Snowflakes (Alex)

[Marie]

Lucy Lilium Eden

Øjnene var udspildede, da hun bevægede sig med bare fødder ud i den lette sne, som lå over hele gårdhaven. Hendes blik gled rundt. Fanget og fascineret af det vidunderlige syn. Snefnuggene dalede ned fra himlen og hun slog armene ud og så op imod himlen. En mild latter fladt over hendes læber, som hun snurrede rundt og forsøgte at gribe enkelte af snefnuggene. Hun elskede sne. Det var den største glæde - sammen med de smukke stjerner, når hun ikke lige var bundet af sin tro. Det her var noget, som man ikke kunne eje, men noget man kunne nyde, så det tog hun ind.

[Cecilia]

Alex

Han bevægede sig langsomt ned gennem gangen og som han havde håbet på endte han ved døren, der førte udenfor. Han skubbede den op og trådte ud i den knasende sne, og kulden føltes behageligt mod hans hud, som han bevægede sig ud. En latter kunne høres og han løftede ansigtet og prøvede at identificere lyden. Et smil lå på hans læber da han fortsatte ud i sneen med hænderne placeret i lommerne.

[Marie]

Hun gav et par små hop fra sig for at gribe nogle af snefnuggene. Lim vidste, at det var barnligt, men hun elskede det. Lyden af knirkende sne ramte hendes øre, og hun slog armene ned, og drejede sig rundt på hælene. Hendes hår fik en masse små snefnug i sig, som hun stod stille. Hun bemærkede Alex og overvejede om hun burde give sig til kende. Der var ikke andre ude. Hvornår var han kommet? Hendes kinder var allerede røde af kulden og hun havde for lidt tøj på til at stå udenfor. "H-hvorfor går du med bind for øjnene uden at se hvor smuk snefnuggene er?" Spurgte hun med en lillepige stemme.

[Cecilia]

Et smil gled over Alex' læber, da han hørte stemmen. Det var Lim. Så var det hende, der havde leet. Det gjorde bare Alex i endnu bedre humør, da hun virkelig skulle have al den glæde, hun kunne få. "Jeg tør ikke tage nogen chancer. Og det giver jo også dig mulighed for rigtig at have det sjovt med sne", sagde han med det rolige smil over læberne. Han var virkelig udsat for sneangreb, men sådan var det nu.

[Marie]

Henses kinder var ildrøde, som han sagde de ord og hun sugede underlæben genert ind. "H-hvorfor ikke? D-der er kun mig. D-du skal se, hvor smukke de er, vil du ikke nok?" Spurgte hun forsigtigt. Han havde taget bindet af før, og hun synes virkelig det var en skam, at han ikke så, hvor smukt det var. Forsigtigt bevægede hun sig lidt nærmere ham. Han var ikke ligeså skræmmende som de andre. De værste var Nate og Scarlett, som kunne finde på at røre eller daske til hende. Det forstod hun virkelig ikke hvorfor nogen gjorde? Det var jo ikke behageligt.

[Cecilia]

Et smil lå over hans læber ved hendes ord, og han overvejede det rent faktisk. Men alligevel, det kunne alt for nemt gå galt. Derfor endte han med at ryste på hovedet. "Jeg tror ikke, det går. Men du skal bare nyde det", sagde han med et smil. Hvis hun bare kunne grine sådan noget oftere, så ville hun blive meget gladere. Og det var godt.

[Marie]

Hendes udtryk blev nedtrykt ved de ord. Hun ville gerne vise ham, hvor smukt det var, men det ville han ikke se? Hvorfor ville han ikke se det?. "K-kan du ikke lide sne?" Spurgte hun forsigtigt og drejede rundt, og så i stedet for op imod himlen, hvor snefnuggene stadig dalede let og elegant ned fra himlen. Hun var helt opslugt af synet, det var eventyrligt og utrolig smuk. Men hun lo ikke mere. Nu var der andre, så var det ikke tilladt.

