Snowflakes (Alex)

[Marie]

Fødderne trissede hen over gulvet. Det var varmere end hun havde oplevet det de sidste par dage. Fingerne rystede. Hun var blevet proppet med medicin for at holde hende normal som de sagde. Hun stoppede forsigtigt foran åbningen til alex værelse. Hun havde ikke færdig gjort sit arbejde med ham. Men nu havde hun heller ikke noget våben.

[Cecilia]

Hans hørelse var på stikke, og derfor hørte han også, at der var en, der stoppede op udenfor døren. Han vendte ansigtet ud mod rummet og ventede, men da der ikke lød yderligere lyd vidste han, at personen ikke var gået. Så meget stolede han på sin hørelse. "Hvem der?" spurgte han med den rolige stemme.

[Marie]

Hun tøvede, hvordan ville han ikke reagere? Kunne han regne det ud. Hendes tanker om hændelsen var blevet slørret af pillernes påvirkning. "Lim", sagde hun lavt. Uskyldigt og alligevel nervøst. De havde råbt hendes rigtige navn. Så vidste han at det var hende? For navnet havde hun ikke givet nogen. Ikke her.

[Cecilia]

En rynke formede sig i hans pande, og han vendte ansigtet mod loftet endnu en gang. Lim. Det var hende, der var skyld i det her, han kendte hendes stemme. Men på den anden side, så havde sygeplejeskerne kaldt hende Lucy? Så det var ikke sikkert, at det rent faktisk havde været Lim? Han sukkede tungt og prøvede at gemme de negative tanker væk. De måtte ikke komme frem, for så prikkede de bare til det andet. "Hvad laver du?' endte han med at spørge, da det stadig ikke lød til, at hun var gået.

[Marie]

Hun stod længe og så på ham. Vidste ikke, hvad han ville gøre. Hun kunne se en rynke i panden og med forsigtige fødder trissede hun ind på værelset. Bange for, at hun ikke måtte være der. Det føltes forbudt og hun brød sig ikke om det. Skulderne var hævede i nervøsitet og usikkerhed. "J-jeg .. D-du .. H-hvordan .. H-har du ... d-det?" Hendes stemme var mere skrøbelig end normalt og hun havde en forfærdelig knude i maven. Hun kunne nu egentlig godt lide hans selskab, som en af de få - men han var besat og derfor farlig. Han havde en dæmon i maven, som ødelagde hans sjæl. Forsigtigt nærmede hun sig ham lidt mere.

[Cecilia]

Hab blev både mere mistænksom, men samtidig også blødere, da hun valgte at tale til ham. Hun lød så skrøbelig, at han umuligt kunne tro, at hun havde gjort ham noget. Men på den anden side vidste hun også, at der var sket ham noget... Det kunne hun dog også bare have hørt? "Okay... Jeg må dog ikke over belaste mig selv, ellers springer såret bare op", forklarede han med den rolige stemme. Det kunne ikke skade at fortælle hende det.

[Marie]

Hun var noget usikker på det hele. Ville han acceptere, at hun havde gjort det? Vidste han hvorofr? Vidste han overhovedet, at det var hende der havde handlet? Hun nikkede forsigtigt. "Gør .. Gør det ondt?" Spurgte hun nervøst og trådte et skridt frem. Tankerne om episoden var halvt bevidste og halvt ubevidste. For hun havde ikke fået flere tegn og hendes usikkerhed var på det højeste lige nu.

[Cecilia]

Han vendte og drejer stadig episoden for nogle dage siden, men han kunne på ingen måde finde ud af, om det faktisk havde været hende eller om det bare var noget, han havde forestillet sig. "Når jeg bevæger mig, ja", svarede han hende med den rolige stemme og blev liggende uden at bevæge sig. Så kunne han nemlig ikke mærke smerten.

[Marie]

Langsomt og ganske forsigtigt nærmede hun sig ham, mens han lagde der på sengen og så i hendes retning. "De-det .. D-det er jeg ked af", sagde hun med en trist tone. Hun mente det oprigtigt. Hun ønskede ikke at volde andre ondt og hun havde gjort det i en god henseende. Lige nu var der dog ingen tegn på dæmonen, så hun gjorde ikke noget yderligere. Hun var dog på vagt. Hvad hvis dæmonen i ham pludseligt sprang frem igen?

