Sort (Åben)

[Cecilia]

"Så er det da heldigt, at det er en halloween-fest? Hvorfor kan du så godt lide de højtider?" spurgte han venligt, da hun virkelig interesserede ham. Hun virkede så glad og livlig, og der var ingen tvivl om, at hun sikkert var en smuk pige. Selvom han havde fravalgt sig synet kunne han stadig fantasere om pigers udseende, og hun lå klart i den højere ende, det var han ikke i tvivl om. Men han ville stadig gerne have noget sandhed i stedet for bare et mentalt billede. Det var bare ikke ægte nok.

[Toria]

"Hmm.. Altså, Halloween fordi.. Det er en smule dystert, og man kan 'klæde sig ud'. Jeg har et eller andet for mørke, dystre ting," indrømmede hun med en lav stemme og skævede lettere forlegent ud i salen. "Og julen. Fordi det er jul? Sne, hygge, varme, jul," jul var bare jul, og jul var fantastisk. Hun kunne ikke rigtig forklare det rigtigt. Men en af grundene til hun håbede de gjorde noget ud af det her på stedet var fordi hun derhjemme aldrig holdte rigtig jul, hende selv købte dog ofte en lille nisse som hun havde på værelset, men med en mor som hendes var jul langt fra en af de højeste ting på listen, selvom hun altid havde ønsket det var..

[Cecilia]

"Virkelig? Så hvis jeg kom klædt ud som et skelet ville du have noget for mig?" spurgte han oprigtigt interesseret, da han ikke kendte til begrebet drilleri. Han var i hvert fald rigtig dårlig til det, det kunne han ikke komme udenom. Men det var nu heller aldrig noget, han havde prøvet på at lære. "Så til jul kan jeg regne med, at du vil være med til at bygge snemænd? Selvom jeg ikke kan se, så kunne det da uden tvivl pynte på stedet her", sagde han med et roligt smil. Det kunne i hvert fald være hyggeligt med noget liv.

[Toria]

En blid, brusende latter forlod hende og hun rystede kort på hovedet og lod den sæde klang ebbe ud. "Nej, ikke på den måde.. selvom det uden tvivl kunne være vældigt morsomt, " hun nippede igen til sin drik, mens blikket studerede ham, nogrt hun kunne gøre uden at blive opdaget nu hvor han intet kunne se. "De kunne da godt være, hvis der kommer sne. Og hvis der gør skal du nok være klar på en snebold eller 10," hendes stemme var flabet, charmerende og lettere udfordrende. Det var længe siden hun sidst havde lavet en snemand, men der var også sjældent sne der hvor hun kom fra. . Der var i det hele taget sjældent glæde.. et lydløst suk forlod hende ved fortids minderne, og hendes greb om hans hånd løsmede sig. Hvilken slags musik lytter, eller lyttede du til?" Hendes stemme var stadig den samme, charmerende, nysgerrig.

[Cecilia]

Han elskede virkelig, når folk lo og hendes latter var ingen undtagelse. Nærmere tværtimod. Det var rart at høre glæde hos folk. "Hvis du mangler glæde, så skal jeg se, hvad jeg kan gøre", sagde han roligt og overvejede, om han mon kunne få fat i sådan et kostume. Ville det måske også få Lim i bedre humør? For det kunne hun også fortjene. "Auch. Så bliver det ikke sjovt for mig, kan jeg regne ud?" spurgte han med et smil. Han ville så på ingen måde have en mulighed for at komme væk eller for den sags skyld kunne ramme hende.

[Toria]

Hvorfor var han så sød og venlig? Det undrede hende, hun fortjente det ikke.. "det er ligemeget, " sagde hun hurtigt og vendte blikket ned. Hun ville ikke være folk til besvær. . "Sjovt? Jojo, bare ikke når jeg begynder at skyde efter dig," hun kiggede igen op på ham med øjne der glimtede og havde noget flabet i dem, ligesom der var noget flabet i hendes stemme. Da hendes drink var tom kunne hun mærle den behagelige følelse af alkoholet i hendes krop, og hun placerede det tomme glas på det nærmeste bord og lod blikket lande på ham igen. Det var en skam de skulle aflevere deres fine tøj tilbage ..