[Cecilia]

Han rystede smil ende på hovedet. "Jeg elsker sne. Men nu nyder jeg det bare med de andre sanset", forklarede han hende roligt. Han kunne ikke tillade sig at tage bindet af, hvis det nu pludseligt gik galt. Hvornår havde han egentlig også sidst taget sin medicin? Det kunne han virkelig ikke huske. Og dermed en endnu bedre grund til at beholde bindet på. Det skulle ikke ende i katastrofe, det måtte det bare ikke. Nu var det jo jul.

[Marie]

Hun glimtede et par gange med øjnene, men lod det stå hen. Hun forstod ikke, hvorfor han ikke ville nyde det. Han valgte et liv i mørke frem for i lyset. Det var ikke gode tegn, i hendes hoved skreg alt efter at han var farlige udelukkende af den grund. Men han virkede bare så venlig? Hun så kort imod ham over skulderen, inden hun så mod sneen igen. En djævel i forklædning - Overvej tegnene, han er opslugt af en dæmon Lød en stemme, og hun drejede omkring og så i stedet for på Alex. Var han det?.

[Cecilia]

Hun svarede ikke på hans ord, og det gjorde ham på en måde både lettet, men også bekymret. Var det galt, det han havde sagt? Var hun nu blevet bekymret? Han endte med at smide tankerne fra sig og i stedet sende stedet, hvor han regnede med hun stod, er smil. "Hvad er det, der gør sneen så speciel for dig?" spurgte han hende venligt og stak hænderne bedre ned i lommerne. Tøjet var på ingen måde varmt nok, men på den anden side var denne ibtesnse kulde bedre end kølighed en indenfor.

[Marie]

Hendes blik lå imod ham, mens hun hørte hans ord. Venligheden. Det her var mærkeligt. Se på ham, lyt ikke til ham. Han er en del af mørket og ikke af lyset - han er besat Stemmen var lokkende, og hun vidste ikke helt om hun burde adlyde den. Hun ønskede ikke, men hun skulle? Skulle hun ikke. Hendes ene hånd gled ned mod lommen, hvor hun havde saksen, som hun havde lånt fra juleværkstedet. Hun havde allerede skadet sig selv med det, men det indetørrede blod var for længst forsvundt væk igen. "D-den er smuk og .." Hendes blik stirrede mod hans mellemgulv og hånden greb hårdt fat om saksen. "..Eventyrlig .. Fri .. Naturlig", hun hviskede det sidste ud, mens hun overvejede det hele. Han er besat - Sjælen skal befries for at han kan komme i paradiset, vil du ikke give ham muligheden for det? Ellers er du selvisk Stemmen var der igen. Herren.

[Cecilia]

Han smilede venligt til hende og nikkede til hvert et ord. Hendes lavere tonefald tog han som et tegn på hendes betragtelse af sneen, og han løftede ansigtet mod himlen, så snefnuggende ramte hans stadig nogenlunde varme kinder og derefter smeltede. "Den er også så... Uskyldig, hvis du forstår?" sagde han og mindedes sneens hvide farve og hvordan den bare stille dalede ned fra himlen. Der fandtes ikke noget mere idyllisk en snevejr. Selv uden syn kunne han sige det.

[Marie]

Uskyldig. Ordet hang i stilheden i luften. Hvad hvis han er uskyldig? Og dæmonen ikke er der, men han bare forsøger at komme udenom? Tænkte hun og bed sig i underlæben. Knoerne var blevet hvide, men hun kunne ikke benytte af sine egne tanker, ikke i dette. Du min lille budbringer, skal fjerne dæmonerne og sørge for at sende sjælene videre til paradiset. Hun nikkede sammenkvemt for sig selv, inden hun hev saksen op og så mod ham. Hun løftede kniven op. Først maven. Så halsen. Ligesom hun havde fået besked på. Sådan drev man djælvene væk. Derpå drog hun saksen i maven på hende. "LUCY!" Blev der skreget op sammen med og snart var vagterne der. I løbet af et split sekund. Det eneste Lim kunne tænke på var, at fjerne den dæmon.