[Cecilia]

Han rynkede i panden af hendes undskyldning. Havde hun gjort det? Havde hans indskydelse været rigtig? "Hvad mener du med det? Var det dig, der er skyld i det her?" spurgte han roligt, selvom han kunne mærke, hvordan det begyndte at banke i baghovedet. Dog havde han fået så stor en dose medicin, at det ikke burde komme frem lige med det samme.

[Marie]

Havde hun forklaret ham, hvad hendes virkelige grund til at være herinde var? Hun tøvede. "Un-undskyld", hviskede hun lavt. "D-du har en dæmon i dig .. J-jeg ville bare hjælpe dig af med den.. Så.. Så du kan komme i paradiset engang", sagde hun med en mumlende og uskyldig tone. Hun var ked af at det havde gjort ondt på ham, men det var jo i en god tro?

[Cecilia]

Øjenbrynet blev hævet og han kunne mærke, hvordan han lige skulle tage hold i sig selv, inden det ville gå galt. Han tog en dyb indånding. "Så du stak mig i æavrn for at dræbe dæmonen? Tror du selv, det ville virke?" spurgte han lavt, da han faktisk selv havde prøvet det med at skade sig selv for at slippe af med det. Det havde bare ikke virket.

[Marie]

Det gav et sug i hendes mave af ubehag. Han blev sur. Det kunne hun mærke og bed sig hårdt i underlæben. Hun trak sig et lettere forskrækket skridt tilbage med usikkerhed. "D-det .. D-det plejer at virke," hviskede hun, men hun havde ikke fået lov at færdiggøre det. "M-men jeg blev heller ikke .. færdig", sagde hun forsigtigt og løftede langsomt blikket mod ham. Han havde stadig ned og hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv.

[Cecilia]

Han rystede på hovedet af hende. Så det var hende, der havde prøvet at stikke ham ned? Men efter sigende var det for at drive dæmonen ud af ham? "Det der er ikke metoden. Det dræber kun mig ikke... Det andet", sagde han så roligt som muligt, selvom han kunne mærke, hvordan han virkelig var skuffet over hende. Hvordan kunne hun have gjort det?

[Marie]

Han rystede på hovedet. "E-er .. E-er du sur på mig nu?" Spurgte hun forsigtigt, da hun ikke brød sig om den tanke, da han var den eneste herinde, som hun nogenlunde følte sig bare en smule tryg ved. Den eneste udover Herren. Hun skød blikket mod gulvet, mens hun slog armene omkring sin krop og havde skuldrene løftede.

[Cecilia]

Han tænkte sig om en rum tid, mens han overvejede det frem og tilbage. "Jeg er sur på dig nu, du stak mig trods alt ned. Men jeg kan tilgive mig, hvis du lover ikke at stikke mig ned. Eller i det mindste advare mig", endte han med at sige med den rolige stemme. Han ville ikke gøre hende mere utilpas end hun var. Men på den anden side ville han nu være mere på vagt omkring hende.

[Marie]

Skulderne skød helt op under ørene, da hun hørte de ord. Blikket gled mod jorden, som et lille barn der fik skældud. Hun stod fuldstændig nedstemt og det prikkede i øjnene på hende. Det her havde hun aldrig oplevet før. End ikke fra hendes forældre. "M-men .. Hvordan skal jeg så dæmonen væk?" Spurgte hun forsigtigt og med et lille enkelt snøft, da hun ikke brød sig om det her.

[Cecilia]

Han kunne høre hendes snøft og det fik ham til at blive bekymret. Han ville ikke gøre hende ked af det. Det ville ikke være i orden selvom hun havde prøvet at stikke ham ned. "Husk mig på mine piller. Det er det bedste du kan gøre. Og så vær glad", sagde han med den rolige stemme og formåede at få et opmuntrende smil over læben.

[Marie]

Endnu et lille ynkeligt snøft gled over hende. "M-men .. D-det gør lægerne .. K-kommer dæmonen frem ellers?" Spurgte hun forsigtigt og med en meget lillepige stemme, for hun følte sig ikke godt tilpas lige nu. Ikke med denne samtale. Og hun havde gjort ham ondt. Det ville hun jo ikke. Det var ikke det der var meningen med det?

[Cecilia]

Endnu et snøft forlod hende og Alex endte med besværet at skubbe sig op at sidde på sengen og skubbe benene ud over senge kanten. "Ja. Men det skal du ikke tænke på, jeg kan holde det nede. Men please, lad være med at være ked af det", sagde han med den rolige stemme. Han ville ikke være skyld i, at hum var kd af det. Det gjorde ondt at sidde op, men han blev siddende uden at lave en eneste grimasse.