[Cecilia]

Han rystede på hovedet med et smil. "Lad os nu se, det kan være, at jeg finder på noget." Selvom sandsynlig heden var lig nul. Han var bare ikke en sjov person på nogen måde. "Præcis. Men lad os nu se, om vi overhovedet får sne i år", sagde han roligt og tog en slurk af sin drink. Hvis der kom sne skulle det nok blive sjovt. Selvom det var længe siden han rent faktisk havde oplevet noget sjovt.

[Toria]

Hun rystede håbløst på hovedet, dog med et svagt smil. Underligt nok var hendes humør begynde at falde og hendes øjne hvde fået en svag tåget glans, som om hun slet ikke var til stede. "Det håber jeg der gør," stemmen havde slet ikke den samme energi som før, den var meget mere flad, men hun forsøgte at gemme det bag en falsk tone. Falsk var sikkert. Det var en redning. Blikket stirrede tomt ud i luften, men tankerne var et hel andet sted. Et sted fyldt med blod og en skarp, meget skarp ting. 'She paint's a lovely picture, but the story has a twist..' Digt. Hendes yndlings. 'The paintbrush is a razor, and the paintbrush is her wrist,'

[Cecilia]

Han kunne af en eller anden grund høre på hende, at hun gled væk og ud af glæden og det brød han sig ikke om. Derfor endte han med at bunde sin drink og let rejse sig op. Han bukkede for hende og rakte tilbydende en hånd ud mod hende. "Kunne du tænke dig at tage endnu en dans med mig?" spurgte han hende med et smil og ville virkelig ønske, at han kunne se hende, se hendes udtryk. Det var bare ikke muligt.

[Toria]

Han var pludselig meget hurtig om at tømme sin drink, men hun lagde ikke rigtig mærke til det.. Hun blinkede et par gange, fokuserede igen hendes blik og så tøvende ud mod de mange dansende mennesker.. Hun endte dog med at rejse sig op og tog blidt hans fremstrakte hånd og trådte tættere ham, førte ham med ud på dansegulvet uden ord, hun var bange for hendes stemme ville afsløre hendes lave humør. Alt var tåget, ligegyldigt. Sådan føltes det. Eller, hun følte intet og alting. Forvirrende, stressende og føre tanker de forkerte steder hen, i hendes situation.

[Cecilia]

Hun svarede ham ikke, og det så han udelukkende som ildevarlsende. Specielt fordi hun ellers havde snakket noget så lystigt resten af aftenen. Han havde dog lært med piger, at det stort set aldrig hjalp at spørge, hvad der var galt, og derfor holdt han sine bekymrende tanker inde. Blidt trak han hende ind til sig og placerede hånden på hendes side, inden han begyndte at flytte fødderne til musikken med et smil på læben, for at se, om det kunne få hende i bedre humør.

[Toria]

Traks begyndte det faretruende signaler at fare rundt i hendes krops da hans store, varme hånd placerede sig tæt hed arrene, og hun blev nød til at tvinge sig selv til at blive ved ham istedet for at trække sig væk. Hvad skete der for hende? Hun forstod det ikke.. Tøvende placerede hun sin frie hånd på hans skulder og fulgte hans rolige trin, havde lyst til at flygte men også presse sig imod ham. Han havde en underlig tryg effekt på hende, det skræmte hende. Han var venlig, for venlig. Intet ved ham var rigtigt, ikke i sammenhæng med hende. De pludselige negative tanker irriterede hende, hun havde håbet på en fantastisk aften.. Hvilket var umuligt at opnå nu.

[Cecilia]

Hun virkede på ingen måde i så godt humør som tidligere, og det fik ham til at rynke i panden af bekymring. Hvad var der sket? "Celestia?" spurgte han forsigtigt og ville sådan ønske, at han kunne se hende. I stedet bøjede han hovedet en smule, så det næsten ville virke sådan. "Er der noget galt?" endte han alligevel med at spørge, da han ikke kunne holde ud, at hun var sådan der. Hun skulle være i godt humør, ellers var det ikke i orden.

