på ingen måde at være. Han følte dog ikke for et svar, da hun placerede en hånd på hans skulder og greb hans ene hånd, for så havde hun faktisk fat i noget. Hun kunne da godt, finde lidt ud af det? Helt blidt og nønsomt placerede han sin hånd mod hendes side, inden han nikkede. "Det er helt korrekt. Hvis du så prøver på, at følge mine ben, så skal det nok gå", sagde han med et smil og satte forsigtigt i gang med benene i takt til musikken. Hænderne guidede hende let i, hvilken vej, de skulle gå, men ellers skulle hun selv finde ud af det.

[Toria]

Det sitrede svagt under huden da han blidt placerede sin varme, store hånd på hendes smalle side, en advarsel, da hånden var faretruende tæt ved hendes ar.. Tanken var ubehagelig, derfor prøvede hun inderligt at skubbe den væk, den her aften skulle bare være fantastisk! Et svagt smil bredte sig over hende fyldige læber da han sagde hun ikke havde gjort noget forkert, hvilket var en lettelse i sig selv, men hun følte sig endnu bedre tilpas da det faktisk lykkes hende at følge hans trin, følge musikkens takt, uden at træde ham over føderne. Celestia var dog sikker på at hendes tidligere arbejde havde en lillefinger med i spillet, hun var van til at følge musikken, men noget hun ikke var van til var at følge en anden. Hun plejede at være fri, men trods den lille ting synes hun det gik meget godt. Hun kastede kort med håret da det var faldet lidt ned i hendes klare, isblå øjne, som endnu glimtede svagt med en livlig glans, og skærmede for en smule af hendes syn. Folk havde vidst lagt mærke til hendes partner var blind, for de sørgede venligt for at styre uden om dem, hvilket hun fant overraskende. Folk er dog virkelig venlige, eller er det fordi de blev betragtet af vagter og personale? Hun lod det ligge, som så meget andet.