Around (Annabell)

[Marie]

Han drejede ind på hendes værelse og satte hende ned ved hendes seng. Scarlett var ikke derinde, det var nok meget heldigt i sig selv. Han hørte tydeligt hendes brug af hans navn og forsigtigheden og mærkede prikket på ryggen. "Hvad?" Spurgte han og så på hende. Han var stadig fanget lidt i tankerne om, at hun kunne tænke sådan. Hvordan kunne hun tænke i de baner overhovedet? Kæben var anspændt og indikerede at han ikke var helt i sit es lige i dette øjeblik og at han kæmpede med noget andet.

[Cecilia]

Da hun blev sat ned foran ham kunne hun tydeligt se, at der var noget, der overhovedet ikke var, som det skulle være. Derfor formede en rynke sig på hendes pande og hun rakte forsigtigt en hånd op og strøg ham over kinden. "Hvad er der galt?" spurgte hun ham, da hun ikke kunne se, hvad der lige var sket, siden han blev i det her humør. Hun endte med at tage hånden til sig og folde sen sammen med den anden foran hende.

[Marie]

Han mærkede hendes hånd, og mest at alt havde han lyst til både at mærke den og ikke. Han valgte at lade hende røre hans kind alligevel, da han hørte hendes ord. "Regner du selv med, at det er noget som jeg ville gøre? Sådan helt ærligt?" Han forsøgte at beherske ordene, som de forlod hans læber, men han havde svært ved at få dem til at lyde neutrale, der var en lidt harsk undertone i dem.

[Cecilia]

Forvirringen kom frem i hendes ansigt over hans ord, og specielt tonen i dem. Den tone havde hun næsten aldrig hørt, derfor kom det bag på hende. Det tog hende også et øjeblik at fange, hvad han mente. "Selvfølgelig ikke! Du virker som den søde type, der ville gøre alt... Er det min hentydning, du er muggen over?" spurgte hun en anelse forvirret, da hun ikke havde regner med, at han havde taget den så alvorligt. Det var jo ment i sjov?

[Marie]

Hun så forvirret ud og han gjorde ikke noget for at få hende på rette køl igen. Han tog en dyb indånding, da hun forsøgte at forklare, hvordan og hvorledes. "Ja ja, det skal du jo sige nu.." Sagde han og så på hende. "Du ville nok heller ikke være særlig glad, hvis jeg havde sagt de ord til dig vel?", han hævede det ene øjenbryn og så på hende. "Nå, men sov godt Annabell", sagde han og begyndte at bevæge sig ud af døren, da han ike ligefrem havde det bedste humør. Han havde ellers holdt det oppe i lang tid og ikke været særlig aggressiv herinde, så det skulle jo give bagslag på et tidspunkt.

[Cecilia]

Hun forstod ingenting og den lykke lige boble, der ellers havde ligget i hendes mave sprang nu og fik hende til at få det dårligt. Hvorfor blev han pludselig sådan? "Erik!" sagde hun en smule desperat, da han bare valgte at vende sig om og gå. Hvad skete der for ham? Af en eller anden grund kom tårerne frem i hendes øjne, hvilket nok var begrundet med at den lykke lige boble var blevet sprængt. "Jeg mente det jo ikke på den måde", sagde hun lavt og håbede, at han hørte hende.

[Marie]

Hendes stemme var desperat, og den skar i ham. Også selvom han ikke ønskede at den skulle gøre det. Han stoppede dog først op, da han hørte hendes lave ord. Han stoppede op i åbningen, og lod hånden hvile imod karmen, mens han så lidt ud i luften. Let flød blikket mod gulvet, mens et suk forlod hans læber. "Måske ikke", mumlede han, men satte i bevægelse igen. Tvang sig afsted, inden han ville blive for sur og det måske ville gå ud over hende. Det var jo ikke hendes skyld. Måske var det bare søvnunderskuddet?

[Cecilia]

Han ville ikke en gang kigge på hende og det skar sig igennem hende. Hvorfor var han pludselig blevet sådan? Hun var nok stadig en del følelsesmæssigt ustabil og det var nok grunden til, at tårerne begyndte at glide ned af hendes kinder, da han bare nægtede at høre på hende. "Det der... Det der beviser bare det modsatte!" endte hun med at sige med rystende stemme, inden hun vendte om på hælen og smed sig ned i sin seng for derefter at trække dynen op omkring sig. Hvorfor var han pludselig blevet sådan der? Hvordan kunne han det ene øjeblik have været så dejlig og så blive så ligeglad øjeblikket efter? Havde det tidligere bare været skuespil? Mente han overhovedet noget af det, han havde sagt?

[Marie]

Han hørte hendes rystende stemme. Han var allerede nået nogle skridt længere ned af gangen, da det gik op for hende, at hun var blevet stille og ikke var der mere. Græd hun?. At det påvirkede hende meget. Han stod lidt og tøvede. Han kunne ikke lade hende græde. Sådan var han ikke og hun måtte ikke tro, at han var sådan. Han havde bare brug for at være lidt alene - få sovet igennem. Hvorfor forstod hun det ikke? Han endte med at dreje rundt på hælene. "Fuck," mumlede han og bevægede sig tilbage til hendes værelse. "Annabell, du er træt - du skal bare sove", mumlede han og så mod hende, da han lænede skulderen imod karmen, men han så ikke direkte på hende.