[Toria]

Hun turde ikke svare, hun var bange for at hendes stemme ville total afsløre hende, så hun rystede bare på hovedet og prøvede at ignorere de alarmerende signaler i hendes krop der sagde hun skulle flygte. Et svagt, anstrengende, falsk smil lå om hendes bløde, blege læber og det isblå, tågede, tomme blik stirrede ind i hans muskuløse brystkasse. Hvorfor skulle hun have det sådan her? Hun ønskede at være glad, boblende og fuld af energi hele tiden. Hun ville ikke være sådan her, men de selvdestruktive tanker fortsatte i hendes hoved, og humøret sank dybere og dybere. Hun ønskede sig væk fra de mange mennesker. Væk fra livet..

[Cecilia]

Hun svarede ham ikke, og han kunne mærke på hende, hvordan hendes humør sank. Det var ikke godt. Kort overvejede han, hvad han kunne gøre, inden jeg let lænede sig ned og gav hende et kys på håret. "Kom nu, vi skulle have en god aften, ik? Hvad kan du tænke sig at lave?" spurgte han hende og fortsatte den rolige dans rundt, mens han denne gang ventede på hendes svar. Hun måtte ikke være trist, det måtte ingen være.

[Toria]

Pludselig kunne hun mærke hans ånde imod sit hår, og derefter et par bløde læber. Han havde lige kysset hende. Alle muskler i hendes krop spændes, de alarmerende signaler steg i styrke og hun skulle til at trække sig væk da han begyndte at tale. Skyldfølelsen steg i hende og vendte kort blikket op mod hans ansigt som stadig var faretruende tæt ved hendes. "Undskyld.. Bare.. Danse.." Stemmen vr lav, men hun formåede at holde den stærk. Han havde ret. Den her aften skulle være god. Hyggelig. Hun måtte ikke ødelægge den for sig selv, eller for ham for den sags skyld. Hun blev nød til at gøre det hun altid gjorde. Holde sine facader.

[Cecilia]

Hun lød på ingen måde sikker i sin udtalelse og han overvejede kort, om han ville blande sig i det, inden han besluttede sig. Nej. Hvis hun vill snakke, så fortalte hun. Han kendte hende ikke godt nok til at tro på, at hun vil turde betro sig til ham, hvis han spurgte. "Så lad os danse", sagde han med et smil og efter en kort indskydelse flyttede han sine hænder til hendes sider og løftede hende i takt med musikken. Hun blev let placeret på jorden igen, og han førte hende videre som om intet var sket.

[Toria]

Et svagt, sødt hvin forlod hendes bløde, fyldige læber da hun pludselig svævede kort i luften. Hun strammede grebet om ham en smule, men han holdte hende elegant inden hendes fødder igen var på jorden. Det varede få trin inden hun kom ind i takten igen, det pludselige dansetrin havde hun ikke set komme, og et svag smil lå på hendes læber, dog vidste hun ikke helt om det faktisk var falsk, eller om den lille ting havde brudt igennem de mørke tanker.. Han var god, det måtte hun give ham, og især når han intet syn havde.

[Cecilia]

Det søde hvin fik et smil til at brede sig mere over hans læber, for det måtte være godt, måtte det ikke? Ellers ville hun vel trække sig fra ham efter, ville hun ikke? Smilet lå i hvert fald på hans læber, da han førte hende videre i en lidt livligere dans. Han håbede virkelig på, at der ikke kom nogen i vejen. Efter en kort overvejelse valgte han at dreje dem rundt, inden han lod hende stryge ud og drejede hende om sig selv.

[Toria]

Dansen var blevet en smule vildere, hvilket fik hendes koncentration over på at følge ham, da det nu var sværere. Men hun klarede det. Ligesom hun kunne klare denne her aften. Smilet om hendes læber bredte sig en anelse og hun lod ham føre. Da hun pludselig blev snurret rundt, og derefter skubbet lidt fra ham snurrede hun elegant rundt om sig selv inden hun snurrede ind i hans greb igen, denne gang lidt tættere end før, hun kunne mærke hans kropsvarme igennem tøjet, og lettere forlegent trådte hun let tilbage, men ikke meget. Det var efter alt pardans.