[Cecilia]

Angrebet kom helt bag på ham, og derfor knækkede hans også sammen, da noget skarpt ramte ham i maven. Rent instinktivt slog hans store hånd dog ud efter ejeren af genstanden, som måtte befunde sig lige foran ham. Hans store hånd gled igennem luften, inden han knækkede sammen i knæene. Det pressede i under bevidstheden, for det her var, hvad der kunne antænde sådan noget. 'Jeg tænkte det nok, hun var en af dem! Dræb hende!' lød det hvæsende, inden den side rent faktisk sprang frem.

[Marie]

Vagterne greb fat i dem. Lim havde fået et slag af Alex, men hun skreg hysterisk op med en skinger og sindsyg tone, da de rørte hende. Hun vred og slog fra sig i et forsøg på at komme fri. "Få ham på hospitalsfløjen, så de kan tage sig af ham!" Sagde en mand, men Lim opfangede ikke hvem. Hun forsøgte blot at komme frem og dræbe dæmonen i ham. Det var ikke så let med alle de store mænd omkring sig, som rev hendes lille arme skikkelse tilbage og væk fra ham. "Få fat på psykologen til hende, hun skal ned i hullet". De greb fat om hendes arme og trak hende afsted.

[Cecilia]

Den mørke side var kommet frem i ham og Nathan hev sig ud af vagternes greb, da de gren fat i ham. De regnede nok med, at han var svag efter stikket, men det var kun den svage side, der kunne være svag over sådan en bagatel. Han fik med sine stærke kræfter hevet sig fri og sprang blindt fremad for at få fat på det skadedyr, der havde stukket ham. "Lad mig DRÆBE hende! Den lille mide!" hvæste han, inden der blev grebet hårdere fat i ham. Han vred sig dog kraftigt i grebet, hvilket virkede til at gøre det hele noget besværligere. Flere hænder greb fat i ham og holdt ham tilbage, mens trusler forlod ham i en strid strøm.

[Marie]

Lim hørte svagt de ord der flød ud over hans læber. Se selv, han er en af de besatte. Ellers ville han ikke sige sådan til dig Hvislede stemmen og hun sank en klump, mens hun kæmpede for at komme fri og frem for at færdige gøre, det som hun var blevet sat igang med. men hun nåede ikke noget. Hun havde ikke kræfterne til at modstå vagterne og snart var hun blevet skubbet ind i et mørkt rum, hvor hun stod og hamrede på tremmerne for at komme ud.

[Cecilia]

Han kæmpede og sled for at komme fri, indtil han mærkede et stik i armen, som efter kort tid gjorde ham døsig. Han knækkede sammen og gjorde ikke længere modstand, da vagterne nu greb fat i ham og placerede ham på en båre, der var blevet taget ud. Halvt bevidstløs blev han fragtet til hospitalsfløjen, hvor han fik endnu et skud bedøvelse, der fik ham til helt at miste bevidstheden.

[Marie]

// Spole spole .. :b

Lim var blevet lukket ud af hullet. Hendes ben føltes som gele. Hun havde ikke forestillet sig, at det kunne tage så voldsomt på sine kræfter. Vagterne var tydeligvis ikke på hendes side i troen. Husk - du har stadig ikke færdiggjort din opgave, men nu skal du være på vagt Lød stemmen og hun nikkede. Hun måtte glimte nogle gange med øjenene, da hun bevægede sig ned af de tomme gange og videre mod værelserne.

[Cecilia]

Alex havde lige slugt sine piller og fået nogle beordrende ord med på vejen, da han bevægede sig ud af hospitalsfløjen, hvor han havde ligget de sidste par dage. Såret i maven skulle have ro, og han måtte ikke lave for mange hurtige bevægelser og det var derfor, han fik en vagt til at ekskortere sig ned til sit værelse, så han ikke ville ramme ind i noget. Han blev placeret på sin seng og uden et ord forsvandt vagten igen. Alex sukkede tungt og lagde sig ned i sengen.