[Cecilia]

Hun prøvede at holde hulkene inde, da ingen skulle se hende græde. Det var svagt at græde og det var meget længe siden, hun sidst havde spildt en tåre på noget så langt ude. Ved lyden af hans stemme stivnede hun dog, men hun kunne ikke høre ham gøre tilnærmelse mod hende og derfor krøllede hun sig bare mere sammen under dynen. Hun nægtede at svare ham, hvis det var det eneste, han kunne sige. Hun prøvede virkelig at slukke for gråden, men den ville bare ikke stoppe nu, hvor den var blevet sat i gang. Havde han overhovedet ment noget af det? Eller var hun rent faktisk bare et engangsprodukt?

[Marie]

Ingen reaktion, så meget lort kunne han ikke have lavet i det på kort tid? Det var jo for fanden, hende der havde startet det? Så hvorfor .. Ah, det her var bare typisk! Han sukkede tungt. "Annabell", sagde han og modvilligt lod han blikket bevæge sig imod hende. Hun var gemt under dynen og med nogle traskende skridt bevægede han sig hen og sank ned i sengen ved siden af hende og trak dynen af hende. "Seriøst .. Sov, du er helt fra den nu", mumlede han og gned sig i øjnene.

[Cecilia]

Han sagde hendes navn, men hun reagerede ikke. Han kunne sige hendes navn så meget han ville. Så længe der var med den tone, ville hun ikke vide fra ham. Da dynen dog pludselig blev trukket af hende krøllede hun sig mere sammen, inden hun tog dn dyb indånding og fik sig vendt om på ryggen, så hun kunne se på ham. "Hvorfor er du pludselig sådan her? Hvorfor er du pludselig så... Ikke Erik?" spurgte hun ham lavt. Det her var på ingen måde den Erik, der fik hendes hjerte til at hamre ved det mindste. Eller fik hende til at grine mere end nogen anden.

[Marie]

Han endte med at sukke. "Jeg er stadig mig? Jeg gider bare ikke høre på, at du siger at jeg kan finde på at knalde en pige, gøre nogen gravid også skride. Hvordan tror du ikke det får mig til at se ud? Og bare det du siger det" Endte han med at sige og bide tænderne hårdt sammen, inden han fnøs. Han så ned på hende, og strakte den ene hånd frem og strøg noget hår væk fra hendes ansigt. Det var lettere fugtigt af sved. De burde være gået i bad.

[Cecilia]

Hun bed sig i læben over hans ord, da hun godt kunne se, hvordan det så ud. "Det var ikke meningen, at det skulle lyde sådan. Det mener jeg overhovedet ikke, du er nok den sødeste fyr, jeg nogensinde har mødt. Men... Ved at du opfører dig sådan gør mig bange", sagde hun ærligt. Hun var bange for, at hun ikke havde ret i sin antagelse af ham. Hun brød sig ikke om at se ham sådan. Det fik de værste ideer om ham til at komme frem, og det ville hun ikke have. Ikke nu. Ikke nogensinde.

[Marie]

"Det ændre ikke ved, at det er sådan det ser ud", pointerede han og så på hende med et suk. Han tog en dyb indånding. "Sådan her? Ville du ikke selv opføre dig sådan, hvis det var? Ærlig talt, så har jeg brug for at sove og det har du også - så lad os snakke om det en anden dag i stedet for det her", sagde han med et suk, da han havde en fornemmelse af, at de bare ville blive lidt uvenner ellers. Det ønskede han ikke. Slet ikke med hende.

[Cecilia]

Han fortsatte på samme spor og hun bed sig i læben. Det var dumt sagt, hun ville virkelig ønske, at hun kunne trække det tilbage. Hun havde bare ikke regnet med, at han ville tage ordene så tungt. Ved hans konklusion sukkede hun, inden hun trak sig lidt længere ind på sengen og åbnede dynen for ham. "Så læg dig til at sove her." Hun ville ikke kunne klare, at han gik nu. Så ville hun ikke kunne se ham i øjnene, når de mødtes igen. Hun kunne ikke holde ud at skilles som uvenner og specielt ikke med ham.

[Marie]

Ubevidst flakkede blikket hen over skulderen og tilbage mod åbningen. Han bemærkede så, hvordan hun havde åbnet dynen op for ham. Han sukkede tungt. Om det var en god idé eller ej, vidste han ikke. Men blev det opdaget, så fik han nok endnu en tur i hullet eller noget i den dur. Han endte dog med, at kravle under dynen. Skubbe sine sko af og ligge sig tæt ind mod hende. Ikke et ord flød over hans læber, da ahn ikke gad diskutere mere. Ikke i dag.

[Cecilia]

Til hendes lykke endte han med at lægge sig ind til hende under dynen og hun lod den falde ned over ham, inden hun forsigtigt hvilede panden mod hans overkrop. Udmattelsen sad stadig i hende og tårerne havde bare gjort den værre. "Undskyld", hviskede hun til ham og lukkede øjnene, inden en dyb indånding forlod hende. Hun ville ikke have, at de skulle skændes over sådan en dum ting. Hun ville overhovedet ikke have, at de skulle skændes.

[Marie]

"Mhm", mumlede han, mens han lagde en arm blidt omkring hende. Varmen var tyngende med det samme, og hans øjenlåg føltes tunge ved den tiltagende træthed. Kroppen var klistret, og han trængte i den grad til et bad, men det var der ikke noget at gøre ved. Hurtigt faldt han hen i søvnen. Det tog ingen tid faktisk, og ubevidst trak han hende tættere ind til sig.

[Cecilia]

Hans arm blev lagt om hende og det fik hende til at putte sig ind til ham, da hun tog det som en tilladelse. Søvnen kom hurtigt over hende, og hun faldt i søvn med et lykke ligt suk, da han trak hende tættere på sig. Tanken om skænde riet forsvandt og blev i stedet erstattet med alt det andet, der var sket tidligere på dagen, og som fik hende til at falde hen i en dyb søvn, lige som hendes udmattede krop havde brug for.